Af Lars Grøn

Ny danmarksrekord i 2020: 330 fuglearter registreret på et år – de 294 af dem i Nordjylland
For de, som ikke er klar over hvad et såkaldt ”Big Year” indebærer, vil jeg kort opsummere, at det handler om at registrere så mange fuglearter som muligt på et år, inden for et geografisk område – i dette tilfælde Danmark.

Mit fugleår 2020 begyndte som det plejer. Lokal birding i Lille Vildmose og Hirtshals med enkelte afstikkere til fede stationære fugle som Jagtfalk i Hanstholm og flagspætterne i Sønderjylland i forbindelse med familiebesøg. Foråret blev traditionen tro brugt i Skagen. Et forår som startede historisk koldt og ringe, men trods alt bød på de ventede subhits i form af Steppehøg og Hvidnæbbet Lom. Der gik først rigtigt hul på bylden efter den 20. maj. Men så skal jeg også love for, at det sene forår og forsommeren indskrev sig blandt de bedste nogensinde. Et planlagt 24-timers birdrace den 22. maj, der udløste 169 arter, var egentligt en realisering af en gammel drengedrøm, men viste sig senere at være en god investering i et Big Year. Alle 169 arter blev registreret i Nordjylland. Hovedsageligt på lokaliteterne Grenen, Gerå Enge og Strand, Lille Vildmose og Vejlerne.

Jeg havde ligeledes deltaget i Tårnets Dag fra matriklen i Aalborg og et par totaltællinger, så også her var der kommet lidt årsarter på kontoen. Så da foråret gik på hæld, og de mange obsdage i Skagen var ovre, lå jeg på ikke mindre end 265 årsarter. Hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om nogensinde at komme over de magiske 300 årsarter, så var 2020 et godt bud. Derfor besluttede jeg mig for at køre på nordjyske årsarter med enkelte små afstikkere til blandt andet Gåsegrib, Nøddekrige og Sort Stork. En julitur til Skagen den 17. juli gav udover de forventelige Brilleand og Amerikansk Sortand også noget uventet – Skagens tredje Ørnevåge i 2020. Herefter bestod kunsten meget i at nærstudere vejrudsigter og tendenser. Således forsøgte jeg at placere mig strategisk godt i forhold til vind og vejr. Det lykkedes i flere tilfælde. Nævnes bør en tur til Roshage, Hanstholm den 10. september, der gav Almindelig Skråpe, Sodfarvet Skråpe, Lille Kjove og Sabinemåge. Den 15. september en lusketur til Hanstholm, hvor Leo Salmonsen fangede Høgesanger, den 29. september en tur til Skagen, hvor Skagen Fuglestation fangede Blåstjert og den 19. november endnu en havobs ved Roshage, Hanstholm, som gav Stor og Lille Stormsvale. Dagene omkring efterårsferien blev brugt i Sydvestjylland og gav ikke mindre end 11 nye årsarter (Sortvinget Braksvale, Brun Løvsanger, Dværgværling, Fuglekongesanger, Storpiber, Sibirisk Bynkefugl (maura/stejnegeri), Thorshane, Søkonge, Tajgapiber, med afstikker til Plettet Mudderklire i Lønstrup og på hjemturen tog jeg Hvidøjet And), og gjorde den store forskel på blot at ende over 300 arter og nu at gå målrettet efter min gode ven Henrik Højholms rekord på 318 årsarter.


En af 2020´s sjældenheder, som sidst på året var med til at bringe årslisten højt op. Bonapartesmåge.
Hirtshals 3. december 2020. Foto: Lars Grøn 

Da jeg som nævnt først ved udgangen af første halvår besluttede mig for at satse på årsarter, betød det, at jeg havde store mangler på årsartslisten. Blandt andet Høgeugle, Sortstrubet Drossel, Kohejre, Amerikansk Sortand, Brilleand og Sibirisk Fløjlsand – for ikke at nævne Rødhalset Gås, som var observeret både i Vejlerne og ved Barmer, sidstnævnte lokalitet mindre end en halv time fra Aalborg. Det betød, at jeg på falderebet måtte til Samsø efter den. Høgeugle forblev et gabende stort hul, ligesom Rustand, Sort Ibis, Lunde, Rødstrubet Piber, Gulirisk, Hvidsisken, Hvidvinget Korsnæb og Hortulan også gjorde det. Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg ikke fik Høgeugle i forbindelse med ’Danish Birder Awards’ i januar, ligesom det også ærgrer mig, at jeg ikke tidligere udvidede horisonten og kørte på andet end blot nordjyske årsarter. Havde dette været tilfældet ville årsartslisten også have talt arter som Sort Ibis og Hvidskægget Terne. Jeg fik dermed meget travlt i andet halvår, da jeg skulle forsøge at opsamle de arter, der allerede var registreret i første halvår 2020. Arter som Hærfugl, Kohejre, Mandarinand, Stor Gråsisken, Rødhalset Gås og Sibirisk Fløjlsand. Det gik godt, men det holdt hårdt. Således brugte jeg mere end seks timer på at eftersøge Hærfuglen ved Morup Mølle. I andet halvår krydser jeg således ikke mindre end 49 arter til sammenligning med Henrik Højholms 27 i andet halvår 2017. At 2020 i sandhed var et år ud over det sædvanlige, hvad angår forekomsten af sjældne fugle, understreges blot af antallet af birdere, der endte over 300 årsarter. Ikke mindre end ti birdere blev det til i 2020. Der blev i 2020 set over 360 fuglearter i Danmark, hvilket sætter en fed streg under det suveræne år.

Nordjylland og Skagen er uden tvivl den landsdel og det område, hvor der registreres flest arter hvert år. Således blev der i 2020 registreret ikke mindre end 280 arter i Skagen, de 268 af dem på Grenen. På de bedste dage i maj registreres der over 100 arter blot på én dag. Derfor er Nordjylland og Skagen en kærkommen base i foråret, hvis man har ambitioner om at lave et såkaldt ’Big Year’. Og at Skagen i sandhed er det bedste område for forekomsten af sjældne fugle i det sene forår og den tidlige sommer, satte 2020 blot endnu en fed streg under. Således blev der i perioden 20. maj til 20. juli i Skagensområdet registreret Almindelig Skråpe, Islom, Amerikansk Sortand, Brilleand, Dværghejre, Plettet Rørvagtel, Lille Rørvagtel, Steppeørn, Dværgørn, Lille Skrigeørn, Kongeørn, Slangeørn, Ørnevåge, Sort Glente, Aftenfalk, Ellekrage, Biæder, Rosenstær, Pirol, Turteldue, Lille Fluesnapper, Lille Sejler, Korttået Lærke, Toplærke, Citronvipstjert, Markpiber, Cistussanger, Buskrørsanger, Lille Rørsanger, Drosselrørsanger, Grøn Sanger, Lundsanger og Stor Korsnæb.

Jeg krydsede blot Storebælt seks gange – den ene gang i forbindelse med en tur til Bornholm efter Brundrossel. Ellers er langt hovedparten af de 330 årsarter indsamlet i Nordjylland og Nordvestjylland. Ikke mindre end 294 af arterne er registreret i disse DOF-lokalafdelinger. Ønsker man at se den komplette liste over alle 330 arter, kan denne tilgås på såvel Netfugls som Club300’s årsartslister.

Rekorder er som bekendt til for at blive slået. Hvornår og af hvem må tiden vise. Men det kræver alt fra placeringsevne til masser af held at gøre det. Siden år 2000 er der seks år, hvor der ikke er registreret mere end 330 fuglearter i Danmark.

Kilder:
DOFbasen
Club300/X-lister
Netfugl/Artslister
Grenen Fuglestations Facebook side.