Af Leif M. Sørensen
I disse tider færdes rigtigt mange amatørfotografer med deres avancerede udstyr i naturen på jagt efter motiver, der fastholder nogle af de oplevelser og minder, de har haft derude. Fugle er oplagte motiver, og derfor bliver det mere og mere almindeligt, at sjældne hits først bliver opdaget, når man kommer hjem og gennemser dagens skud. Sådan en oplevelse havde Leif M. Sørensen, der heldigvis var så årvågen, at han valgte at lægge sine fotos ud på nettet. Her bringes Leifs finderberetning:
Min hustru og jeg var på efterårsferie i sommerhus i Lønstrup og gik nogle ture langs stranden ved Harrerenden. Jeg er ivrig amatørfotograf med forkærlighed for at fotografere fugle, og jeg havde selvfølgelig kameraet med på gåturene og havde en dag taget nogle billeder af blandt andet Ederfugle og Strandskader, da jeg spottede en lille fugl mellem stenene. Den var ikke nemt at få et billede af, da den var hurtig og hoppede fra sten til sten. Det lykkedes dog at få nogle gode billeder af den.
Plettet Mudderklire, Lønstrup 15. oktober 2020. Foto: Leif M. Sørensen
På det tidspunkt vidste jeg ikke lige, hvad det var, og vi gik og spøgte med, at det nok var en sjælden en, og at der næste dag ville være en hær af fuglekikkere i Lønstrup. Det skulle vise sig at holde stik. Tilbage i sommerhuset fik jeg redigeret billederne og fandt ud af, at det var en Mudderklire og lagde billederne på DOFs facebookgruppe, og her var der så en skarp fuglekikker, Mads Aastrup, der spottede, at det vist ikke var en helt almindelig Mudderklire, men nok den sjældne Plettet Mudderklire. Han delte mit opslag på facebooksiden Feltornitologen, og her blev det bekræftet, at det var den sjældne amerikanske art, Plettet Mudderklire.
Tidligt næste morgen blev jeg kontaktet af flere, som spurgte ind til tid og sted, og om de måtte bruge billederne på siderne ”Netfugl” og ”Club 300”. Fuglen blev derefter genfundet af lokale Gustav Urth, og så gik de ornitologiske jungletrommer, og fuglekiggerne strømmede til og nåede at se den i de to næste dage.
En sjov og dejlig ferieoplevelse var det og skønt at se og hilse på de glade mennesker, der fik deres kryds ud for denne specielle art i det skønne Lønstrup.
Plettet Mudderklire er hjemmehørende i Nordamerika, men ses af og til i Europa – oftest i England. Dette er det tredje danske og første nordjyske fund. De tidligere er fra Ølsemagle Revle på Sjælland i 2005 og Egå Engsø ved Aarhus i 2007.
Plettet Mudderklire-observatører og fotografer, Lønstrup 16. oktober 2020. Foto: Jens Kirkeby