Header

Tekst og illustrationer: Jens Gregersen

Hirsholmenes ynglefugle har meget tidligt vakt opmærksomhed. Det var kendt at Rovternen ynglede indtil begyndelsen af 1900tallet. Dengang var øerne befolket, og der har med garanti været et stort pres på ynglefuglene.

De første ornitologer, der kom til Hirsholmene, var folk fra Dansk Ornitologisk Central, udsendt af Peter Skovgaard. De foretog nogle af de første optællinger i 1920erne. Særligt de store kolonier af Splitterner blev beskrevet. De ynglede på flere af de ubeboede øer. Det blev bemærket, at mange af ynglefuglene ynglede sent. Sandsynligvis var årsagen, at man dengang havde sat indsamling af æg i system. Det var en almindelig praksis mange steder på den tid.

Mere systematiske optællinger af samtlige ynglefugle på Hirsholmene forekom ikke før i 1936, da øerne blev en del af de videnskabelige reservater. Det var Finn Salomonsen som foretog de første besøg og optællinger.

Omkring 1940 var Hirsholmene mest kendt for, at Splitternen ynglede i antal på op mod 4000 par. Dertil store hættemågekolonier, spredt på samtlige øer, undtagen selve Hirsholmen. Sølvmågen blev noteret som fåtalligt ynglende, kun få par. Øerne var også kendt for, at det var et af de få steder Skærpiberen ynglede samt Stenvender og Tejst.

Optællingerne på Hirsholmene blev organiseret fra Zoologisk Museum i København. Det var Naturfredningsrådet under ledelse af legendariske Ragnar Spärck, der sikrede kontinuiteten. Man sendte hvert år en optæller til øerne som typisk tilbragte nogle dage omkring slutningen af maj. Man var klar over, at øerne havde en ganske særlig betydning. Desuden ønskede man at dokumentere eventuelle ændringer i sammensætningen af ynglefuglene.

Først i 1950’erne var det stadig Stormmåge, Hættemåge og Splitterne, der dominerede, men Sølvmågen var gået frem til 250 par i 1952. Riden indvandrede i 1941 og toppede med 479 par i 1956. Det var sensationelt, at Riden ynglede i så stort antal. Forekomsten fik megen opmærksomhed, men i løbet af 1960erne svandt kolonien ind. De sidste par ynglede på fyret først i 1970erne. Optællingerne på Hirsholmene, og især Ridens forekomst blev grundigt beskrevet i DOFT.

I 1960erne skete der dramatiske ændringer i ynglefuglene på Hirsholmene. Bestandene af Hættemåger og Splitterner sygnede hen i takt med Sølvmågens dominans. Svartbagen havde hidtil kun ynglet med nogle få par, men i 1967 var der hele 40 par. Tejsten begyndte i 1952 at yngle på selve Hirsholmen. Hidtil var den kun kendt fra især Kjølpen og Tyvholm med en bestand på omkring 25 par.

I 1971 havde Sølvmågen bredt sig talstærkt til alle øer, undtagen til Hirsholmen; Hættemåger og Splitterner var forsvundet i 1970. Selve Hirsholmen havde på det tidspunkt ikke mange fastboende mennesker og det var måske årsagen til, at Splitterne og Hættemåge begyndte at yngle her i 1971.

Det var stadig Naturfredningsrådet, som overordnet havde ansvaret for, at ynglefuglene blev fulgt. Der havde dog efter Spärcks død kommet nogle huller i optællingsrutinerne. Pelle Andersen-Harild tog tråden op i 1967 og genoptog med stabilitet. Rådet havde i 1972 hyret den unge biologistuderende Poul Hald-Mortensen til at organisere nye rutiner på de videnskabelige reservater. Ikke mindst ønskede man at komme med nogle bud på, hvordan man kunne forbedre forholdene for ynglefuglene.

Der fandtes i 1973 5.000 par Sølvmåger på Hirsholmene. Hættemågerne og ternerne fandtes kun på den beboede Hirsholm, i øvrigt sammen med en voksende bestand af Tejst. Naturfredningsrådet besluttede at iværksætte en bekæmpelse af Sølvmåger med det håb, at der igen kunne blive plads til andre ynglefugle på Græsholm, Pikkerholm, Kovsholm, Tyvholm og Kjølpen.

Sølvmågebekæmpelsen blev iværksat i 1974. Man udlagde føde med chloralose ved rederne, et sovemiddel som tog livet af mågerne, hvis de åd det. Det gjorde de i stor stil. Det lykkedes at nedbringe sølvmågebestanden betydeligt, fordi bekæmpelsen blev effektiv og forløb indtil 1985. I de år var det hovedsageligt folk som Pelle Andersen-Harild, Flemming Christensen og Eddie Fritze, som kom på øerne.

I 1985 var hættemåge-bestanden kommet op på 35.000 par, vel at mærke på selve Hirsholmen. Splitternerne var stabile med omkring 1000-1500 par.

Da Sølvmåge bekæmpelsen stoppede, var der kun 2500 par på de øvrige øer, men ingen andre fugle havde indfundet sig. Dog var Sildemågen kommet til og opnåede en ynglebestand på op mod 800. Men den gik tilbage, da Sølvmågerne kom på fode igen.

I 1995 begyndte Skarven at yngle på øerne, først i nogle hyldebuske, senere på jorden i tiltagende antal. En anden ny ynglefugl kom til, Hulduen, måske mere overraskende end Skarven. Bestanden af Tejst var steget stærkt fra 87 par i 1977 til 616 i 1996, størstedelen på Hirsholmen.

Hirsholmene var Forsvarsministeriets ejendom. Fyret var bemandet af en fyrmester, som var blandt de få fastboende på øen indtil 1995. Da blev fyret automatiseret og en ny epoke begyndte på øerne. Fredningsbestemmelserne var blevet revideret således, at øerne og havområdet var blevet et såkaldt marint reservat. Man ansatte en bestyrer, og i 2004 overgik øernes administration til Miljøministeriet, hvilket betød, at øerne kom ind under Nordjyllands Skovdistrikt.
Fugletællingerne blev nu foretaget efter aftale med skovdistriktet og den tilsynsførende.
Efter at Skarven indvandrede og tiltog stærkt, opstod der en diskussion om regulering. Som man havde reguleret Sølvmåger, måtte man nu i gang med en regulering af skarvbestanden. Den blev igangsat i 2001 med sprøjtning af æg, som det skete på en række kolonier andre steder i landet.

Sølvmågen var nu begyndt at yngle på selve Hirsholmen. På få år steg bestanden, og snart truede den kolonierne af Hættemåge og Splitterne. I 2006 blev det besluttet at iværksætte bekæmpelse af Sølvmåger på Hirsholmen. Fuglene blev fanget på rede og aflivet. Det var effektivt og har formentlig betydet, at splitterne-kolonien i dag er steget betydeligt i omfang.

Der har været mange diskussioner omkring beskyttelsen af ynglefuglene på selve Hirsholmen, fordi der er fri adgang. Man har formået at friholde den sydlige del for færdsel, for at beskytte Hættemåger og Splitterner. I 2006 blev der påbegyndt en undersøgelse og overvågning af splitterne-kolonien. I et samarbejde mellem Zoologisk Museum og Århus Universitet er der igangsat en ringmærkning af splitterneunger.

Nordjyllands Skovdistrikt ansatte i 2009 Bjarke Huus Jensen med ansvar for Hirsholmene. Dette sikrede, at der fortsat bliver fulgt op med optællinger og videnskabeligt arbejde.

Undertegnede havde ansvaret for optællingerne fra 1993 og frem, indtil skovdistriktet efterhånden påtog sig ansvaret for, at der blev optalt.

Udviklingen i ynglebestanden efter år 2000, er vist i tabellen ”Hirsholmenes ynglefugle 2001-2014”. Der er stort set talt alle år, men tallene er udtaget i et fire-årligt interval.

SPLITTERNE UNDERSØGELSEN

I 1937 skrev Finn Salomonsen: ”Der er al mulig Grund til at følge Hirsholms Splitterner med Interesse i Fremtiden. Det er Danmarks største Splitternekoloni (hele Ringkøbing Fjordomraadet inklusive Klægbanken kommer knapt op på 2500 Par), og naar undtages en lille koloni på Sanday i Orkney Øerne er det den nordligste Yngleplads for denne Art, som overhovedet kendes. Paa det begænsede Omraade er det samtidig meget let at følge de fra Aar til Aar stedfindende Vekslinger i Valg af yngleplads, i Antal, Dato, o.s.v.”

Det var vise ord fra Finn Salomonsen, som ville have spidset ører, hvis han kunne have hørt om, hvordan det ser ud på Hirsholmene i dag. Med en levedygtig stor splitternekoloni, tusinde par Tejster, skarvkolonier og Hulduer. Selv den nytilkomne rågekoloni havde nok vakt undren hos den gamle foregangsmand.

Splitterne-kolonien på Hirsholmene synes i dag at have en sikret yngleplads i hættemågekolonien på den sydlige del af selve Hirsholmen. Der er som sagt adgangsforbud på denne del af øen, og Sølvmåge og Svartbag holdes borte. I sig selv noget af en operation, men nødvendig. Tilmed overvåges splitterne-kolonien hele ynglesæsonen.

Baggrunden for dette skyldes, at splitterne-kolonien var truet. Nogle år gik det galt med ungeproduktionen, uden at man havde rigtig vished om, hvad årsagerne var.

På foranledning af Kjeld T. Pedersen iværksattes i 2004 en overvågning af Splitternerne. Først og fremmest ringmærkes en del af ungerne. Dette følges op med observationer af de ringmærkede fugle, som kommer til kolonien.

Observationer af mærkede fugle foregår i havnen, hvor Splitternerne raster, når de ankommer til stedet. Der er således ikke tale om at være i nærheden af selve redestedet, kolonien; den lades i fuldstændig fred. Metoden har vist sig at give et godt billede af overlevelse af de enkelte årgange af Splitterner. Efter tre år kommer hovedparten af Splitternerne tilbage til Hirsholmene for at yngle. Det har vist sig, at metoden med daglig aflæsning i maj og juni giver data på de enkelte årganges overlevelse. Det giver så også et indtryk af koloniens sundhed. Og det ses på antallet, som de senere år har været oppe på knap 2000 par.

Denne overvågning udføres årligt af Kjeld T. Pedersen i samarbejde med Thomas Bregnballe, Aarhus Universitet og støttes af Zoologisk Museum som er KTP’s arbejdsplads. Overvågningen og Sølvmåge/Svartbage bekæmpelse støttes af Naturstyrelsen (Nordjyllands Skovdistrikt), den ansvarlige instans.

Som Finn Salomonsen bemærkede i 1937, var Hirsholmenes splitterne-koloni helt enestående i sin stabilitet og sit antal. Sådan er det stadigvæk. Splitternen er i vore dage næsten borte fra det vestjyske område på grund af predatorer.

Aflæsninger af de ringmærkede fugle på Hirsholmene giver også et indblik i udvekslinger mellem kolonier. Der er således aflæst Splitterner fra næsten samtlige nordvesteuropæiske kolonier. Overordnet vender ternerne tilbage til deres hjemkoloni, men det er ikke usædvanligt, at Hirsholm-fuglene dukker op i andre danske kolonier, langt inde i de indre farvande, eller at terner fra vadehavskolonierne Griend (Holland) og Noorderoog (Tyskland) dukker op som ynglende på Hirsholmen. Ikke så få Splitterner fra de for nyligt talstærke kolonier på Griend (11.000 par) og Langli (3000 par) er flyttet til Hirsholmene. Der er uden tvivl blandt ternerne en vis konkurrence om at være på Hirsholmene. Det ser man også på individer, der kun er til stede i kortere tid og så dukker op i andre kolonier.

Helt overordnet er undersøgelsen omkring Splitternerne en demografisk analyse af aflæsningsdata. Indtil 2012 indeholdt materialet aflæsninger af 1419 individer af Splitterne. Ikke mindre end 367 individer blev kun set én gang, hvilket er 26%. I betragtning af den store aflæsningsindsats kunne det tyde på, at der er et ”gennemtræk” af gæstende individer, som kun er til stede i kolonien i kort tid. Indtil nu viser materialet, at Splitternerne på Hirsholmen har en normal overlevelse hos de enkelte årgange mellem 2004 og 2012. Det skal forstås på den måde, at kolonien ikke har været udsat for katastrofeår. Det afspejles i den stigende bestand. I mere end ti år har der ikke været krise hos ternerne.

Et stort og kompliceret spørgsmål ved Splitternerne er, hvorvidt svigtende føde spiller afgørende ind for det antal fugle, der etablerer sig. Når op til 26% måske slet ikke etablerer sig, kunne det være på grund af manglende fisk.

Summa summarum må være, at vi har holdt ord over for Finn Salomonsen. Han var den første, som officielt kerede sig dybfølt om disse øers fugleliv.

Jens Gregersen


Bemærkninger vedr. optællingerne (til skemaet):
Redeoptælling er kun foretaget hos terner og Skarver. Alle andre arter er skønsmæssigt optalt på grundlag af varslende fugle over området. Hos andefugle er noteret de reder, man tilfældigt er kommet forbi, og antallet er skønnet ud fra fundne reder, ungeførende hunner og hanner, der er set i området.
Hos Tejst har antallet af fugle, der er til stede i nærheden af kolonien i morgentimerne udgjort grundlag for et skøn over ynglende. Foretages besøget først i maj kan man bare dividere antallet med to. Senere kan det være mere kompliceret. Tallene indbefatter Hirsholmene og Deget.