Header

Af Henrik Haaning Nielsen

Aage V. Jensen Naturfond og Institut for Bioscience, Aarhus Universitet har siden 2007 haft en samarbejdsaftale om overvågning af et udvalg af ynglefugle og rastende trækfugle i Vejlerne. Overvågningen af ynglefugle i Vejlerne har til opgave at bidrage til NOVANA-overvågningen af ynglefugle, som er iværksat for at opfylde Danmarks forpligtelser i forhold til EU-fuglebeskyttelsesdirektivet. Denne overvågning skal føre til samlede vurderinger af de enkelte arters bevaringsstatus i Danmark.

Året startede med mildt vintervejr og med mange rastende fugle. Imidlertid satte hårdt vintervejr ind i februar og Vejlernes vandområder frøs til og blev isdækkede. Foråret blev, på grund af store nedbørsmængder stærkt præget af høje vandstandsforhold. I løbet af sommeren faldt vandstanden støt i hele området, og lave vandstande dominerede indtil oktober, hvor der særlig fra midten af måneden faldt meget nedbør, og vandstandsforholdene steg derfor ganske markant i Vejlerne.


Adult Vandrefalk, Bygholm Vejle, 19. februar 2021. Foto: Henrik Haaning Nielsen

Ynglefugle
Bestanden af Rørdrum gik tilbage efter et par års fremgang, men det var ikke overraskende ovenpå den meget kolde februar måned. I alt lød bestanden i år på 104 paukende hanner med de største koncentrationer i Bygholm Nord (36 paukende), Selbjerg Vejle (26 paukende) og Tømmerby Fjord (24 paukende). Sølvhejrebestanden var i år stort set på niveau med sidste år, da 22 par ynglede (23 par i 2020). Til gengæld var ynglefuglene fordelt på flere lokaliteter, både som enkeltpar og i egentlige kolonier. Sølvhejrerne ynglede for sjette år i træk i Glombakskoven, resten var fordelt på fem steder i Tømmerby Fjords rørskov. Rørhøg ynglede med 44 par (56 par i 2020). Bestanden var stabil i Selbjerg Vejle med 13 par, mens der var tilbagegang særligt i Lund Fjord (et par i år; fem par i 2020) og i Bygholm Nord (ni par i år; 15 i 2020).


Sølvhejre og Fiskehejre, Vesløs Vejle, 3. april 2021. Foto: Henrik Haaning Nielsen

Tranebestanden var i år på samme høje niveau som i 2020 med 16 par. Halvdelen af bestanden var, som vanligt, at finde i Bygholm Nord, mens der var et par i Lund Fjord, tre par i Selbjerg Vejle, et i Glombak, to i Tømmerby Fjord samt et i Læsvig. Alle par var at finde i rørskovene. Et par Havørne etablerede sig, og var tydeligt rugende ved Glombak, men desværre opgav parret.


Hjejle og Havørn, Bygholm Vejle, 2. november 2021. Foto: Henrik Haaning Nielsen

Hættemågerne etablerede sig i hele 15 større og mindre kolonier. F.eks. var det bemærkelsesværdigt hvordan flere par etablerede sig direkte på engstykker, hvor der var høj vandstand på grund af den rigelige nedbør i maj måned. Bestanden var stort set på samme høje niveau som sidste år med 3585 par (3703 par i 2020). Klyde ynglede med i alt 95 par (94 par i 2020). Heraf var de 39 par i de Vestlige Vejler. Havterne gik frem på Bygholmengen (artens eneste yngleplads i Vejlerne) til 17 par (seks i 2020). Desværre var der kun tale om yngleforsøg, da ingen af parrene havde ynglesucces. De bliver tilsyneladende præderet. For Vibe var der tale om en markant tilbagegang til 230 par på Bygholmengen (i 2020 var bestanden 307 par), mens Stor Kobbersneppe oplevede en lille tilbagegang til 46 par samme sted (bestanden var i 2020 51 par). Stor Kobbersneppe havde i år en klækningssucces på 24%. Et par lavede desuden yngleforsøg i Vesløs Vejle. Arten har særligt efter 2017 oplevet en støt tilbagegang i Vejlerne. Bestanden af Rødben nåede det laveste niveau på Bygholmengen siden 1996 med 151 par (208 par i 2020). Til gengæld var der fremgang i Vesløs-Arup Vejle, hvor der i år ynglede 68 par (37 par i 2020).


Skægmejse, Bygholm Nord, 16. februar 2021. Foto: Henrik Haaning Nielsen

Engryle gik tillige tilbage på Bygholmengen til 43-45 par (56 par i 2020). Et par ynglede i Arup Vejle som det eneste i de Vestlige Vejler. Brushane fandtes kun på Bygholmengen, hvor ni hunner viste yngleadfærd. Den optalte bestand kan variere meget fra år til år. F.eks. var der tre hunner med yngleadfærd i 2020, ti i 2019 og fem i 2018. Sortternerne etablerede sig et helt nyt sted i Bygholm Nord, ca. halvanden kilometer fra de gammelkendte ynglepladser i Kogleakssøen. Rederne blev placeret på mudrede flader med spredt vegetation af tagrør. I alt 20 par havde reder, men ugentlige kontroller af koloniens tilstand ved hjælp af drone viste at nogle par opgav (eller blev præderet), hvorfor der i to omgange sås en omfordeling af redeplaceringerne for en del af parrene. Den sidste gang, det kunne lade sig gøre at erkende rugende fugle på reder (inden ungernes klækning), var der 11 aktive reder (den 15. juli). Den 30. juli sås for første gang fem nyligt udfløjne unger, der kortvarigt var i luften i forbindelse med en opflyvning der omfattede 20 adulte fugle. Den 4. august sås otte ungfugle. Den 11. august var kolonien forladt og samtlige fugle rastede i Lund Fjord, hvor også flere fodringer af ungfuglene blev set. I alt sås 16 adulte og 13 ungfugle, hvilket dermed blev årets glædelige resultat. Det er første gang i seks år, at det lykkes for Sortternerne at få flyvefærdige unger. Der blev også i år udlagt kunstige redeflåder til dem, men de blev igen ikke benyttet. Plettet Rørvagtel havde et udmærket år med i alt 22 piftende fugle. Årets første fugl blev registreret rekordtidligt den 31. marts, men særligt den kølige maj måned har givetvis haft betydning for årets forekomst. Bygholm Nord og Vesløs Vejle var de vigtigste lokaliteter, hvor der også blev registreret piftende fugle i juli måned. Årets sidste blev hørt i Vesløs Vejle den 3. august.


Rastende fugle
På grund af meget koldt vejr, hvor samtlige vådområder frøs til i februar, samt køligt vejr en del af marts, blev antallet af rastende Pibeænder ret lavt. Forårsmaksimum blev nået med 3822 i april og i marts rastede 3200. I 2020 var forårsmaksimum 11.168 i marts. Krikand kulminerede i april med 7663. I 2020 taltes 14.870 i april. Efterårets tællinger gav bl.a. henholdsvis 7068 Pibeænder og 4089 Krikænder i oktober og 8062 Pibeænder og 7945 Krikænder i november. Skeand er blevet en art der fremviser betydelige antal i Vejlerne, særligt i efterårsmånederne. Årets maksimum blev nået i september med 1129 ex, heraf lå de 955 i Han Vejle. Knarand er tillige blevet meget talrig i efteråret, særligt i de Østlige Vejler. 781 ex blev talt i november. Bramgås dominerer efterhånden mere på Vejlernes enge og strandenge, især i det sene forår, mens Kortnæbbet Gås i højere grad benytter Vejlerne som en meget vigtig overnatningsplads. Bramgås sås med op til 20.275 i april og 15.080 i november, mens Kortnæbbet Gås sås med op til 4075 i marts og 14.300 i oktober. Hjejle optrådte, vanen tro, med meget store flokke, hvor op til 25.650 blev talt i oktober. Havørn bliver en stadigt mere markant del af Vejlerne og ses nu hele året rundt i området med op til ti forskellige fugle på en totaloptælling i foråret, mens der blev set hele 14 på totaltællingen i oktober – og 19 i november. Sølvhejre optrådte med op til 73 forskellige eksemplarer i september og tallet fremkom ved at tælle fugle der fløj fra overnatning i pilebuske i Bygholm Nord. Herfra fløj alle 73 fugle ud i løbet af 20 minutter før solopgang den 19. september. De fløj alle i enten nordlig eller sydlig retning. Dagen efter taltes 27 fugle i de Vestlige Vejler, og eftersom der ikke sås fugle flyve i den retning i forbindelse med overnatningstællingen dagen før, var der potentielt set 100 fugle i Vejlerne 19-20. september. Der er tidligere observeret kollektivt overnatningstræk til Tømmerby Fjord i de Vestlige Vejler. Skestorke og Traner sås igen i mængder i sensommer og efterår, med henholdsvis 134 og 528 eksemplarer. Sidstnævnte er ny rekordforekomst for Vejlerne. Rovterne og Odinshane havde et fint år i Vejlerne. Således sås der Rovterner næsten dagligt i perioden ultimo juni-ultimo august med op til syv eksemplarer samtidig, mens seks forskellige Odinshøns sås på Bygholmengen i løbet af efteråret. Blandt usædvanlige vadefugle sås i løbet af året bl.a. en Hvidbrystet Præstekrave i maj, to Kærløbere i august og en Sortgrå Ryle i august. Derudover blev der blandt de store fuglemængder fundet ”rigtige” sjældenheder som Dværgsnegås, Rødhalset Gås, Amerikansk Krikand, Amerikansk Pibeand, Lille Bjergand, Jagtfalk, Prærietrane, Sortvinget Braksvale, Brun Løvsanger og Rosenstær. En Høgesanger sås den 8. november, og den 31. december blev fundet hele fire forskellige Sibirisk Gransangere i reservatet.


Dværgsnegås (og Bramgås og Kortnæbbet Gås), Bygholm Vejle, 26.november 2021. Foto: Henrik Haaning Nielsen