Header

Af Knud Pedersen
Efter den meget imødesete og vellykkede officielle opstart af Skagen Fuglestation i maj 2017 blev 2018 det første hele kalenderår med fuglestationensvirksomhed i Det Grå Fyr – Center for trækfugle.
Det store og mangfoldige aktivitetsniveau på fuglestationen i 2017 blev fortsat i 2018.

De primære aktiviteter har koncentreret sig om ringmærkning, trækobservationer og naturformidling. Oplæring af nye ringmærkere, observatører og formidlere har også været en vigtig aktivitet. Endvidere er der indsamlet en række forskellige data til forskningsprojekter ved universiteter m.v. Det daglige arbejde er først og fremmest blevet varetaget af stationsleder og naturvejleder Simon S. Christiansen. I hele foråret havde Simon stor støtte af Morten Jenrich Hansen – ansat som ringmærker og formidler. Morten udførte et stort arbejde for fuglestationen i den forbindelse. Gennem et godt internationalt netværk lykkedes det i perioden fra marts til november at ansætte en række personer fra Danmark, Sverige, England, Tyskland, Italien og USA. De mange frivillige har været ansat med diæter i kortere eller længere perioder og udført vigtige opgaver for Skagen Fuglestation. Interessen blandt de frivillige for Skagen Fuglestation har været meget positiv, og mange har ønsket at vende tilbage til arbejdet på stationen i 2019. Samarbejdet med de danske fuglestationer i Blåvand og Gedser samt Lista Fuglestation i Norge og Ottenby Fuglestation i Sverige er fortsat i 2018.
Der er i 2018 afholdt 83 formidlingsture/arrangementer med 1300 deltagere. Endvidere tre kurser med 22 deltagere. Udlejningslejligheden har i 2018 været booket i 20 uger - en klar fremgang i forhold til 2017 med kun fire ugers udlejning.
Traditionen tro blev der afholdt fuglefestival i maj. Med foreningen – Skagen Fuglestations Venner – som primus motor og andre gode samarbejdspartnere gennemførtes festivalen i dagene 10-13. maj. Det blev endnu en festival med mange fine tilbud om aktiviteter til deltagerne og et meget stort besøg fra nær og fjern.
Venneforeningen har også arrangeret månedlige møder med foredrag i Birders Club og bidraget med et omfattende frivilligt arbejde i den daglige drift af fuglestationen.
Skagen Fuglestation er en integreret del af Naturstyrelsens Center for trækfugle i Det Grå Fyr. I november fratrådte Jacob Funder som leder af centeret. Jacob udførte et meget stort og krævende arbejde med etableringen af centeret. Efterfølgende har Naturstyrelsen ansat Lene Kappelborg, Skagen som ny centerleder.
Skagen Fuglestations bestyrelse har afholdt fire møder i 2018. Med støtte fra ENV-Fonden har bestyrelsen i 2018 udgivet en vigtig publikation – ”Skagen Fuglestation 2017 – en ny begyndelse”. Årsskriftet beskriver alle de aktiviteter som Skagen Fuglestation har været involveret igennem det første år. Fremover er det planen, at årsskriftet skal udkomme digitalt.
De daglige aktiviteter på fuglestationen kan følges løbende på Skagen Fuglestations hjemmeside.


Socialt samvær på Skagen Fuglestation, 19. oktober 2018. Foto: Knud Pedersen

Observationer 2018

Aktiviteter og materiale
Skagen Fuglestation havde igen svært ved at rekruttere faste trækfugleobservatører i 2018. Alligevel har feltarbejdet i 2018 været meget omfattende i skagensområdet.
Der er foretaget næsten daglige trækobservationer gennem hele året. Størstedelen af observationerne er foretaget af frivillige lokale feltornitologer samt gæstende observatører. Specielt i de populære forårsmåneder deltog et stort antal udenbys observatører i registreringen af fugletrækket over Skagens Odde.
Forårets rovfugletræk var som altid genstand for særlig opmærksomhed. Mange timers daglige observationer i perioden marts-juni gav en optimal dækning af rovfugletrækket.
Det har efterfølgende været meget tilfredsstillende, at de fleste observatørers indtastninger i DOFbasen har fulgt de retningslinjer, som er udarbejdet af Skagen Fuglestation. Dette har lettet arbejdet betydeligt i forhold til bearbejdning og sammenstilling af de mange tusinde observationer fra skagensområdet i DOFbasen.
For en række andre fuglearter, hvis forekomst ved Skagen er af særlig betydning set i forhold til deres forekomst i hele Danmark, er der også indsamlet et meget stort materiale. Det gælder specielt for lommer, stormfugle, Sule, kjover og alkefugle.
I den følgende gennemgang af de vigtigste observationer i 2018 er data udelukkende hentet fra indtastninger i DOFbasen. På de dage, hvor der foreligger reelle optællinger og præcise antal af trækket af havfugle som Mallemuk, Sule, Ride, Alk og Lomvie er disse foretrukket frem for estimerede antal, som figurerer på DOFbasen.
For observationer af sjældne arter (SU-arter) gælder, at godkendte fund er markeret med (G), indsendte, men endnu ikke afgjorte fund er markeret med (U), mens endnu ikke indsendte fund er angivet med (E).

Observationer 1. halvår

Rovfugletrækket
Resultatet af forårets rovfugletællinger fremgår af nedenstående tabeller. Som tidligere er tallene beregnet ud fra
antal fugle pr. dag, og der er derfor ikke taget højde for eventuelle gengangere fra dag til dag. Dette gælder dog ikke for meget fåtallige eller sjældne arter som f.eks. Kongeørn, Slangeørn og Lille Skrigeørn, hvor der er tale om specifikke individer som godt kan være observeret over flere dage.
Med en sum på 16.855 rovfugle og falke blev foråret 2018 et absolut topår i Skagen – og det næststørste nogensinde. Vi skal tilbage til rekordåret 2008 med 17.864 rovfugle for at finde et større år. Gennemsnittet for årene 2000-2017 er på 10.623 rovfugle og falke. Baggrunden for den store forekomst i foråret 2018 skyldes primært de meget gunstige vejrforhold. Det blev nemlig et forår præget af østlige vinde og temperaturer over det normale – optimale forhold for rovfugletrækket over Skagen Odde.
For hele tolv af rovfuglearterne var forårstotalen mere end 10% over gennemsnittet for de foregående ti år. Tre arter var tæt på gennemsnittet og tre arter var mere end 10% under gennemsnittet. Skema over rovfugletrækket i år med sammenligninger med tidligere år samt tendenser mv. findes ved rovfugleafsnittet i artsgennemgangen.
For arterne Fiskeørn (499), Havørn (135), Rød Glente (385) og Sort Glente (107) var der tale om et rekordår. For Vandrefalk (201) blev det til en tangering af rekorden fra 2016. Forekomsten af Hvepsevåge (3635) var den markant største siden rekordåret 1992 (6138).
Aftenfalk (72) havde det største forår siden 2008 (63), men stadig meget langt fra rekordåret 1992 (460).
Blå Kærhøg (222) lå til gengæld 15% under gennemsnittet for tiåret 2008-2017. Her var der påfaldende få 2K-fugle i maj, som givet afspejler en dårlig ungeproduktion i ynglesæsonen 2017 på grund af et dårligt ”gnaverår" i Skandinavien.
Mere bekymrende er det fortsatte lave antal af Hedehøg (19) og Duehøg (23) på forårstrækket ved Skagen.
Den 10. maj skal fremhæves som en rigtig god rovfugledag med dagsrekorder for foråret 2018 af Steppehøg (7), Hedehøg (3), Sort Glente (5), Aftenfalk (21), Dværgfalk (31) og Lærkefalk (31).
Det store rovfugleforår gav mod forventning ikke specielt mange fund af de sjældnere rovfuglearter. En Slangeørn 3K (G) rastede på Hulsig Hede 9/5 og 11/5 og en Lille Skrigeørn 4K+ blev set på trækforsøg 20/4. Kongeørn glimrede helt ved sit fravær i dette forår.

Øvrige – mere bemærkelsesværdigede arter
De tre talrigeste noterede arter, som sum af fugle pr. dag, i første halvår af 2018 blev Sortand (175.551), Bog-/Kvækerfinke (62.986) og Sule (30.702). Det er dermed de samme tre arter som toppede listen i 2017 med den forskel, at Bog-/Kvækerfinke overhalede Sule med bred margen i 2018.
Forårstrækket af Sangsvane (5450) var rigtig flot. Trækket kulminerede 2/4 med en ny dagsrekord på 1154 fugle. Under morgentrækket ved Nordstrand 15/4 blev der observeret to adulte Dværggæs i en flok på ca. 60 Bramgæs. Det er blot andet fund af Dværggås fra Skagen. Det første er helt tilbage fra 10/10 1983, hvor en adult trak øst ved Grenen. Der var hele to fund af Kongeederfugl i maj. En adult han blev fotograferet af en tysk fuglekikker, da den trak mod syd sammen med Ederfugle i Kattegat ved Grenen sent om eftermiddagen 6/5. Endnu en adult han rastede hele morgenen i en ederfugleflok ud for Nordstrand 22/5.
To hanner af Mandarinand blev set i Nedermose om morgenen 20/4. En time senere rastede de i den nye Guldmajssø. Alle fem fund af Mandarinand på Skagen Odde uden tegn på fangenskabsfugle siden år 2000 er fra april. Fundene ligger inden for en snæver tidsperiode 15-28/4 og involverer otte fugle (syv hanner og én hun). Arten er en potentiel C-art i Danmark.
Turteldue blev 21/5 set på trækforsøg ved Grenen og efterfølgende rastende på markerne ved Stald Grenen. Måske samme fugl blev set ved Stald Grenen 25/5, mens
en trækforsøgende ved Grenen 4/6 nok var en ny fugl. Plettet Rørvagtel blev hørt sporadisk fra området ved Jennes Sø og Ellekrattet i perioden 10/5-31/5.
Islom satte en markant ny rekord med hele 58 fugle i perioden 16/1-2/6. Tidligere rekord lå på 39 fugle i 2014. Månedsfordelingen var januar (1), marts (1), april (5), maj (50) og juni (1). Største dag blev 17/5 (9), hvilket er en tangering af dagsrekorden fra 13/5 2014. Forekomsten af Hvidnæbbet Lom var derimod helt normal med fem adulte fugle 26/4-11/5.
Rødstrubet Lom havde en moderat forekomst med i alt 10.998 fugle. Månedsfordelingen var januar (1054), februar (636), marts (389), april (4534), maj (4,176) og juni (204). Største dage var 15/4 (1331), 19/5 (936) og 9/4 (759). Der blev noteret 154 Sortstrubet Lom med hovedparten i maj (91). Største dag 27/5 (9).
Forekomsten af Mallemuk (703) i første halvår af 2018 var klart under normalen. Dette skyldes nok især det gode vejr uden perioder med kraftige vinde fra den vestlige sektor. Største dag blev 17/5 (312). Der var to fund af Almindelig Skråpe henholdsvis 23/5 og 20/6.


Sule, Skagen 10. marts 2018. Foto: Erik Christophersen

En adult Sort Stork blev set på trækforsøg 3/6. Hvid Stork sås på ni datoer 2/4-6/6. Der har højst været syv forskellige fugle. Den 25/5 trak to Sølvhejrer ud ved Grenen efter rast ved Skarvsøen, og dagen efter sås endnu en rastende ved Skarvsøen. En Skestork trak sydvest 17/4 og tre yngre fugle blev set på trækforsøg 7/5. Endnu en flok på tre yngre Skestorke trak ud 21/5, og det er nærliggende at antage, at det drejede sig om samme flok, som blev set 7/5.
Sule indtog pladsen som tredjehyppigste art i første halvår. I alt 30.702 fugle blev noteret. Månedsfordelingen var januar (4049), februar (3280), marts (8593), april (10.183), maj (3631) og juni (966). Største dag 16/3 (1850).
Topskarv optrådte lidt mere fåtalligt end i de senere år. Periodens observationer var 24/1 (2), 1/2 (1) og 5/2 (1).
Eneste usædvanlige vadefugl som blev observeret i foråret var en Hvidbrystet Præstekrave hun, som rastede på Grenen 18/4.
Meget overraskende blev der kun noteret 57 sikkert bestemte Alke i første halvår. Returtrækket fra overvintringspladserne i Kattegat plejer ellers at involvere flere tusinde fugle i januar-februar. Forekomsten af Lomvie var til gengæld usædvanlig stor. I alt 15.609 blev set med følgende månedsfordeling: januar (6062), februar (2736), marts (132), april 6630), maj (48) og juni (1). Helt speciel og uden sidestykke var den store forekomst i april, hvoraf estimeret 4545 fugle trak mod sydøst 6/4. Langt hovedparten af fuglene i april var i vinterdragt og må have drejet sig om 2K-fugle, som har opholdt sig i gode fourageringsområder i Skagerrak og Kattegat. En Søkonge i sommerdragt trak nordvest ved Grenen 4/5. Det er så vidt vides den første Søkonge, som er set ved Skagen i sommerdragt og samtidig det første fund fra maj.
Forekomsten af Almindelig Kjove (154) var igen på et lavt niveau. De første fugle blev set 1. april (4). Månedsfordelingen var april (63), maj (68) og juni 23). Største dag blev 15/4 (9) og mediandatoen for periodens forekomst var 6/5. Eneste observation af Mellemkjove i foråret var af to adulte lys form 13/5. Efter den rekordstore forekomst af Storkjove i første halvår af 2017 (117) blev der blot observeret 35 fugle i samme periode i 2018. Observationerne var fordelt med februar (1), april (25) og maj (9). Periodens rolige vejr uden hårde vestlige vinde er nok den væsentlige årsag til den moderate forekomst.
Første halvårs forekomst af Ride (5995) var domineret af pæne antal i januar (4647) og februar (994). Herefter ingen dage med over 100 fugle. Største dag blev 21/1 (1715).
Den 14/4 var der et imponerende og rekordstort østgående træk af både Hættemåge (5213) og Stormmåge (3171) ved Nordstrand. Der var et enkelt fund af Sorthovedet Måge 30/5, hvor to adulte først rastede ved Nordstrand og derefter trak mod øst. En enkelt 4K Hvidvinget Måge blev set ved Grenen og Nordstrand på datoerne 7/4, 13/4 og 15/4. Gråmåge blev set næsten dagligt fra januar og helt frem til juni. De fleste observationer var fra Skagen Havn, men regelmæssigt også på Grenen og ved Nordstrand. I alt har der mindst været tale om fem forskellige fugle 3 (2K), 1 (3K) og 1 (4K). Rovterne sås med 30/5 (1) ved Grenen og Sortterne 13/5 (3), 28/5 (6) og 30/5 (1).
Af mere usædvanlige spurvefuglearter skal nævnes følgende observationer:
Biæder blev iagttaget på syv datoer mellem 10/5 og 31/5. I alle tilfælde blot en enkelt fugl.
Pirol viste sig med 22 fund fordelt på 15 datoer 5/5-20/6 med mulighed for gengangere. Største dag 1/6 (4). Der blev set tre udfarvede hanner, øvrige i grøn dragt. Et enkelt fund af Rødrygget Svale 10/5 med en trækkende fugl ved Grenen. Syngende Lundsanger blev set i Ellekrattet 16-17/5, Batteriskoven 22/5 og Grenen-Ellekrattet 31/5-1/6. Der var tre fund af Rødtoppet Fuglekonge og alle fra Ellekrattet henholdsvis 15/4, 6/5 og 19/5. Rosenstær sås på trækforsøg ved Grenen 26/5 (3), 27/5 (1), 1/6 (1), 2/6 (1), 3/6 (1) og 7/6 (1) – alle adulte og med mulighed for gengangere. Blåhals blev set på fire datoer – henholdsvis en han ved Højen Fyr 10/5, en syngende han Grenen 12/5, en han Grenen 14/5 og en ret sen hun ved Højen Fyr 29/5. De tre hanner var alle Nordlig Blåhals og hunnen var formodentlig også denne race.


Blåstjert, Grenen 24. september 2018. Foto: Jørgen Kabel

Lille Fluesnapper havde et beskedent forår med 10 fugle 12/5-28/5. Heraf blev tre ringmærket. Bortset fra to syngende 2K hanner i Byfogedskoven 19/5 var alle fund fra Ellekrattet og Grenen. Ganske usædvanligt blev der observeret mindst tre forskellige Ringdrosler i perioden 5/2-23/3 – altså vinterfund. Der var tale om to hanner på Grenen og en hun ved Stadion. Normal ankomst af trækkende fugle fra 7/4. Største dagstotal var fra Grenen 29/4 (58) og sidste var en han ved Stald Grenen 2/6. Rødstrubet Piber blev set på syv datoer i perioden 9/5-25/5. Bortset fra en enkelt rastende fugl på SIK´s boldbaner 9/5 var alle observationer af rastende fugle på Grenen. Ud fra dragtbeskrivelser af fuglene på Grenen var der tale om mindst to forskellige individer.
Hvidsisken optrådte ret hyppigt i flokkene af Gråsisken i perioden 4/1-8/4. Arten blev rapporteret på ni datoer i januar, 7 i februar, 2 i marts og 2 i april. Største dag var 4/1 (4) ved Det Grå Fyr. Der blev ringmærket i alt ni fugle. Gulirisk blev set på 16 datoer i perioden 28/4-20/6. De fleste fund drejede sig om 1-2 fugle på trækforsøg ved Grenen, men arten blev også set ved Nordstrand, Nedermose og Skagen By. Første halvår kunne blot byde på en enkelt observation af Lapværling 21/3 på Grenen. Arten er i løbet af de seneste år af ukendt grund blevet ganske sjælden på forårstrækket ved Skagen. Det skal blive interessant at se om denne negative udvikling fortsætter. Det samme gælder for Hortulan. I 2017 blev arten for første gang i mange år ikke observeret om foråret i Skagen. I 2018 blev det igen til et par fund. En fugl hørtes kalde ved Nordstrand 12/5 og dagen efter rastede en han i det ryddede område i Reservatet tæt ved Jennes Sø.

Sjældenheder (SU-arter)
Med fund af to nye arter for Danmark i foråret 2018 markerede Skagen sig igen som et af de bedste områder for sjældenheder i landet. Den første var en Lille Sejler 17/4 (E), som blev set i kort tid trække mod øst ved Grenen af to observatører. Elleve dage senere, helt præcis 28/4, blev en Gulbrynet Værling han (G) opdaget ved en foderplads i indkørslen til Fyrvej 7. Fuglen blev set i området igen 30/4 og 1/5 og tiltrak rigtigt mange twitchere fra hele landet. Gulbrynet Værling er udbredt i Sibirien fra Baikalsøen og østpå. Arten overvintrer i sydøstlige Kina. Der er enkelte fund i Europa (UK, Holland og Sverige).
Som tidligere nævnt rastede en Slangeørn 3K på Hulsig Hede 9/5 og 11/5 (G).
En Korttået Lærke rastede på Grenen 27/5 (G). Det er det
sjette fund af Korttået Lærke i Skagen. De øvrige fund er
fordelt med fire i maj og et i november. Seneste var en trækkende fugl ved Nordstrand 7/5 2006. Der var tre observationer af Citronvipstjert på følgende datoer: 20/4 Grenen (E), 7/5 han Grenen (U), 8/5 hun/2K han Grenen (U).


Sangsvane, Skagen 3. april 2018. Foto: Knud Pedersen

Observationer 2. halvår

Havfugle
Daglige tællinger af havfugle var som tidligere år prioriteret højt gennem hele andet halvår i 2018. Mange dage i højsæsonen fra august-november blev der foretaget observationer fra solopgang og mindst 3-5 timer frem. De fleste dage blev der observeret fra Grenen, men på dage med østlige vinde i oktober-november blev der også observeret fra Nordstrand.
Sommerens usædvanligt varme og stabile vejr fortsatte langt frem i september. Dette satte naturligvis sit negative præg på forekomsten af de mere pelagiske havfuglearter, hvor lavtrykspassager med blæst fra vestlige retninger er en forudsætning for større antal ved Skagen. Først fra slutningen af september blev vejrforholdene mere gunstige for observationer af havfugle i større antal.
Som i 2017 var det arterne Sortand, Sule og Alk som blev de tre hyppigst noterede fuglearter i andet halvår. Lidt overraskende tog Alk (91.938) førstepladsen i år. Forekomsten er den største af Alk som hidtil er registreret ved Skagen. I forhold til 2017 (27.527) var antallet mere end tredoblet. Månedsfordelingen var juli (2), august (1), september (15), oktober (37.131), november (52.500) og december (2289). Største dag blev 3/11 (estimeret 17.493) og samme dato var også mediandato for efterårets forekomst af Alk.
Sule (53.835) blev næsttalrigeste art. Summen var på samme niveau som i 2017 (52.012) og dokumenterer en stabil høj forekomst ved Skagen om efteråret. Månedsfordelingen var juli (476), august (6689), september (14.926), oktober (21.671), november (5135 og december (4938). Største dag var 9/10 (3001) og mediandatoen var 5/10.
Sortand (46.484) lå også højt i statistikken og med november (21.367) som topmåned. Største dag blev 17/11 med ca. 5000 rastende fugle.
Det blev et ret tamt efterår for de mere pelagiske havfuglearter. Mallemuk (3384) optrådte talrigest i september (1862) og største dag blev 28/9 (977). Stor Stormsvale blev set med et eksemplar på hver af dagene 23/10, 2/12
og 14/12. En ubestemt (formentlig Lille) Stormsvale blev set kortvarigt 28/9. Som i 2017 optrådte Sodfarvet Skråpe (8) meget sparsomt. De otte observationer lå spredt mellem 20/8 og 30/12. Den 13/9 sås to fugle, men ellers kun en fugl på de øvrige seks datoer. Der var syv fund af Almindelig Skråpe i perioden 8/7-24/9. De to af fuglene blev set 8/7 ellers kun enkeltfund.
Mens forekomsten af Alk som nævnt ovenfor var rekordstor optrådte Lomvie (6779) i mere beskedent antal. Største dag var 1/12 (1226) og mediandatoen for efterårets forekomst var 25/11 – altså tre uger senere end for Alk. Efter to meget dårlige efterår for Søkonge i 2016 (19) og 2017 (15) optrådte arten lidt mere talrigt i 2018 (64). Månedsfordelingen var oktober (15), november (40) og december (9). Største dag 28/10 (9). Lunde sås kun på datoerne 29/10 (3) og 4/11 (1).
Bortset fra Storkjove var det et dårligt efterår for kjoverne. Der var kun en enkelt observation af Lille Kjove 21/9 (1K) og Mellemkjove (3) sås blot 30/9 (imm. lys form), 3/10 (imm. lys form) og 9/10 (1K). Almindelig Kjove (155) optrådte igen meget fåtalligt, men dog noget talrigere end i 2017 (89). September (89) blev bedste måned med største dag 21/9 (27).
Første 1K blev set 19/8. Sidste fugl 19/10. Med en lille margen blev rekorden af Storkjove fra efteråret 2017 (1841) slået. I alt 1889 Storkjover blev observeret 20/7- 6/12.September (903) var største måned og 23/9 (528) var ny dagsrekord for Skagen. Den tidligere dagsrekord var fra 1/9 2002 (330).
Ride (21.443) toppede i december med 10.003 fugle. Største dag blev så sent som 30/12 (2446), mens mediandatoen 30/11 lå en måned tidligere. Trods flere meldinger om observationer af Sabinemåger i slutningen af september og starten af oktober fra havfuglelokaliteter i Kattegat og ved Hanstholm blev denne eftertragtede art ikke set ved Skagen i dette efterår.
Blandt observationer af andre mere usædvanlige havfugle skal nævnes:
En Kongeederfugl 3K+ han blev set første gang fra Grenen 17/11, hvor den rastede i en større ederfugleflok. Fuglen sås igen ved Grenen 23/11 og 1/12. Herefter rastede den sammen med Ederfugle ud for Skagen Havn 2-3/12.
Der var 19 fund af Islom i perioden 18/8-29/12. Oktober med otte fund blev bedste måned. Hvidnæbbet Lom indledte efteråret med en rastende 2K ved Grenen 24/9. Mere typisk var forekomsten af overvejende adulte fugle trækkende mod øst ind i Kattegat fra slutningen af oktober og i november. I alt otte fugle i perioden 28/10-30/11.
Topskarv havde et godt efterår og blev iagttaget på 13 datoer med mindst otte forskellige fugle i perioden 22/8-9/12. Oktober blev den bedste måned med fund på seks datoer, heraf fire fugle 27-28/10.Thorshane sås 25/10 og 30/12 ved Grenen.


Halemejse, Skagen 20. oktober 2018. Foto: Knud Pedersen

Øvrige – mere bemærkelsesværdigede arter
I forbindelse med passagen af en regnfront fra syd 10/7 udløstes et massivt vejrtræk af Mursejler. I løbet af dagen trak 27.310 fugle mod øst. Ellers var sommeren ekstremt tør og varm. Det betød, at alle vådområder tørrede ud, og der ikke blev skabt temporære strandsøer, som kunne tiltrække vadefugle på nedtrækket. Eneste bemærkelsesværdige vadefugleobservation var en flok på ni Pomeransfugle som trak mod syd ved Grenen 22/8.
Som et af de eneste vådområder holdt Skarvsøen vand i hele tørkeperioden. Dette betød, at Grenens bestand af Vandrikser koncentreredes her i starten af august med op til 28 fugle fouragerende frit fremme ved søbredden 9/8. En flok på tre Sølvhejrer sås over Reservatet 30/9 og en enkelt trak forbi Grenen 10/10. Sorthovedet Måge optrådte sparsomt med blot to 1K fugle på Grenen 24/7 og endnu en 1K 13/9. Kaspisk Måge blev set på 14 datoer 20/8-15/12. Hyppigst i september med ni fugle. En enkelt 1K Middelhavssølvmåge rastede på Grenen 9/9.
Nøddekrige blev set på syv datoer i perioden 9/9-11/10, muligvis den samme fugl i alle tilfælde. Sumpmejse er en stor lokal raritet, og der er kun ganske få fund nord for Hulsig Hede. 17/8 dukkede en fugl op i Skagen By, og 21/8 var formodentlig samme fugl ude at vende på Grenen. Overraskende blev hele tre fugle ringmærket i perioden 12/10-17/11. En af de ringmærkede fugle var endvidere stationær ved foderplads på Nordlysvej året ud. Op til to Pungmejser opholdt sig ved Grenen 5/9-28/9, og endnu en fugl blev noteret 14/10. Hvidbrynet Løvsanger blev set 12/9 ved Poul Eeg Camping og fra Grenen var der fund 16/9, 29/9 og 1/10 (ringmærket). En Fuglekongesanger rastede ved Hulsig 15-16/11 og endnu en fugl viste sig flot frem i Byfogedskoven 19/11. Tre unge Høgesangere rastede på Grenen 15/9 og den ene blev ringmærket. Endnu en ung Høgesanger blev ringmærket på Grenen 5/10 og genfundet i området 7/10. En Rosenstær 1K var på trækforsøg på Grenen 1/11 sammen med en mindre flok Stære.
Af efterårets fem fund af Storpiber var de fire fra Grenen henholdsvis 19-20/9 (1), 6/10 (2) og 15/10 (1). Endvidere blev en fugl set ved Buttervej 7/10 og 14/10 – måske en genganger fra Grenen.
Det blev endnu et godt efterår for Hvidsisken i Skagen. Fra 3/11-27/12 blev der ringmærket 18 fugle. Hertil to enkeltfugle på trækforsøg Grenen 5/11 og 12/11 samt fire rastende ved Det Grå Fyr 8/11. For andet år i træk bød efteråret på en markant invasion af Stor Korsnæb. Efterårets første fugl 21/8 (han) Grenen var dog over en måned tidligere, end det egentlige influks startede i slutningen af september. I perioden 28/9-22/12 blev summen af fugle pr. dag på 500 – givetvis med en del gengangere. Største dag blev 13/10 (59). De fleste fugle blev set på trækforsøg ved Grenen eller rastende ved vandpytterne på P-pladsen til Den Tilsandede Kirke i Skagen Klitplantage.
Lapværling var meget fåtallig dette efterår. Der var kun følgende fund fra Grenen: 27/9-3/10 (1), 16/10-17/10 (2-3), 27/10 (2) og 13/12-31/12 (1). En Dværgværling blev ringmærket ved Grenen 4/10 og blev set igen på Grenen 7/10.


Oversigt over fugle ringmærket ved Skagen i 2018 af Morten Jenrich Hansen


Sjældenheder (SU-arter)
Det blev et ganske bemærkelsesværdigt andet halvår 2018 i forhold til forekomster af sjældenheder (SU-arter) i Skagen.
Allerede i starten af juli dukkede den første sjældenhed op i form af en rastende Triel på Grenen om morgenen 4/7 (G). Endnu en Triel blev fundet rastende på afblæsningsfladen i Råbjerg Mile 18/9 (G). I forbindelse med CES-ringmærkning 16/7 ved Jennes Sø opdagedes en Blå Glente på returtræk (G). Der er det sjette fund af denne eftertragtede rovfugl ved Skagen og det første fra juli. Efterårets helt store hit blev dog fundet af en rastende Stillehavslom 2K ved Grenen 13/8 (G). Fuglen sås dagligt i perioden 13/8-26/8 og igen fra 14/9 og helt frem til 25/11. Den rastede ofte sammen med flere både Sortstrubet Lom og Rødstrubet Lom tæt på land i Kattegat ud for ”Verdens Ende”. Det var en ny art for Danmark og dens tilstedeværelse trak hundredvis af twitchere til Skagen i løbet af dens lange ophold. Stillehavslom yngler i arktiske områder af det nordvestlige Amerika og det østlige Sibirien. Den overvintrer fortrinsvis i den nordlige del af Stillehavet. Der er ni fund af arten fra Storbritannien samt enkeltfund fra Spanien, Schweiz, Sverige, Finland og Norge.
En Brilleand 1K/hun rastede mellem Sortænder ved Grenen 17/10 (U). Et mindre influks af Gråsejler i Danmark i begyndelsen af november gav også en observation på Grenen 3/11 (U).
En Polarlomvie trak forbi Nordstrand og rastede herefter kortvarigt ved Grenen 29/10 (E) og 1/11 observeres yderligere to Polarlomvier ved Grenen (E).
Sjældne spurvefuglearter blev det også til. Først blev en Nordsanger 1K fanget og ringmærket ved Jennes Sø 8/9 (G). Det var det første fund fra Skagen og Nordjylland. Ringmærkerne slog igen til med fangst af en Blåstjert 1K han 24/9 (G) på Grenen. Fuglen blev set og fotograferet igen i Ellekrattet 25/9. Det var det andet fund af Blåstjert fra Skagen og det tidligste efterårsfund i Danmark. Skagens første fund var en ringmærket fugl fra Ellekrattet 26/5 2008.
En Mongolsk Piber 1K blev fundet i yderste klitrække mellem Grenen og Nordstrand 16/11 (G). Fuglen var stationær i området frem til 28/11, og twitcherne måtte igen en tur til Skagen for at se denne sjældenhed. Det var det fjerde danske fund af arten og det tredje fra Skagen, hvor to fugle blev set på Grenen 24/11-12/12 2012.


Glæde efter Stillehavslom, 14. august 2018. Foto: Christian Andersen Jensen

Ynglefugle
Efter sidste års rævemassakre i skarvkolonien i Skarvsøen ved Nordstrand, hvor omkring 240 reder af koloniens i alt 244 aktive reder blev præderet, gik det mere fredeligt for sig i 2018. I løbet af foråret genetableredes kolonien langsomt og endte på 148 aktive reder i juni. Skagen Fuglestation fulgte koloniens udvikling regelmæssigt gennem hele ynglesæsonen som et forskningsprojekt under Aarhus Universitet, Institut for Bioscience. Skarverne påbegyndte ynglesæsonen noget senere end normalt på grund af koldt vejr i marts. Også i 2018 sås Ræv ved kolonien, men kun ganske få reder blev præderet. Der blev i alt produceret ca. 100 flyvefærdige unger i kolonien i 2018, svarende til en ynglesucces på 0,7 unger/rede. I 2017 var der kun ni flyvefærdige unger på grund af Rævens prædation.
Skarvsøens bestand af Gråstrubet Lappedykker fik også revancheret sig i 2018. Efter en ynglesæson helt uden flyvefærdige unger i 2017 på grund af Ræv, blev der registreret 11 par og mindst seks aktive reder i 2018. Den helt lokale tranebestand var igen på to par i Reservatet og et par i Nedermose. Parret i Nedermose fik to flyvefærdige unger, mens resultatet for Reservatets to ynglepar er ukendt, da fuglene skjuler sig i områdets tætte vegetation i yngletiden.
Rørdrum ynglede igen i rørskovsområdet på Grenen. Første paukende han hørtes 31/3 og to hanner paukede regelmæssigt i området hele foråret. Mere sporadisk hørtes en paukende fugl fra Nedermose og Skarvsøen. Alt i alt 2-3 ynglepar.
Et par af Sortstrubet Bynkefugl ynglede igen ved Pælebakke Klit, og observationer af stationære fugle ved Buttervej gennem foråret indikerede også et ynglepar i dette område.