Af Knud Pedersen

Skagen Fuglestation har i 2019 været særdeles godt be­man­det med en lang række frivillige fra marts til de­cem­ber. Derfor blev 2019 endnu et travlt år med et mange­si­det aktivitetsniveau.

De primære aktiviteter har koncentreret sig om ring­mærk­ning, trækobservationer og naturformidling. Op­læ­ring af nye ringmærkere, observatører og formid­lere har også været en vigtig aktivitet. Endvidere er der ind­sam­let en række forskellige data til forsk­nings­pro­jek­ter ved uni­versiteter m.fl.

Ansvaret for det daglige arbejde er først og fremmest ble­vet varetaget af den fuldtidsansatte stationsleder og na­tur­vejleder Simon S. Christiansen. De frivillige, som har været kontraktansatte i kortere eller længere perio­der, er rekrutteret bredt internationalt. I 2019 har der så­le­des været frivillige fra Danmark, England, Skot­land, Tyskland, Holland, Østrig, Spanien, Italien, Græ­ken­land, Bulgarien og Israel. Det tætte samarbejde med Lista Fugle­station i Norge og Ottenby Fuglestation i Sve­rige er fort­sat i 2019. Flere af de frivillige har deltaget i ”The Scan­di­na­vian Triple” med ophold på de tre fugle­sta­tio­ner i Norge, Sverige og Danmark. Mange be­sø­gende og lo­ka­le ornitologer har også bidraget væsentligt til fug­le­sta­tio­nens aktiviteter i 2019.

Formidling af fugle og natur er en af kerneopgaverne på en moderne fuglestation. Mindst 2800 deltagere var med på de ca. 155 ture og arrangementer, som natur­vej­le­de­ren og de frivillige fra fuglestationen gennemførte i løbet af året sammen med venneforeningen og Na­tur­sty­rel­sen i Det Grå Fyr. Det er en fordobling af både del­ta­ger­an­tal og arrangementer i forhold til 2018. Fugle­sta­tio­nen har også været vært for en række arrangementer og møder i løbet af året. Her kan bl.a. nævnes et week­end­møde i august for personer, som har ydet en stor indsats for ring­mærkningen i Danmark gennem mange år. End­vi­dere holdt DOF's sjældenhedsudvalg halvårligt møde på fug­lestationen i november. Fuglestationens lejlighed har været booket i 26 uger og det er 9 uger mere end i 2018. Mange af gæsterne vender tilbage efter de gode op­levelser på fuglestationen.

Venneforeningen har igen arrangeret månedlige møder med foredrag i Birders Club og bidraget med frivilligt ar­bejde i den daglige drift af fuglestationen. I løbet af året skiftede Skagen Fuglestations Venner navn til Det Grå Fyrs Venner, da der har været et stort ønske om at gøre foreningen til en mere bredt baseret støtteforening for alle de aktiviteter, som finder sted under både Det Grå Fyr og Skagen Fuglestation.

Traditionen tro blev der afholdt fuglefestival i maj. Med venneforeningen som primus motor og andre gode sam­arbejdspartnere gennemførtes festivalen i dagene 9-12. maj. Det blev endnu en festival med mange tilbud om ak­tiviteter til deltagerne og et meget stort besøg fra nær og fjern.

Skagen Fuglestations bestyrelse har afholdt fem møder i løbet af 2019. Brian Skræm udtrådte af bestyrelsen i star­ten af 2019 og i stedet er Peter Lund Kristensen indtrådt som repræsentant for DOF-Nordjylland.

Med Søren Skov som redaktør udgav bestyrelsen et om­fattende årsskrift over virksomheden ved Skagen Fug­le­station i 2018. Årsskriftet er digitalt og kan ses på Ska­gen Fuglestations hjemmeside. Her er der også mu­lig­hed for at følge alle de daglige aktiviteter som finder sted på fuglestationen.


Steppehøg, Grenen, 17. maj 2019. Foto: Lars Grøn

Observationer 2019 – Aktiviteter og materiale
Som nævnt i indledningen har bemandingen med både observatører og ringmærkere været særdeles god i 2019. Dette betød den hidtil bedste dækning fra fugle­sta­tio­nens side af de daglige trækobservationer i både for­å­ret og efteråret. En lang række lokale og gæs­tende felt­or­ni­to­lo­ger har på bedste vis suppleret fuglestationens tæl­lin­ger med mange træktællinger og efterfølgende ind­tast­nin­ger i DOFbasen. Specielt i forårsmånederne har et stort antal udenbys observatører deltaget i optællinger af fugletrækket.

Der skal lyde en stor tak til de mange, som frivilligt har bidraget med deres observationer på DOFbasen.

Rovfugletrækket blev fulgt nøje fra marts til juni. Langt de fleste bidragydere har fulgt Skagen Fuglestations ret­ningslinier for indtastning af observationer i DOFbasen. Den store aktivitet resulterede i det hidtil største antal indtastninger i DOFbasen af forårets rovfugletræk over Skagen. Eksempelvis bidrog 20 personer med 132 ind­tast­nin­ger af trækkende Fiskeørne 25/4. Den efter­føl­gende bearbejdning af de mange data gav en dagssum på 51 fugle – renset for gengangere.

For en række fuglearter, hvis forekomst ved Skagen er af særlig betydning set i forhold til deres forekomst i Dan­mark, er der også indsamlet et meget stort materiale. Det gælder specielt for lommer, stormfugle, kjover og alke­fugle.

I gennemgangen af de udvalgte observationer fra Skagen i 2019 er data primært hentet fra DOFbasen. Skæ­rings­datoen for indtastninger har været 31. decem­ber 2019. Der opfordres til at få indtastet data i god tid inden års­skif­tet for at sikre, at observationerne indgår i fugle­sta­tio­nens rapporter. Nogle observationer som ikke er ind­tastet i DOFbasen, men tilgængelige på birdcall, er også med­ta­get i årets oversigt. Dags-, måneds- og årsto­ta­ler er udarbejdet efter samme princip som tid­li­gere år. På den måde kan summeringerne mellem årene bedst sam­men­lignes. For dage med de største fore­kom­ster, er der for nogle arter i rapporten tilføjet observa­tio­ner som har fulgt andre optællingsmetoder f.eks. in­ter­val­tæl­lin­ger.

For observationer af sjældne arter (SU-arter) gælder, at godkendte fund er markeret med (G). Endnu ikke af­gjorte fund er markeret med (U) og ikke indsendte fund er angivet med (E). Betegnelserne gælder for fundenes sta­tus ved redaktionens afslutning i marts 2020.

 

Observationer 1. halvår
Rovfugle og falke
Oversigt over forårets bearbejdede og sammenstillede rovfugletal fremgår af tabellerne i artsgennemgangens rovfugleafsnit i Nordjyllands Fugle 2019.

Tallene er beregnet ud fra summen af antal fugle pr. dag renset for gengangere. Der er derimod ikke taget højde for eventuelle gengangere fra dag til dag. Dette gælder dog ikke for meget fåtallige eller sjældne arter som f.eks. Kongeørn, Stor Skrigeørn og Gåsegrib, hvor der er tale om specifikke individer, som godt kan være observeret på flere datoer.

Foråret 2019 – med en sum på 13.514 rovfugle – kan be­tegnes som endnu et godt rovfugleår i Skagen. Sam­men­ligner man med gennemsnittet for tiårsperioden 2009-2018 (11.411) lå foråret 18% over. Ser man derimod på de enkelte arters forekomst, er det markant, at 14 arter ud af 18 ligger mere end 10% over gennemsnittet for pe­rioden 2009-2018. For fire arters vedkommende var fore­kom­sten mere end 10% under gennemsnittet. Specielt en nor­mal antalstung art som Musvåge (36% under gen­nem­snit) trak den samlede sum af rovfugle nedad.

For Fiskeørn (687) blev foråret det største, som hidtil er registreret i Skagen. Tidligere rekord fra 1998 (539) blev overgået med en overraskende bred margen. Gunstige vejrforhold med ret høje temperaturer og vinde fra den østlige sektor i midten af april betød, at denne må­ned blev forårets klart største rovfuglemåned. I alt 8113 rov­fugle (60%) blev noteret i april. For de fleste rov­fug­lear­­ter lå mediandatoen for deres forekomst i april – noget tidligere end normalt. Mere ustabile, kø­lige og ves­ten­vinds­prægede vejrforhold i maj be­tød, at må­ne­dens rov­fugle­tal skuffede lidt. Sene lang­di­stan­ce­træk­kere som Hvepsevåge og Lærkefalk kulminerede som van­ligt i maj med mediandatoerne henholdsvis 25/5 (Hvep­se­våge) og 16/5 (Lærkefalk). Vandrefalk (216) havde også re­kord­år, men med smal margen til tidligere rekord fra 2016 og 2018 (begge år 201). Med en total på 37 fugle 25/4 blev der også sat ny dagsrekord for Vandrefalk. For Step­pe­høg (45) var andelen af gamle hanner (17) større end normalt. De 16 af hannerne blev set i april, mens den sidste blev set så sent som 6/6.

Rovfugleentusiasterne blev ikke snydt for oplevelser med sjældne rovfuglearter. En 2K Blå Glente (G) gav 21/4 op­visning det meste af dagen. Endnu en 2K Blå Glente (G) dukkede op 23/5. I alt er der nu otte god­kendte fund af Blå Glente i Skagen siden det første fund fra marts 1998.

Et af de helt store vingefang dukkede også op i dette for­år. Det var en 2K Gåsegrib (G), som kunne nydes i land­ska­bet i dagene 23-25/5. Der er tale om det længe ven­tede andet fund af Gåsegrib i Skagen. Det første er helt tilbage fra 24-25/5 1985. I betragtning af at Gåsegrib op­træ­der hyppigere og hyppigere i Nordvesteuropa gen­nem de seneste 5-10 år, er det lidt overraskende, at arten ikke er set oftere på så god en træklokalitet som Skagen.

En 3K Slangeørn 15/5 (U) trak overraskende ud mod Sverige. Det er det 15. fund fra Skagen.

Stor Skrigeørn 3K 13-15/4 og 17-20/4 (U) havde ikke så travlt og kunne opleves både på trækforsøg og rastende, inden den forsvandt sydpå igen.
 
 
Spurvehøg 2K+ hun, Skagen, 9. april 2019. Foto: Knud Pedersen

Øvrige – mere bemærkelsesværdigede arter
Det er nærmest reglen at Sortand, Sule og Bogfinke er de tre talrigeste arter beregnet som sum af fugle pr. dag i før­ste halvår. Dette var også tilfældet i 2019, hvor et me­get stort træk af Bogfinke (217.240) gav arten en suveræn førsteplads. Herefter Sortand (106.197) og Sule (26.207). For Bogfinke kulminerede trækket i dagene 4-7/4 (151.591) med største dag 7/4 (57.254 trækkende øst ved in­ter­val­tæl­ling). De største dage for Sortand ind­traf i slut­nin­gen af marts med 24/3 (21.200) som topdag. Stør­ste dage for Sule blev 2/4 (1399) og 3/5 (899).

Forårstrækket af Sangsvane (3731) begyndte allerede i mid­ten af februar og kulminerede i marts med 3536 fugle. Største dag og mediandato blev 17/3 (947).

En Turteldue på trækforsøg ved Grenen og Ellekrattet 25/4 var en tidlig forekomst i Skagen. Der var over­ras­kende ingen fund af arten i maj, men derimod to i juni henholdsvis 10/6 Grenen og 15/6 Stald Grenen.

Eneste fund af Plettet Rørvagtel var en syngende fugl i området ved Storsig og Jennes Sø 23-24/6.

Forekomsten af Rødstrubet Lom (17.319) var over nor­ma­len. Selve forårstrækket kulminerede allerede i april med mediandato 19/4. Største dage 19/4 (1616), 30/4 (1520) og 29/4 (1268). Sortstrubet Lom (136) havde en nor­mal forekomst og ingen dage med over 10 fugle. Ap­ril (72) og maj (44) blev de største måneder. I forhold til Rød­strubet Lom udgjorde andelen af Sortstrubet Lom kun 0,8%, men det er normalt.

Efter rekordforekomsten af Islom i 2018 (58) blev forå­rets antal mere på det jævne. I alt 22 fugle blev noteret for­delt med januar (2), april (1), maj (16) og juni (3). Største dage blev to fugle på datoerne 13/5, 17/5, 25/5 og 3/6. Hvidnæbbet Lom havde en normal forekomst med fem fugle fordelt på følgende observationer: 14/1 2K rst. Gre­nen, 23/4 ad sdr trk. Grenen, 29/4 2K rst. Nord­strand, 30/4 ad sdr trk. Grenen og 22/5 2K trk. Grenen.

Der blev noteret 1938 Mallemukker i første halvår. Langt hovedparten blev set i maj (1551) med største dage 29/5 (375) og 31/5 (235). En Sodfarvet Skråpe trak forbi Gre­nen 1/4 – et usædvanligt tidspunkt for arten i Dan­mark. Blot en enkelt observation af Almindelig Skråpe 11/6 var under de senere års standard, hvor fund i maj-juni el­lers er blevet mere hyppige.

Hvid Stork optrådte på otte datoer i perioden 11/4-28/5.

Største dag blev 22/4 (5) og med sandsynlighed for gen­gan­gere på tre datoer i slutningen af april. Sidste fugl blev set 27-28/5. Der var ingen observationer af Sort Stork i foråret 2019. I perioden 21/3-16/6 var der otte ob­ser­va­tio­ner af Sølvhejre. Bortset fra to fugle 10/4 og 23/5 var øvrige observationer af enlige fugle. En flok på tre yngre Skestorke blev set på trækforsøg 22/4.

Forekomsten af Topskarv (166) i foråret 2019 var et kapi­tel for sig selv. Antallet var et helt uhørt stort antal for Danmark og selvfølgelig en bemærkelsesværdig rekord. Bortset fra nogle få observationer ved Nordstrand blev fuglene set fra Grenen, hvor hovedparten trak fra Kat­te­gat mod nordvest ud i Skagerrak. Enkelte rastede kort­varigt i området. Månedsfordelingen var: januar (6), fe­bruar (15), marts (86), april (54) og maj (5). De største dage var 11/3 (19), 19/3 (29), 26/3 (14) og 1/4 (25). Stør­ste flok var på 12 fugle 19/3. Langt hovedparten af fug­lene var i yngledragt med fuldt udviklet top, som var let at se, når de passerede Grenen tæt på land.

Ved den svenske vestkyst fra Bohuslän til Hallands Vä­derö i Skåne yngler nu over 400 par af Topskarv siden det første ynglefund i 2004. Skærgårdsområdet huser også en stor overvintrende bestand med op til 4200 fugle talt i september 2017. Det er nærliggende at antage, at de mange Topskarver, som passerede Skagen i foråret 2019 må være norske fugle, som har overvintret ved den sven­ske vestkyst og herefter trækker tilbage til norske yng­le­pladser i det tidlige forår.

En Thorshane rastede i Skagen Havn i dagene 18-20/1, og er det første fund fra januar af denne art i Skagen.

Ene­ste observerede Lunde i Skagen i 2019 trak mod nord­vest ved Grenen 27/3. Der var fire fund af Søkonge i star­ten af januar, heraf 3/1 (2). Forekomsten af Alk (8571) var på et mere normalt niveau i forhold sidste års bund­no­te­ring på bare 57 fugle. Månedsfordelingen var: januar (3777), februar (1583), marts (3186), april (15), maj (8) og juni (2). Største dag blev 22/1 med 2735 ved in­ter­valtæl­ling fra Verdens Ende 1 og 2467 ved re­gu­lær tæl­ling fra Verdens Ende 3 – der er tale om for­skel­lige observations-poster på Grenen. Lomvie (16.794) op­trådte typisk og tal­rigt fra januar til marts med følgende må­neds­for­de­ling: januar (11.582), februar (2886), marts (2225), ap­ril (58) og maj (43). Største dag blev 16/2 med 2330 (in­ter­val­tæl­ling) og mediandatoen blev 20/1.

Det blev et godt forår for Almindelig Kjove (280). Den første blev set 3/4, hvilket er et normalt an­komst­tids­punkt. Hovedtrækket fandt sted i april (185) med største dage 16/4 (26), 18/4 (24) og 19/4 (47). Hertil 78 fugle i maj og 17 i juni. Mellemkjove blev iagttaget på følgende datoer: 29/4 (ad. lys form), 10/5 (ad. lys form) og 19/5 (ad. mørk form). Forekomsten af Storkjove (66) var over middel og med følgende månedsfordeling: januar (2), marts (6), april (3), maj (48) og juni (7). Største dage blev 12/5 (6) og 14/5 (6).

Ride (8298) optrådte markant hyppigst i januar (5669) med største dag 13/1 (945). Fordelingen på øvrige må­ne­der var: februar (986), marts (920), april (51), maj (633) og juni (39). Der var blot en observation af Sort­ho­ve­det Måge 17/3 (1 ad. sdr.). En 2K Hvidvinget Måge rastede i Skagen Havn 1/1-14/1. Yderligere en 2K blev set på Gre­nen 23/3, hvorefter en 3K optrådte regelmæssigt i hav­nen 29/3-10/4. Formodentlig samme 3K sås ved Nord­strand og Grenen 23/4, mens en 2K blev set på Grenen 26/4. Fra januar til marts blev der set mindst fire Gråmå­ger (3-2K og 1 ad.), og der var regelmæssige ob­ser­va­tio­ner af mindst en 2K i hele april og frem til 19/5. De fle­ste observationer var fra Skagen Havn, men der var også en del observationer fra Nordstrand og Grenen. Før­ste halvår bød på tre observationer af Rovterne fra Grenen på datoerne 14/5, 26/5 og 25/6. Sortterne op­trådte som vanligt fåtalligt. I perioden 25/4-3/6 blev der set ti fugle ved Nordstrand og Grenen med største dag 17/5 (4).

Af mere småsjældne spurvefuglearter skal følgende frem­hæves: Mellem 21/4 og 2/6 var der 17 fund af Ven­de­hals. Med undtagelse af 21/4 og 22/4 med to fugle var alle øvrige dage med en fugl. Der blev set to Biædere over Skagen By og Stald Grenen 10/5. Hertil en enkelt fugl 6/6 trækkende ved Pælebakke Klit og efterfølgende ved Nedermose. Formodentlig samme fugl over Skagen by 7/6. Pirol (21) blev observeret i perioden 10/5-10/6, men for­mo­dentlig en del gengangere fra dag til dag, hvor de fleste blev set på trækforsøg over Grenen. En Pung­mejse blev set på Grenen 18-20/4 og igen 1-2/6. To fugle,

heraf en han med føde ved Skarvsøen 24/6, var et stærkt indicie på et ynglepar i området. Rede blev ikke fundet, men i august og september blev op til seks ung­fugle set ved flere lejligheder på Grenen. Der var to fund af Dros­sel­rørsanger med henholdsvis en syn­gende ved Butter­vej 5/6 og en syngende Batterivej ved Nordstrand om mor­genen 17/6. Ellekrattet kunne byde på syngende Rød­toppet Fuglekonge 29/3, 23/4 og 27/4. Endvidere en syngende Gyvelstien 14/4 og 1 han i Bat­te­ri­skoven 18/5. Fem Blåhalse blev set inden for en pe­ri­o­de på tre dage. Tre hunner henholdsvis i Skagen Nord­by 16/5, Fiskerbanke 17/5 og en ringmærket ved Jennes Sø 18/5. En han var meget fotogen i kolonihaverne 17-18/5, mens en anden han blev fundet trafikdræbt i Ska­gen by 18/5. Begge hanner var af nordlig race.

I perioden 13/5-5/6 var der 13 fund af Lille Fluesnapper – heraf fire ringmærkede. Største dag blev 20/5 med tre på Grenen og en i Byfogedskoven. En stationær Hvid­hal­set Fluesnapper 2K han i Ellekrattet 25/4 viste sig flot frem for de mange som opsøgte den. Den første Ring­drossel blev set 2/4 og frem til 24/5 er der note­ret 598 fugle. Hertil kommer en efternøler 16/6. Største dage blev 17/4 (133) og 25/4 (120). Eneste Rød­stru­bet Piber blev set på Grenen 20/5. Grenen havde også en Mark­pi­ber på trækforsøg 12/5. De første Kar­min­dom­pap­per duk­kede op 17/5, og det er normal ankomsttid for arten i Ska­gen. Herefter optrådte arten fåtalligt, men næsten dag­ligt frem til 23/6. Største dag blev 19/5 med fire fugle på Grenen og en ved Brovande.

Der var en markant forekomst af Stor Korsnæb (205) gen­nem det meste af foråret. Dette afspejler fint den store in­vasion af arten i efteråret 2018. Hovedparten blev regi­stre­ret på trækforsøg over Grenen, og der har gi­vet­vis væ­ret mange gengangere fra dag til dag. Måneds­for­de­lingen af summen af fugle pr. dag: januar (29), februar (109), marts (23), april (37) og maj (6). Største dag 17/2 (47). Overvintrende Hvidsiskener blev set på ni datoer i perioden 2/1-14/3. Bortset fra to fugle ved Skagen Havn 2/1 og to ringmærkede 18/1 ved Jennes Sø var der tale om enkeltfugle på de øvrige dage. Heraf blev tre af dem ringmærket.

Gulirisk blev set på 21 datoer i perioden 12/4-13/6. Langt de fleste blev noteret på trækforsøg på Grenen, men der var også observationer fra Skagen by (5) og Ne­der­mose (1). Ingen dagscifre med mere end to fugle. En over­vin­trende Lapværling blev set på Grenen 3/1-19/1. Desu­den også observationer fra Grenen 10/2 (1), 20/3 (1), 19/4 (1) og en sen han rastede 1/6. Sen kan man be­stemt også betegne en Snespurv på Grenen 25/6. Der var føl­gen­de tre fund af Hortulan: 26/4 1 han ved Bro­vande, 14/5 1 syngende han Grenen og samme sted yder­ligere en fugl 20/5.

 
Nordlig Blåhals, Skagen, 17. maj 2019. Foto: Lars Grøn

Sjældenheder (SU-arter)
Den absolut største sjældenhed og ny art for landet blev en han af Spansk Spurv 15/5 (G). En ihærdig og heldig fuglefotograf fandt og fotograferede på flotteste vis den uventede art på en stenbunke i de gamle minkfarme på Nedre Mosevej/Brovande i den nordlige del af Skagen by. Desværre forsvandt fuglen fra stedet kort efter og blev trods intens eftersøgning aldrig set igen.

Der blev dog set andre gode sjældenheder i løbet af for­å­ret, som mange fik glæde af at opleve. Amerikansk Sort­and 3K+ han rastede ved Nordstrand i dagene 3-7/4 (G). En Triel blev set ved Nordstrand 18/6 (U). To fund af Blå Glente er omtalt i rovfugleafsnittet og det samme gælder fundene af Gåsegrib, Slangeørn og Stor Skri­ge­ørn. Endvidere blev en Lille Rørsanger ring­mær­ket på Grenen 23/6 (G) og det var Skagens sjette fund af arten. Alle fund er gjort i forbindelse med ringmærkning i maj (1), juni (4) og august (1).

En Sibirisk Bynkefugl ssp. maurus/stejnegeri 2K han viste sig flot frem på Grenen 21/5 (G). Fundet var det andet god­kendte forårsfund i Skagen. Første var en 2K han ved Fyrvej 1/6 2013. Skagens fjerde fund af Alpejern­spurv blev fundet ved Det Grå Fyr 20/4 kl. 19.15 (G). Det dre­jede sig om en tillidsfuld fugl som kunne foto­gra­fe­res på tæt hold. Først på aftenen fløj den til over­nat­ning på øverste afsats på Det Grå Fyr. Afsatsen kunne den bruge som afsæt til nattens træk i det efter­føl­gende klare vejr. I hvert fald blev den ikke set igen. Som van­ligt var der observationer af Citronvipstjert. En 2K+ han blev set på trækforsøg på Grenen 21/4 (U) og en han med sikker alder som 2K rastede 22/4 ved Gre­nen­søen (G) – måske samme fugl.


Sibirisk Bynkefugl, Grenen, 21. maj 2019. Foto: Erik Christophersen

Observationer 2. halvår
Havfugle
Dækningen af havfugletrækket i andet halvår var rigtigt god med næsten daglige tællinger fra solopgang og 3-5 timer frem – nogle dage længere tid. Langt hovedparten af observationerne er foretaget fra Grenen, men på dage med østlige vinde fra slutningen af oktober til december blev der også observeret fra Nordstrand.

Vejrforholdene var ikke optimale for store forekomster af pelagiske havfugle i efteråret 2019. Der var relativ få dage med kraftige vinde fra den vestlige sektor i sep­tem­ber-oktober, som er den bedste forudsætning for større forekomster ved Skagen. De i perioder store fore­kom­ster af Alk og Lomvie er derimod mindre afhængige af be­stemte vejrforhold.

De tre hyppigst noterede arter i andet halvår som sum af fugle pr. dag var Alk (71.457), Sortand (45.944) og Sule (37.929). Antallet af Alk var for andet år i træk på et højt niveau, men dog ca. 20.000 færre end i rekordåret 2018. Månedsfordelingen var: juli (11), august (5), september (5), oktober (35.391), november (35.120) og december (925). Største dag med regulært optalt træk blev 28/10 (6897) og samme dag var også den største (12.577) ba­se­ret på in­tervaltællinger. Endnu en stor dag ud fra in­ter­val­tæl­lin­ger blev 11/11 (11.400). Mediandatoen for alke­træk­ket blev 1/11.

Forekomsten af Sortand afspejler i højere grad antallet af rastende fugle og deres lokale bevægelser end egentlige trækbevægelser. Derfor er der helt sikkert rigtigt mange gengangere fra dag til dag i materialet. Specielt i juli og august raster mange oversomrende og fældende fugle på havet ud for Grenen. I september er der tydeligvis et tiltræk af ynglefugle og årsunger fra ynglepladserne i Nord­skandinavien og Rusland. Månedsfordelingen var: juli (8016), august (5676), september (18.010), oktober (7918), november (5113) og december (1211). Stør­ste dag 16/9 (1950). Antallet af Sule (37.929) var la­vere end de to foregående år 2017 (52.012) og 2018 (53.835). Måneds­fordelingen var: juli (686), august (6083), sep­tem­ber (17.580), oktober (8389), november (3616) og december (1575). Spe­cielt antallet i oktober var be­ty­de­ligt lavere end nor­malt. Største dage blev 17/9 (3538), 14/9 (2538) og 14/8 (2107). Mediandatoen var 19/9, hvilket er noget tidligere end normalt og skyldes relativ få fugle i det sene efterår.

Forekomsten af lommer var normal for andet halvår. Rødstrubet Lom (3287) noteredes i større antal fra mid­ten af september til og med december. Der var pri­mært tale om rastende fugle og lokale raste­be­væ­gel­ser gen­nem hele perioden. Største dag blev 7/12 (250). Sortstru­bet Lom (58) med jævn fordeling fra august til no­vem­ber. Ingen dage med over tre fugle. Andelen af Sortstrubet Lom i forhold til Rødstrubet Lom var lidt større om efter­året (1,8%) end om foråret (0,8%). Pudsigt nok blev an­tallet af Islom (19) nøjagtig samme som i efteråret 2018. Må­neds­for­de­lingen var: august (1), september (1), ok­to­ber (6), november (6) og december (5) med største dag 12/11 (3). Hvidnæbbet Lom (6) var to færre end sid­ste år. Observationerne var af enkeltfugle i perioden 18/10-2/12. Der blev noteret adulte fugle i ren eller over­ve­j­ende sommerdragt 20/10 og 24/11. Øvrige var im­ma­ture eller vinterdragt. En rastende fugl ved Grenen 1/12 kunne godt være samme, som blev set trække på stedet

2/12. Eneste observationer af stormsvaler var en Lille Storm­svale som trak forbi Grenen og ind i Kattegat 14/10 og en Stor Stormsvale mod sydvest ved Det Grå Fyr 3/11.

Forekomsten af Mallemuk (3113) var på niveau med 2018 (3384). Månedsfordelingen var: juli (68), august (625), sep­tember (2385), oktober (17), november (2) og de­­cem­ber (16). Største dag 17/9 (1637). Det blev endnu et ringe efterår for Sodfarvet Skråpe med kun fire fugle. Ob­ser­va­tio­nerne var følgende: 17/9 (2), 2/10 (1) og 23/10 (1) – alle trækkende ved Grenen. Antallet af ob­ser­va­tio­ner af Sodfarvet Skråpe i danske farvande er ge­nerelt gået mar­kant tilbage gennem de senere år. Det ser bedre ud for Al­min­de­lig Skråpe, hvor et stigende antal bli­ver set – spe­cielt i som­mer­må­nederne. Dette gjaldt også for Ska­gen i 2019. I alt 21 fugle, hvoraf de 19 blev set i juli med stør­ste dage 5/7 (6) og 7/7 (7). Hertil 10/8 (1) og en usæd­van­lig sen fugl 13/12.

Den bemærkelsesværdige og historisk store forekomst af Topskarv i foråret smittede også af på antallet af fugle i efteråret. Det blev til 17 i perioden 17/7-2/10 og det er rekord for andet halvår. Månedsfordelingen var: juli (3), august (2), september (10) og oktober (2). Største dag 13/9 (4).

I forhold til antallet af Alke (71.457) som passerede Ska­gen i efteråret var antallet af Lomvier (8027) mere be­ske­dent. Dette er en normal fordeling mellem de to arter, men efterårets forekomst af Lomvie var i den lidt høje ende sammenlignet med de seneste års antal. Må­neds­for­de­lingen var: juli (41), august (5), september (102), ok­to­ber (2254), november (4581) og december (1044). Stør­ste dag baseret på intervaltællinger var 28/10 (2708) og stør­ste dag ellers 12/11 (917). Mediandatoen var 12/11 og lå 12 dage senere end for Alk. Det var et ret godt ef­ter­år for Søkonge med 123 fugle 15/10-25/12. Må­neds­for­de­lin­gen var: oktober (14), november (100) og de­cem­ber (9). Største dag 12/11 (30).

For Almindelig Kjove blev det endnu et efterår med få fugle i forhold til tidligere. Blot 94 fugle blev noteret i an­det halvår, og det bekræfter endnu en gang den kriti­ske situation for bestanden i Nordatlanten. De fleste fugle blev set i august (56) og september (33). Største dag blev 14/8 (19) og sidste fugl sås 20/10. Første 1K blev set alle­rede 11/8, og det er tangering af den tidlig­ste an­komst­dato for 1K fra 2017. Mellemkjove (22) havde et af de bedre efterår, hvilket skyldtes et influx af ung­fugle fra slut­nin­gen af september til ind i november. Dette influx blev også registreret på en række andre hav­fugle­lo­ka­li­teter i Østersøen og Nordsøen. Det blev til 15 ob­ser­va­tio­ner af ungfugle 27/9-17/11, mens de øv­rige er noteret som adulte (3) eller immature (4). Det blev også til et lille influx af Lille Kjove i dagene 12/9-17/9. I alt syv ung­fugle (1K) passerede Grenen mod nord­vest, heraf tre fugle 17/9. Alle var af den mørke ung­fugle­type. For tredje år i træk optrådte Storkjove (1659) i meget stort an­tal. Au­gust toppede med 1128 fugle og sep­tem­ber bød på 455 fugle. Største dage blev 14/8 (278), 24/8 (266) og 15/8 (215).

Bedste måneder for Ride (16.096) var november (5876) og december (4871). Mediandatoen for efterå­rets fore­komst var 12/11 og den største dag med inter­val­tæl­ling blev 13/12 (1447). Efter et blankt år i 2018 kunne en Sa­bi­ne­måge noteres ved Grenen 17/9, hvor en 1K trak nord­vest.

 

Øvrige – mere bemærkelsesværdigede arter
Formodentlig samme Sølvhejre blev set på Grenen 8/10 og 10/10. Der var seks observationer af Sorthovedet Måge i perioden 18/7-20/9 og bortset fra en 2K 18/7 var de øv­rige 1K fugle.

To forskellige ungfugle af Middelhavssølvmåge blev set raste på Grenen henholdsvis 19/8 og 21/8. Der var lidt færre observationer af Kaspisk Måge i dette efterår end i de senere år. I alt seks forskellige fugle 12/8-18/10. En 1K Hvidvinget Måge blev set på Grenen 4/12 og 6/12. Efterårets første 1K Gråmåge blev set 11/10 og var tidlig ankomst. Yderligere to iagttagelser af unge Gråmåger var 25/10 og 25/12. To adulte Rovterner rastede ved Gre­nen 18/7. Vendehals blev set 23/8 på Grenen og 28/8 ved Fyr­vej. En mindre invasion af unge Aftenfalke i slutnin­gen af august berørte også Skagen. Forekomsten var kon­cen­treret i dagene 28/8-31/8 med 13 ungfugle, heraf 10 individer 31/8. En efternøler blev set på Gre­nen 13/9. Nor­malt ses Pirol ikke i Skagen senere end i juni, men i år var en undtagelse med et fund 25-26/7. Fo­re­kom­sten af ungfugleflokke af Pungmejse i au­gust-sep­tem­ber er om­talt under gennemgangen af observationer i før­ste halv­år. Hvidbrynet Løvsanger blev registreret på 11 da­toer 24/9-19/10 med op til tre fugle på Grenen 12/10. Hele seks Sibiriske Gransangere blev ringmærket på Gre­nen i perioden 17-28/10, hvilket var et rekordår for denne underart i Skagen. Første unge Høgesanger dukkede op ved Åkandevej 27/8. Herefter var der en sta­tionær ung­fugl på Grenen 11/9-21/9, og måske samme fugl blev ring­mærket 29/9. Efterårets eneste Rød­top­pet Fug­le­konge blev ringmærket på Grenen 17/10. Der var to fund af Blåhals fra Grenen, hvoraf en 1K han blev ringmær­ket 11/9 og en rastende fugl blev set 5-6/10 og 9/10. Stor­piber blev set på Grenen 5/9, 28/9 og 13/10. Hertil en rastende fugl ved Buttervej 18/10. En enkelt Markpiber trak nordøst ved Grenen 28/9. Efterårets før­ste Bjerg­pi­bere dukkede op på Gre­nen 20/10 (13) og stør­ste dag blev 26/10 med 45. Her­efter dag­ligt 3-10 ras­tende fugle året ud. Hvidsisken blev ring­mær­ket ved Jennes Sø 1/11, hvilket var den ene­ste i hele landet i dette efterår. Gul­i­risk blev set på Gre­nen 10/11 og 13/11.

Det blev for tredje år i træk et stort efterår for Stor Kors­næb. Først blev der noteret nogle få fugle på trækforsøg på Grenen 28/7-28/8 (12) med 28/7 (4) som største an­tal. Den egentlige invasion starter med en enkelt fugl på Grenen 8/10. Med nogle få undtagelser blev langt de fle­ste fugle herefter set og hørt på trækforsøg på Grenen. Be­regnet som summen af fugle pr. dag noteres 8/10-6/12 (856). Der er formodentlig mange gengangere fra dag til dag. Største dage blev 9/11 (122) og 10/11 (115). Til­­sva­­rende var der en invasion af Hvidvinget Korsnæb med mange observationer i perioden 11/7-27/8 (44). Største dage 18/7 (5) Grenen og 5/8 (4) Jennes Sø. Givet en del gengangere fra dag til dag. Arten blev også set raste i Ska­gen Klitplantage og 20/8 sås en adult han fodre en ju­ve­nil fugl i klitplantagen ved Pløjede Vej/Arpsvej. Dette skal nok ikke tolkes som et lokalt yngle­fund, da det er velkendt at Hvidvinget Korsnæb kan be­væge sig langt omkring med udfløjne unger, som stadig bli­ver fod­ret af forældrefuglene. Anden invasionsbølge fandt sted i perioden 10/10-30/11 (29) med største dag 7/11 (10) set på Grenen og i Ellekrattet.

Lapværling optrådte fåtalligt på Grenen 12/9-7/11 med op til tre fugle i slutningen af september og op til syv i midten af oktober. En Dværgværling blev set på Grenen 24/9 og en blev ringmærket ved Jennes Sø 2/11.


Markpiber, Grenen, 28. september 2019. Foto: Erik Christophersen

Sjældenheder (SU-arter)
En Amerikansk Sortand 3K+ han rastede i en større flok Sortænder ud for Nordstrand og Grenen 14/7 og 19/7 (U). Endnu en 3K+ han Amerikansk Sortand var sta­tio­nær på syd­siden af Grenen 17/9-24/10 (U). Brille­and 3K+ han ras­tede ligeledes sammen med Sortænder ved Grenen og Nord­strand 9/7-18/9. Fra den 10/7 dukkede en ny 3K+ han op, og frem til 24/8 kunne begge fugle ses samtidig i områ­det.

En Ellekrage rastede kortvarigt på Grenen om morgenen 4/8 (G). Det er det første godkendte fund af Ellekrage fra selve Skagen. Der er et godkendt fund fra Råbjerg Mile 22/8 1963. Korttået Lærke rastede på Grenen 2/10 (G) og endnu en blev set på Grenen 20/10 (E).

To Sibirisk Gærdesangere blev ringmærket på Grenen henholdsvis 20/10 (U) og 22/10 (U), hvoraf den ene kunne ses frem til 28/10.

En meget stor invasion af Krognæb i Skandinavien fra midten af oktober kom i høj grad til at præge fuglelivet og fuglefolkene i Skagen fra slutningen af oktober til mid­ten af november. Rapporter fra Sverige om massive an­tal af Krognæb, som bevægede sig mod vest og syd­vest, betød, at det kun var et spørgsmål om tid, før de første fugle ville nå Skagen. Ved middagstid søn­dag 27/10 blev en flok på to Krognæb spottet ved Bat­te­ri­sko­ven, og en time senere blev en flok på fire fugle set ved Elle­krattet – invasionen af Krognæb havde nået Skagen. Det var starten til tre ugers eventyr med disse smukke og til­lidsfulde fugle og den største dokumenterede in­va­sion i Danmark nogensinde! Beregnet som sum af fugle pr. dag renset for oplagte gengangere er der i perioden 27/10-20/11 indtastet 549 fugle i DOFbasen. Der er helt klart mange gengangere fra dag til dag og at give et nøj­agtigt bud på, hvor mange forskellige fugle der har væ­ret til stede i Skagenområdet under invasionen, er umu­lig. Største dag var 5/11, hvor 115 fugle blev note­ret på trækforsøg på Grenen. Antallet af rastende fugle i byen blev vurderet fra dag til dag og her topper 9/11 (ca.75) og 10/11 (ca.50). Efter 14/11 aftog antallet mar­kant til højst 3-4 fugle om dagen og den sidste fugl blev set 20/11.

Skagen Fuglestation ringmærkede fire fugle og mindst to af disse blev efterfølgende observeret flere steder i byen i dagene efter. Dette bekræftede, at mange af fug­lene tog et længere ophold i byen, hvor de opsøgte ste­der med Seljerøn og frådsede i rønnenes mange bær. Fore­komsten i Skagen bliver ikke behandlet af Sjæl­den­heds­udvalget, men godkendes proforma med et antal fund, som endnu ikke er afklaret.

 

Ynglefugle
De sidste par års drama om skarvkoloniens skæbne i Skarvsøen ved Nordstrand fortsatte i 2019. Ynglefuglene indfandt sig som sædvanlig i kolonien i løbet af marts. Der blev kurtiseret og bygget reder, og det lovede godt for ynglesæsonen. I begyndelsen af april for­svandt alle fugle fra den ene dag til den anden og vendte ikke til­bage. Der er spekuleret meget over årsa­gen til denne hæn­delse – var det tilstedeværelsen af ræve, som tid­li­gere har præderet kolonien, måske hyp­pi­gere observa­tio­ner af Odder i søen eller helt ukendte for­hold, som var årsagen? Vi ved det ikke, men må af­vente og se om næ­ste års ynglesæson giver svaret. Ikke blot skar­verne for­svandt fra Skarvsøen, men også de fleste andre af søens ynglefuglearter som Grågås, Grå­stru­bet Lap­pe­dyk­ker og Blishøne. Kun det lokale par af Knop­svane gen­nem­førte yngel og fik syv unger. Underligt var det at opleve en sø, som tidligere var levende af yng­le­fugle­aktivitet, forvandle sig til et næsten fugletomt område.

Det gik bedre for andre af de mere interessante lokale ynglefuglearter. Tre par Traner var etableret i Reservatet og Nedermose, men der var ingen observationer af unge­førende fugle i løbet af foråret og sommeren. Der var to territoriehævdende Rørdrum på Grenen og en ved Nord­strand. Specielt på Grenen var der livlig akti­vi­tet af om­kringflyvende fugle i den periode hvor ungerne fodres. Efter afslutningen af det store naturgenop­ret­nings­pro­jekt ”Life Hulsig Hede”, som inkluderer om­rå­der på Gre­nen, har et par Viber slået sig ned i de ryd­dede våd­om­råder i Storsig. Parret ynglede med succes og fik mindst to unger. Sortstrubet Bynkefugl har øget be­stan­den på Skagen Odde til mindst 12 par i 2019. Helt lo­kalt omkring Skagen har der været to par ved But­ter­vej, et par Pælebakke Klit og i en periode også et par ved Det Grå Fyr. Ellers er der ynglepar på Hulsig Hede (3), Kan­de­stederne (1), Hvide Klit (1), Råbjerg Hede (1), Præs­tesø (1) og Skiveren (1). Som noget helt nyt ty­der ob­ser­va­tio­ner af et par territoriehævdende Stor Hor­nugle i om­rå­det ved Råbjerg Plantage i december 2019 på etab­le­ring af et ynglepar her.