Af Thorkild Lund - fuglefotos: Mette Berg
Fuglefotografering boomer i disse år. Udstyret har gennemgået en rivende udvikling, samtidig med at nettet giver store muligheder for formidling af fotos. Også her i ”Nordjyllands Fugle” har vi nydt godt af fuglebilleder af hidtil uset høj kvalitet. Ikke mindst derfor er det på tide, at vi giver plads til omtale af nogle af de dygtige fotografer, der så ihærdigt kører rundt i vores landsdel og gennem deres billeder deler fugleoplevelser med os andre. Den meget besøgte hjemmeside "Vild med Lille Vildmose" er blevet lidt af et mekka for fuglefotografer, ja naturfotografer af alle slags. Der er ikke en dag i hele året, hvor der ikke bliver lagt spændende fotos op.

At mosen er et tilløbsstykke for fotografer, kan man let konstatere på en tur i mosen. Fra mange af de holdende biler stikker der et objektiv frem fra et nedrullet vindue. Alle os uden kamera og fotograferne har for længst lært hinanden at kende. Fra et ornitologisk synspunkt er noget af det mest opløftende at følge, hvordan fotograferne bliver skrappe til at kende fuglene og aflæse deres adfærd. Måske har man startet med blot at opsøge et flot motiv - fugle er jo smukke - men det har udviklet sig til meget mere.
En af de fotografer jeg og mange andre oftest træffer er Mette Berg Hansen. Mette er efterhånden blevet en skrap fuglekender, og så er hendes billeder fremragende. Se blot i dette tidsskrift. På den baggrund aftalte jeg med Mette, at jeg måtte stille hende nogle spørgsmål om hendes tilgang til fotografering i almindelighed og til fuglefotografering i særdeleshed.
"Min interesse for fuglefotografering begyndte så småt tilbage i '86, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg flyttede ind i en lejlighed på 1. sal ovenover en fotobutik i Hjørring og fik hurtigt etableret gode venskaber med indehaverne. På det tidspunkt havde jeg ikke noget kamera, men blev hurtigt fascineret af de ting fotograferne i butikken arbejdede med, og inden længe havde jeg en lille taske med et Olympus-kit og fik sommetider lov til at komme med dem ud på ture rundt i Nordjylland.
En årrække i København gav talrige muligheder for at komme ud med kameraet, men interessen for at fotografere fugle begyndte først for alvor i midt 90'erne. På det tidspunkt flyttede jeg med min mand og søn til Singapore, og her købte jeg mit første Nikon Spejlreflekskamera. Det blev til mange ture rundt på øen, der husede masse af spændende fuglearter - specielt isfuglene, og de var at finde overalt sammen med Common Myna og Black Naped Oriole. At træffe de mindre almindelige arter som Næsehornsfugl og Racket-tailed Drongo gav anledning til stor begejstring.

Efter tre år i Sydøstasien vendte vi tilbage til Danmark, og her blev foto- og fuglehobbyen lagt lidt på hylden - for så at blive genoptaget i 2008, hvor jeg købte mit første digitale spejlreflekskamera med et udmærket zoom-objektiv. Vi boede nu i Aalborg, og jeg var begyndt at få et godt øje til naturperlen, Lille Vildmose. At fotografere fugle i Lille Vildmose gik forrygende. Specielt rovfuglene var overraskende tillidsfulde, og så fik jeg blod på tanden. "
Hvordan adskiller fuglefotografering sig særligt fra al anden fotografering?
"Generelt er naturfotografering udfordrende, men at komme på skudhold af vilde fugle er utrolig svært, idet de jo som oftest er meget sky og agtpågivende - så man har brug for en god portion held. Jeg bruger masser af tid på at observere adfærd, og kan sagtens sidde og vente i timevis på, at Vandriksen kommer ud af rørskoven, inden den så smutter tilbage igen i løbet af få sekunder – men det er det hele værd! Derudover er der rent fototeknisk rigtigt mange faktorer, som spiller ind. Det vigtigste er nok lysforholdene, da godt lys giver de bedste og mest detaljerede billeder - sidstnævnte er det, som betyder mest for mig. Men oftest er afstanden den væsentligste forhindring for et godt skud. Den hurdle kan man til dels forcere ved hjælp af et kamera med høj opløsning (mange mega pixels) og et lysstærkt teleobjektiv. Det har medført, at jeg i dag skyder med et Nikon D800 kamera og et Nikon 500 mm f/4 teleobjektiv."
Hvor bringer din fotografering dig ellers hen?
"Da jeg er bosiddende i Aalborg, har jeg masse af supergode fuglelokaliteter indenfor en radius af en times køretid. Der har været mange ture i Vejlerne, Ulvedybet, Nordmandshage, Rebild og Rold Skov, Store og Lille Vildmose, men også lokale vådområder som Østerådalen og Mølholmsøerne bliver besøgt. Som nævnt er Lille Vildmose en sand naturperle - specielt, når det handler om fugle. Det er primært i mosen, jeg finder mine motiver, og det er næsten kun fugle, jeg går efter. I sommerhalvåret er jeg ofte derude flere gange om ugen, både før og efter arbejdstid. Kongeørnene fra Høstemark Skov, Rørhøg, Rørdrum, Mosehornugle, Vandrikse, Stor Tornskade .... listen er uendelig, og jeg føler mig utrolig privilegeret ved at få lov til at træffe disse fugle i deres naturlige omgivelser".

Du kan sikkert tænke tilbage på en eller flere oplevelser, hvor udfordring, tålmodighed og held er gået op i en større enhed, og du har kunnet juble over et helt særligt pletskud?
"Det kan jeg! De største øjeblikke har jeg oplevet i Lille Vildmose. At sidde alene med en ung Vandrefalk på en skudafstand omkring 10 meter, eller opleve den gamle Kongeørn han fra Høstemark Skov flyver tæt forbi min bil og kigge ind ad vinduet til mig – det får virkelig adrenalinen til at suse og hjertet til at slå et par ekstra slag. Den største udfordring er oftest at få den helt rigtige belysning og skudvinkel på éns motiv og dermed at få sig placeret og nå at få trykket på udløseren, inden fuglen er fløjet. Her havde jeg en fantastisk oplevelse med to Traner tilbage i sommeren 2015. Jeg havde luret at de lagde an til at lette, idet de begge begyndte at strække halsen fremad på den meget karakteristiske måde, og så fløj de ellers i perfekt vinkel imod mig i lyset af den smukke og varme aftensol – da gik det hele op i en højere enhed, og jeg fik 'guld på kortet'.