Af Simon S. Christiansen
Skagen Fuglestation lykkedes i slutningen af august og starten af september med at ringmærke fire Tredækkere ved Lindenborg i Himmerland over kun tre nætter med fangstforsøg. En ny metode der involverer lys, net-ketcher og termisk kikkert viste sig at bære frugt. At vi nu har vist, at det er muligt med målrettet fangst og mærkning af denne art, giver forhåbninger om, at vi i en ikke så fjern fremtid kan få større indblik i også ungfuglenes trækadfærd hos Tredækkerne.
Fuglestationen erhvervede i juli en termisk kikkert, som Friluftsrådet havde været så venlige at finansiere til brug i vores feltarbejde og formidling. Vi havde afprøvet kikkerten om natten på Grenen i forbindelse med at finde rastende fugle til ringmærkning. Det var ret sjovt at gå rundt her og nu også at kunne se f.eks. trækkende Strandskader på himlen og flagermus. Da der begyndte at blive observeret Tredækkere på nordjyske græsmarker besluttede jeg, at vi skulle prøve at teste den termiske kikkert på den art.
Jeg havde i nogle år tænkt lidt over, om ikke det kunne være muligt at fange og ringmærke Tredækkere, når de raster på danske marker om efteråret og havde også prøvet en enkelt gang med lygte og ketcher på en mark i Store Vildmose for et par år siden, hvor jeg vidste de rastede om dagen. Den nat fandt jeg dog ikke nogen. Rune Sø Neergaard har i mange år været god til at støve Tredækkere op under deres efterårstræk i ultimo august-primo september ved at traske marker igennem, som han synes ser velegnede ud. Det har gennem årene givet mange observationer. Den 23. august kunne jeg se på DOFbasen, at Rune m.fl. havde registreret mindst 12 Tredækkere på en græsmark øst for Lindenborg i Lindenborg Ådal.
Rune beretter at fuglene blev trampet op på en 17 hektar stor græsmark med udsået engsvingel i en højde på ca. 30 cm. Tredækkerne var især koncentreret til et lidt vådere stykke ret tæt på Lindenborg Å. På samme mark noteredes ingen Dobbeltbekkasiner. Observationen af 12 Tredækkere den 23. august er formentligt den første observation, hvor der med sikkerhed er registreret over ti fugle i Danmark. Arten har dog utvivlsomt været meget mere almindelig tidligere. Således er der registreret flere hundrede skudte fugle per sæson alene i Vendsyssel i 1800-tallet (Jørgen Staarup Christensen pers. med.). Tidligere er der både i 2017 og 2018 registreret op til otte individer i Volsted Kær, som ligger ca. 12 km længere opstrøms (mod vest) i Lindenborg Ådal.
Den 25. august fik jeg en aftale i stand, og vi tog derfor bilen sydpå og var klar på lokaliteten, da det var blevet mørkt. Vi gik ud på græsmarken, hvor der samme dag var blevet taget høslæt af landmanden. Fremgangsmåden var at gå nogle meter og tjekke med den termiske kikkert, om der var fugle at se. Hvis vi fandt en fugl, lyste vi med vores lygte for at blænde den, der hvor vi kunne se, at fuglen burde være og så sneg vi os ind på den med en net-ketcher, der skulle sænkes ned over fuglen.
Det gik lidt trægt til at starte med. Vi fandt nogle Harer, en Ræv, Viber og en Sanglærke i kikkerten. Efter en times tid var vi ved at opgive, men vi fik da øje på en lille varm prik i kikkerten. Størrelsesmæssigt lignede det Sanglærken fra tidligere, og vi gik derfor ikke så koncentreret frem mod fuglen. Pludselig fløj en større gryntende fugl op på stedet. Det var ikke en Sanglærke, men en Tredækker! Fuglen havde trykket så meget, at det kun var hovedregionen, der lyste op i den termiske kikkert, hvorfor den ikke så særlig stor ud. Nå, men kort tid efter fandt vi endnu en varm plet i kikkerten. Vi sneg os nærmere med lygten tændt på det sted, hvor fuglen skulle være. Vi kunne dog ikke se den i lygtens skær, før vi var få meter fra den – og jo det var en Tredækker! Den lå og trykkede i blæsten. Da vi var på en meters afstand, sænkede vi nettet over den. Fuglen blev herefter bragt tilbage til bilen, ringmærket, målt og vejet, inden den blev sluppet og fløj væk. Vi forsøgte at fange flere og så/hørte mindst tre mere, men de fløj væk, inden vi nåede frem til dem.
Sen aften den 30. august gjorde vi endnu et forsøg. Det var en stille og stjerneklar nat. Fuglene trykkede ikke så meget som sidst, og var lettere at detektere. Derimod var de generelt mere observante og bevægede sig mere, når vi lyste på dem, hvorfor risikoen for, at de fløj væk var højere. Der var også kommet en del Dobbeltbekkasiner på marken i forhold til sidst, som var meget flyvske. Tredækkerne havde til vores held dog tendens til at blive stående på kortere afstand i forhold til Dobbeltbekkasinerne, og vi lykkedes således med at fange og ringmærke yderligere to tredækkere i den 1 ½ time, vi var ude.
Den 6. september var vi igen ude. Der var denne nat kommet en del flere Dobbeltbekkasiner til, og marken var blevet gødet. Varmen fra gødningen lyste op i kikkerten, så til at starte med var det lidt besværligt at skelne mellem, hvad der var fugl, og hvad der var lort. Vi fangede én Tredækker denne nat og så yderligere mindst tre individer. De var dog mere flyvske denne gang, så to af dem fløj op på lang afstand, måske motiveret af de mange Dobbeltbekkasiner, der lettede omkring dem.
Tredækker, Himmerland, 26. august 2021. Foto: Lars Grøn
Lidt historie
Indtil i år var der tidligere kun mærket følgende fem Tredækkere i Danmark: 21/8 og 22/8 1954 Vestamager, 31/8 1970 Aflandshage, Amager, 12/10 1982 Christiansø og 5/11 2007 Fynshoved.
Fuglene fra 1954 og 1970 er Tredækkere mærket i forbindelse med den storstilede fangst og mærkning af vadefugle, der foregik på Amager i 50’erne-80’erne. Der blev her hovedsageligt brugt vadefugle-ruser som fangstmetode af ringmærkerne Nikolaj Mardal Jensen og Svend Christoffersen. Det har derfor angiveligt været fugle, der ligesom de øvrige vadefugle på stedet, er vandret ind i ruserne under fouragering.
Fuglen fra 1982 var en fugl, som John Faldborg mærkede på Christiansø. Den var en eftermiddag tilfældigt fløjet ind i et af spejlnettene, som ellers er målrettet fangst af småfugle. Fuglen fra 2007 er interessant både grundet det sene tidspunkt, men også måden den er fanget på. Mærkeren Lars Hansen fangede nemlig denne med lygte og net-ketcher, lidt som vi gjorde, men uden en termisk kikkert til hjælp.
Tredækkernes vilde træk til Afrika
I Sverige har forskere fra Lund Universitet fulgt adulte hanner af Tredækkere på deres rejse ved hjælp af loggere. På deres ynglepladser i midtsvenske moser er fuglene blev fanget og loggerne påsat fuglenes ben. Årene efter er mange af fuglene genfanget, og de data, der var gemt i loggerne, viste flere spændende ting. Bl.a. at ca. halvdelen af fuglene fløj non-stop fra ynglepladsen til Sahel-bæltet i Afrika! Det tog gennemsnitlig 64 timer at tilbagelægge 5.500 km for disse fugle, hvilket betyder en gennemsnitsfart på ca. 90 km/t. Andre individer tog sig længere tid om turen, og havde rasteområder i det nordlige Europa undervejs (Lindström et al. 2016). Når fuglene trak non-stop til Afrika, viste data i loggerne, at fuglene i gennemsnit fløj i en højde af 2.000 meter om natten og 4.000 meter om dagen. Det var desuden normalt at de i perioder var oppe på ca. 6.000 meter. En af fuglene nåede helt op på 8.700 meter over havets overflade (Lindström et al. 2021).
Spørgsmålet er så, hvordan ungfuglenes trækadfærd er? Hvor hurtigt bevæger de sig sydover? Raster de undervejs og hvor længe? Hvor meget tager de på i vægt inden rejsen? Det ved vi ikke meget om. Desværre er loggere ikke velegnet som metode til at følge ungfugle, der fanges på rastepladser under trækket, da man er afhængig af at genfange fuglene årene efter for at få data ud af loggerne. Chancen for at det vil ske i et større omfang på en rasteplads er meget lille. På ynglepladser, som vi ved, at de adulte fugle returnerer til, er loggere meget mere anvendelige. Satellitsendere vil derfor være en bedre metode til ungfuglene, men de er større og tungere og påsættes også fuglene på en anden måde end loggerne. I England har man dog succesfuldt mærket Gøge med satellitsendere med en vægt ned til kun 5 gram (Hewson et al. 2016), og Gøge er en del mindre end Tredækkere. I Estland har man i år mærket nogle Tredækkere med satellitsendere på yngleplads og efterfølgende kunnet følge dem til Afrika. Tanken om, at det kan blive en realitet også i en dansk kontekst, er derfor måske ikke så fjern igen.
Indtil det måske bliver muligt engang, er der dog meget ny viden at hente også ved almindelig ringmærkning under efterårstrækket. En koordineret og kontinuerlig indsats med fangst, mærkning, genfangst og måltagning af en større portion fugle, vil kunne bringe os nærmere svar på fuglenes adfærd på rastepladserne. Særligt interessant vil det være at genfange fuglene samme sted flere gange på en sæson for at undersøge, hvor lang tid de bruger på rastepladsen og måle deres udvikling i vægt. Flere af de fugle, vi fangede, havde en meget høj fedtprocent, hvilket kunne tyde på at de nærmede sig et tidspunkt, hvor de skulle på en længere rejse uden pause. Den tungeste fugl, vi fangede, vejede 235 gram og scorede maksimum på vores fedtskala (9). Den letteste vejede 184 gram med en score på 6. Det var sandsynligvis henholdsvis en hun og en han. Hunnerne er generelt større end hannerne og har et længere næb.
Stor tak til Rune Sø Neergaard for at bidrage med afsnit om nordjyske observationer af Tredækkere, for korrektur af artiklen og ikke mindst for at traske egnede lokaliteter igennem år efter år. Tak også til Jesper Johannes Madsen og Mikkel Lausten fra Ringmærkningscentralen på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet for oplysninger om de ringmærkede Tredækkere i Danmark. Tak til Åke Lindström fra Lund Universitet for billeder og oplysninger om det svenske tracking-projekt. Tak til Michael Fink for at være et smut i DOF’s billedarkiv. Tak til Lars Grøn for billeder, og ikke mindst tak til de unge på Skagen Fuglestation og gæstende fuglekiggere i Aalborg-området for selskab i løbet af nætterne.
Referencer
Hewson, C.M., K. Thorup, J.W. Pearce-Higgins & P.W. Atkinson 2016: Population decline is linked to migration route in the Common Cuckoo. – Nature Communication 7: 12296.
Lindström, Å., T. Alerstam, P. Bahlenberg, R. Ekblom, J.W. Fox, J. Råghall & R.H.G. Klassen 2016: The migration of the Great Snipe Gallinago media: intriguing variations on a grand theme. – Journal of Avian Biology 47/3: 321-334.
Lindström, Å., T. Alerstam, A. Andersson, J. Bäckman, P. Bahlenberg, R. Bom, R. Ekblom, R.H.G. Klaassen, M. Korniluk, S. Sjöberg & J.K.M. Weber 2021: Extreme altitude changes between night and day during marathon flights of great snipes. – Current Biology 31/16: 3433-3439.