Tekst og akvareller: Jens Gregersen
Vandriksen har mange ansigter – forstået på den måde, at det er en fugl, der dukker op i sammenhænge, som man umiddelbart ikke havde troet. Man lærte, at Vandriksen er en sumpfugl, der gemmer sig i rør og flæg – ofte hvor der er meget fugtigt. Og det kan ikke være mere sandt, men den kommer somme tider frem i en underfundig skikkelse.
Jeg havde den store ære i sin tid at tælle op i Vejlerne. Jeg kendte udmærket Vandriksen fra min hjemegn ved Brabrand Sø ved Århus. I Vejlerne var der mange, man stødte på dem overalt. Det er en fugl, der er svær at tælle op. Så jeg angav blot, at den var umulig at give et tal på. Jeg bemærkede, at der var flest under højspændingswirerne, som krydsede rørskoven mellem Bygholmengen og Kærup.
På det tidspunkt vidste jeg, at Vandrikser kunne finde på at dræbe småfugle, der sad nederst i spejlnet. Som ringmærker var det en bitter erfaring. Men det skete af og til, når man havde net i rørsumpen.
Da der opstod en skarvkoloni i Tofte Sø, og især da den tiltog, lagde jeg mærke til, at der altid var Vandrikser op mod kolonien. Et år fandt jeg flere reder i de store topstar-tuer mod øst i Tofte Sø, hvor der var særdeles sumpet og mudret. Der var også her Vildsvin kom rigtig meget – de fandt givet godbidder under skarvrederne. Det gjorde Vandrikserne helt klart også – mest som skrækgylp, altså opgylpede fisk, som skarverne afleverede, når noget havde skræmt dem. Der spildes meget i en skarvkoloni, dertil kommer de egentlige gylp, som mest indeholder fiskeben, men også noget slim og ufordøjede ting, som Vildsvin og Vandrikser garanteret kan bruge.
For Vildsvin som snacks, for Vandrikser en betydelig føderesurse. Døde skarvunger kan også havde betydning. Især helt spæde unger lempes ud af rederne, når de dør. Hos Skarv er ungedødeligheden størst hos unger under 10-14 dage gamle.
På Vorsø, hvor jeg iagttog skarvkolonien fra et observationstårn, så jeg udpræget Vandrikserne fouragere under skarvenes redetræer. Vandrikserne forsvandt da skarvkolonien mindskedes.
Men Vandriksen overraskede mig måske mest på Hirsholmene, fordi der ikke er egentlig rørsump. Forvalteren fortalte mig, at der var nogle meget besynderlige grisehyl om aftenen og om natten ude fra mågekolonierne.Senere kom de med en død Vandrikse, fundet om vinteren. Da havde jeg stiftet bekendtskab med den nye ynglefugl, der var knyttet til den store hættemågekoloni.
Her indrettede de sig i kanterne, i høj marehalm og rosenkrat. Tydeligvis ernærede de sig af det spild, der altid er i store mågekolonier – rester af præderede æg, døde unger og den slags. Da Skov- og Naturstyrelsen kom til med en ny forvalter, blev stierne passet noget bedre med regelmæssig græsslåning. Det var noget Vandrikserne kunne lide. Fra deres skjul gjorde de udflugter til plænerne og fandt regnorme.
Jeg har ofte fundet præderede vandrikseæg. Hvad der finder deres skjulte rede vides ikke, men jeg havde den mistanke, at de præderer hinandens reder.
I øvrigt er Vandrikserne overrepræsenteret på stære-overnatningspladser. Der er to fordele – først, at der er føde i form af døde Stære, dernæst, at rørene er knækkede, så de har gode skjulesteder og ikke mindst god dækning til rederne.
Jeg kunne have den tro, at overvægten af Vandrikser under strømledningerne i Vejlerne kunne skyldes, at der var mere føde der på grund af fugle som flyver mod ledningerne.
Højspændingsledningerne gennem Vejlerne blev nedtaget i vinteren 2018-19 (red.).