Biskæret på Mors – et vellykket naturgenopretningsprojekt

Tekst og foto: Jens Kristian Kjærgård

Nordmors er kendt for sine massive forekomster af mo­ler og smukke kuperede moræne landskaber. Særligt iø­je­faldende er molerets kystskrænter.

Flere steder ud mod fjorden finder man også lavere lig­gende landskaber, blandt andet ved Feggesund, hvor der både er holme, småøer og afgræssede strandenge. Lidt længere nede af vestsiden af Nordmors finder man det smukke og kuperede område med ”Skarregaard”, omfattende Skranderup Plantage, kystskrænter og to større søer, Skarresøerne, med tilhørende enge.

Bevæger man sig herfra i sydøstlig retning mod Ejerslev, støder man på den i 2017 genetablerede og 92 ha store Hundsø med et vandspejl, der ligger i ca. kote 2,5 meter. Søen er altså relativt dyb. Hundsø er kun sporadisk omtalt i det efterfølgende.

Biskæret

Fortsætter man videre til Ejerslev Kirke og ned ad den østgående kystrute mod Dråby Vig og Buksør Odde, stø­der man på Biskæret, der ligger midt imellem Ejerslev Kirke og Jørsby Kirke tæt på Strandvænget og Livø Bred­ning. Området blev i efteråret 2016 omdannet til et 22 ha stort sø- og engområde. Søen ligger i kote 0,75 me­ter og er således ganske lavvandet.

Biskæret blev oprindeligt afvandet i 1846 og fremstod derefter som et fugtigt eng- og græsningsoverdrev, men i de seneste år før naturgenopretningen lå det mest hen som et uproduktivt overdrev af ringe beskaffenhed. Så­vel Biskæret som Hundsø er nu genoprettede som våd­om­rå­der for at opfylde EU's vandrammedirektiv med det pri­mære formål at begrænse udledningen af kvæl­stof og fosfor til Limfjorden samt sekundært for at øge na­tur­ind­holdet i områderne.

Kort efter Biskærets genskabelse kvitterede fuglene ved til­ste­de­væ­relse af store forekomster af ænder og gæs. Når et område genskabes til naturlige enge og en sø, vil der især i lavvandede vådområder som Bis­kæ­ret fore­komme en speciel og stor ”opblomstring” af yng­lende vand­fugle. Genskabelsen af søen har væ­ret me­get gun­stig for en række mere eller mindre usæd­van­lige arter.

Biskæret kort efter etableringen, omgivet af kortgræssede enge. Maj 2017.

Biskærets overraskende bestand af ynglefugle

For at undgå en for meget talmæssig fremstilling frem­hæver jeg nogle udvalgte arter:

Gråstrubet Lappedykker indtog området straks, og i 2017 var der mindst 10-12 par, og bestanden har efter­føl­gende været gradvist stigende. I 2019 vurderes be­stan­den at have været på mellem 32 og 35 par. Området vil næppe under normale omstændigheder kunne ”brød­føde” så mange par. Årsagen til, at der kan yngle så mange par i søen, er, at Livø Bredning kun ligger nogle få hundrede meter væk, og her fouragerer foræl­drefug­lene i stort omfang især i den sidste del af yngle­sæso­nen, hvor ungerne er større og kan modtage større byttedyr. Under optællingerne i 2019 kunne der ses op til 28 gamle fugle fouragere samtidigt i Livø Bredning. Da en af for­æl­dre­fuglene blev tilbage hos ungerne, kunne det kon­sta­teres, at over 30 par havde unger samtidig. Et til­sva­rende antal reder blev lokaliseret. Tilsyneladende havde Gråstrubet Lappedykker – i modsætning til Blishøne – en god ynglesucces (se nedenfor).

I 2017 slog en lille gruppe af Sorthalset Lappedykker sig ned i søen, og 2-3 par gjorde yngleforsøg i en af de ny­op­ståede hættemåge-kolonier, men dette år blev der ikke kon­sta­te­ret unger. I 2018 var antallet øget til 14 fugle, som blev set parvise. Igen er det uvist, om de havde held med yngel. Sandsynligvis ikke, idet der kun blev fundet én fugl den 9. juni. I 2019 lykkes det endeligt for arten at etablere en solid koloni på i alt 17 par i kolo­ni­erne af Hættemåger, som i øvrigt var vokset til ca. 1800 par! De fleste reder blev bygget tæt sammen og kunne, umid­del­bart før tagrørene voksede sig for høje, tælles helt nøj­ag­tigt. Igennem hele ynglesæsonen kunne der ses Sort­hal­set Lappedykker, og mindst 10 par havde held til at få unger på vingerne. Det var i øvrigt den stør­ste koloni no­gen­sinde på Mors, hvilket også gælder for Grå­stru­bet Lappe­dykker.

I foråret 2017 blev der ved flere af besøgene set syn­gen­de Tinksmed, og jeg fik efterhånden en stærk mis­tan­ke om, at et par havde slået sig ned for at yngle. I be­gyn­del­sen af juli 2017 fik jeg det endelige bevis, idet en gam­mel Tink­smed fouragerede sammen med to ikke-flyve­dyg­tige un­ger tæt på Strandvænget. Det er højst sand­synligt det før­ste ynglefund af arten på Mors i over 100 år!

Faber skrev i 1886 følgende om Tinksmeden: ”Yngler i de fleste Kær og på sumpige Strækninger langs Kysten, men er ikke nær så talrig som foregående Art” (Rødben).

Samme aften (i 2017) så jeg en Brushøne med fire dun­un­ger. Fundene af Tinksmed og Brushøne med dun­unger i begyndelsen af juli måned er lidt ejendommelige, da det er sent på sæsonen at se dem med helt små un­ger. Der­udover blev der af Brushane set to hunner, en han samt to netop flyvedygtige ungfugle. Brushanerne blev set ved Biskæret på danseplads i maj måned i 2017, og de blev i øvrigt set regelmæssigt i hele juni måned. I 2018 og 2019 blev der igen set dansende Brushaner, men det var me­get svært at få sikre ynglebeviser.

Et par Engryler gjorde yngleforsøg i 2017, men det mis­lykkedes formodentligt, idet fuglene pludseligt for­svandt fra ynglepladsen. I 2019 var stedet tilgroet så me­get, at holmen var uinteressant for arten.

Nogle af de mange Brushøns september 2017

Lille Præstekrave har ynglet hvert år i Biskæret efter etab­leringen. I 2019 var der hele fire par. Også Klyde har re­gel­mæs­sigt forsøgt at yngle. Der var syv par på reder den 21. maj 2018, men kort tid efter var alle for­svun­det. Et par Ræve havde huseret i området, og de var mu­lig­vis år­sa­gen til, at mange ynglende vadefugle ikke havde held dette år. Generelt har der været ringe ynglesucces blandt vadefuglene.

Helt galt gik det for Blishøne. Der har været et stigende antal ynglepar (ca. 30 par i 2017), som havde byg­get rede og ruget, og i 2019 vurderes det på grundlag af om­hyg­gelige tællinger igennem hele foråret, at ca. 80 par byg­gede reder og lagde æg, men ikke et eneste par viste sig med unger. Der har tydeligvis været et eller flere rov­dyr, som har præderet rederne. I hætte­måge-kolo­ni­erne, som strækker sig fra områdets syd­lige del og op langs vestsiden til den nordlige del af Bis­kæ­ret, var der ofte uro i hele ynglesæsonen på grund af et eller flere rovdyr i rørskovene. Ræven er truffet ad­skil­lige gange, og den mistænkes for at være den stør­ste synder. Blis­hø­nerne lægger ofte rederne synlige og er derfor lette at lo­ka­li­sere. Det kan også tænkes, at Mår­hund, Mink, Ilder og/eller Odder er medvirkende til Blis­høn­se­nes katastrofale yng­le­succes. Mærkelig nok sker der ingen eller kun lidt præ­de­ring hos lappedykkerne. De har sand­syn­ligvis væ­­ret bedre til at forsvare ynglen.Blandt Hæt­te­mågerne var der en pæn del unger, som kom på vin­gerne, men mange par har helt sikkert også haft ubudne gæster i re­derne.

Biskæret rummer flere par Grågæs og Knopsvaner, men det er også yngleplads for et pænt antal Gråænder. Fåtal­lige arter som Gul Vipstjert, Knarand, Skeand, Trold­and og Atlingand er truffet sikkert ynglende. Sidst­nævnte endda helt op til 3-6 par i 2019. Desuden har der, en eller flere gange, været stærk mistanke om yng­lende Rør­drum, Pibeand, Krikand, Spidsand og Taf­fel­and.


Atlingand hun

 Trækfugle mm. i Biskæret

Ud over ynglefuglene træffes der mange trækgæster i Biskæret året rundt. Allerede kort tid efter genskabelsen i efteråret 2016 kunne der ved søen træffes mange ras­tende og fouragerende fugle, for eksempel blev der den 24. december ses følgende: Bramgås 1600, Grågås 90, Blis­gås 74, Pibeand 420 og Krikand 350 – for blot at nævne nogle af dem. Bortset fra antallet af Blisgæs er det ganske almindelige forekomster i vinterhalvåret.

Før yngletiden er der truffet flokke af fouragerende Ske­storke, som efter endt fødesøgning er trukket ud over Livø Bredning til ynglepladserne ved Nibe. Efter yngle­tiden er der truffet op til 67 Skestorke!

Besøger man området om aftenen i yngletiden høres ofte en ivrig kvækken fra mange Strandtudser.

Blandt mere usædvanlige fugleforekomster kan nævnes en pludselig og stor forekomst af mindst 400 Brushøns, som holdt til i og ved Biskæret den 26. september 2017. Kæret har også vist sig at være et godt sted at møde Tem­mincksryle, især i midten af maj, således 33 den 17. maj 2019.

Biskæret er værd at besøge

Som det fremgår af ovenstående, er Biskæret værd at be­søge. Områdets fugle pendler i nogen grad frem og til­bage til EU-fuglebeskyttelsesområdet Dråby Vig, som blandt andet omfatter Rejholm og Buksør Odde. Des­u­den er der en del udveksling af svaner, gæs, ænder og vade­fugle mellem ovenstående områder og den ny­e­tab­le­rede Hundsø. Under et har hele Nordmors nu fået et fint netværk af betydningsfulde vådområder.

Tiltagende tilgroning af randbredden i Biskæret med især tagrør vanskeliggør efterhånden muligheden for at over­skue hele området, og tilgroningen er i øvrigt til gene for især vadefuglene, som gerne vil have en lav ve­ge­ta­tion. Det kunne ønskes, at tagrørene blev slået hvert år, og at et større område blev afgræsset for at bibe­holde den lave vegetation flere steder.

Der arbejdes i øjeblikket på at finde penge til en plat­form, som ønskes placeret tæt ved Strandvænget. Den kan bi­drage til et bedre udsyn over Biskæret.

Biskæret har haft sit hidtil bedste år for ynglefugle i 2019, og ynglebestanden vil sandsynligvis dale noget i de kom­mende år ikke mindst på grund af tilgroningerne og æn­dringerne i fødegrundlaget (større fisk), men også fordi det må forventes, at en del fugle vil flytte til det igang­væ­rende store naturgenopretningsprojekt i Erslev Kær (Jølby Nor).

Skestorke er hyppige gæster i sommerhalvåret, maj 2018

Lovende fremtidsudsigter for fuglene på Mors

Når projektet med Erslev Kær mm. snart står færdig, vil det omfatte et næsten 500 ha stort sø-, mose- og eng­om­råde, og det vil strække sig fra Erslev Industriområde i øst til Jølby Nor ved Dragstrup Vig i vest. Projektet har samme målsætning som for Biskæret og Hundsø, nemlig at reducere næringsstofferne til Limfjorden.

Det bliver spændende at følge udviklingen i de kom­men­de år af faunaen i dette store område. Hertil kan i øv­rigt tilføjes, at yderligere et område på Mors er under igang­værende genetablering som søområde, nemlig Sil­ler­slev-Ørding Strandkær, og det bliver næppe det sid­ste.

Øen bag havet, øen Mors, er måske på vej tilbage til en til­stand som i tiden før de mange omfattende og øde­læg­gende afvandingsprojekter. Man må blot håbe, at sjæld­nere arter som Sortterne kvitterer med at vende til­bage som ynglefugle på Mors. Måske er det for sent? Fa­ber skrev i 1886 i afsnittet om Sortterne: ”I de fleste Kær yng­ler en Mængde af denne smukke lille Terneart, der ved sine dri­s­tige Anfald snart gør sig bemærket, når man kommer i nær­heden af dens Redepladser”. Tænk om dette kunne bli­ve vir­kelighed igen?! Helt frem til først i 1950'erne yng­lede der Sortterner i Erslev Kær.

Sortterne eller ej, der er ingen tvivl om, at der vil komme flere positive tilføjelser i kapitlet om ”Fuglene på Mors” i de kommende år!

Kilder:

Faber, A.H. 1886: Morsøs Fugle. Iagttagelser og Notitser.  – Viborg.

Kjærgård, J.K. 1979: Erslev Kærs skæbne. Naturnyt 1979: 4. – BFN.