Tekst og akvareller: Jens Gregersen
Nær udmundingen af Mariager Fjord ligger Treskelbakkeholm i Ajstrup Bugt. Engang en græsklædt holm delt i to, nu en langt større ø på 28 hektar. Det skyldes, at man udplantede Vadegræs (Spartina). Den mod nord nærtliggende, meget lille, Lemos Pold betragtes fuglemæssigt som en del af Treskelbakkeholm, nu kun adskilt med få hundrede meter.


Sagen er, at Treskelbakkeholm ikke hører ind under det område, som Nordjyllands Fugle dækker, men berører grænsen, mens den nu efterhånden borteroderede Lemos Pold lige akkurat er nord for den gamle amtsgrænse.

Hvor om alting er, Treskelbakkeholm er en fugleø af den i sin tid klassiske type med store bestande af måger, terner og vadefugle. Arter som Klyde, Sandterne og Splitterne, altså af den eksklusive type, som der har været en stribe af i Nordjylland, hovedsageligt i Limfjorden.

Kendetegnende for disse øer er, at det har gået op og ned med ynglefugle bestandene. Dog har de gennemgående været stabile med store levedygtige kolonier af Hættemåge, der er kendt for at være en garanti for en variation af ynglefugle, lige fra ænder, vadefugle og til terner.

Ikke alle disse øer var tidligere beskyttet mod færdsel. Men de var beskyttet mod indvandring af ræv, fordi lokalbefolkningen var interesseret i at have fuglekolonierne hovedsageligt til ægindsamling, som spillede en rolle mere eller mindre som konsum i befolkningen endnu i 1950erne. Det vides ikke, om det også var sådan på Treskelbakkeholm, som hørte ind under Overgaard Gods på sydsiden af fjorden.

Fælles for en lang række ynglefugle øer er, at de blev beskyttet mod færdsel i yngletiden fra 1976 som følge af en indstilling fra DOF i 1971. De blev til Vildtreservater under det daværende Vildtbiologisk Station. I dag administreres øerne af Naturstyrelsen. Hele denne del af fjorden er en del af et stort EU Fuglebeskyttelsesområde – eller habitats/Natura 2000 område; med udgangspunkt i de gamle Ramsar områder og benævnes nu som Naturreservat Mariager Fjord.

I Mariager Fjords ydre dele er der udover Treskelbakkeholm også øen Pletten, som ligger lidt længere ude; en større delvis rørskovsbevokset ø, men i dag uden kolonirugende fugle som sådan. Der var også andre øer, men de forsvandt efter inddæmningerne i 1967. Overgaard Gods foretog en skandaløs inddæmning på dette sene tidspunkt, helt på egen regning. Det var også dem, der udplantede Vadegræs, som på mange måder ændrede Treskelbakkeholm.


Ynglefugletælling på Treskelbakkeholm, foto: Ivar Høst

Vadegræsset bredte sig mod vest ud fra den eksisterende holm. I takt med at tuerne invaderede vaden, blev der opslemmet materiale og øen voksede med flere hundrede meter mod vest. Selve Treskelbakkeholm forblev uændret, kreaturer græssede herude endnu i 1970erne og måske også senere. Kreaturerne havde ikke adgang til Vadegræs-området, så det bredte sig bare. Denne nye habitat, udelukkende bestående af Vadegræs, var et tæppe af grove halvmeter lange strå. Det særlige ved Vadegræs- området er, at der vedblev at være mere eller mindre åbne vandområder som damme og strømrender inde imellem bevoksningen. Dog groede det hele efterhånden til, ganske massivt.

Vadegræsset er hele tiden blevet betragtet som et problem set ud fra et fuglemæssigt synspunkt. Først og fremmest fordi tilgroningen mindsker vadefladerne, som i forvejen blev indskrænket i Mariager Fjord, da hele den ydre del som nævnt blev inddiget i 1967. Fjorden er en vigtig rasteplads, men navnlig har den betydning for Lysbuget Knortegås og Lille Kobbersneppe. Derfor har man fra kommunal side iværksat en handlingsplan for Vadegræsset.


Flok af Lille Kobbersneppe over Treskelbakkeholm, foto: Ivar Høst

I 2013 blev det slået i bund. Dernæst er der udsat flere hundrede får, som er effektive til afgræsning af Vadegræs, og som går der hele sommeren. Man har endda lagt vand derud, fordi der nu er langt flere dyr end dengang man havde kreaturer på holmen. De kunne drikke af oppumpet grundvand på selve Treskelbakkeholm, hvor der var hegnet mod Vadegræs delen. Afgræsningen ved får i mængder har vist sig at være effektiv. Strandengen er på vej tilbage, og det er fint for knortegæssene. Først og fremmest er en videreudvikling af Vadegræssets ekspansion forhåbentlig stoppet.

På den måde har Treskelbakkeholm ændret sig. Fra at være et område delt af den gamle holm og vadegræsdelen, bliver det efterhånden én stor græsflade. Konturerne af den gamle holm vil dog altid træde frem, fordi den er noget højere end vadegræsområderne.

Men ynglefuglene - hvordan står det til med dem? Undertegnede har optalt ynglefuglene siden 1997, ikke altid årligt, men regelmæssigt i disse 20 år. Det er skovfoged Ivar Høst fra Buderupholm Skovdistrikt (Naturstyrelsen), der kommer her hvert år, med assistance fra lokale ornitologer som Anders Horsten, Lars Tom-Petersen, Max E. Nitschke og Peter Lange samt undertegnede.


Splitterne-kolonien på Treskelbakkeholm i 2009, hvor bestanden var størst, foto: Ivar Høst

I 1970erne kom Henrik Brandt årligt på Treskelbakkeholm. Dengang ynglede der Sandterne på holmen. De fløj op til den store højmoseflade i Tofte Mose og fouragerede der. Der var også en Splitterne-koloni og naturligvis Hættemåger. Da jeg begyndte at komme på Treskelbakkeholm i 1997, var det stadig en ø rig på ynglefugle. Der havde dog været et par nedture, hvor meget var borte på grund af ræve. Men det billede som mødte mig, var en meget varieret fugleø med store bestande af Hættemåge, Stormmåge, Fjordterne, Havterne, Klyde og Rødben. Der var også mange svømmeænder som Gråand, Spidsand, Knarand, Skeand og måske Pibeand. Sandternerne var borte, om end der florede et rygte om, at den stadig fandtes der. Fjordternerne var der stadig, så det var da oplagt, at de kunne ligge i ly mellem Hættemågerne og Fjordternerne.

Sølvmåge var der også, men i fåtal sammen med Sildemåge. I 2008 var ynglefuglesammensætningen stadig den kendte, men nu med over 1000 par Sølvmåge, og der var kommet Splitterne, som toppede med 935 par. Og der var stadig 134 par Klyder, en art som årene forinden havde været oppe på 250 par. Treskelbakkeholm var i en årrække toplokalitet for Klyden, men snart begyndte det at gå ned ad bakke. I 2016 var der kun to par, men 8450 par Sølvmåge. En række arter var nu borte, også svømmeænderne.

Der var dog kommet to nye arter til, først Skarv og dernæst Skestork i 2012. Skestorkene led under, at Vadegræsset blev fjernet. Ikke at den ikke kan tåle lav vegetation, men denne totale slåning var for meget, fordi Skestorkene kom til området, da der stadig var højt Vadegræs. Det bevirkede i øvrigt, at de var svære at observere. De første år vidste vi, at de var der, men de blev ikke opsøgt. Det er uvist om de rigtigt har fået fodfæste, men de findes nu som ynglende i Mariager Fjord, hvor de først etablerede sig på Muddermarens Ø på sydsiden overfor Hadsund.

Udviklingen i ynglefuglene på Treskelbakkeholm illustreres af skemaet hvor alle optællinger, foretaget af undertegnede og Ivar Høst, er vist for perioden 2008-2016. Dertil er vist tallene fra 1997 og 2000. De taler for sig selv, og beskriver den udvikling der er sket på talrige fugleøer landet over, ikke mindst i Limfjorden, hvor Klyden i dag er gået stærkt tilbage. Det samme for Hættemåge, og ikke mindst Splitterne, som slet ikke yngler i Limfjorden længere. Derimod er antallet af Sølvmåge og til dels Sildemåge gået stærkt frem. Som et plaster på såret er Skestork kommet til. Og jo, Skarven ikke mindst. Men den bekæmpes af Naturstyrelsen i overensstemmelse med den nationale forvaltningsplan. Skarven bekæmpes også på Treskelbakkeholm.

Det skal pointeres, at hovedparten af de kolonirugende ynglefugle altid har været på selve Treskelbakkeholm og ikke i Vadegræs delen. Dog har Havterne og Klyde gerne været fordelt langs bredderne af Vadegræs området. Inde i Vadegræsset har der typisk været Grågås, Knopsvane og forskellige svømmeænder. Sølvmågerne har bredt sig over hele Vadegræs området, efter at de begyndte på den gamle holm. Som det fremgår af skemaet er det Sølvmåge og Skarv som er de absolut dominerende ynglefugle.

Skarven ville have været i endnu større antal, hvis den ikke blev bekæmpet. Det er spørgsmålet hvad Sølvmågerne lever af, et bud er Strandkrabbe, men det er givet mangeartet. Hos Skarv er der påfaldende mange Fjæsing; de ses meget i den gylp de af skræk afleverer, når de bliver forstyrret. Poul Hald-Mortensens omfattende fødeundersøgelser af Skarvens føde viser, at Fjæsing er et markant byttedyr i såvel Tofte Sø kolonien som Treskelbakkeholm.

Spørgsmålet er, hvor mange Sølvmåger vil der kunne være. I 2016 virkede det som om, øen var udnyttet optimalt. Desværre på bekostning af alle de mange andre arter som fandtes. Desværre kan man sige, fordi Sølvmågens succes er menneskeskabt; ikke af én bestemt faktor, men af en lang række ting som har favoriseret den. Sølvmågens føde Strandkrabbe er for eksempel en følge af forøget næring i vandene.

Vi har den fuglefauna vi fortjener, gennem tiderne kulturpåvirket, mere eller mindre.