Af Thorkild Lund

Lille Vildmose er en af Danmarks bedste fuglelokaliteter. Området er fredet efter Naturbeskyttelsesloven, det er et EU-fuglebeskyttelsesområde, IBA (International Bird Area), Natura 2000, Ramsarområde og 68% af det frede­de område ejes af AVJNF. I syd ligger Tofte Skov og Mose og i nord den noget mindre Høstemark Skov. I skovene er der kun adgang for offentligheden gennem gui­dede ture, mens der i det såkaldte Mellemområde er fri ad­gang for offentligheden. Alle tre nævnte områder er heg­nede med henblik på at holde Krondyr, Elg og Vild­svin inde.

Som det første sted i Danmark slog Kongeørn sig ned i området og ynglede med succes i 1999, og ar­tens yngle­virk­somhed er siden blevet fulgt nøje af en hånd­fuld care­ta­kere med tilknytning til DOF. I det for­løbne år, har der været tre par, det ”gamle” par i Høste­mark (ynglede før­ste gang i 2003), et nu vel­e­tab­le­ret par i Tofte­om­rå­dets østlige del, og over Vester­skov i Tofte blev der i foråret iagttaget et nyt par i ter­ri­to­rie­hævdende guir­lande­flugt. Parret er til stadighed blevet iagttaget i om­rå­det med for­nyet aktivitet i slutningen af året, så for­vent­nin­gerne til, at endnu et kongeørnepar slår sig ned i Tofte Skov, er store. Tofte Skovs andet par må siges at have haft en vellykket ynglesæson, idet der kom to un­ger på vin­ger­ne. Begge unger blev ringmærket og for­sy­net med GPS den 10. juni. Desværre døde den største af un­gerne, hunnen formodentlig, i begyndelsen af juli af ukendte år­sager, og da den først blev fundet den 23. juli, var kada­veret for nedbrudt til, at man kunne fast­slå døds­år­sa­gen. Den anden unge forlod området i ok­to­ber, og op­hol­der sig i skri­vende stund i det centrale Vend­sys­sel. Høs­te­mark­parret, der ellers ynglede succesfuldt og fik unger på vin­gerne tretten år i træk siden 2003, havde heller ikke i år held med at få unger på vingerne. Over­vå­gernes vante rutine er at gå ind og tjekke reder i be­gyn­delsen af fe­bruar for at se, om der er lagt nye grene på de gamle reder. Alt syntes at være i skønneste or­den i Høs­te­mark. Først den 20. maj blev reden igen til­set, men uden der var spor af unge. Jan Tøttrup, ring­mær­ker, ent­rede re­den den 23. maj og fandt hverken spor af æg eller bytte­rester. Dog var det påfaldende, at der i redens ne­der­ste for­mul­dede del var en markant hule­indgang. Kan det være Skov­mår? Parret er ligesom Tofte­fug­lene sta­dig­væk tilstede og ses kredsende over sko­ven og i Mel­lem­om­rå­det. Det har gennem årene skif­tet mellem to reder med kort indbyrdes afstand. Også i den anden rede er der nu kommet en hule. Efter­føl­gende eftersøgte vi de til­stø­dende skovparter for at se, om ørnene havde slået sig ned et nyt sted, men uden re­sul­tat. Havørn yng­ler nu i begge skove. Parret i Tofte fik to unger og det nye par i Høs­te­mark én unge.


Kongeørn, Lille Vildmose 18. september 2019. Foto: Ruth Christensen

Skovnaturen i Tofte og Høstemark gennemgår store for­andringer i disse år, indtil videre nok mest i Tofte. Ryd­ningerne af bl.a. områder med sitka og pleje ved af­bræn­ding giver plads til nye og på landsplan mere fåtallige arter for eksempel Rødrygget Tornskade. Alene i Tofte Skov blev der registreret 27 territoriehævdende hanner. Lægger vi antallet fra Høstemark og Mellemområdet til, når man op på 32-33 par. Andre ”åben-skov-arter” er Sort­strubet Bynkefugl, Hedelærke og Vendehals. Den sidstnævnte art blev hørt og set med fem eksemplarer i Tofte, hvilket er rekord, og i Høstemark Skov blev den kon­stateret ynglende for første gang, siden de sy­s­te­ma­tiske optællinger begyndte i 1985. Natravn blev efter­søgt på natlyt i Tofte den 11. juni, og der blev hørt tre fugle. Sortspætte og Grønspætte høres ivrigt i begge skove i det tidlige forår. Tofte Skov rummer to ynglepar af hver art, Grønspætte ligeledes i Høstemark med to par og en enkelt Sortspætte blev hørt her. Huldue nyder godt af Sortspætternes huller. I Tofte vurderes antallet til 10 par, i Høstemark blev der i det tidlige forår hørt fire. Senere hen på ynglesæsonen holder de to store spætte­arter lav profil, og vi har ingen dokumentation for ud­fløjne un­ger. Hvepsevåge er observeret lejlighedsvis i begge sko­ve, men vi mangler indikation for, at de har ynglet. Blandt småfuglene skal også nævnes Korttået Træ­løber, som er ved at etablere sig i Tofte Skov. I begge skove er der fortsat gået punkttællinger i mange år, i Høstemark Skov siden 1984. De viser et entydigt bil­lede svarende til lands­tendenserne. Rødstjert, Munk og Gran­sanger er gået me­get frem, mens Løvsanger og Bro­get Flue­snap­per er gået stærkt tilbage. Sidstnævnte er formo­dent­lig helt for­svun­det.


Havørn par, Birkesø 31. august 2019. Foto: Jan Skriver

2018 blev året, hvor fuglene tog Birkesø i brug. Den lave vandstand og de næsten nøgne kunstige yngle­øer favo­ri­serede mange arter, især vadefugle. Derfor var vi spændt på, hvordan sæsonen 2019 ville for­løbe, nu vand­stan­den var blevet hævet. De fleste yngle­fugle ind­fandt sig på ny, således Hættemågerne i et skøns­mæs­sigt antal af 2000 par i selskab med Sortstrubet Lappe­dyk­ker og Grå­stru­bet Lappedykker hver art med 40-45 par, Lille Lap­pe­dykker med fem par og Top­pet Lappe­dyk­ker med tre par. Senere på sæsonen blev der alene af Sort­hal­set Lap­pe­dykker inklusive unger set 193 fugle. Knop­svane var til stede med fem par og Grågås 12-15 par. Gæs­sene van­drer dog langt med gæslingerne, så tallet skal tages med forbehold. De fleste svømmeænder, Grå­and At­ling­and, Knarand, Skeand og dykænderne Trold­and og Taf­fel­and blev set udparrede, og Skeand, Grå­and og dyk­æn­derne blev set ungeførende. Klyde havde lige­le­des en god ynglesæson med ca. 60 par. Blandt de øv­rige vade­fugle dominerede Rødben med 12 par, Strand­ska­de, Stor og Lille Præstekrave med hver tre til fem par. Efter­sæ­so­nen blandt ynglefuglene blev ikke lang. Fremkomsten af en ve­ge­ta­tion af højstauder tog nær­mest magten på øen, sam­ti­dig med at megen nedbør og sti­gende vandstand fik spe­cielt vadefuglene til at søge bort. Dog kunne vi igen glæde os over tilflyvende Ske­storke med max. 71 fugle den 11. juli. Men i modsætning til året før var der ikke besøg af Sortklire og Islandsk Stor Kob­ber­sneppe i sensommeren, da vandstanden var for høj. Det våde efter­år skabte en anden dynamik. Våd­om­rå­det ved Grøn­vej overtog i efteråret Birkesøs mange ras­tende ænder, 2000 Krikænder, 800 Pibeænder og Grå­ænder, Ske­ænder og Knarænder i et mindre antal. Op til fem Sølv­hejrer har vekslet mellem Birkesø og Grønvej.


Rørhøg, Lille Vildmose 11. maj 2019. Foto: Jan Skriver

Rørskoven bliver år for år mere dominerende nord for Hegnsvej og øst for Ny Høstemarkvej og rørskovens fugle har indfundet sig i stort tal. Under natlyt er Plet­tet Rørvagtel registreret med mindst 12 territorier, Rør­drum med 29 paukende fugle og Vandrikse med mindst 75 territorier. En Lille Rørvagtel trak fugle­folk til fra hele landet. Der er stadigvæk ca. 50 par Grå­stru­bet Lap­pe­dyk­ker i Mellemområdet. Skægmejser er nu ganske al­min­delig i rørskoven. Rørhøg var re­præ­sen­te­ret med otte par i starten af ynglesæsonen, men næppe mere end to par fik unger på vingerne. For fjerde år i træk yng­le­de et Sangsvanepar i den nordlige mose, og som i tid­li­gere år forsvandt ungerne en efter en, sandsynligvis præ­de­ret. Odder, Mår­hund og Ræv står på listen. I de lidt mere åbne om­rå­der er der registreret ni syngende Blå­halse, Vag­tel med mindst tre territorier, og her har fem til syv trane­par opholdt sig, heraf to ungeførende (dertil kom­mer to par i Tofte, et par i Høstemark og et par Para­ply­mo­sen). Antallet af rastende ikke-ynglende Tra­ner nå­ede op på 130 den 21. oktober.


Gråstrubet Lappedykker, Birkesø 4. maj 2019. Foto Jan Skriver

Antallet af Tajgasædgæs nåede et maksimum den 29. ja­nuar med 1825 fugle. Nogle af de GPS-sendere, som gæs­sene fik på for fem år siden i Lille Vild­mose, funge­rer stadigvæk og har blandt andet doku­men­teret, at ikke-ynglende Tajgasædgæs flyver til som­mer­fæld­ning på Novaja Zemlja.  Op til 3000 Grågæs rastede på stub­mar­ker og fenner i september/oktober. Be­mær­kel­ses­vær­digt er det, at de øvrige gåsearter ind­fin­der sig i større og større antal over kortere og læn­gere tid. I årets før­ste måneder således Bramgås (max. 1600), Blisgås (max. 1600), Kortnæbbet Gås (max. 1700) og Canadagås (max. 565). Indflyvningen af gæs til nattesæde i Birkesø er et im­po­ne­rende skue. Det meget nedbørsrige efterår skabte for­hø­jet vandstand i søerne og mange marker stod un­der vand. Sangsvaner samledes i tusindtallige flokke sær­ligt på kartoffelmarker, hvor der ikke havde været mu­ligt at bjærge høsten. Antallet af gæs i årets sid­ste må­ne­der tangerede og overgik i nogle tilfælde an­tallet først på året, men antallet fluktuerer meget, og ør­nene flyt­ter i den grad om på flokkene, så det er en ud­for­dring at tælle dem.