Af Thorkild Lund

Skarven er om nogen en hjemmehørende art, men hadet i en grad, der bevirkede, at det var en af de første fuglearter, man systematisk startede på at udrydde i det nittende århundrede. Det lykkedes så godt, at den var fraværende som dansk ynglefugl i 70 år.

Der var tilløb til på ny at etablere sig i fyrrerne, og i halvfjerdserne havde den etableret sig i nogle større kolonier på Vorsø, Ormø og i Brændegårdssøen på Fyn. Endelig blev arten fredet i 1980, og antallet af ynglefugle og nye kolonier rundt om i landet tog fart.


Centrum af skarvkolonien ved Tofte Sø. Maj 2007. Foto: Jan Skriver

Tofte Sø var blevet genetableret i 1973. Nogle af fennerne var i årerne forinden blevet tilplantet med el, som nu hurtigt gik ud og stod tilbage som nøgne stager med de største grene tilbage. Heri byggede de første fem par Skarver rede i 1982. Forinden havde Skarverne bemærket stedet. Især i sensommeren kom de om aftenen flyvende ind fra Kattegat i store flokke og slog sig ned i træerne for natten. De følgende år steg antallet af ynglende Skarver eksponentielt, og i løbet af få år rykkede de ind i birketræerne langs bredden af søen, samtidig med at elletræerne rådnede og gik til. Stubbene efter træerne rager stadigvæk op over overfladen og kan let ses, når man befinder sig i Toftesøtårnet. I 2001 nåede antallet af skarvreder op på 4021, hvad der gjorde den til Danmarks største skarvkoloni. Den strakte sig langs bredden omtrent fra, hvor Toftesøtårnet senere blev etableret mod vest og et godt stykke syd om søen. Skarvernes afføring og plukning af kviste til redemateriale gjorde det langsom af med de fleste af birketræerne, og de centrale områder af skarvkolonien flyttede sig fra år til år. Da fik man fra Toftesøtårnet udsigt til den bagvedliggende højmose.


Tælle-teamet under optællingen af skarvkolonien ved Tofte Sø 2008. Foto: Jan Skriver

De første år kom Jens Gregersen fra Vorsø og optalte reder og ringmærkede de store unger i rederne sammen med Lars Abrahamsen. Det var mens træruinerne stadig stod i søen. Jeg havde fornøjelsen at være sammen med dem et par gange. Kuldene var store og ungerne velnærede, og det var ikke usædvanligt med kuld nummer to. Senere overtog Jørn Eskildsen opgaven, og i snart mange år har vi været et lille hold, der har påtaget sig opgaven samtidig med, at den er blevet mere og mere overkommelig. Antallet af ynglefugle er nemlig faldet konstant for i 2020 at ligge helt nede på 186 par.



Fra info-tavlen ved Tofte Sø-tårnet. Jens Frimers illustrationer af de ynglende skarver


Fra info-tavlen ved Tofte Sø-tårnet. Jens Frimers illustrationer af skarvens æg, unger og føde

Det har været en rejse gennem tiden. De første gange følte man sig som at være i Jurassic Park. Ammoniakstinkende skarvlort og gylp dækkede en stor del af jorden. Vildsvinene var til stede for at æde gylp og døde unger, der var faldet ud af reden. Senere, da det tyndede ud i antallet af Skarver, blev den overgødede jord dækket af fløjlsgræs, og en rudel af kronhjorte rykkede ind og fandt græsning. Nu er den fåtallige koloni rykket bort fra bredden og ind mod mosen, og bredden er domineret af tuedannende halvgræsser.

Det store spørgsmål er nu, hvorfor skarvkolonien er gået så stærkt tilbage. Den er nu på 5% af, hvad der var engang. Følgende faktorer spiller givetvis en rolle. For det første er skarvbestanden i Danmark 20% mindre end for ti år siden. For det andet er fødegrundlaget ikke det samme. Poul Hald-Mortensen har forsket i Skarvens føde gennem snart en menneskealder, primært gennem gylpundersøgelser og har påvist markante ændringer. I 1994 bestod Skarvernes føde i toftekolonien af ising 58%, skrubbe 14%, ulk 14%, torsk 6% og andre fisk 8%. Det har efterfølgende ændret sig meget. Poul Hald-Mortensen har fra sin forskning (publiceres senere i DOFT) oplyst mig, at fra omkring 2007 ændredes skarvernes føde sig i toftekolonien markant. Vægtmængden blev derefter fordelt på fjæsing 47%, ising 31%, skrubbe 7% og ulk 5%. De resterende 10% udgøres af 22 andre fiskearter. I følge Poul Hald-Mortensens undersøgelser er den gennemsnitlige fødemængdes vægt i perioden 2008-15 desuden faldet til 71% af niveauet i 2004-07. Under vores besøg de seneste år i toftekolonien er vores fund af bytterester overvejende været fjæsing i form af såkaldt skrækgylp. På Miljøstyrelsens kort over miljøtilstanden i Danske Kystvande fremgår det, at Aalborg Bugt ligger i den absolutte bund. Jeg bor i Øster Hurup, en gammel fiskerby ud mod det nordlige Kattegat. Spørger jeg nogle af de gamle fiskere på havnen om, hvilke fisk der er i området, er de ikke i tvivl om svaret, ”der er ingen fisk”.


Efter yngletiden samles en del af Skarverne i Birkesø. 4. august 2020. Foto: Jan Skriver

At den stærkt decimerede fiskebestand i Aalborgbugten har haft en negativ indflydelse på antallet af Skarver i området står nok ikke til diskussion. Men prædation af Havørn og i mindre grad af Sølvmåge betyder sikkert også noget. Siden 2005 har et havørnepar fra den nærliggende Tofte Skov opholdt sig meget i kolonien og dens omgivelser. Når Skarverne først på foråret indfinder sig, er Havørnene uden tvivl med til at stresse dem, så nogle kommer senere i gang med at yngle eller vælger helt at søge andre steder hen. Desuden har ørneparret ofte selskab af mange unge ørne i marts-april. Sidst på ynglesæsonen i ugerne før ungernes udflyvning finder en stor redeplyndring sted. Jan Tøttrup, der ringmærker havørneungerne i Tofte Skov, indsamler også bytterester fra reden og kan konstatere en dominans af store skarvunger. Indirekte er Havørnene nok også skyld i Sølvmågernes prædation. Under optællingsbesøgene har vi ikke kunnet undgå at bemærke et stigende antal Sølvmåger gennem årene og følgelig mange æggeskaller med indholdsrester på jorden. Havørnenes besøg får Skarvene til at lette fra rederne, og Sølvmågerne tager for sig af retterne.


Udviklingen af besatte Skarvreder i Tofte Sø-kolonien 1982-2020. Fig. på grundlag af data fra Århus Universitet

Litteratur:

Gregersen, J. 1992: Skarvens Kyster – Bygd.

Hald-Mortensen, P. 1995: Danske Skarvers fødevalg 1992-94 – Skov- og Naturstyrelsen.

Skriver, J. 2019: Nedtur fra 4000 til under 200 ynglepar – www.avjf.dk/lille-vildmose/nedtur-fra-4-000-til-under-200-ynglepar.

Sterup, J. & T. Bregnballe 2020: Danmarks ynglebestand af skarver i 2020. – Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 40 s. – Teknisk rapport nr. 187 – www.dce2.au.dk/pub/TR187.pdf.