Header

Af Thorkild Lund
Det åbne landskab i Lille Vildmose gør området til en af de bedste lokaliteter i landet, når det gælder om at få ørne at se. Både Høstemark Skov i nord og Tofte Skov i syd er ynglelokalitet for Havørn og Kongeørn. I Høstemark Skov er der 1,6 km mellem rederne.

Kongeørneparret har opholdt sig på den samme redelokalitet i 16 år, mens Havørneparret er nyetableret. Sidstnævnte er yngre ørne. Hannen er ringmærket ved Salten Langsø i 2014. Ikke overraskende blev det ikke til æg og unger, men reden er stor, og parret har været meget stedbundet resten af året, så mon ikke de skrider til egentlig ynglevirksomhed i 2019? Kongeørneparret havde under kontrolbesøget ved reden i starten af februar lagt rigtig meget redemateriale på årets udvalgte rede (ørnene bruger skiftevis to reder med 80 meters mellemrum), men ved slutningen af maj var der ingen unge at se.
Efterfølgende var ringmærker Jan Tøttrup oppe i reden og fandt skallerne af et knust æg. Kan Havørnene have forstyrret så meget, at der har været adgang for en prædator? Det får vi aldrig at vide. Større succes havde kongeørneparret i Tofte Skov med en unge. Det var planlagt at ringmærke og forsyne ungen med GPS den 21. juni, men man havde timet tidspunktet forkert, og ungen forlod reden uden at blive mærket. Ungen blev senere set flyve sammen med forældrefuglene. Og så må vi ikke glemme ”enken” fra det ynglepar i Tofte Skov, hvor hannen blev skudt. Hun markerer stadigvæk territorium over Tofte Bakke og Højmosen. Havørneparret i Tofte Skov har ynglet i den samme rede på tredje år. En unge blev ringmærket på reden og alting gik tilsyneladende normalt, indtil ungen blev fundet død i nærheden, efter at været fløjet fra reden. En obduktion har vist, at den var ekstremt afmagret uden tegn på sygdom. Sandsynligvis er den død af sult. Mad er der ellers rigeligt af i området!


Kongeørn, Lille Vildmose 7. oktober 2018. Foto: Jan Skriver

Lille Vildmose er sammen med Nørreådalen og Rosvang i Thy en af de vigtigste overvintringspladser for den i gåsesammenhæng begrænsede nordskandinaviske ynglepopulation af Tajgasædgås. Antallet af overvintrende gæs svarer nogenlunde til det antal fugle, der er blevet talt i løbet at dette århundrede. Største antal, 1450 blev noteret i februar. De i 2014 og 2015 ringmærkede gæs bliver stadig fulgt. Ved genkomsten til Lille Vildmose ynder de at fouragere på stubmarker, vintersæd og spildkartofler. Senere på sæsonen ses de mest ved Møllesøvej/Grønvej, hvor der er et vidt udsyn, og hvor de føler sig trygge. De senere år er Lille Vildmose også blevet tilholdssted for andre gåsearter, der ses i stigende antal, Bramgås, Blisgås og selvfølgelig Grågås. Sidstnævnte yngler i mosens rørskove. Antallet af ynglepar er et slag på tasken, men ligger nok et sted mellem 50 og 100 par. I træktiderne kan man opleve et 1000-talligt indtræk af Canadagæs til nattesæde i Tofte Sø/Birkesø. Langt de fleste kommer ind fra forskellige steder i oplandet.


Rørdrum, Lille Vildmose 6. marts 2018. Foto: Jan Skriver

Det meste af året vil man på en tur i Lille Vildmose få Traner at se og høre. Antallet af ynglende Traner løber op i 10 par, heraf tre par i skovene. Fire par er set ungeførende. Størst opmærksomhed påkalder de store flokke af ikke-ynglende Traner, der ses de fleste af årets måneder, kulminerende den 18. september med 104 fugle. Bemærkelsesværdigt er det dog, at der i årets sidste måneder kun har været ganske få forekomster. Det afspejler dog næppe en ændring i mosens natur og fourageringsmuligheder, for det samme billede med få rastende Traner i løbet af efteråret har man også set andre steder i landet i 2018.
Rørhøg er en af mosens karakterfugle, antallet af ynglepar kan være vanskeligt at registrere. I det forløbne år så det ud til at nogle af parrene ikke gennemførte ynglesæsonen. Måske hang det sammen med den lange tørre sommer, der tørlagde dele af de udstrakte rørskove. Der kom næppe unger fra flere end to par på vingerne, og generelt ser Rørhøg ud til at være i tilbagegang i området.
Observationerne af Hvepsevåger bør være tilstrækkelige til at fastslå, at arten yngler i både Tofte Skov og Høstemark Skov, selvom der ikke blev fundet nogen rede. Seneste danske yngleforekomst af Sort Stork i Danmark var i 1951 i Tofte Skov, og arten figurerer endnu på udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområde nr. 7, Lille Vildmose. Helt ude af billedet er arten ikke. Den var forbi området den 17. maj og 17. august. Rødrygget Tornskade nyder godt af omlægningen af driften af skovene. I samarbejde med NOVANA er der blevet registreret 29 territoriehævdende fugle i Tofte Skov, to par i Høstemark Skov og to par i Mellemområdet. Hedelærke blev også i det forløbne år registreret som ynglende i Tofte Skov, og det fritlagte klitlandskab langs kystvejen ved Tofte Skov har tiltrukket Natravn. På natlyt den 25. juni blev der registreret ni spillende fugle. Sortstrubet Bynkefugl er nu så almindelig, at den er med til at karakterisere de nyskabte landskaber. Grønspætte ser ud til at have stabiliseret sig i begge skove, men der er stadigvæk kun tale om få ynglepar. Sortspætte har ynglet to steder i Tofte Skov.
I Mellemområdet blev der i det forløbne år registreret Blåhals to steder, men i betragtning af artens skjulte levevis kan der sagtens være flere. Skægmejse må anses for at være almindelig i rørskovene.

Birkesø – det første år efter genetableringen
Endelig ved årsskiftet 2017/2018 blev den genetablerede Birkesø i Lille Vildmose en realitet. Sammen med tre andre centralt beliggende søer i Lille Vildmose blev den tørlagt så tidligt som i 1760'erne og blev til landbrug. I 1928 blev Lillesø reetableret, i 1973 Toftesø og i 1991 blev der indkaldt til det første møde, hvor det blev drøftet, hvordan man kunne iværksætte et genopretningsprojekt af den 130 ha store Birkesø. 26 år skulle der gå, før der endelig blev lukket op for ”sluserne”. Det skete i december 2017.


Birkesø 2. juni 2018. Foto: Jan Skriver

Fuglene indfandt sig med det samme. I vintermånederne rastende svømmeænder, først og fremmest Gråand. Pibeand og Krikand. Dertil kom Sangsvaner og gæs, der fløj ind til nattesæde. Blandt gæssene var Canadagås, Tajgasædgås og Grågås dominerende. 8-10.000 svømmefugle er vores bedste bud.


Canadagås, Sangsvane m.fl. Birkesø 25. januar 2018. Foto: Jan Skriver

Da materialet i digerne på østside endnu ikke havde sat sig, blev det nødvendigt at sænke vandstanden, og nogle af de mest lavvandede partier blev blotlagt. Det gjorde blot søen mere attraktiv for mange af arterne, især vadefuglene. I søen var der blevet etableret tre øer, som hen over foråret skulle vise sig at tiltrække mange ynglefugle. Øerne består for en stor del af opdozet materialet fra de tidligere grusveje i søområdet. Det var noget, der passede Strandskade, Stor og Lille Præstekrave, men især Vibe, Klyde og Rødben ynglede i stort tal og med mange flyvefærdige unger som resultat. Andefuglene Gråand, Skeand og Gravand viste sig med deres ællinger fra deres mere skjulte redesteder, og sandsynligvis fra det større opland trak Grågæssene med deres store gæslinger ind i søen og til øerne. Som ventet indfandt Hættemågerne sig, eller rettere sagt de flyttede. De første 2-300 Hættemåger var på besøg i de gamle gravebaner langs Hegnsvej i den nordlige del af mosen, som de foregående år havde rummet store hættemågekolonier. Men der skulle ikke gå ret mange dage, før en stor hættemågekoloni med ca. 1500 par etablerede sig. Nogle ynglede på øerne, men de fleste byggede reder i et lavvandet tuefyldt område syd for udsigtspavillonen. Her indfandt lappedykkerne sig også, Gråstrubet og Sorthalset Lappedykker især. Først et godt stykke hen på ynglesæsonen sås Lille Lappedykker almindeligt. Prædationen må have været begrænset. Mange store unger blev set. Pænt store flokke af trækgæster opholdt sig under forårstrækket i kortere og længere tid ved søen, f.eks. Brushane, Hjejle, forskellige klirearter heriblandt Tinksmed. Midt sommer, nærmere bestemt den 22. juli kulminerede de store forekomster af gæstende Skestork i Birkesø med 264 fugle – den hidtil næststørste ansamling i landet. De første fugle indfandt sig i maj, sandsynligvis fra yngleforekomsterne i Nibe Bredning. Senere, da ungerne blev flyvedygtige, tog fuglene permanent ophold i og ved søen. Det skulle vise sig at blive en publikumsmagnet.


Skestorke og Fiskehejrer, Birkesø 6. juli 2018. Foto: Jan Skriver

Islandsk Stor Kobbersneppe har i efteråret opholdt sig i og ved søen, for øvrigt ofte sammen med Sortklire. For begge arter i relativt store antal. Alm. Ryle var i efterårsmånederne den dominerende vader. Af mere fåtallige arter, der optrådte i søen i løbet af året, kan nævnes Stribet Ryle, Kærløber, Odinshane, Sorthovedet Måge og Hvidvinget Terne. Det er en kendt sag, at nyetablerede søer de første år nærmest eksploderer med antal af fugle og en mangfoldighed af arter, for derefter at gå tilbage. Det bliver spændende at følge udviklingen i Birkesø. Hvordan vil tagrørene brede sig? Mon ikke vegetationen på øerne vil udvikle sig til gunst for de fleste ynglefugle. Gæs og Pibeænders græsning ser ud til at have en god effekt. I 2018 var vandstanden meget skiftende, uden tvivl til gavn for mange arter. En sådan dynamik tør man kun håbe på. Det var tydeligt, at især lappedykkere og Skestorke mæskede sig i Hundestejler. Hvordan en sådan masseforekomst af Hundestejler kunne være til stede i søen i løbet af så kort tid, forekommer at være en gåde.


Ynglefugle ved Birkesø 2018 - udvalgte arter:

 


Maksimale forekomster af udvalgte arter - Birkesø 2018