Af Lars Mogensen
Nørreådalen – tidligere et storkeparadis
Tidligere var Nørreådalen et storkeparadis. Store engstrækninger med høslet, afgræsning og vinteroversvømmelser var dominerende. Netop dette skabte ideelle betingelser for en rig og varieret flora og fauna.
Formentlig ynglede omkring 100 par Hvid Storke i Nørreådalen i 1850-erne - alene på mejeribygningen ved Viskum Hovedgaard ca. 20 par omkring 1890. I 1934 var der ifølge Skovgaard kun et par tilbage her. Løvskal var et andet storkeparadis i ådalen med op til syv par alene på én gård i 1907. Sidste par ynglede her i 1925.

Hvid Stork har siden 1950-erne været fraværende som ynglefugl i Nørreådalen. Det sidste par var i Vejrumbro i 1951, hvor den ynglede på den nu nedlagte Vejrumbro Købmandsgaard.
Dette par skabte en del furore, idet en af de voksne fugle omkom i et ledningsnet på det værst tænkelige tidspunkt, hvor parret havde unger i reden. De lokale borgere handlede resolut: der blev sat en stige op til reden, så der kunne lægges foder op til ungerne. Projektet lykkedes, ungerne kom på vingerne. Det var desværre det sidste man så til ynglende Hvid Storke i Nørreådalen. I 1952 kom kun en enlig stork på reden.


Storkeparret på reden i Øby, formiddag d. 1. august 2016. Foto: Kirsten Bruun Møller


Årsagen til tilbagegangen af storkepar må tilskrives, at Nørreåen og Nørreådalen gennem tiderne har ændret sig markant gennem regulative bestemmelser. Nørreåen markerer sig specielt ved, at den, modsat andre å systemer, har den højeste vandstand i sommermånederne. Dette skyldes åens langsomme fald kombineret med stor grødevækst i sommerperioden.
Siden 1920-erne blev der af dyrkningsmæssige årsager arbejdet intenst på at gøre åen bredere. Dette arbejde fortsatte indtil et regulativ trådte i kraft i 1954. Her iværksatte man en markant udvidelse af åløbet, så engene omkring Nørreåen bedre kunne opdyrkes. Dyrkningen nåede sit højdepunkt i 1970-erne, hvor en del engarealer blev til kornmarker. Disse er sidenhen blevet opgivet grundet sætninger i ådalen, tillige med stigende vandstand i Nørreåen. Nørreådalen er i dag mange steder ved at gro til, men stadig findes der pænt store arealer med høslet og kreaturafgræsning.

Potentiale for storke i Nørreådalen og et fremtidigt storkeparadis?
Næsten årligt har vi haft besøg af Hvid Storke i Nørreådalen. Dog som oftest kun på kort visit.
Således har der siden 2002 ifølge DOFbasen været besøg af storke i området mellem Vejrumbro og Skjern Hovedgård i årene 2002, 2004, 2006-2008 og 2010 til 2016. Disse storke har ofte været par, som indimellem har besøgt og endog overnattet i de lokale storkereder ved Vejrumbro, Torsager og Øby.

Desværre blev disse storke der i reglen kun et par dage eller tre. Vi lokale fuglefolk har altid undret os over, hvorfor de ikke blev længere. Fødegrundlaget skulle være i orden. Men samtidig ved vi også, at storke er sociale fugle og derfor helst opholder sig i nærheden af andre ynglende storkepar. Så afstanden fra den sydslesvigske bestand og til det midtjyske område er stort, og vi betragtede dette som en barriere for ynglende storkepar i området.
Lige indtil 2016, hvor håbet om et fremtidigt ynglende par pludselig blev vagt.

Storkenes ankomst og overnatning i lokalområdet.
Den 22. juni 2016 ankom to storke om eftermiddagen til området omkring Viskum Hovedgård, og de blev i Nørreådalen indtil d. 27. august. Det drejer sig med al sandsynlighed om yngre fugle. Normalt yngler storke fra 3-4 års alderen. Storkene ankom for sent i forhold til at kunne nå at yngle, idet et storkepar for at få ynglesucces helst skal være ankommet inden 10. maj. Vi lokale og andre storkeentusiaster forventede da heller ikke tiltag i den retning. Vi har jo ofte haft korte besøg af Hvid Storke i Nørreådalen.

De to storke ankom sammen, men dannede ikke par i begyndelsen. De fulgtes ad. Og så alligevel ikke helt. Dette bekræfter overnatninger på Viskum Hovedgård i perioden fra den 22-26. juni, hvor de gik til overnatning på hver sin gavl. Et særdeles flot skue i øvrigt med stork på kirken og de store lader. Dette sendte nostalgiske tanker tilbage til storkenes storhedstid ved Viskum.
27-30. juni overnattede storkene hver for sig i de lokale storkereder i Torsager og Øby.
Fra 1. juli overnattede de pludselig begge i reden i Øby, og de opførte som sig herefter som et par. De næste uger overnattede de primært i Øby-reden og benyttede desuden reden til rast i dagtimerne mellem fourageringsperioderne. Parret knebrede ivrigt ved ankomst og viste den røde strubepose. De byggede og restaurerede ofte på reden, rettede på grene, kom jævnligt med redemateriale og parrede sig ofte. Midt i august var det reden i Torsager, der blev benyttet, -her overnattede de i 10 nætter. De sidste dage inden afrejsen den 27.august benyttede de udelukkende Øby-reden.


Hannen bringer nyt redemateriale til reden i Øby. Hentet lige neden for reden på nyslået eng. 28. juli 2016. Foto: Lars Mogensen


Fourageringsafstande og valg af føde-biotop i Nørreådalen:
Undersøgelser fra Polen har vist, at et storkepar på optimale storkelokaliteter får dækket størstedelen af deres fødebehov indenfor en radius af 400-1600 meter fra redestedet. For den fåtallige danske bestand gennem de sidste mange år, har afstanden været meget større - helt op til 8 km i radius fra reden og i gennemsnit henved 4 km.
Jeg har undersøgt afstanden til givne foretrukne fourageringssteder for storkeparret i Nørreådalen i forhold til de to foretrukne redesteder i området. ”Vores” par har efter danske forhold søgt føde ganske nær rederne. Fourageringsafstanden fra Øby-reden har været 400-2800 meter, med et gennemsnit på ca. 1600 meter ud fra de samlede registrerede tilfælde. Fra Torsager-reden lå fourageringsafstanden på 200-2200 meter, med en gennemsnitlig afstand på 1200 meter og fra Viskum i intervallet 200-3000 meter med et gennemsnit på 1500 meter.
Det skal ligeledes bemærkes, at de under deres ophold de sidste tre dage på Øby-reden havde en kort fourageringsafstand på mellem 180 og 900 meter, hvilket skyldtes høslet i nærheden disse dage.
Det, efter danske forhold, gode fødegrundlag indenfor en kort afstand lover således godt for opfostring af et eventuelt storkekuld i området. Og så har 2016 har endda været et år med mindre høslet end normalt grundet den usædvanlige store nedbørsmængde. Heldigvis blev stort set alle engene i området slået i sidste halvdel af august, hvilket vil bevirke gode fødesøgningsforhold for storkene i april/maj, hvis de vender tilbage.

Flere af de markerede arealer blev benyttet hele perioden og typisk var storkene på samme lokalitet en hel formiddag eller eftermiddag. Til tider var de endog samme sted det meste af dagen og indimellem også dagen efter! Flere af lokaliteterne benyttede de en snes gange eller mere gennem hele perioden, hvor de opholdt sig i Nørreådalen. Også dette indikerer et godt fødegrundlag. Storkene fouragerede hovedsageligt på kreatur-afgræssede marker, samt på høslet-enge. Desuden benyttede de engarealer med 1000 hvide tamgæs syd for Viskum søerne, hvor gæssene udviste tydelig respekt for de langbenede fugle.

Fødeindtag og fødegrundlag for storkeparret i Nørreådalen.
Nørreådalen er en ådal med et rigt udbud af forskellige byttedyr for storke. Undersøgelser viser, at en voksen stork skal have mellem 450-500 g føde om dagen. Hvis et par skal opfostre et kuld på 3-4 unger, skal de kunne finde mange byttedyr indenfor en kort afstand. Vores storkepar er set tage mange slags byttedyr, lige fra fasankyllinger, mosegrise, regnorme, biller, vandsnegle m.v.
Forskellige sjove fouragerings-teknikker er ligeledes iagttaget. Ved Viskumsøerne gik storkene i det lave vand, hvor de foretog hoppende og stampende bevægelser med de lange ben for herefter at samle små snegle op fra dyndet. De er også set ”stå stand” for mus. Dette var især tilfældet på de omtalte ”gåseenge”.
Hvad angår høslet af engene i Nørreådalen sommeren 2016, var denne nærmest umuliggjort grundet den megen nedbør i perioden fra medio juni og frem til storkenes borttræk 27 august. I denne periode faldt der henved 370 mm nedbør i Øby.
Til trods for mangelfuld høslet, fandt storkene alligevel en del føde i engene. Dette betyder, at vilkårene for storkene formentlig vil være bedre i normale somre, idet der vil blive slået mere hø end i 2016. Høslettet kom dog godt i gang medio august, hvilket storkene profiterede af de sidste 14 dage af deres ophold i ådalen.
Fra medio august blev stort set alle engene slået syd for Øby, og på den baggrund er der derfor en god evidens for bedre fødesøgnings-vilkår allerede fra april-maj 2017. Så det lover godt for et evt. kommende storkepar.

 


Hanstorken finder en død fasankylling, efter at der er høstet til ensilering på mark øst for Viskum 29. juli 2016. Foto: Thorkil Brandt

 

Lidt iagttagelser fra notesbogen vedr. deres fødeindtag:

16/7:
”Hannen fandt en mosegris, en fed tudse, samt 8 regnorme indenfor 10 min. Hunnen kom ned fra reden kl. 15.15., hvor hun fortærede to mosegrise indenfor to min. Men til gengæld kun få regnorme.
Hunnen måtte gylpe den anden mosegris op, men fik den dog hurtigt ned igen, da hannen viste interesse for hendes bytte. En middelstor mosegris vejer ca. 200 gram, så det var en god ”mundfuld”, hunnen dér fik sig. I tidsrummet mellem kl. 17.35 og 17.46 åd hannen seks små biller og en regnorm. Det var alt, og vel en slags dessert. I hvert fald sås han herefter ”ligge og gasse” sig på reden i Torsager de næste tre timer.

19/7:
”Kl. er 15.45. Til at begynde med var begge storke i gang med fjerpleje. Kl. 15.53 gik hunnen i gang med fouragering på en lille våd eng. Som det første fandt hun en velvoksen frø og var herefter konstant på fødejagt. Hun fandt den ene lille "baby"-frø efter den anden. Jeg registrerede indtaget og kunne konstatere, at hun fandt 111 små frøer på knap 70 min. Hver lille "babyfrø” vejer rundt regnet et gram. (Ud fra egen vurdering hjemme på køkkenvægten!)
Jeg stoppede registreringen af hunnens fødeindtag kl. 17.24. Hannen havde under hele denne periode passet sin fjerdragt og slappet af. Lagde sig endda ned på et tidspunkt, nok fordi han havde slugt et stort byttedyr ved min ankomst kl. 15.45, som han stadig kæmpede med at få helt ned. Han gik på jagt igen kl. 17.24. Jeg talte hans fangst af små frøer fra kl. 17.25-17.40 til i alt 24.”

2/8:
”Storkene var i dag på "stand-jagt" efter studsmus ved ”Gåseengen”. Her kunne de stå let foroverbøjede, helt stille, stirrende ned mod et givent musehul, tålmodigt ventende på den mindste bevægelse. Tålmodigheden og teknikken gav pote, og de er dæleme hurtige til at fange de mus,Løber efter dem og haps.De fangede tre indenfor 20 min. Blev på stedet indtil ca. 21.30. Storkene ankom til reden i Øby kl. 21.38.”

13/8:
”Siden kl. 20.00 ses de ved Fåredalsvej, ved de afgræssede enge lige nord for Viskum Hovedgård. Her gik de ofte inden overnatning, og det var der en grund til, for fra kl. 20.30 og indtil kl. 21.15, er det iagttaget, at de hver især indtog i hvert fald en stor regnorm hvert tiende sekund. Indimellem sås også nogle grønne larver og nogle biller glide ned som supplement. Det betyder, at de hver især på de tre kvarter har indtaget henved 270 små byttedyr. Antages det, at hvert byttedyr vejer ca. 1 gram , er det ca. 6 gram pr. minut eller 360 gram i timen! Et ganske flot indtag inden nattesøvnen.”

14/8:
”Storkene ankom til lille våd eng vest for ”Gåseengene” kl. 11.43 og gik straks i gang med at æde. De fandt flere regnorme, løbebiller, små larver og små nyudviklede frøer. De åd intensivt i begyndelsen med et interval på mellem 2-5 sek. mellem godbidderne. Indtaget og intensiteten af de små byttedyr stod på i et kvarters tid. Her har de altså haft et fødeindtag på knap 200 gram og det på blot et kvarter! Senere gik de udelukkende efter de små frøer. Storkene gik prompte hen mod køerne, når de flyttede lidt på sig. Her var der åbenbart bid, når køerne trådte huller i engbunden.

18/8:
Jeg fandt et storkegylp, som stort set udelukkende bestod af løbebiller. Ca. 22 løbebiller af forskellig størrelse fundet med sikkerhed og heriblandt en del små biller (10-15 stk.).
Lidt grus fandtes, som indikation på fortæring af regnorme og enkelte hår fra studsmus blev også fundet i gylpet.

 


Storkeparret parrer sig på reden i Øby. 30. juli 2016. Foto: Lars Mogensen

Fremtiden?
Vi krydser naturligvis fingre for, at de to storke vender tilbage til området foråret 2017 for at yngle. Hvis de overlever trækkets strabadser vil dette formentlig blive tilfældet.
Desuden bliver der iværksat en indsats med restaurering af de nuværende reder i Nørreådalen i foråret 2017, samt opsat flere nye reder, fx på Viskum Hovedgård.
På den måde skulle både rede- og fødegrundlag være i top!
Optimistisk set vil jeg tro, at der vil være plads til henved fem par storke i Nørreådalen. Dvs. fra Tapdrup og til Skjern Bro. Vi påtænker opsætning af storkereder omkring Løvskal, Skjern og Tindbæk i foråret 2018.
Men nu er det bare at vente og håbe på, at storkeparret vender tilbage i foråret 2017 og således
blive det første ynglende storkepar i nyere tid i ådalen.
Håbet lever under alle omstændigheder!