Af Esben Sloth Andersen
Hvis man kender en fuglelokalitet, så er det normalt let at forudsige næste års ynglefugle. Der er stort set tale om “same procedure as last year”. Således forekommer Toppet Lappedykker år efter år i de samme søer, og der sker højst gradvise ændringer. Det gælder imidlertid ikke for Sorthalset Lappedykker (SHL). Denne art udviser en enestående mangel på trofasthed overfor sine ynglesteder.
Der var således omkring 40 ynglepar (YP) i De Østlige Vejler i 2014 og 15, mens der ikke var YP i 2016 og 17. Det er derfor uklogt for fugleinteresserede at vente til næste år med at studere SHLs interessante yngleadfærd. Min artikel undersøger denne ustabilitet og dens årsager ud fra data for perioden 1990-2021. Det sker ud fra oplysninger i Nordjyllands Fugle og andre kilder (jf Andersen 2022).
Hættemågekoloni med Sorthalset Lappedykker N for Krapdiget i Bygholm Vejle, akvarel af Jens Frimer Andersen
SHLs yngleaktiviteter
SHL er på mange måder en typisk lappedykker, men arten har tilpasset sig en livsstrategi med ynglen i søer præget af ustabil føderigelighed, der klart adskiller den fra de andre europæiske arter af lappedykkere. Livsstrategien består i hurtigst muligt at udnytte en nyopstået føderigelighed, men også i ikke at satse alt på den enkelte ynglesæson. En adfærdstilpasning til denne livsstrategi er evnen til hurtigt at danne ynglekolonier. Mens de andre lappedykkerarter aggressivt forsøger at forsvare et betydeligt yngleterritorium, så har SHL mistet denne aggressivitet og foretrækker ynglekolonier ved rigelige og derfor ustabile fødeforekomster. En anden adfærdstilpasning hos SHL er dens omfattende eftersøgning af særligt egnede ynglesøer. Hvis det først fundne område viser sig at være uegnet, kan medlemmer af kolonien fortsætte til nye ynglepladser – eller helt opgive årets yngleforsøg.
Kravet om stor føderigelighed kan findes opfyldt i lavvandede og næringsrige søer med en veludviklet vegation af undervandsplanter. SHLs føde består primært af vandinsekter og deres larver samt små krebsdyr mv., mens småfisk som hundestejler spiller en mere begrænset rolle. En del føde indsamles på og nær vandoverfladen med det svagt opadbøjede næb. SHL henter også dyrisk føde knyttet til vandplanter og flydebladsplanter. Lettilgængelig føde er særligt vigtig for ungfuglene, der er overladt til sig selv i den sidste del af perioden, før de kan flyve bort fra ynglesøen godt seks uger efter klækningen. Men SHLs fødeemner efterstræbes også af udbredte smådyrsædende fisk som skalle. Disse fisk er endnu ikke blevet opformeret i de allernyeste søer, men efterhånden bliver fiskene dominerende i fødekonkurrencen med SHL. Afhængigt af lokale forhold kan denne konkurrence udvikle sig med forskellig hastighed, men i sidste ende får fiskene normalt overtaget i fødekonkurrencen om insekterne – og SHL må opgive at yngle i søen.
Selv om et par af SHL kan yngle selvstændigt, så yngler langt de fleste i større eller mindre kolonier, der i Danmark næsten altid er knyttet til hættemågekolonier. Hættemågerne er for SHL et tegn på, at der ikke er adgang for rovpattedyr (som normalt straks fører til mågekoloniens flytning). Desuden giver mågerne direkte beskyttelse mod krager, Sølvmåger og andre fugleprædatorer. Det tidlige og højlydte mågeforsvar giver nemlig en rugende SHL tid til at tildække æggene, før den glider ned under vandoverfladen. SHLs forkærlighed for at yngle i nyanlagte og næringsrige søer understøttes af, at Hættemågerne også er meget interesserede i dem. Forløbet ses tydeligst i nye lavvandede søer med rævesikre fugleøer. Allerede i det første år efter anlæggelsen kan der ofte etableres både en hættemågekoloni og en SHL-koloni.
SHL ankommer normalt til Nordjylland i begyndelsen af april, hvorefter fuglene søger efter en ynglesø med Hættemåger og stor føderigelighed. De kan faktisk begynde med parringsadfærd i en sø, før de beslutter sig for årets ynglested i en helt anden sø. Derfor er det klogt at fokusere på den begrænsede del af SHLs yngleproces, der går fra redebygningen til ungernes bortflyvning fra ynglesøen. Denne del af yngleprocessen varer godt ti uger: En uge til redebygning og æglægning, tre uger til rugning, tre uger til opfostring af afhængige unger på vandet, og tre uger til selvstændig ungeudvikling, før ungfuglene kan flyve bort fra søen. Redebygningen er synkroniseret indenfor kolonien, og den påbegyndes overvejende i første halvdel af maj. Yngleperioden afsluttes derfor normalt i midten af juli, men der kan også optræde en senere anden bølge af redebygning og de efterfølgende yngleaktiviteter.
Mulighederne for registrering af SHL adskiller sig kraftigt mellem tilgroede søer og søer med meget begrænset rørskov. I nogle nye og åbne søer (fx Birkesø og Juelstrup Sø) kan næsten alle rugende fugle på fugleøerne tælles med teleskop fra bredden. I disse og nogle andre tilfælde kan der også i omkring ti dage tælles dununger – ofte siddende på ryggen af den ene forældrefugl. Men i mange tilfælde er oversigtsforholdene så dårlige, at det sandsynlige antal YP må estimeres som halvdelen af det maksimale antal fugle i maj måned (i maj er der ikke nævneværdig fare for at medtælle ungfugle). Dårlige oversigtsforhold kan føre til en kraftig underestimering af antallet af YP, men der kan ikke gives et bedre skøn (medmindre man kan og vil forstyrre fuglene fra en båd).
Ustabil yngleforekomst i Nordjylland
I perioden 1990-2021 var der i alt 19 nordjyske søer og søkomplekser med SHL-kolonier. Søerne er vist på kortet. Hvis søerne i De Østlige Vejler samles til et søkompleks, var der i perioden yngleforekomst i fire gamle søer. Men billedet domineres af 15 nye søer, hvis oprettelsesår er angivet.
Nordjyske søer med SHL-kolonier på mindst fem par i perioden 1990-2021. De nyskabte søer er markeret med rødt og med året for deres oprettelse. De gamle søer er markeret med sort.
Gamle søer. Vejlerne er resultatet af et meget stort landvindingsprojekt fra slutningen af 1800tallet. Det mislykkedes heldigvis, og fra 1920erne og fremefter har Vejlerne – med en lang række søer og sumpe – i perioder været et fantastisk område for vandfugle (Kjeldsen 2008).
I 1930erne vurderedes der i Vejlerne at være op til 150 YP af SHL, men senere skete der en delvis udtørring, og næsten alle SHL forsvandt. I meget af 1980erne og 90erne var der omkring fem YP, men så fik de nye ejere (Aage V. Jensen Naturfond) styr på vandstanden i den nordlige del af Bygholm Vejle. Det førte i 1998 til gunstige vilkår for Hættemåge samt et spring opad for SHL til 33-38 YP. Siden har yngletallet været meget svingende, og som nævnt faldt det fra 2014-15 til 2016-17 fra omkring 40 til 0 YP. Offentligheden har aldrig haft adgang til Vejler-reservatet, men der er efter ejerskiftet opsat en række fugletårne, der fungerer som “udstillingsvinduer” for Vejlernes søer og sumpe. For SHL er det centrale “vindue” Kærup Holme-tårnet med udsigt over Kogleakssøen. Her har der, med undtagelse af få år, siden år 2000 har været gode chancer for at se SHL. I 2021 var den største DOFbase-observation fra tårnet 33 ynglefugle og 10 dununger.
De tre andre gamle søer har kun rummet SHL kortvarigt i 1980erne og 90erne. Selv om der har været en del fugle i Klejtrup Sø sydvest for Hobro (se kortet), er der ikke rapporteret SHL-unger fra søen. Den meget lavvandede Halesø nordvest for Klejtrup har til gengæld en svingende vandstand, der har været gunstig for SHL. Fra Halesø findes oplysninger om ynglende SHL – herunder 22 ad. og 20 pull. i 1986 og 11 ad. og 7 pull. i 1999. Den sidste af de gamle søer er Rødsø nordvest for Viborg med en meget artsfattig og ustabil fiskebestand. I 1999 observeredes et betydeligt antal ynglefugle og dununger. Det bør nævnes, at Hald Sø ved Viborg ikke er medtaget. I maj 1995 observeredes her omkring 25 SHL, der fouragerede på dansemyg, herunder 2-3 spillende par; men en uge senere var de alle væk.
Nye søer. Jeg kommer nu til de 15 nye søer, der fremgår af kortet. De er et udtryk for, at der især fra 1990erne og frem til i dag har været, hvad man kan kalde sø-genvindingsperioden. I denne periode ophørte indvindingen af søer, og der blev i stedet genetableret mange større søer. Mange af disse projekter tiltrak Hættemåger, og i de første år opstod næsten automatisk en rigelighed af de af SHL foretrukne smådyr, og i ganske mange tilfælde blev de ikke straks opspist af fisk. Det er et udtryk for, at de nye søer – i modsætning til de gamle – normalt gennemgår et typisk udviklingsforløb, som er beskrevet ovenfor.
I Vesthimmerland var der to store succeser. Den første var den genoprettede og lavvandede Lovns Sø ved Hvalpsund, som blev indviet i foråret 1995. I 1996 var der mange Hættemåger og 9 YP af SHL. SHL-tallet steg til 37 YP i 1997, mens der i 1998 optaltes op til 87 reder i søen. I 1999 blev det til mindst 40-50 par, men i 2001 var der højst 8 YP. Det synes at skyldes den betydelige økologiske ustabilitet i nye søer – specielt i dem, der er anlagt på tidligere dyrkningsjord med meget fosfor. Den anden succes i Vesthimmerland var et stort genopretningsprojekt, der ejes af Aage V. Jensen Naturfond. Det drejer sig om den meget store og lavvandede Vilsted Sø, hvor antallet af SHL i 2007 kunne estimeres til 20 YP – sammen med et stort antal Hættemåger. Tallet voksede til 42 i 2009 og 26 i 2011, men herefter gik det tilbage, og arten forsvandt stort set efter 2017.
I Salling og omkring Skive har SHL udnyttet fire nye søer. Den lavvandede Brokholm Sø i Salling blev genskabt i 1999, og i 2000 rapporteredes om 40 fugle. I 2001 var der 12 YP, og i 2003 var der 5-6 YP. Søen er altså kun blevet benyttet i en kort periode. Det samme gælder søen i Rettrup Kær. Denne nye sø vest for Skive var allerede oversvømmet i 2002, hvor der var 10 YP. Der var noget færre i 2005 og 2006. Det næste projekt er den gendannede Grynderup Sø i Salling fra 2010. I sydenden af denne lavvandede sø blev der i 2014 observeret flere end 50 YP. Derefter observeredes højst enkelte par i årene frem til 2016, og til slut var der ingen. Endelig kommer Jordbro Engsø øst for Skive. Denne lavvandede sø blev formelt genoprettet i 2017, men vandstigningen begyndte allerede i 2016. I dette år optaltes omkring 55 YP, og der var sandsynligvis over 50 YP i 2017 og 23 i 2018. Men i 2020 var der højst fem YP.
På Mors har to genoprettelsesprojekter haft betydning for SHL. I foråret 2017 var den lavvandede sø i Biskær i det nordøstlige Mors klar til indflytning, og resultatet var straks 2-3 YP. Det steg til 7 i 2018 og 17 i 2019 (Kjærgård 2020). I 2020 var der opstået et bedre alternativ, så yngletallet faldt til 5 YP i 2020 og 0 i 2021. Alternativet var de nye lavvandede søer i Erslev Kær i midten af Mors, hvor føderigeligheden også gav anledning til en koloni af Skestork. I dette ret uoverskuelige område observeredes 6 YP i 2020 og 10 i 2021.
Ikke alle nye søer med SHL følger standardmønstret. Naturgenopretningen fra 1998 af højmosen Sønder Mose i Viborg skabte en højere vandstand i søerne i moseområdet samt frit udløb til Søndersø. Det varede flere år, før Hættemågerne indfandt sig, og de største forekomster af SHL kom meget sent: 13 YP i 2019 og omkring 5 YP i 2020. De trues af lokale ønsker om at bekæmpe “mågeplagen”. Et andet atypisk eksempel er de to små fuglesøer i Østerådalen Nord, Aalborg. Genopretningsprojektet gennemførtes allerede i 1992 og de følgende år. Der er to fuglesøer på tilsammen måske 6 ha, der tilføres vand, når Østerå naturligt går over sine bredder, og det kan give anledning til føderigelighed. Der observeredes enkelte SHL-par fra 1997 og fremefter. I 2012 var der 6 på reder og senere samme år sås bl.a. 7 voksne med 4 dununger. I 2013 lå der 5 par i hættemågekolonien. Endnu en undtagelse fra standardmønstret er den grund- og regnvandsbaserede Juelstrup Sø ved Støvring, der genoprettedes i 2011, og hvortil der hurtigt kom Hættemåger. I begyndelsen opnåedes langt fra den ønskede størrelse på grund af nedsivning til undergrunden, og senere førte en tørkebestemt vandstandssænkning til, at der var adgang til den ellers rævesikre “mågeø”. Det var først i 2016, at der etableredes en egentlig SHL-koloni med omkring seks YP. Herefter var max-tallene 13 YP i 2018 og 33 i 2020. Vandstandssvingningerne synes at have hjulpet SHL ved at forhindre en stor fiskebestand og ved at bidrage til en betydelig mængde af planter som fx vandpileurt.
Tegning: Jens Frimer Andersen
Lille Vildmose rummer den største tilbageblevne højmose i Nordvesteuropa, og den rummede oprindeligt fire større søer, der på grund af kalkholdigt kildevand aldrig blev overgroet af højmosen. Allerede i 1760erne blev disse søer drænede og ændret til enge. Senere blev betydelige dele af selve højmosen drænet og udsat for en omfattende tørvegravning. Senere opstod nogle ynglemuligheder for SHL, som jeg vil følge fra begyndelsen.
Det første ynglefund af SHL i Lille Vildmose blev gjort i Lillesø, der allerede i 1927 blev reetableret. Her fandtes i 1930 en hættemågekoloni samt 6 YP af SHL. Der forekom i Lillesø senere stadig SHL-kolonier med op til 14-16 YP i begyndelsen af 1950erne og enkelte par i 1960erne, hvorefter Lillesøs økologiske tilstand normalt blev for ringe for arten. I 1974 skabtes den anden genoprettede sø i Lille Vildmose. Den lavvandede Tofte Sø tiltrak straks Hættemåger og et enkelt YP af SHL. I resten af 1970erne ynglede SHL med op til fire par (1977), men derefter har der højst været sporadisk ynglen. Søen er nu klassificeret som brunvandet med en artsfattig vegetation og fiskebestand (primært hundestejler). Det giver næppe basis for ynglende SHL i fremtiden.
Det er ikke kun reetableringen af tidligere søer, der har givet ynglemuligheder for SHL i Lille Vildmose. Alternativer opstod efterhånden som mosens meget store tørveudgravninger blev fyldt med vand. Det skete først i Portlandsmosen, og i forbindelse hermed fandtes i begyndelsen af 1970erne enkelte YP af SHL, herunder 3-4 par med unger i 1972. Den storstilede naturgenopretning af tørvegravningsområderne begyndte efter Aage V. Jensen Naturfonds opkøb af dem i 2003. Hættemågerne svarede på den stigende vandstand med stadig større ynglekolonier fra 2009 og fremefter i Mellemområdet, specielt i den nordlige del af de Vandfyldte Gravebaner (DOFbasen 2022). Hættemågernes koloniområder omfattede tuer og småøer på åbent vand, og SHL ynglede på tilsvarende områder, hvor det var meget svært at observere rederne. I 2011 sås et par af SHL, i 2012 var der fem YP (hvoraf tre sås på reder), og tallet kulminerede med formentlig mindst 13 YP i 2016.
Birkesø var den tredje af Lille Vildmoses oprindelige søer, der blev genoprettet. Den 135 ha store sø med tre fugleøer havde sin første ynglesæson i 2018 efter lukning af afvandingskanaler og åbning af kanalen fra den fiskefattige Tofte Sø. I foråret 2018 kom de første Hættemåger til de sædvanlige koloniområder i De Vandfyldte Gravebaner i den nordlige del af mosen, men der gik ikke mange dage, før en stor hættemågekoloni med ca. 1500 par etablerede sig i Birkesø. SHL flyttede med, men der skete også en stor tilstrømning udefra. Mens der i de foregående år havde været godt 10 YP af SHL i den nordlige del af Vildmosen, blev det i 2018 til mindst 40 YP i Birkesø. Antallet af par estimeredes derefter til 40-45 i 2019, 55 i 2020 og 40 i 2021.
Tilknytningen til Hættemågerne har været stærk. I begyndelsen af juni 2020 var der forstyrrelse af ræv på en af yngleøerne, og her var reaktionen at Hættemågerne flyttede til en anden fugleø. De allerede etablerede SHL opgav deres reder og byggede nye reder på Østøen. Denne aktivitet lokkede mange fugle udefra til en sen redebygning, så kolonien nåede op på 55 YP, men den sent påbegyndte yngleaktivitet medførte en lav ynglesucces. I 2021 er der konstateret et stigende antal ynglende Toppet Lappedykker, og det kan tyde på flere fisk, der konkurrerer med SHL om smådyrene. Det kan bidrage til at afslutte eksistensen af det for arten gunstige ynglehabitat i Birkesø.
Tegning: Jens Frimer Andersen
Perspektiver
Beskrivelsen af SHLs yngleforekomst i Nordjylland bekræfter indledningens påstand om SHLs enestående mangel på trofasthed overfor ynglesteder. Det gælder de gamle søer, men det er tydeligst ved de nyetablerede søer. Her er der en karakteristisk habitatsdynamik, hvor SHL oftest meget hurtigt indfinder sig talrigt for at udnytte føderigeligheden og den hertil knyttede eksistens af hættemågekolonier. Herefter er der i nogle få år et mere eller mindre svingende antal ynglepar. Og til sidst opgives ynglesøen fordi fødemængden falder og/eller fordi Hættemågerne flytter fra søen.
Hvis vi set bort fra De Østlige Vejler, så er al ynglen af SHL i Nordjylland 2000-2021 sket i nyetablerede søer. Denne konstatering bør give anledning til bekymring for artens fremtidige tilstedeværelse i regionen – og i Danmark som helhed. Der er nemlig en naturlig grænse for mulige anlæg af nye søer. Det peger frem mod fornyelse af søer som en nødvendighed, hvis ynglemulighederne for SHL – og en række andre arter – skal opretholdes, når der efterhånden ikke er flere relevante arealer tilbage til nyskabelse af søer.
Fornyelse af en sø kan bl.a. opnås ved betydelige og velplanlagte vandstandsændringer, der til en begyndelse tilnærmer sig den naturlige fluktuation af vandstanden. Det kræver et opgør med den kunstige stabilisering af vandstanden i lavvandede søer i landbrugsområder. En sådan stabilisering kan være til gavn for landbruget, men den bidrager til at bringe søen fra en smådyrsvenlig klarvandethed til en grønvandet tilstand uden næring for SHL. Hvis det skal undgås, kan der være behov for mere radikale udtørringer end den i landet naturlige sødynamik lægger op til.
Under den hidtidige skabelse af nye søer er dræn, grøfter, diger og pumpestationer normalt blevet stoppet, fjernet eller overladt til forfald – med De Østlige Vejler som en delvis undtagelse. På kort sigt kan der for kolonier af Hættemåge og SHL opretholdes en vandstand, der er tilstrækkelig til at hindre rovdyrs adgang. Men på lidt længere sigt drejer det sig især om at begrænse bestandene af smådyrsædende fisk. Det kan mest radikalt ske ved fiskedrab gennem regelmæssig udtørring og genetablering af søerne. Den efterfølgende mangfoldiggørelse af smådyrene (herunder insekter og hundestejler) fremmes ikke kun af færre skaller og unge aborrer. I udtørringsperioden vil søbunden frigøre plantenæringsstoffer, der øger den efterfølgende opvækst af smådyr. Hvis sådanne udtørringer veksler mellem mange søer i Nordjylland eller Danmark, vil en bestand af SHL måske kunne springe fra sø til sø – og derved kunne opretholdes i fremtiden.
Referencer
Andersen, E.S. 2022: Kolonier af Sorthalset Lappedykker i ustabile ynglehabitater i Nordjylland fra 1870erne til 2021. – Under revision til DOFT
Kjeldsen, J.P. 2008: Ynglefugle i Vejlerne efter inddæmningen, med særlig vægt på feltstationsårene 1978-2003. – DOFT 102: 1-240.
Kjærgård, J.K. 2020: Biskæret på Mors – et vellykket naturgenopretningsprojekt. – Nordjyllands Fugle 2019: 32-35.