Tekst og fotos: Henrik Haaning Nielsen/Avifauna Consult

 Aage V. Jensen Naturfond og Institut for Bioscience ind­gik i begyndelsen af 2007 en samarbejdsaftale om over­vågning af et udvalg af ynglefugle og rastende trækfugle i Vejlerne. Overvågningen af ynglefugle i Vejlerne har til opgave at bidrage til NOVANA-overvågningen af yng­lefugle, som er iværksat for at opfylde Danmarks for­plig­­telser i forhold til EU-fuglebeskyttelsesdirektivet. Denne overvågning skal føre til samlede vurderinger af de en­kelte arters bevaringsstatus i Danmark.

Vejlerne udgør en af landets vigtigste lokaliteter for en lang række ynglefugle som er knyttet til rørskov, rør­sump og enge, bl.a. Rørdrum, Sortterne, Stor Kobber­sneppe, Brushane og Engryle.

Trækfuglene blev overvåget ved hjælp af 12 totale op­tæl­linger fordelt på alle årets måneder. I Vejlerne raster store mængder vandfugle med vigtige forekomster af en lang række svømmeænder, gæs og svaner. Vadefuglene er tillige repræsenteret med mange arter, med bemærkel­sesværdige antal, de fleste år, af Hjejle, Vibe, Brushane og Tinksmed.


Vejlerne 11. december 2019

Ynglefugle
Efter to år med tilbagegang gik bestanden af Rørdrum frem i 2019. Bestanden var således i år på 117 paukende hanner (88 i 2018). Fremgangen er givetvis et resultat af mildt vintervejr, samt at der ikke blev foretaget rørhøst. Bestanden gik markant frem i Bygholm Nord (fra 20 i 2018 til 32 i år) og i Selbjerg Vejle (fra 15 i 2018 til 23 i år), og det er lokaliteter, hvor der ellers blev fore­ta­get rør­høst i årene 2014-2018. I Tømmerby Fjord var bestanden stabil med 26 paukende (også 26 i 2018). Her er der ikke foretaget rørhøst i årene 2014-2018. For­de­lin­gen af Rør­høg var markant anderledes i 2019 i for­hold til 2018, men antallet af ynglepar (48) var stort set det samme som i 2018 (47). Især var frem­gan­gen i Bygholm Nord be­mær­kel­ses­vær­dig da den steg fra 4 par i 2018 til 14 par i år. Til gen­gæld gik den til­bage fra 8 par i 2018 til 4 par i år i Sel­bjerg Vejle og tilbage fra 7 par i Han Vejle i 2018 til 4 par i år. Bestanden i Tømmerby Fjord var stabil med 9 par (der var også 9 par i 2018). Rørhøst ser ud til at være en be­græn­sende og påvirkende faktor for en række af de rør­­skovs­levende fugle.


Sølvhejre, Vesløs Vejle 16. juni 2019

Trane gik på ny frem til 15 yng­le­par og sølvhejrekolonien i Glombakskoven husede 4-5 yng­le­par sidst på ynglesæsonen. I begyndelsen af yng­le­sæ­so­nen sås ellers op til 23 fugle i kolonien (og op til 130 Fis­ke­hejrer), og potentialet for en endnu større ko­lo­ni var derfor til stede. Gentagne gange observeredes imid­ler­tid langvarige forstyrrelser, hvor alle hejrer var på vin­gerne i lang tid ad gangen. Ud på foråret fandt vi ud af, at forstyrrelserne blev forårsaget af jagende og ras­tende Havørne. Skestork forsøgte muligvis at yngle med tre par på øen Melsig i Arup Vejle. Imidlertid var der højst tale om et yngleforsøg, da ingen rugende sås 13 dage efter at tre muligt rugende fugle, blev kon­stateret. Den ge­nerelle tilstand på Melsig har ændret sig på grund af et meget højt antal fældende Grågæs i Arup Vejle gen­nem ultimo maj og juni. De æder nemlig vege­ta­tio­nen på Melsig, og gør øen mindre attraktiv for yng­lende Ske­storke.


Skestork, Bygholm Vejle 7. marts 2019

Samme nedgnavning af vegetation, fore­taget af fældende Grågæs, sås også på små øer i Sel­bjerg Vejle og i Glombak. Det resulterede til gengæld i eg­nede yng­le­pladser for arter som Klyde, Fjordterne og Hæt­te­måge. Således ynglede i alt 2723 par Hættemåger for­delt på i alt 9 kolonier, 62 par Fjordterner fordelt på fem kolonier og to ynglepladser med hver to par, samt 53 par Klyder fordelt på syv kolonier og fire ynglesteder med hver et par. Særligt var fire nye yngleøer i Selbjerg Vejle bemær­kel­ses­værdigt. Havterne gik markant til­bage. Blot syv par blev registreret på Bygholmengen (37 par i 2018). Vand­standen var på Bygholmengen noget la­vere i forhold til 2018. For Vibe (251 par) og Stor Kob­ber­sneppe (53 par) var der også tilbagegang på Byg­holm­en­gen. I 2018 var be­standene henholdsvis 294 par og 72 par. Stor Kobber­sneppe havde til gengæld en ud­mær­ket klæk­ningssuc­ces (34%). Rødben og Engryle gik frem i Arup Vejle (hen­holds­vis 67 par og 3 par mod hen­holds­vis 29 par og 2 par i 2018) og begge viste tillige små frem­gange på Byg­holm­engen, hvor henholdsvis 202 par Rød­ben (191 par i 2018) og 56 par Engryler (48 par i 2018) yng­lede. Brus­hane gik frem til 10 ungevarslende hunner (5 i 2018). Gode forhold i Kogleakssøen betød at 20 par Sort­ter­ner (23 par i 2018) etablerede sig hurtigt tæt op ad udlagte rede­flå­der, men en etablering på disse skete ikke. Re­der­ne blev i stedet etableret på mudder­fla­der med op­vok­sende kær­fnok­urt, og kolonien var i triv­sel indtil de op­gav ca. 16. juni. Plettet Rørvagtel havde igen et flot år, hvor i alt 74 pif­tende fugle blev regi­stre­ret. Samtlige op­talte yng­le­fug­les bestande i 2019 fremgår af tabellen.

Rastende fugle
Høje vandstandsforhold gennem februar og marts betød store forekomster af rastende svømmeænder i re­ser­va­tet. Bl.a. rastede 10.180 Krikænder på Bygholmengen den 27. marts. Det samme gjaldt i efterårsmånederne, hvor sær­ligt antal som 25.900 Krikænder, 13.145 Pibe­æn­der og 1505 Skeænder i hele reservatet impo­ne­rede på totaltæl­lin­gen i oktober. Bramgås dominerer ef­ter­hån­den mere på Vejlernes enge og strandenge, især i det sene forår, mens Kortnæbbet Gås i højere grad benytter Vej­lerne som en meget vigtig overnatningsplads. Bram­gås sås med op til 24.300 i april og 26.635 i maj. Kort­næb­bet Gås over­nat­tede med op til 24.300 på Byg­holm­en­gen den 6. marts og 18.765 samme sted den 26. sep­tem­ber. Hjejle op­trådte med meget store flokke i ok­to­ber, hvor op til 39.540 blev talt alene på Byg­holm­en­gen. Hav­ørn bli­ver en stadigt mere markant del af Vej­lerne, og ses nu hele året rundt i området med op til 15 for­skel­lige fugle på en to­talop­tæl­ling. Alene på Byg­holm­en­gen ras­tede ved flere til­fælde op til 14 eksempla­rer i ok­to­ber og no­vem­ber. Sølv­hejre optrådte med op til 50 for­skel­lige ek­sem­pla­rer i ef­ter­året. Skestorke og Tra­ner sås igen i im­po­ne­rende mæng­der i sensommer/ef­ter­år, med hen­holds­vis 180 og 394 ek­sem­plarer. Sidst­nævnte er ny re­kord­fore­komst for Vej­lerne. Mæng­derne af Sølvhejrer, Ske­storke, Traner, Hav­ørne, Hjej­ler, Skægmejser og Blå­halse til­træk­ker et stort antal na­tur­in­te­res­se­rede til Vej­lerne. I løbet af året blev der blandt de store fugle­mæng­der des­u­den fundet sjældenheder som Grøn­landsk Blis­gås, Ame­ri­kansk Krik­and, Hvid Pelikan, Lille Gul­ben, Af­ten­falk og Hvid­bry­net Løvsanger.


Hjejle, Bygholm Vejle 25. oktober 2019