Af Mette Hesselholt Henne Hansen
-en personlig beretning fra et grønt partnerskab, der forsøgte at bremste tabet af Danmarks mindste ugle.
Dér sad den. Preben Pedersen pegede den ud for mig: På hjørnet af en rusten, udtjent harve i Himmerland, nær ved leddet til en græsmark med køer.


I mit første møde med Kirkeuglen, opsummerede scenariet på en måde hele artens situation som dansk ynglefugl. Artens nære tilknytning til landbrugsdriften, og særligt til en driftsform med græsset eng, husdyrhold og varierede afgrøder, har undertiden givet den tilnavnet “husmandsugle”, og sammen med husmandsstederne og de mindre landbrug er Kirkeuglerne, ynglepar for ynglepar, forsvundet fra det danske landskab. Alligevel sad den dér på sin udkigspost og lignede en ubestridt konge af matriklen, mens dens citrongule blik holdt årvågent øje med både muligt bytte på græsset og mulige fjender i luften. Selv om vi egentlig besøgte kirkeuglelokaliteten i arbejdstiden for at tale med lodsejeren og sætte endnu en alternativ redekasse op på staldmuren, så varede det nogen tid, før jeg kunne løsrive mig og få mig til at åbne bildøren.


Kirkeugle, Himmerland 2015, foto: Mette Hesselholt Henne Hansen

I et par år af mit arbejdsliv havde jeg det privilegium, at artsindsatsen for Kirkeugle i Danmark havnede blandt mine arbejdsopgaver, idet jeg blev projektleder på det grønne partnerskabsprojekt “Hjælp Kirkeuglen”. Projektet, som blev finansieret i 2011 af Naturstyrelsen, var et samarbejde mellem de grønne organisationer DOF og DN, de tre kommuner, hvor kernebestanden af tilbageværende danske kirkeugler fandtes, Vesthimmerland, Rebild og Aalborg, samt Agri Nord, den største landbrugs-rådgivningsvirksomhed i området. I 2012 blev jeg ansat som naturrådgiver hos Agri Nord og overtog i den forbindelse projektledelsen.
Projektet havde til formål at bremse tilbagegangen i den danske kirkeuglebestand, der kun findes i Jylland, som fra måske at have været Danmarks mest almindelige ugle var styrtdykket til 35 kendte formodede ynglelokaliteter i Himmerland ved projektets begyndelse, hvoraf status på flere af lokaliteterne var usikker. Projektet byggede på to indsatssøjler:

1. Aftaler om fodring for at øge overlevelse og ungeproduktion i de tilbageværende par.

2. En længerevarende levestedsindsats med fokus på at etablere afgræsning af arealer tæt på redestedet og reducere ungemortalitet med sikre skjulesteder i udflyvningsperioden, sikring af vandingstrug m.m.

En vigtig del af begge indsatser var at etablere kontakt til de lodsejere, der havde Kirkeugler på matriklen, og at opbygge et netværk blandt dem, så indsatsen kunne forankres ud over projektets løbetid.


Kirkeugle, Himmerland 2015, foto: Mette Hesselholt Henne Hansen

Danmark ligger i den allernordligste rand af Kirkeuglens udbredelsesområde, og vores vinterklima betyder, at arten herhjemme er meget tæt knyttet til kulturlandskabet. I Sydeuropa finder man Kirkeugler ynglende i stengærder, klippesprækker og hule træer langt fra beboelsesområder, men herhjemme er den lille ugle frem for alt en gård-ugle. Mens føden i sommermåneder mest består af hvirvelløse dyr, særligt biller, betyder perioder med frost, at Kirkeuglerne bliver afhængige af kreaturstaldenes frostfri miljø, hvor mus og andre smådyr i staldene udgør menuen, når frost og sne gør græsarealerne utilgængelige.
Kirkeuglens lokale tilpasning til driftslandskabet har gjort den sårbar overfor landbrugets strukturændringer. Ligesom Toplærkerne herhjemme, der var knyttet til transportsektorens arbejdsheste, eller storkene, der fandt føde i ådalenes græssede enge, blev levestedskvaliteten for Kirkeuglerne lige så stille mindre, mens markskellene forsvandt, markerne blev større og afgrødevariationen mindre, og kreaturhold flyttede ind i staldene. Samtidig betød sammenlægningen af bedrifter, at der simpelthen blev færre driftsbygninger i landskabet, og dermed færre redesteder. Efter et par hårde vintre, der altid har betydet øget dødelighed for populationer, der befinder sig i den nordligste ende af udbredelsesområdet, var kirkeuglepopulationen i 2011 på det laveste niveau nogensinde.


Kirkeugle, Himmerland 2015, foto: Mette Hesselholt Henne Hansen

Da jeg kom til Agri Nord i 2012, havde den tidligere projektleder Svend Lassen allerede gjort et stort arbejde med at besøge kendte ynglelokaliteter og inddrage lodsejerne i projektet. Frivillige fra DOF havde bidraget med at forsøge at lokalisere yderligere par, og hos Agri Nord blev kunderne inddraget i at forsøge at etablere kontakt til ejendomme med Kirkeugler. Vores “kirkeugleværter” tog generelt godt imod indsatsen: De fleste anede ikke, hvor unik deres lille beboer var blevet, men var de vokset op på egnen, kunne langt de fleste berette om, hvordan der i deres barndom havde været Kirkeugler på stort set hver eneste ejendom, og hvordan uglens karakteristiske skarpe kald havde været en fast del af skumringslydene i det tidlige forår. Vi blev budt velkomne de fleste steder, og lodsejerne deltog gerne i arbejdet med fodring. Kirkeugler er specialiserede jægere. Deres naturlige bytte spænder lige fra ørentviste, regnorme og biller til mus, frøer og småfugle – men de tager ikke ådsler. Når de alligevel accepterer daggamle kyllinger som foder, mener man, at det skyldes, at ugler i perioder med rigeligt bytte gerne samler et lille forråd ved redekassen. Vores kyllinger blev betragtet som “gemt bytte” fra egen eller magens jagt. De værter, der fodrede, berettede om gode kuldstørrelser – nogle steder op til seks unger. Kirkeuglens unger forlader redekassen et par uger, før de er i stand til at flyve og gemmer sig herefter i små hulrum, brændestabler og lignende, hvor de stadig fodres af forældrefuglene. En af værterne, som var bekymret for, at hans hunde i denne periode skulle dræbe ungerne, opfandt en “ungekasse”, en ekstra redekasse placeret på jorden nær reden, hvor ungerne selv kan søge hen. Det var en øjeblikkelig succes. Samme dag han placerede kassen på jorden, søgte de fire unger i kuldet ind i kassen, og forældrefuglene fodrede dem herefter inde i ungekassen.

Generelt rummede opgaven med at lokalisere ynglepar mange skuffelser. Ved de fleste af de lokaliteter vi blev henvist til, fortalte beboerne samme historie. De havde haft ynglende Kirkeugler i mange år, men ikke de sidste sæsoner. Ofte hørte vi vendingen: “Jeg tror de forsvandt samtidig med kreaturerne”. Flere af de steder, hvor vi stadig fandt ugler, var der enlige fugle tilbage, eller par som lagde sterile æg. Vi opsøgte naboejendomme til de lokaliteter, hvor der stadig var ynglesucces, og satte kasser op i nærområdet, hvor fourageringsmulighederne så gode ud. Men ungerne forsvandt efter udflyvningen, og vi fandt aldrig eksempler på nyetablerede ynglepar fra kuldene i vores projekt. Af og til blev vi kontaktet angående nye lokaliteter. Som regel drejede det sig om fejlbestemte fugle – oftest Natugle og Tårnfalk – men af og til fandt vi gylp fra strejfende Kirkeugler. I 2013 modtog vi en lydoptagelse, der umiskendelig var fra en Kirkeugle. Vi besøgte lokaliteten, og lodsejeren var meget interesseret i at få en kasse. Tre dage senere sendte han os et foto med teksten “så er der ugle i kassen!”. Ugen efter fik vi et nyt foto: “Nu er der to!”. Det ny-etablerede ynglepar var overraskende på flere fronter. Dels var det over 30 kilometer fra nærmeste kendte ynglepar, hvilket er noget over Kirkeuglens normale spredningsradius, og dels var begge forældrefugle uden ringmærkning, så de stammede ikke fra projektets ynglepar. Dette var det første konkrete bevis på den “skyggebestand” af ukendte fugle, som generelt forsøges medtænkt i populationsestimaterne.


Kirkeugle, Himmerland 2015, foto: Mette Hesselholt Henne Hansen

Jeg forlod projektet i 2015, og siden er endnu et nyt ynglepar dukket op, igen relativt langt fra kendte par. Til gengæld forsvandt flere af de oprindelige par i projektet, og ved projektets afslutning i 2017 var der kun 12 par tilbage, heraf fem med ynglesucces. I populationsbiologien taler man om fænomenet “Allee-effekt”. Den gennemsnitlige individuelle fitness, forstået som individets forventede livstidsreproduktion, falder jo mere populationens tæthed falder – primært fordi sandsynligheden for at overleve længe nok til at finde en mage og etablere et ynglepar bliver ringere. Måske er der så få Kirkeugler tilbage i Danmark, at Allee-effekten ubønhørligt fastholder populationens tilbagegang. Den optimistiske vinkel er, at de seneste to nye ynglepar trods alt demonstrerer, at der findes en skyggebestand af Kirkeugler i Danmark endnu. Projektet opnåede ikke sit mål om at vende tilbagegangen, men det skabte opmærksomhed og lokal entusiasme omkring de sidste danske Kirkeugler. Og måske er der ændringer på vej i landskabsforvaltningen, som kunne komme Kirkeuglerne til undsætning. De seneste år har Den Danske Naturfond investeret i ådalsprojekter og afgræsningsprojekter i Himmerland, og idéen om at etablere større, helårsafgræssede arealer fylder i øjeblikket meget i naturdebatten. Hvis vores landskab igen tilbyder levesteder i form af græssede ådale og enge, kan det endnu ske, at vi får lov at beholde Kirkeugler i Danmark. Hvor der er liv, er der håb.

Tak til de mange engagerede kræfter i projektet, ikke mindst: Preben Pedersen for en markant og utrættelig indsats, Den oprindelige projektleder Svend Lassen, Michael Palsgaard Andersen og Mette Højgaard Jensen, som førte projektet til ende, vores kommunale projektdeltagere: Karen Clausager (Rebild Kommune), Per Egge Rasmussen (Vesthimmerlands Kommune), Ole Henriksen (Aalborg kommune), Benny Kristensen, Klaus Dichmann og Thorkild Lund fra DOF, Karin Hjortshøj fra Naturstyrelsen, de øvrige medlemmer af styregruppen gennem årene, vores mange engagerede kirkeugleværter og alle de frivillige, der har hjulpet.