Af Poul Erik Sperling
Jan Skjoldborg Kristensen er født i et lille hus helt ude ved vandkanten ved Arup Holme, Feggesund i 1958. Så Jan er vokset op midt i naturen, med en far der var ivrig jæger og i et hjem med mange fugle – både duer, ænder og høns, og de havde også en del prydænder og fasaner, husker Jan.
I en periode havde de også en Musvåge, der ikke kunne flyve, i en voliere. Musvågen var blevet skudt af en af egnens unge knægte. Den var vingeskudt, så de satte den ind i en voliere og fodrede den med mus, rotter og Gråspurve, samt hvad de ellers kunne finde. Den kom sig, men kom aldrig til at kunne flyve igen. Da Jan skulle på efterskole forærede hans far den til Vildsund Dyrepark, hvor den kom til at sidde i en voliere med andre rovfugle. Det var før vildtplejestationernes tid.
Fra den tid husker han også, at han fik sin først fuglebog. Det var Fugle i Farver af Hans Hvass, og den kostede dengang den formidable sum af 14 kroner og 75 øre.
Jan ved Roshagemolen. Foto: Poul Erik Sperling
Jan var altid omgivet af fugle, og han husker især mange spændende augustdage ude på engene med jægerne. Dengang var der jo en ivrig vadefuglejagt i august, især på Hjejle og Stor Regnspove.
Jan tog også jagttegn så tidligt han kunne på ungdomsskolen, men så kom en periode hvor biler og kærester var mere spændende. Og med tiden kom der to døtre til. Jagt blev det aldrig rigtigt til siden.
Interessen for fugle kom dog igen i 1990'erne, denne gang
med kikkert i stedet, så nu kom Jan med i DOF. Forinden havde han været medlem af Biologisk Forening for Nordvestjylland (BFN), der på det tidspunkt var meget aktiv i områderne på Mors og i Thy. Den blev oprindelig stiftet af Holger Søndergaard, da han forlod NOK (Nordjysk Ornitologisk Kartotek, nu Nordjyllands Fugle) og flyttede til Thisted. Det er en forening der stadigvæk lever, de holder møder og kurser, laver ekskursioner, udgiver bladet ”NATURNYT” og en del bøger, især om planter og insekter.
Foreningen holder stadig til i Hummerhuset i Klitmøller, men ejer i dag også Tved gammel Skole, som Holger Søndergård testamenterede til foreningen ved sin død i 2015. Jan har for en del år siden siddet i deres bestyrelse i nogle år.
Jan er meget interesseret i foreningsarbejde, så sidst i 1990'erne kom han også med i DOF Nordvestjyllands bestyrelse og her er han stadig med. Han har i perioder været både formand eller kasserer for den.
Jan er også medlem af DOF's repræsentantskab og som han siger, det er ofte en lang rejse at komme med, men det giver også et nyt pust af oplevelser og mange samtaler med andre fuglefolk hver gang.
Jans fugleinteresse har mest fokus på det at komme ud i naturen, for eksempel er hans yndlingslokalitet Isbjerget og området deromkring i Hanstholm Reservatet, men også Vejlerne og Agger Tange aflægges ofte et besøg.
Jan kører kun langt efter sjældenheder, når det kan passe med noget andet, han skal. Han er mere interesseret i at kikke på fugle inde i landet og specielt at være med til at beskytte naturen. Han har derfor også siddet med i bestyrelsen for Nationalpark Thy i to perioder som repræsentant for DOF, et hverv som Poul Hald Mortensen siden har overtaget.
Ringmærket Svartbag, Hanstholm Havn 19. august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Fra Hanstholm Havn har Jan også hele to forskellige observationer af Ismåge. Andre pudsige observationer på havnen er bl.a. Skestork, Natravn og Sneugle, en ud af hele syv observationer af Sneugle ved Hanstholm.
Men det mest spændende skete dog i august 2006. Jan og John Kyed havde været ude at køre, og netop som John blev sat af og stod i døren, så Jan en stor fugl forsvinde hen over husene i byen. Direkte adspurgt mente Jan nok det lignede en Pelikan. Da John havde hørt, at der var set Pelikan i Tyskland, røg han i bilen igen! En eftersøgning i luftrummet og på markerne uden for Hanstholm gav ikke resultat, og John ville hjem for at spise. Jan kunne dog ikke lægge synet fra sig og kørte i stedet ud til grusgraven i Ræhr, og her stod den Krøltoppede Pelikan og vaskede sig. Danmarks første spontane!
Så blev der ringet til John Kyed igen, nu kan du godt smide gaflen og komme herud. Samme aften og næste morgen var der over 100 mennesker forbi for at se den.
En anden oplevelse havde Jan en dag inde i Hanstholm Reservatet. Her gik en rå og græssede med sit lam, da der pludselig kom en Kongeørn og ville slå lammet. Først gemte det sig under maven på moderen, men på et tidspunkt var det kommet fem meter væk fra moderen, og ørnen angreb igen. Moderen fik den bokset væk, så ørnen fik ikke rådyrsteg den dag.
Rejser og de store vingefang har altid været spændende. Jan har mange gange været på ørneture til Skåne og Færøerne, Østrig og Ungarn ligesom Ghana er besøgt flere gange. Af andre lande er Polen, Spanien, Portugal, Israel, Island og Azorerne blevet besøgt for at kikke på fugle.
Jans yndlingsfugl er Tranen, en statelig og flot fugl. Han husker tydeligt, da han fandt det først ynglepar udenfor Hansted Reservatet for mange år siden. De gik med to unger i en mose tæt ved Thisted Lufthavn.
Nogle af de værste oplevelser er, at de store områder omkring Arup Vejle og Østerild Fjord er blevet opdyrket til kornmarker i dag. Her var der tidligere rigtigt mange Klyder, husker Jan.
Jans erhverv er også tilknyttet Hanstholm. Han arbejdede i 34 år i Hanstholm Frysehus og havde herfra sin daglige gang på Havnen. I dag er han rejseleder og medchauffør ved Hanstholm Rejser de fem sommermåneder, og har her ca. 100 rejsedage over hele Europa. Derudover arbejder han fra oktober til nytår ved et ørredslagteri på Vestsjælland. I ledige perioder er han vikar på forskellige fiskefabrikker.
Om hvad der skal ske i den tredje alder, fortæller Jan, at han nok vil kaste sig mere ind i fugleinteressen og bruge mere tid på DOF arbejdet lokalt.
Nu er eftermiddagen ved at være brugt, og vi tager en tur ned på havnen, for at få et par fotos til denne artikel. Samt se lidt på nogle af mågerne.