Kongeørnen i Danmark 2019 – flere udfordringer

Af Jan Tøttrup Nielsen
Antallet af ynglende Kongeørne i 2019 er som i 2018 fem par, men derudover er der et nyt par under etablering, dog uden at yngle i år. Men 2019 skulle vise sig at blive et meget spændende år – et år med mange udfordringer.

Følgende personer: HAC, TC, TL, EFJ, FA, ATL har ud­over jeg selv bidraget med mange oplysninger om yng­le­sæsonen 2019.

Ynglesæsonen 2019

Store Vildmose: Som i 2018 ses kun hannen regelmæs­sigt ved redeområdet først på ynglesæsonen, mens hun­nen kun ses ganske få gange. Måske har de et andet ukendt sted også, da det er atypisk, at de ikke ses sam­men. Fra 20/2 ses parret dog regelmæssigt ved rede­lo­ka­li­te­tens to reder og parring ses i de følgende uger. Parret væl­ger til sidst at bruge reden fra 2016, efter at have be­søgt og udbedret begge reder. Rugningen fore­går helt ufor­styr­ret og 27/5 ruger hunnen stadig, men inden udgangen af maj opgives rugningen. 4/6 un­der­sø­ges reden, og heri finder jeg et ubefrugtet æg og ingen spor af unger. Hun­nen forsvinder kort tid efter, og det er kun hannen der ses året ud.

Kæmperede i Lærk, Hals Nørreskov. Reden er over 2,15 m høj. Foto: Jan Tøttrup Nielsen

Hals Nørreskov: Den gamle han fra det mest pro­duk­tive par i Danmark blev fundet død i skoven 20/11 2018. Kon­ge­ørnen blev sendt til undersøgelse på DTU og døds­år­sa­gen viste sig at være en voldsom luftsækbetæn­delse, for­år­sa­get af en svampeinfektion (sandsynligvis Asper­gil­lus fumigatus). Ørnen var ekstremt afmagret, uden tegn på ydre vold. Ørnen blev undersøgt for aviær in­flu­enza uden at finde tegn på infektionen.

Kirtelmave og kråse blev undersøgt for carbufuran og parathion samt en lang række pesticider med henblik på eventuel forgiftning; ingen af stofferne blev dog påvist.

Den gamle hun var alene på lokaliteten frem til 26/1 2019, hvor der for første gang igen blev set to fugle og 4/2 blev der set parring for første gang – altså en ny han på lokaliteten. Jeg ser hannen for første gang 22/2. Den nye han er fuldt udfarvet dvs. mindst 7-8K og meget mørk.

Primo juni 2019 - den store rede med ungen er styrtet ned. Foto: Jan Tøttrup Nielsen

Parret bruger den store rede i lærk (Fig. 1), og midt i maj ses en 28-30 dage gammel unge i reden. Ring­mærknin­gen af ungen skal foregå 14/6 og her konstateres det, at den store rede med ungen er styrtet ned (Fig.2). Under den nedstyrtede rede findes rester af et æg med en død unge (ikke klækket) samt rester af fem knæk­kede hånd­svingfjer fra ungen! Nedstyrtningen er sket 5-7 dage tid­ligere, og jeg kan se at der er friske eks­kre­men­ter og byt­terester under redetræet – dvs. ungen har over­le­vet styr­tet. Ungen sidder 20-25 m fra redetræet på en lille for­høj­ning (Fig. 3). Ekskrementer, dun og bytte­res­ter vi­ser at ungen bliver fodret på jorden af de gamle fugle. Den viser sig at have brækket/knækket syv af de ti hånd­sving­fjer i højre vinge, da den styrtede ned sam­men med reden. Ud over de knækkede fjer ser ungen ikke ud til at have lidt overlast, den er i god foder­stand, men er vold­somt plaget af utøj – især flåter, som især sidder om­kring øjnene. Efter at have holdt kri­se­møder, be­slut­tes det 21/6 at ringmærke den (en hun, højre ben ZM-ring E25 og venstre ben farvering (gylden) 6Q4H) og den sættes op i en anden rede i en eg, som står lige ved siden af det gamle redetræ. 25/6 tjekkes ungen, der sid­der fint i den ny rede og fodres af forældrene (byt­te­res­ter i reden). Sidst i juni styrter også denne rede ned, og un­gen sidder i bevoksningen ofte på et væltet stød. 6/7 sid­der den på en stor stak tømmer 320 m fra rede­træet, og begge gamle fugle ses i området. 15/7 er un­gen flyt­tet til en gammel dynge træ 860 m fra reden. Den har det fint, men kan ikke flyve.


Den skadede unge fodres dagligt  på pladsen af forældrefuglene. Syv håndsvingfjer knækkede. Foto: Jan Tøttrup Nielsen

Når fjer i vækst knækker ved vækstcentret, lukkes fje­rene, og den defekte fjer udstødes, hvorefter en ny dan­nes. Problemet er bare, at det tager mindst to må­ne­der for en stor håndsvingfjer at vokse ud. Heldigvis er der mas­ser af mad på lokaliteten, og forældrefuglene har in­gen pro­ble­mer med at skaffe føde. Ungen fodres i om­rå­det omkring den gamle træstak. Der er masser af dun og eks­kre­menter i området og mange bytterester – mest fa­sa­ner. Jeg tjekker området 26/8, hvor ungen nu fin­des sid­dende højt oppe i en rødel. Jeg kan se, at alle hånd­sving­fjer nu er næsten vokset ud. Ungen kan nu flyve kor­tere afstande med besvær, men jeg kan se, at den kan tage højde.

23/10 meddeler den lokale skytte, at ørnen flyver fint dog lidt ”handicappet”, og 24/11 ses alle tre ørne i luf­ten sammen – ungen flyver fint nu, alt næsten normalt. Un­gen er på lokaliteten året ud.

Hals Sønderskov: Jeg tjekker lokaliteten 27/2. GPS-han­nen (Høstemark 2015) fra sidste år ses ved rede­be­voks­nin­gen. Skytten i skoven ser hele januar tre kongeørne. En 2K hun (ungen fra 2018) og parret fra sidste år – GPS-hannen og den gamle hun, som sidder sammen ved rede­be­voks­ningen. Jeg ser senere på dagen en 2K hun sidde inde mellem træerne øst for redebevoksningen. Der er byg­get på reden fra sidste år, og den er ”pyntet” med grønne grangrene.

21/3 er den gamle hun og 2K ørnen væk, og en ny hun ses lette fra reden. Denne viser sig at være GPS-ørnen fra Tofte 2015, som nu har overtaget territoriet, således at parret nu består af de to GPS-ørne. Skytten har be­mær­ket, at den gamle ørn er væk.

13/5 er reden tom, og yngleforsøget er tilsyneladende op­givet. Der er friske spor i reden – grønne grene og et par

dun, ingen spor af æg/unge. GPS-hunnen letter fra skov­kanten, da jeg er på vej væk, den ses flyve ind i rede­be­voks­ningen. Jeg har ikke, trods ihærdig søgen, kunnet finde rester/spor efter den gamle hunørn fra 2018, så om den er død eller er blevet fordrevet at den nye GPS-hun vides ikke. GPS-parret er på lokaliteten året ud.

Høstemark Skov: 15/1 er der bygget på den vestlige rede inkl. grønne grangrene. Reden tjekkes igen 23/5 og er da tom, så heller ingen unger i år. Det er nu tredje år uden unger. Jeg tjekker reden 5/6, og begge reder i skoven er nu ”gennemgravet” af formentlig Skovmår. Der er på­be­gyndt en ny rede i en rødel lidt syd for de to andre re­der, der er også lagt grønne grangrene i denne rede.

Tofte Skov NØ: Parret er flyttet tilbage til reden i skov­fyr fra 2017. 16/4 ses hunnen ruge og 23/5 ses to unger ca. 42 dage gamle.

To unger i reden, Tofte Skov 25. juni 2019. Foto: Jan Skriver

10/6 farvemærkes de to første dan­ske kongeørneunger 60 dage gamle samt påsættes GPS-sendere. Han-ungen højre ben ZM-ring E22 og på ven­stre ben 6Q1H (gylden) og hunungen højre ben ZM-ring E23 og venstre ben 6Q2H (gylden). Hun-ungen er udover at være den største også i betydeligt bedre fo­der­stand, og hannen er meget lille og tynd, men ellers frisk. 25/6 ses begge unger i reden. Under indsamlingen af føde­rester 12/7 ser jeg hanungen og formentlig hun­un­gen sidde og tigge i de store graner øst for reden. Efter at E23 har sendt fra samme position et stykke tid finder jeg 23/7 den liggende død ca. 25 m nordvest for reden. Ørnen ligger på maven og ser ikke ud til at være skadet. Dødsårsagen kan ikke fastslås, da kadaveret er råddent (alt kød, indvolde er væk), der er ingen brækkede knog­ler. GPS-senderen på den anden unge (E22) er tilsy­ne­la­dende defekt og sender kun sporadisk, men den forlader tilsyneladende Tofte Skov mellem 15/10 og 21/10, hvor der først er en enkelt position fra Rold Skov og siden om­kring Pajhede Skov. Ungen ses herefter flere gange om­kring Pajhede Skov i november-december.

Ud over ovennævnte blev der overraskende 4/6 i Tofte Skov observeret et nyt par, en adult hun og en ca. 4K han. Parret blev set i guirlande-flugt flere gange. 16+25/6 ses de igen og derefter kun sporadisk året ud. Det bli­ver spændende at se, hvad 2020 bringer, og om der vir­ke­lig er plads til tre par Kongeørne i Lille Vild­mose.

Blyforgiftet Kongeørn i Danmark

E13, en hårdt prøvet hunkongeørn, kom atter i søgelyset i 2019. Den 1. juni 2015 ringmærkes og påsættes GPS-sen­der på den enlige unge i Hals Nørreskov. Ungen, en hun, 54 dage gammel ringmærkes med ring nr. E13. Un­gen flyver fra reden 23/6. Senderen sender oplys­nin­ger frem til slutningen af juli bortset fra den første uge i juli.  Efterfølgende sendes der kun spo­ra­disk data frem til 15/9, derefter er senderen ”død”. Alle sendte GPS- punkter er positioner fra området om­kring rede­lo­kali­te­ten. 

Trods manglende oplysninger direkte fra GPS-senderen er der efterfølgende mange oplysninger om E13. Ørnen ses frem til juni 2019 med sikkerhed i Skagen (Grenen) og Råbjerg Mose, hvor den ses mindst to gange. Første gang i 2017 og igen 5/6 2019 hvor GPS-senderen tydeligt ses. I den nordlige del af Jyske Ås er den set årligt fra 2016-2019, ofte flere uger i perioder. Den er to gange lige ved at blive indfanget i/ved fasanudsætningsvoliere. Den ene gang hænger den fast i trådnettet, men det lyk­ke­des den at komme fri, inden den kan fanges.

15/7 2019 findes ørnen ved en fasanudsætningsplads på Jyske Ås, den kan ikke flyve, men ser ellers fin ud. Den har været fast i området de seneste 14-dage.

Ørnen indfanges og holdes i bur til den følgende mor­gen. Da man ikke kan få fat på mig, afhentes den af dyr­læge Morten Johannessen, Anicura Dyrehospital, City Syd i Aalborg.

Da man endelig får kontakt til mig, aftales det med dyre­hos­pitalet, at jeg afhenter ørnen om aftenen i Aal­borg (kl. 21:30) og sætter den i en lukket voliere.

Den defekte GPS-sender klippes af. Den har ingen brud på vinger/ben, men den har svært ved at stå på benene, må støtte med vingerne. Den ”går” lidt sjovt, som om den er beruset. Ørnen er noget mager og vejer kun 3,7 kg.

17/7 undersøges ørnen af dyrlæge Mona Lykke Jacob­sen. Ørnen kan bevæge sig rundt og æder selv, men den observeres at have en grad af ataksi (nervøs forstyrrelse af muskelbevægelserne, især højre ben).

Ørnen undersøges i narkose. Der tages røntgenbilleder af hele kroppen samt ben, især højre ben er under mis­tanke. Intet abnormt findes, eneste ydre fund er en linje hen over hovedet, hvor fjer mangler, men skaden vur­de­res at være af ældre dato, da der er afskalning af sår­skorpe. Blod udtages til analyse og sendes til det tyske la­bo­ra­to­rium Laboklin.

Svaret fra Laboklin 18/7 viser en høj koncentration af bly i blodet- 32,7 µg/dl (0,327 ppm). Alle andre tal ser fine ud, men ørnen har en middelsvær blyforgiftning.

20/7 lader ørnen til at være i markant bedring, i forhold til da den kom ind. Den reagerer nu med normal re­spons på uvante ting i dens miljø. Den kan flyve i voli­e­ren, hvor to meter op i en skarp vinkel udføres uden be­svær. Ba­lance ved gang på jorden og især højre ben vir­ker dog let­te­re besværet.

Bly er i større mængder dødelig, men selv i små mæng­der kan det være fatalt, idet bly påvirker fuglens adfærd, overlevelse og reproduktion. Typiske blyforgiftnings­symp­tomer er, at fuglen har svært ved at stå/holde ba­lan­cen, har dårligt syn, respirationsproblemer, trækker vej­ret med åbent næb, mørk fråde omkring næbbet og mus­kelsvaghed (Kanstrup et al. 2018, Ecke et al. 2017). Herring et al. (2017) har opstillet generaliserede kri­te­rier til en vurdering af forgiftningsrisikoen ved bly­eks­po­ne­ring for mængden af bly i blod: <0,2 ppm uden skadelig på­virkning, 0,2-<0,5 ppm subklinisk forgiftning, 0,5-1,0 ppm klinisk forgiftning og >1,0 ppm alvorlig klinisk for­gift­ning.

Ud over haglpatroner (forbudt i Danmark siden 1996) spre­des der bly fra fragtmenter fra riffelammunition til præ­datorer og ådselædere gennem slagteaffald fra ned­lagte eller anskudte dyr (Herring et al. 2017). Rif­fel­pro­jek­tiler, der bruges i Danmark, vejer typisk 10 gram. Ved gen­nem­skydning af vildtet reduceres vægten ty­pisk til ca. 3-7 gram, de resterende 2-3 gram sidder i små­frag­men­ter i vildtkroppen eller er spredt sammen med blod og væv i terrænet bag ved dyret. En stor del af bly­res­terne sidder i sårkanalen, i lunger, lever og andre dele af ind­volde, hvor dyret rammes. Disse dele skæres normalt fra under opbrækningen, der i de fleste tilfælde foregår i na­turen. Kongeørnen går gerne på ådsler som f.eks. an­skudt vildt, der ikke genfindes af skytten eller på slagte­affald. Der er her stor fare for at blive blyforgiftet.

Bly har været anvendt til fremstilling af ammunition til jagt i over 500 år (Kanstrup et al. 2018).

27/7 starter behandlingen for blyforgiftning. Det er en langvarig proces, som kan tage op til 2 måne­der, af­hæn­gig af hvordan fuglen reagerer på afgift­nings­mid­ler. 19/9 ud­tages den sidste blodprøve. Ørnen vejer nu 5,2 kg!! Benstillingen på højre ben er lettere mærket, men benet observeres at blive brugt normalt i voliere. Svaret fra La­boklin viser at blyindholdet nu er 0,038 ppm.

19/9 ved middagstid genudsættes ørnen i samme områ­de, hvor den blev fundet mere end to måneder tidligere. Vejret er vindstille med klar himmel. Ørnen nærmest går fra os – den kan ikke flyve!! Ørnen ændrer pludselig ret­ning og basker/løber mod nord og ”lander” i et lille vand­hul, hvorfra jeg henter den op. Jeg beslutter at lade ørnen sidde i skovkanten for at tørre, og vi kører. Sidst på eftermiddagen køres forbi området to gange, uden at vi dog ser ørnen.

21/9 tjekker jeg udsætningsstedet kl. 11:45-13:40 – ørnen sidder på en bakkeskråning. Den forsøger at flyve ned ad bakken, den ”flyver” 20-30 m og lander på et dige – jeg går igen. Der er helt klart en bedring i forhold til 19/9.

23/9 er jeg hele området igennem og pludselig letter ør­nen fra en høj douglasgran (mindst 18 m oppe) og fly­ver i træhøjde mod vest, og da den kommer til en eng, drejer den mod nord og tager højde. Jeg ser ikke ør­nen mere den dag. Frem til 30/10 ses ørnen næsten dag­ligt af lokale og jeg ser den kl. 14:15 lette fra en stor lærk – den flyver fint nu. E13 er i området året ud. E13 blev den før­ste danske ørn med blyforgiftning, og hele histo­rien omkring E13 medfører tilsyneladende, at der nu bli­ver arbejdet på at få udfaset alt bly i forbindelse med jagt. ”Tiden er moden til en udfasning af bly i riffel­am­mu­ni­tion”, siger Marie-Louise Achton-Lyng, der er for­mand for våbenudvalget i Danmarks Jægerforbund, i en arti­kel på forbundets hjemmeside. Forbundet aner­ken­der, at bly i riffelammunition udgør et potentielt mil­jø­mæs­sigt problem i forhold til spredning i naturen, samt et sund­heds­pro­blem i vildtkød i træfområdet på dyr skudt med bly­hol­dig riffelammunition. ”Når der fin­des til­freds­stillende alternativer til blyholdig ammu­ni­tion, bør bly­hol­dig ammunition udfases over en ri­me­lig periode”, ly­der det fra våbenudvalgets formand i ar­tik­len, der slår fast, at Danmarks Jægerforbund i Vildt­for­valt­nings­rå­det er parat til at drøfte problematikken med bly­hol­dig riffelammunition. Så noget godt kommer der til­sy­ne­la­dende ud af hele denne historie.

 
Forfatteren med den blyforgiftede Kongeørn. Jyske Ås 19. september 2019. Foto: Jan Skriver

Har Kongeørnen en fremtid i Danmark?

Kongeørnen har det tilsyneladende ikke så godt i Dan­mark. Bestanden vokser, trods flere gode potentielle lo­ka­li­teter, meget langsomt. Vores data viser, at der på flere ynglelokaliteter er en stor udskiftning/dødelighed af ynglefugle og produktionen af udfløjne unger de se­ne­ste fire år er kraftigt faldende. Den gennemsnitlige pro­duk­tion af udfløjne unger fra 1998-2015 er 1,13 unge/­par med unger og 0,94 unge/yngleforsøg, i pe­ri­o­den 2016-2019 er den 1,25 unge/par med unger og 0,59 unge/­yng­leforsøg. Det er andelen af 0-kuld, der er sti­gende. I pe­ri­o­den 1998-2015 mislykkes kun 16,7% af yng­le­for­sø­gene, men i perioden 2016-2019 er det 52,9%.

DNA-analyser af fældefjer og individbestemmelse (ud fra fjer, ringe) viser, at der er en stor udskiftning på flere af de etablerede ynglelokaliteter. Det gælder bl.a. i Tofte Skov, hvor der er forsvundet mindst fem yngle­fugle, hvoraf den ene er fundet skudt. Efter at der havde væ­ret et kongeørnepar ved Overgård i 2006-2009, som for­svandt, er der ikke siden registret et par på denne loka­li­tet, der er kun enkelte gange set en enlig Kongeørn, og det finder jeg meget mærkværdigt. Det er også for­u­ro­li­gende, at der ikke andre steder i Danmark, ud over i Nord­jyl­land, registres ynglende Kongeørne. Jeg tror ikke på det skyldes fødemangel eller mangel på egnede yng­le­lo­kaliteter.

Kongeørnen er et problembarn og kommer let i konflikt med menneskelige interesser især jagt (udsætning) og husdyr (fritgående høns/ænder). En svensk Kongeørn blev fundet død i marts 2012 ved Tjele, forgiftet af ud­lagt carbufuran og carbufuran blev også fundet ud­lagt i fisk 900 m fra yngleparret i Store Vildmose. I 2016 blev hannen fra yngleparret i Tofte Skov fundet skudt og en­de­lig blev en blyforgiftet Kongeørn fun­det i Vend­syssel i 2019. Omvendt er det også mærk­vær­digt, at der plud­selig dukker adulte fugle op på yng­le­lo­ka­li­te­terne ek­sem­pel­vis Store Vildmose 2018 hun, Hals Søn­der­skov 2018 hun, Hals Nørreskov 2019 han, hvor kommer de fra?

Litteratur:

Ecke, F., N.J. Singh, J.M. Arnemo, A. Bignert, B. He­lan­der, Å.M.M. Berglund, H. Borg, C. Bröjer, K. Holm, M. Lanzone, T. Miller, Å. Nordström, J. Räikönen, I. Rodushkin, E. Ågren & B. Hörnfeldt 2017: Sublethal Lead Exposure Alters Movement Behaviour in Free-Ranging Golden Eagles. – Environmental Science and Technology 51:5729-5736.

Harmata, A.R. & M. Restani 2013: Lead, mercury, sele­nium, and other trace elements in tissues of Golden Eagles from southwestern Montana, USA. – Journal of Wildlife Diseases 49:114–124.

Herring, G., C. Eagles-Smith & J. Buck 2017: Charac­te­ri­zing Golden Eagle Risk to Lead and Anticoagulant Rodenticide Exposure: A Review. – Journal of Raptor Research 51(3):273-292. https://doi.org/10.3356/JRR-16-19.1

Kanstrup, N., M. Chriél, R. Dietz, C. Sonne & J. Søn­der­gaard 2018: Blyindhold i rovfugle. – Dansk Jagt­a­ka­demi.