Tekst og akvareller: Jens Gregersen

Vandriksen har mange ansigter – forstået på den måde, at det er en fugl, der dukker op i sammenhænge, som man umiddelbart ikke havde troet. Man lærte, at Vand­riksen er en sumpfugl, der gemmer sig i rør og flæg – ofte hvor der er meget fugtigt. Og det kan ikke være mere sandt, men den kommer somme tider frem i en un­der­fundig skikkelse.

Jeg havde den store ære i sin tid at tælle op i Vejlerne. Jeg kendte udmærket Vandriksen fra min hjemegn ved Bra­brand Sø ved Århus. I Vejlerne var der mange, man stødte på dem overalt. Det er en fugl, der er svær at tælle op. Så jeg angav blot, at den var umulig at give et tal på. Jeg bemærkede, at der var flest under høj­spæn­dings­wi­rerne, som krydsede rørskoven mellem Byg­holm­engen og Kærup.

På det tidspunkt vidste jeg, at Vandrikser kunne finde på at dræbe småfugle, der sad nederst i spejlnet. Som ring­mærker var det en bitter erfaring. Men det skete af og til, når man havde net i rørsumpen.

Da der opstod en skarvkoloni i Tofte Sø, og især da den tiltog, lagde jeg mærke til, at der altid var Vandrikser op mod kolonien. Et år fandt jeg flere reder i de store top­star-tuer mod øst i Tofte Sø, hvor der var særdeles sum­pet og mudret. Der var også her Vildsvin kom rigtig me­get – de fandt givet godbidder under skarvrederne. Det gjorde Vandrikserne helt klart også – mest som skræk­gylp, altså opgylpede fisk, som skarverne afleverede, når noget havde skræmt dem. Der spildes meget i en skarv­koloni, dertil kommer de egentlige gylp, som mest inde­holder fiskeben, men også noget slim og ufor­dø­jede ting, som Vildsvin og Vandrikser garanteret kan bruge.

For Vildsvin som snacks, for Vandrikser en be­ty­de­lig fø­de­re­surse. Døde skarvunger kan også havde be­tyd­ning. Især helt spæde unger lempes ud af rederne, når de dør. Hos Skarv er ungedødeligheden størst hos unger un­der 10-14 dage gamle.

På Vorsø, hvor jeg iagttog skarvkolonien fra et obser­va­tionstårn, så jeg udpræget Vandrikserne fouragere un­der skar­venes redetræer. Vandrikserne forsvandt da skarv­ko­lo­nien mindskedes.

Men Vandriksen overraskede mig måske mest på Hirs­holmene, fordi der ikke er egentlig rørsump. For­val­te­ren fortalte mig, at der var nogle meget besyn­der­lige gri­se­hyl om aftenen og om natten ude fra måge­ko­lo­ni­erne.Senere kom de med en død Vandrikse, fundet om vinte­ren. Da havde jeg stiftet bekendtskab med den nye yngle­fugl, der var knyttet til den store hættemågekoloni.



Her ind­rettede de sig i kanterne, i høj marehalm og rosen­krat. Tydeligvis ernærede de sig af det spild, der altid er i store mågekolonier – rester af præderede æg, døde unger og den slags. Da Skov- og Naturstyrelsen kom til med en ny forvalter, blev stierne passet noget bedre med regelmæssig græsslåning. Det var noget Vand­rik­serne kunne lide. Fra deres skjul gjorde de ud­flug­ter til plænerne og fandt regnorme.

Jeg har ofte fundet præderede vandrikseæg. Hvad der finder deres skjulte rede vides ikke, men jeg havde den mistanke, at de præderer hinandens reder.

I øvrigt er Vandrikserne overrepræsenteret på stære-overnatningspladser. Der er to fordele – først, at der er føde i form af døde Stære, dernæst, at rørene er knæk­kede, så de har gode skjulesteder og ikke mindst god dæk­ning til rederne.

Jeg kunne have den tro, at overvægten af Vandrikser un­der strømledningerne i Vejlerne kunne skyldes, at der var mere føde der på grund af fugle som flyver mod led­nin­gerne.

 Højspændingsledningerne gennem Vejlerne blev nedtaget i vinteren 2018-19 (red.).