Af Brian Ravnborg
Efter der havde været set Sibirisk Jernspurv ved Gøteborg, havde jeg brugt en del fridage og eftermiddage på at eftersøge spurven på kyststrækningen nord for Frederikshavn og ude på Hirsholmene.
Den 9. november skulle være en dag uden jagt på Sibirisk Jernspurv. Om morgenen havde jeg lavet en aftale med værkstedet i Hirtshals om, at jeg skulle have skiftet til vinterdæk.


Som altid når bilen er til tjek, går jeg en tur i det nærliggende område, som er et af mine absolutte ynglings lokaliteter. Som det første, går jeg ned omkring en plads, hvor der gennem de seneste mange år har været opmagasineret en del store granitsten. Området bliver gennemgået, som jeg har gjort så mange gange før. Da jeg når til enden af området, ser jeg, i et havtornekrat omkring 100 meter derfra, en lille fugl flyve op som en fluesnapper. Jeg får kikkerten på fuglen, og ser en tydelig Husrødstjert. Jeg havde kort tid inden været nede og se Østlig Husrødstjert på Bønnerup Havn, så denne skulle bestemt tjekkes ud. Måske stod jeg med et østlig hit.

Sibirisk Jernspurv, Hirtshals 22. november 2016, Foto: Kis Boel Guldmann

Jeg går hen til krattet, men Husrødstjerten er som sunket i jorden. Da jeg når rundt på den anden side, ser jeg pludselig en lille fugl sidde stille helt i toppen af krattet, kikkerten kommer igen på, og det første der springer i øjnene er de karakteristiske hovedtegninger for Sibirisk Jernspurv. Jeg står på omkring tre meters afstand og har fuglen i fuldt medlys fra morgensolen. Min puls går fra nærmest 0 til 100 på en tid, der får selv en Ferrari til at ligne en skildpadde.
Med fuglen siddende fremme, får jeg ringet til den lokale birder Lars Pedersen. Fuglen flyver nu ned i krattet, og mens jeg venter på ”vidnet”, får jeg meldt fuglen ud på Birdalarm. Efter ca. 10 min kommer fuglen frem i den ene side af krattet. Her sidder den, da jeg ser Lars’ bil trille ind. Den sidder der stadig, da han stiger ud af bilen, og så er den væk…
Herefter kommer den længste time i mit liv. Fuglen er som sunket i jorden, der kommer flere folk til, og jeg må igen og igen fortælle, at den fløj lige præcis, da den første birder nåede frem og nej, jeg havde ikke kamera med.
Efter en time bliver de fremmødte enige om at prøve at afspille stemmen. Første forsøg fra en jorddynge lige ved foden af krattet gav ikke resultat. Andet forsøg, lidt derfra, gav øjeblikkeligt pote, fuglen kom flyvende til og landede igen i toppen af krattet. Efter at der var gået en time, hvor man mere og mere mistede troen på, at den vil blive genfundet, var det en kæmpe lettelse, da der lød et brøl - ”DEN ER HER!!!”.
Efterfølgende har det været fedt at møde op i Hirtshals og tale med birdere fra hele Europa.