Én, to eller tre Gulben i Nordjylland i 2019?

Af Henrik Haaning Nielsen

Tre observationer af Lille Gulben i Nordjylland i 2019 spredte både glæde og forvirring. Hvor mange fugle involverede det? Allerførst tydede det på to ud fra karakterer, der kunne ses på billederne. Kunne tre i virkeligheden udelukkes? Eller var det bedre at klappe hesten og betragte det som et individ? Billedmaterialet blev afgørende.

Fundene

Den 27. april dukkede en Lille Gulben op i Ulvedybet. Det var Danmarks niende fund og den blev, naturligt nok, et stort tilløbsstykke. Den blev set dagligt indtil den 8. maj. Den 31. maj finder jeg en Lille Gulben ved Krap­diget på Bygholmengen i Vejlerne. Jeg ser den kun i flugt, men får taget mange dokumentationsbilleder, hvor den bl.a. flyver rundt sammen med Rødben. På det tids­punkt regner jeg det for en ny fugl. Der er gået knap tre uger, siden fuglen i Ulvedybet er set sidste gang. Dertil er ul­ti­mo maj og primo juni en god periode med hidtil fire fund fra Danmark. Denne fugl bliver ikke gen­fun­det trods tjek af stedet seks gange frem til den 10. juni, hvor der foretages en grundig enggennemgang på hele Byg­holm­engen for at registrere engens ynglefugle. Den 23. juni gentages enggennemgangen, og her finder jeg igen Lille Gulben ved Krapdiget. Faktisk stort set samme sted som da jeg fandt fuglen den 31. maj; mere end tre uger tidligere.

Lille Gulben, Bygholm Vejle 23. juni 2019. Foto: Henrik Haaning Nielsen/Avifauna Consult

Dragtkaraktererne

Jeg har studeret de foreliggende fotos fra årets tre fore­komster grundigt.

Det som først og fremmest er karakteristisk er, at juni-fuglen har tydeligt slidte inderste håndsvingfjer. Det er der hverken tale om på fuglen fra Ulvedybet eller på den

fra Vejlerne den 31. maj. Datoen siger dog ultimo juni, og for en fugl der ikke er lykkedes som ynglefugl, kan man godt forestille sig, at den kunne gå i gang med sving­fjersfældning?

Ifølge ”Birds of The Western Palearctic” (Cramp & Sim­mons 1983) sker svingfjersfældning typisk i vinter­kvar­teret i perioden mellem midten af juli og starten af okto­ber.

Jeg vurderer dog, at det er for usikkert at bruge de slidte håndsvingfjer på Vejlernes juni-fugl til at afgøre, at der kan være tale om en fugl nummer to (eller tre). Der er nemlig blot tale om en slidt fugl, hvilket også er tyde­ligt, når man sammenligner med fjerdetaljerne på den stående fugl fra henholdsvis Ulvedybet og Vejlerne (i juni). At svingfjersfældningen tilsyneladende snart på­be­gyndes på dette individ, er helt normalt på dette tids­punkt af året.

Lille Gulben, Ulvedybet 8. maj 2019. Foto Jens Eriksen

Sammenligner man karakterer hos de tre fugle, er der umid­delbart en række åbenlyse forskelle. Således er fug­len fra Vejlerne den 31. maj betydeligt mindre plet­tet sær­ligt på skulderfjer og overvingedækfjer i for­hold til både fuglen fra Ulvedybet samt fuglen fra Vej­lerne den 23. juni. Vingebåndet på de store dækfjer er også bre­dere på fuglen fra den 31. maj i forhold til Ulve­dybs-fuglen og Vejlerne-fuglen i juni. Endvidere ser øjen­bryns­stribe og tøjle bredere og hvidere ud på Vejlerne-fuglen den 31. maj.

Ifølge Cramp & Simmons 1983 påbegynder Lille Gulben fældning til yngledragt fra slutningen af januar eller fe­bruar. Fældningen involverer ofte hoved, nakke, hele un­dersiden, det meste af ryggen, de fleste skulderfjer og ter­tialer, centrale halefjer, mange mellemste over­vin­ge­dækfjer og nogle af de små overvingedækfjer. Hos nogle fugle er fældningen mere begrænset til kun at inkludere dele af hovedet, dele af undersiden, dele af ryggen, nogle skulderfjer, nogle af tertialerne og de inderste mel­lem­ste dækfjer. En mindre markeret fugl om foråret kan altså sag­tens være udfarvet (2K+).

Interessant er det, at fældningen til yngledragt er færdig i april, hvorfor de tre fund alle må betragtes som færdig­fældede. Det giver altså ikke mening, hvis Ulve­dybs-fug­len skulle blive mindre plettet i løbet af maj og at Vej­lerne-fuglen fra 31. maj skulle dukke op igen den 23. juni i en mere slidt dragt, men med flere pletter! Vi er altså på nu­værende tidspunkt på vej til at arbejde os op til mini­mum to individer i Nordjylland i 2019!


Lille Gulben, Ulvedybet 5. maj 2019. Foto: Lars Grøn

Fuglen fra Vejlerne den 31. maj er tilsyneladende dragt­mæssigt tilstrækkeligt forskellig fra fuglen i Ulve­dy­bet og fuglen fra juni i Vejlerne. Imidlertid er det svært at ude­lukke, at fuglen fra Ulvedybet og fuglen fra Vejlerne i juni ikke er det samme individ. Såvel pro­por­tions­mæs­sigt som dragtmæssigt er det svært at finde påfaldende forskelle, vel at mærke hvis man antager, at fuglen er ble­vet (temmelig) slidt. Der er mange gemmesteder i både Ulvedybet og i Vejlerne, men også mange loka­li­te­ter mellem Ulvedybet og Vejlerne, hvor en Lille Gulben kan gemme sig.

Umiddelbart er der altså stadig udmærket grund til at tro, at der er tale om to forskellige fugle i Nordjylland i 2019!

Jeg har kigget nærmere på forekomsterne af Lille Gulben i nogle af vores nabolande i perioden april-juni for at se, om det kunne sandsynliggøre tre forskellige fugle. Der var ikke tale om et åbenlyst influx af arten. Eng­land og Irland havde fem fund i perioden 20. april-29. juni (ud­o­ver en overvintrende fugl, der også sås i april). Mest in­teressant herfra var at Fair Isle havde en sta­tionær fugl 18-29. maj. Det blev vurderet, at det sand­syn­lig­vis var samme fugl, som blev genfundet på Main­land Shet­land 19-20. juni!

Den 29. juni blev der fundet to nye fugle i England. Sve­rige havde ingen fund i perioden og Norge havde blot et fund i 2019: Den 6. juli på Røst.

Alt kan selvfølgelig lade sig gøre, men det havde været rart, hvis man skulle ”claime” et ”kæmpeinflux” af Lille Gulben i Nordjylland, at der tillige var influx i nogle af vores nabolande.

Billedkvalitet

Nu kommer aspektet med billedkvalitet ind i billedet. Det var meget interessant at modtage billeder af Ulve­dybs-fuglen fra Jan Lindgaard Rasmussen. Sam­men­lig­ner man billedet taget af Jens Eriksen og billedet taget af Jan Lindgaard Rasmussen, er der således åbenlyse for­skelle. Jens Eriksens billede er detaljemættet, og man kan se de nøjagtige aftegninger i de forskellige fjer­grup­per. Kigger man i stedet på Jan Lindgaards bil­lede, for­svin­der der detaljer, og fuglen virker langt min­dre plettet. Fug­len i Vejlerne den 31. maj virker lige så uteg­net, og flere af de samme mere prominente pletter sidder de samme steder. Sammenligner man de to bil­le­der fra Ulve­dybet er de lige så forskellige, som hvis man sam­men­ligner Jens Eriksens billede med billedet fra Vej­lerne. Til gengæld ser fuglen fra Vejlerne og fuglen fra Ulve­dybet meget ens ud, hvis man sam­men­ligner Jan Lind­gaards billede med mit (Fig. 1).

Fig. 1. Sammenligning af to billeder med lav detaljegrad fra dels Ulvedybet og Vejlerne. Bemærk lighederne.

Det hele ligger i billedkvaliteten, og hvor vidt billederne er croppet (beskåret) på grund af stor afstand til fuglene.

Dermed har situationen pludseligt ændret sig.

Vejler-fuglen fra den 31. maj, der var åbenlyst forskellig fra Ulvedybs-fuglen, er ikke så forskellig alligevel, hvis man sammenligner fotos ud fra samme grundlag. Med hensyn til Vejler-fuglen den 23. juni er der rimeligt grund­lag for at sammenligne med Jens Eriksens billede fra Ulve­dybet. Begge udgaver er tilstrækkeligt de­tal­je­mættede, og bortset fra sliddet i de inderste hånd­sving­fjer og de yderste store dækfjer, ”mangler” der kun nogle sorte plet­ter i nogle mellemste dækfjer (Fig. 2). Det kan nok ikke udelukkes, at det skyldes slid, i al fald hvis man ar­bejder ud fra et forsigtighedsprincip. Der er gået lidt mere end tre uger siden sidste observation i Vej­lerne, hvor sliddet altså siden er blevet tydeligt i hånd­sving­fje­rene.

Fig 2. Her sammenlignes to detaljerige fotos fra h.h.v. Ulvedybet og Vejlerne. Der er godt og vel 1,5 måned mellem
de to billeder og kan forklare sliddet og at der "mangler" pletter i de mellemste dækfjer. Der er gjort klar til en fældning.

Sliddet i håndsvingfjerene har jeg talt med Ole Thorup om, da jeg ikke husker at have set klirer som f.eks. Rød­ben have tydelig svingfjersfældning, som man ek­sem­pel­vis ser det hos Vibe eller Stor Kobbersneppe tid­ligt på sommeren, hvis ynglen er opgivet. En af for­kla­rin­gerne, som Ole påpeger er, at vore ynglende klirer hur­tigt forlader ynglepladserne efter endt yngel eller yngle­forsøg, så vi oplever ikke svingfjersfældning hos f.eks. Rødben. Til gengæld kan man se det hos f.eks. Sort­klire, der ganske vist er i yngledragt når de passerer lan­det i juni-juli, men de kan have startet på fældning af de in­derste 1-3 håndsvingfjer. Det samme gælder bl.a. Hvid­klire, Svaleklire og Mudderklire.

 Konklusion

Når de tre fund fra Nordjylland analyseres grundigt ud fra billederne, hvor grundlaget for billedkvaliteten er no­genlunde den samme, og hvor det vurderes, at der godt kan være blevet gjort klar til en vis fældning af de in­derste håndsvingfjer på det aktuelle tidspunkt, hvor forekomsten i vores nabolande tages i betragtning, og hvor det vurderes, at begge lokaliteter (Ulvedybet og Vej­lerne) har flere utilgængelige områder, hvor en klire kan overses, må svaret blive, at der blot har været tale om et individ i Nordjylland i 2019.

Det er selvfølgelig min vurdering. Den endelige vur­de­ring vil blive vurderet og analyseret af Sjælden­heds­ud­valget.

Jeg vil på dette grundlag sende følgende til behandling hos Sjældenhedsudvalget (SU): Ulvedybet 27. april-8. maj. *Brian Kristensen, Rune Sø Neergaard, Henrik Haaning Nielsen m.fl. Bygholm Vejle 31. maj og 23-24. juni 2019. *Henrik Haaning Nielsen m.fl.

En stor tak skal lyde til fotograferne Lars Grøn, Jens Erik­sen og Jan Lindgaard Rasmussen. Desuden skal der lyde en stor tak til Ole Thorup for en god diskussion om kli­rernes fældningsmønster.

 ”There’s more to the picture than meets the eye” (Neil Young).

 Artiklen her er et sammendrag af HHNs artikel med samme titel på Pandion (www.pandion.dof.dk), og der henvises til hjemmesiden for mere uddybning og flere fotos (Red.).