Af Thorkild Lund
I denne oversigt indgår de to skove, Tofte Skov og Høstemark Skov, og den tilgrænsende mose, omfattende højmosen, der er relativt uforstyrret og den opdyrkede og afgravede del, som nu er genstand for et storstilet genopretningsprojekt. Skovene har i mange år været hegnede, og nu er også den tidligere opdyrkede del blevet hegnet med et 27 km langt og 2,30 m højt hegn, indenfor hvilket der er blevet udsat Elg og Kronhjort.


Skønt tørvegravningen først sluttede så sent som i nullerne, er der sket en voldsom tilgroning af birk, pil og fremvokset udstrakte tagrørskove, der har gjort det vanskeligere år for år at danne sig et overblik af ynglebestanden af fugle, hvilket skal tages i betragtning, når det følgende læses. Gennem den dynamik, der udfolder sig, når naturen vender tilbage, ændrer sammensætningen af fuglelivet sig også. Det ændrer dog ikke ved den kendsgerning, at Lille Vildmose er en af landets betydeligste fuglelokaliteter.

Efter mange år på tegnebrættet blev 2017 endeligt det år, hvor genetableringen af Birkesø skulle realiseres. Birkesø var en af de oprindelige fire centrale søer i Lille Vildmose og var blevet tørlagt så tidligt som i 1762. Et stort entreprenørarbejde har været påkrævet, især fordi strækninger af den gamle søbred var blevet fjernet under tidligere års tørvegravning. De første drængrøfter blev sløjfet allerede i september og naturen kvitterede hurtigt ved at dele af den kommende sø kom til at stå under vand. Hundredvis af Viber, Hjejler og Brushøns og især svømmeænder indfandt sig. Den 6. december blev der ”åbnet for sluserne”, idet skottet, der spærrede for tilløb af vand fra Tofte Sø, blev fjernet. I løbet af en måned var søen fyldt og en mængde fugle indfandt sig.


Pibeand, Sangsvane m.m., Birkesø 8. november 2017, foto: Jan Skriver

Specielt gæs og svaner valgte søen som nattesæde (Canadagås 3500, Sangsvane 2300, Grågås 1150, Sædgås 1100 samt 6800 svømmeænder). Et nyt kapitel er startet i nordjysk ornitologi. En masse fugleoplevelser venter. Næste år kan vi se frem til en spændende artikel her i ”Nordjyllands Fugle” om Birkesø og fuglene.
2017 var en dårligt yngleår for fuglene i Lille Vildmose. Det kan der være flere grunde til, men vejret har sikkert været en væsentlig årsag. Sidste halvdel af april og første halvdel af maj var usædvanligt nedbørsrige og blæsende. Det kan være en af årsagerne til, at Kongeørn i både Høstemark Skov og Tofte Skov mislykkedes med at yngle (se nedenfor). Visse uger faldt der usædvanlig megen nedbør, således i uge 23, hvor Hættemåge havde halvstore unger i rederne, og hvor vandstanden steg så meget, at mange af rederne stod under vand, og ungerne omkom. De øer og tuer, hvorpå rederne var anbragt, stod nu spredte, og prædatorer som Rørhøg, Sølvmåge, Odder, (Mårhund?) havde let adgang til at tage sig af de sidste.


Rørhøg, Lille Vildmose 6. oktober 2017, foto Mette Berg Hansen

De to kolonier langs Hegnsvej og kolonien i de nordlige Moufenner rummede den 5. maj 1050 par. Så vidt vides kom der ikke en unge på vingerne. Rørhøg har de seneste år ynglet i rørskoven med op mod 10 par. I år var der imidlertid kun 3-5 par. Som tidligere år indfandt der sig mange både unge og gamle fugle i april, men hen over sommeren blev der tydeligt færre, og kun et par fik med sikkerhed unger på vingerne.
Siden Kongeørn etablerede sig som ynglefugl i Høstemark Skov har parret på skift benyttet og bygget på to reder med 80 meters afstand. Rederne blev tilset den 22. februar, og den ene var ikke overraskende blevet udbygget. Den 14. april langt henne i yngletiden blev parret set parre sig. Først i slutningen af maj blev reden igen besøgt, på et tidspunkt, hvor der normalt set fra jorden plejer at være en halvstor unge i reden. Der var intet at se, end ikke et dun på redekanten. Den 6. juni entredes reden, og kun nogle efterladte æggeskaller vidnede om yngleforsøg. I Tofte Skov er ”enken fra det gamle par” fortsat til stede og ser ud til at have fast ophold omkring parrets yngleplads. Den ses ofte flyve territorieflyvning både over skoven og højmosen. Fra tidligt forår blev der flittigt holdt øje med det nye kongeørnepar, som etablerede sig i skoven sidste efterår. Den 12. marts lykkedes det at finde parrets rede i en ikke særlig imponerende skovfyr. Den 22. maj var det så tid at besøge ørnereden. Forinden var begge ørne blevet iagttaget, men ved reden var der ikke tegn på unger. I græsset under reden lå dog et helt og stinkende æg, som er afleveret til Zoologisk Museum. Den 6. juni var Jan Tøttrup oppe i redetræet og undersøgte reden nærmere. Intet tydede på, at der havde været unger.


Sølvhejre, Lille Vildmose 26. september 2017, foto: Jan Skriver

Havørn i Tofte Skov har i år ynglet med succes i den samme rede, som blev benyttet i de to foregående år. I slutningen af marts lå en af ørnene dybt i reden, og medio maj kunne der med sikkerhed ses, at der var to unger i reden. Den 12. juni ses begge unger på reden, hvor de øver sig inden den første flyvetur. Der blev ikke ringmærket havørneunger i år.
Igen i år var der ynglende Sangsvane, samme sted som i 2016. Og som i 2016 endte det hele med at ingen af ungerne nåede at blive flyvefærdige. Først var der fem, så fire, tre, to og til sidst én, der nåede at blive godt og vel halv så stor som forældrefuglene. Denne tilbageværende unge blev sidst set den 28. juli. Her kan der vist kun være tale om prædation. Den mest nærliggende tanke er, at der er tale om Odder. Bemærkelsesværdigt var det også, at Grågås og Knopsvane i mange tilfælde blev set med kun en eller to unger. Også disse to arter havde et dårligt år. Til gengæld så det ud til at Trane havde en vellykket ynglesæson. Ved Bredsig i Høstemark Skov fik et tranepar en unge på vingerne, og i Mellemområdet var der mindst fem par, hvoraf tre var ungeførende. Som tidligere år opholder der sig størsteparten af året en større flok ikke-ynglende Traner i mosen, største antal var den 14. september med 84 fugle. De trækker gerne ud på de omgivende marker i dagtimerne, men flyver ind i mosen til overnatning.
En art, der ses hyppigere og hyppigere er Mosehornugle, der bortset fra de egentlige sommermåneder er regelmæssigt forekommende. Dette efterår dog kun ganske få. Den bør bestemt regnes med som en mulig fremtidig ynglefugl.


Mosehornugle, Lille Vildmose 18. marts 2017, foto: Jan Skriver

Nok er det vanskeligt at spotte mange af arterne i rørskoven. Men tre arter lyser op, Skestork, Sølvhejre og Silkehejre. Alle tre arter har været til stede hen over sommeren. Sølvhejre blev til midt i november og Silkehejre året ud.
For relativt få år siden var Taigasædgås helt overvejende den hyppigste vintergæst af alle gåsearter i Lille Vildmose, men i de senere år ses der hundredtallige flokke af Grågås, Kortnæbbet Gås, Blisgås, Bramgås og Canadagås i kortere og længere perioder i mosen. Den nordskandinaviske bestand af Taigasædgæs har en af sine vigtigste overvintringslokaliter her. Største antal i 2017 var 1750 den 27. januar. Arten har de senere år været genstand for et større forskningsprojekt under DCE, Kalø med aktiv deltagelse af lokale ornitologer. Her henvises til artsgennemgangen andetsteds i denne rapport. Endvidere er der blevet bragt en artikel i DOFT, 2017 nr. 4 (Fox A. et al.: Recent status an changes in abundance of Taiga Bean Geese wintering in NE Jutland).


Musvåge har fanget en snog, Lille Vildmose 15. maj 2017, foto: Jan Skriver

Den omlægning af driften, der har fundet sted i Tofte og Høstemark skove de seneste år med omfattende rydning af Sitka og genopretning af hydrologien har gavnet en række arter. De nye vådområder har tiltrukket Dobbeltbekkasin, Rødben, Plettet Rørvagtel, Vandrikse og Krikand. Skovrydningerne har gavnet Rødrygget Tornskade, der nu omfatter en ynglebestand på mindst 30 par i både Høstemark Skov, Mellemområdet men flest i Tofte Skov-landskabet. Hertil kommer nytilkomne arter som Sortstrubet Bynkefugl og Hedelærke. Gammelskovsindikatorerne, Grønspætte og Sortspætte, er set og hørt i både Høstemark Skov og Tofte Skov, uden det er lykkedes at påvise sikre ynglefund.
I det 2200 ha store hegn blev der i 2015 udsat 10 Elge og 22 Krondyr. Elgene fik i 2017 to kalve, krondyrene har det været lidt sværere at følge. Hensigten er at opnå en bestandsstørrelse på omkring 50 Elge og 200 Krondyr. Det anses for at være et passende antal for at holde den uønskede vækst af pil og birk nede, hvilket er den væsentligste begrundelse for at hegne og udsætte disse dyr. Uden dog målrettet at opsøge mennesker, er specielt elgene meget lidt sky, og deres tilstedeværelse er blevet et stort tilløbsstykke i mosen.