Ravnen er ved at genindtage rollen
som karakterfugl i Rold 
Skov ligesom
i 1800 tallet. 
foto: Niels Fabek

Af Uffe Gjøl Sørensen
Den tidligst kendte egnsbeskrivelse af fuglelivet i nogen del af Himmerland er dukket op i et håndskrevet brev dateret 9.marts 1897, hvor skovrider Hintz giver en detaljeret beskrivelse af fuglelivet i Rold Skov i det forudgående tiår. Der findes i det hele taget kun sparsomme oplysninger om fuglelivet i Nordjylland i 1800-tallet. I sidste halvdel af århundredet kom der lokale beskrivelser fra Vendsyssel (Fischer 1861-64), Thy (Heiberg 1886), Mors (Faber 1887) og Viborg-egnen (Christiansen 1890). Men fra Himmerland kendes kun spredte oplysninger, der dog ofte var fra Rold Skov-komplekset. Her havde arter som Sort Stork, Havørn, Rød Glente og Stor Hornugle nogle af deres sidste tilholdssteder i landet og var derfor beklageligt attraktive mål for datidens ægsamlere (dokumenteret gennem de samlinger, der endte på Zoologisk Museum i København).

Hintz’ brev udfylder derfor meget belejligt et hul i vores viden og er med sin generelle tilgang med til at give en meget mere kvalificeret forståelse af fuglelivet. Trods resterne af fordums storhed var slutningen af 1800-tallet på mange måder en tid med et fattigt fugleliv i et nedslidt landskab.Ludvig F. E. Hintz var skovrider på Buderupholm Statsskovdistrikt i årene 1886-1902. I dag er Hintz mest kendt som forstmand. Som en af de første inden for dansk skovbrug eksperimenterede han med eksotiske, nordamerikanske træarter som Tsuga, Nobilis og Sitka. Den dag i dag kan man se nogle af hans nu mere end 120-årige nåletræer, da Skovhaven syd for Skørping netop er bygget op omkring disse tidlige forsøg.


Skovrider Hintz og skovarbejdere en vinterdag i Rold Skov i 1890´erne.
Lokalhistorisk arkiv for Skørping Kommune.

Det genopdagede fuglebrev
Hintz skrev brevet som en direkte reaktion på en henvendelse fra Christian Grønlund (1825-1901). Grønlund var egentlig botanik-professor, men han spillede en aktiv rolle på vegne af ’Udvalget for Folkeoplysningens fremme’ og forfattede en række oplysende og belærende udgivelser. I 1897 kom en lille bog på 37 sider med den sigende titel ’Aarsagerne til og Midler imod den stærke Aftagen af Fuglene’. Det var som forberedelse til den bog, at Grønlund forinden havde skrevet til en række fuglekyndige for at få konkrete eksempler på fuglenes status i forskellige dele af landet. Hintz begynder sit brev med at undskylde sin sene besvarelse og udtrykke frygt for, at oplysningerne kommer for sent til det ’tilsigtede øjemed’. Det sidste kan meget vel være tilfældet, for Grønlund refererer ikke til oplysningerne fra Rold Skov, selvom hans bog rummer bidrag fra fire andre skovridere. Brevet fra Hintz ser lidt ud som en kladde – og det kan det meget vel have været en sådan til det originale brev – men det er uvist om brevet overhovedet har været afsendt.
Kladde eller ej - heldigvis overlevede denne version af brevet ad endnu en sidste snørklet vej til denne artikel. I 1988 sendte en sønnesøn, Torben Hintz, en kopi af brevet til redaktionen af DOFs blad Fugle. Jörn Eskildsen var redaktør, og han bad mig om en faglig vurdering af brevets indhold. Den blev sendt i april 1988, men inden det blev til en artikel i Fugle, stoppede Jörn som redaktør. Jeg er flyttet et par gange siden og troede mine noter var bortkommet, men under en kraftig oprydning i gamle papirer sad jeg pludselig med chartekket med hele sagen. Derfor er det på høje tide at gøre en videre kreds bekendt med de interessante oplysninger.
Hintz giver oplysninger om 102 arter. Oplysningerne om alle arter er resumeret i nedestående tabel 1. Foruden Rold Skov giver Hintz også enkelte oplysninger fra Limfjordsegnene. Statsskovdistriktet i Rold Skov udgør den centrale del af skoven. Det blev etableret i 1826, hvor staten bl.a. opkøbte herregården Buderupholm. Den resterende del af Rold Skov komplekset var også dengang for størstedelens vedkommende ejet af godserne Lindenborg, Nørlund og Villestrup. Det er rimeligt at antage, at Hintz’ beskrivelse især bygger på erfaringer fra statsskovdistriktet, og når han f.eks. angiver to par Sorte Storke i ’skovene heromkring’, så behøver det ikke at være bestanden i hele Rold Skov skovkomplekset.
Skovrider Hintz var efter datidens forhold velorienteret om fugle, og han bruger Kjærbøllings ’Skandinaviens Fugle’. Dette første forsøg på en komplet fuglebog på dansk udkom i 1856 og havde plancher af både hanner og hun/ungfugledragter. Hintz følger Kjærbøllings rækkefølge ’for ikke at glemme nogen art’. Om han altid beskriver den reelle forekomst af hver art er ikke helt sikkert. Viben nævnes f.eks. i forbindelsen med, at Hjejlen om efteråret træffes i større flokke på markerne ’i selskab med Viber og Stære’, men eneste direkte oplysning om Viben er, at det er ’maaske ret mærkeligt, at den næsten hvert Aar yngler i en Tørvemose paa min Embedsjord midt inde i de herværende skove’. Et usædvanligt forhold er altså fremhævet, og dermed er det nok underforstået, at arten i øvrigt er almindelig ynglefugl uden for skovene.
Generelt virker Hintz’ beskrivelser autoritative og bygger meget på egne oplevelser, selvom der er undtagelser. Om sangerne skriver han ærligt og selvkritisk at ’det er muligt, at der findes flere arter, jeg kender dem ikke så nøje, smaa og graa som de alle ere’. Enkelte andre steder fornemmer man, at han ikke er på helt sikker grund i sine udsagn – uden nærmere uddybning nævnes, at Hedelærken ’vistnok forekommer’ og Toplærken ’ses af of til’. Der er ingen åbenlyse fejlbestemmelser - måske fraset et sommerfund af en Sandløber.

Artsoversigten
Hvad fortæller Hintz’ oplysninger os så nu næsten 120 år senere? Den helt store konklusion drager Hintz selv med udsagnet ’Alligevel skal jeg dog bidrage til at konstatere den herværende Fugleverdens store fattigdom’. I det følgende vil jeg fremdrage en række aspekter ved det generelle udsagn.
Inden gennemgang af fuglene lige lidt om skoven i slutningen af 1800-tallet. Hintz er forstmand, men han giver desværre ikke nogen direkte beskrivelse af fuglenes fordeling i skoven og om skovens tilstand. Det er ekstra ærgerligt, da tiden for hans beskrivelse på mange måder er en brydningstid for det danske landskab. Tilgroning og eutrofiering af vore ferske vande tager sin begyndelse, og skovene ændres fra oprindelig løvskov til eksotiske nåleplantager. De danske skove havde været misrøgtet igennem århundrede – tømmer blev hentet uden, der blev plantet nyt, og det meste skov var ryddet for at skabe landbrugsland. Først med skovloven i 1805 var skovene blevet sikret deres plads i de danske landskaber. Skovforvaltning tager tid, og hvor slemt det stod til i Rold Skov lige før Hintz tiltræder sit embede fremgår af driftsplanen for statsskovdistriktet fra 1884 (to citater efter Qvistorff 2001):
Af skovarealet findes omtrent halvdelen bevokset med bøg, af andre naturligt forekommende træarter haves næsten ingen, kun en enkelt forkrøblet eg ses i den nordlige del af skoven, ligeså enkelte dårlige birke i moserne og noget espekrat på hederne. Bevoksningens vækst, særlig højdevæksten, er kun mådelig, hvilket dog ikke må tilskrives jordbunden og klimaet alene, men ligeså meget og måske mere den hensynsløse behandling disse skove har været undergivet siden Arilds tid af.
Hertil kommer, at de nu med nåletræ bevoksede arealer for en menneskealder siden ikke eksisterende, men henlå som større eller mindre lyngtilgroede sletter spredte omkring bøgeskoven, men man kan derfor tænke sig, hvilken skadelig indflydelse vinden og mosetågerne, der havde fri adgang overalt i forbindelse med den hensynsløse hugst, må have udøvet på trævæksten …
Med Hintz’ øjne kan vi nu beskrive, hvilket fugleliv der fandtes i en sådan nedhugget, misrøgtet og lysåben bøgeskov: Træløber og Spætmejse var hyppige og blandt mejserne var både Musvit og Sumpmejse yderst almindelige. Derimod beskrives Blåmejse som sjælden – hvilket den også var i løvskovene i Østvendsyssel på samme tid. Solsort og Sangdrossel ynglede men ’ikke i større tal’ mens Bogfinken og Skovskaden var almindelige. Ravnen beskrives som karakterart, hvorimod Gråkragen ikke forekommer ’i større mængde’. Hvor lysåben bøgeskoven har været fremgår med al tydelighed af, at Skovpiber var karakterart, og Stenpikkeren blev ’ret jævnligt’ truffet i sommertiden. Det er ikke ligefrem arter, man vil forbinde med nutidens danske bøgeskove. Enkelte andre småfugle forekom: Halemejse, Rødhals og Gærdesmutte. Skoven var generelt artsfattig og har givetvis kun haft sparsom underskov – det kan også forklare, at Skovsneppen kun kendtes som trækgæst – i det efterfølgende århundrede blev Rold Skov ellers kendt for netop at huse ynglende Skovsnepper.
Selvom løvskoven har domineret, så var nåleplantagerne under opvækst. Det kan være en forklaring på, at Natravnen var ret almindelig – kombinationen af lysåben skov og hederne med nyplantede nåleplantager har sikkert passet arten fint. Lille Korsnæb træffes som vintergæst. Fuglekongen er almindelig, mens Sortmejsen er sjælden – desværre uklart om der er tale om ynglefugle – begge arter kan være trækgæster. Det tidligst kendte ynglefund af Sortmejsen i Nordjylland er fra 1896 (vest for Aalborg), så den kunne evt. være i Rold lidt tidligere. Men vi er i de tidlige år for indvandringen til nåleplantagerne, og andre arter dukker først senere op i Rold (Topmejse ses ved Skørping i 1910, Dompap i 1936 ved Madum Sø, og Gransanger i 1940’erne).
Nogle af skovens spurvefugle mangler helt f.eks. Misteldrossel, Rødstjert, Jernspurv og Grå Fluesnapper, hvilket er lidt svært forklarligt, med mindre Hintz ikke kender dem – herunder for nogen af arternes vedkommende måske ikke kender deres sang. Andre arter, som i dag er udbredte og almindelige, er tydeligvis meget fåtallige: Ringdue, Allike, Husskade, Råge, Grønirisk, Stillits, Kærnebider og Tornirisk. Deres udbredelse i landskaberne hænger på forskellig vis meget sammen med øget plantning af læhegn, plantager og ikke mindst haver omkring alle huse og gårde. Det er overraskende, at Landsvalen nævnes som eneste svale. Bysvalen burde have været der – men Digesvalen var inden omfattende grusgravning i indlandet nok mest knyttet til kystklinter.
Også Musvågen var udbredt, og Spurvehøgen yngler meget almindeligt, men ellers kendes Duehøg og Lærke-, Dværg-, Tårn- og Vandrefalk kun som trækgæster. Hintz ser kun Havørn enkelte gange og betegner Rød Glente som sjælden (se nærmere nedenfor). Rovfuglene havde det rigtig skidt i 1800-tallet, hvor de blev forfulgt skånselsløst. Første generelle beskyttelse kom med jagtloven i 1922 – og da stadig kun i yngletiden (totalfredningen kommer ikke før 1967).
Et andet markant aspekt er meget artsfattige vådområder – søer, moser og kær. Hintz nævner direkte, at Blishønen ikke findes, og yderligere en rækker arter nævnes ikke, selvom de med nutidens øjne ville være forventelige: Lappedykkere (Toppet, Gråstrubet og Lille findes i dag), Fiskehejre, Knopsvane, Gravand, Krikand, Engsnarre, Grønbenet Rørhøne, Fjordterne m.v. Arterne med kursiv bliver først udbredte senere hen, så deres fravær er ikke uventet. Sortternen nævnes at forekomme i begrænset antal i en udtørret sø – sikkert Gravlev Sø, der netop blev afvandet i de år. Søerne i Rold er stadig næringsfattige, og mange tørvegrave kom først under de to verdenskrige – og hvad der måtte have været småsøer var sikkert nedgræssede langs bredderne, lysåbne og artsfattige. Tilgroningen af enge og kær som følge af ophørt græsning og eutrofieringen af vores ferske vande har betydet meget for fuglelivet. Hintz nævner Grågås og Sangsvane som trækgæster – det er overraskende, at der ikke nævnes andre ænder end Gråand og Atlingand. Desuden undrer det, at typiske engfugle som Rødben, Bynkefugl, Engpiber og Rørspurv ikke nævnes. Måske Hintz - bevidst eller ubevidst - mest har fokuseret på fuglene i skovene?
Rovfuglene blev decideret efterstræbt, og et intensivt jagttryk kan meget vel være en medvirkende forklaring på de få vandfugle - og f.eks. det lave antal af Ringdue og Gråkrage.
Efter disse mere generelle betragtninger, så er der interessante oplysninger om en række arter:


Urfuglen var karakterfugl på hederne fra Rold Skov og østpå. En tidlig
jagtfredning gavnede kortvarigt, men opdyrkning fjernede dens levesteder.
For 100 år siden hørte vi for sidste gang om denne bestand.
Foto: Niels Fabek

Det springer i øjnene, at Urfuglen fandtes i ’større Antal’ på hederne øst for Rold Skov samt enkelte ’i Lyngmoserne inde i Skovene’. Kører man gennem landbrugslandet øst for skoven i dag, er det svært at forestille sig. Opdyrkning og tilplantning har hurtigt fjernet grundlaget for denne bestand – den beskrives sidste gang i 1916. I Himmerland har Urfuglen siden kun været kendt fra Lille Vildmose, hvor arten holder stand til omkring 1972. Var Urfuglen på vej ud, så er de sparsomme oplysningerne om udsatte Fasan-bestande de tidligste vi kender fra Nordjylland. Og et lille kuriosum: Tjur blev udsat i Rold i 1870’erne: Arten blev erklæret uddød allerede i 1880, men Hintz’ observation af en han i 1886 giver forekomsten nogle få år mere. Hintz kendte arten efter et flerårigt ophold i Sverige, så hans observation er troværdig. - Ynglende Huldue i maj 1890 er det tidligste kendte ynglefund i Nordjylland (første sikre fra 1927 i Visborg Skov). Grønspætten ses overraskende nok kun ’i ny og næ’ – man kunne forvente, at de lysåbne skove skulle passe arten - den var dengang ikke udbredt i Nordjylland (først ynglefund nord for Limfjorden er fra 1925!). I sin bemærkning til arten peger Hintz måske på et nøgleproblem: ’dog freder jeg alle gamle, hule Træer, saa at det ikke er mangel paa Redeplads og Opholdsstedi det hele taget, der kan være Grunden’. - Stor Flagsætte var tidligere almindelig men ses nu ’kun yderst sjældent’. - Krognæb ’optraadte en Vinter for nogle Aar siden her i Egnen i større mængde’ er givetvis en beskrivelse af invasionen i 1890/91, der ikke tidligere har været kendt fra Nordjylland. - Man kan også bemærke, at Hintz tilsyneladende kendte hverken Vandstær eller Isfugl. Man skulle tro, at Rold Skov med sine vandrige kilder altid har budt på levevilkår for de to arter.

Tabel 1. Kort resume af Hintz’ tekst for alle 102 arter nævnt i hans brev. Hvor Hintz benytter andre navne er disse nævnt i parentes.

Art 1886-1897
Sangsvane Af og til på gennemtræk
Grågås Ses hvert efterår ved søer og engdrag
Knortegås Umådelige store flokke om efteråret ved Limfjorden
Gråand Yngler i mindre antal, men ses i større antal om efteråret
Atlingand Har af og til ynglet i tørvemose
Hvinand Kan forekomme om vinteren
Toppet Skallesluger En skudt i vinteren 1895-96
Tjur Set han i efteråret 1886 i skov tæt herved
Urfugl Større antal på heder Ø for skoven, samt enkelte lyngmoser i skoven. Tiltaget p.gr.a. fredning
Agerhøne Almindelig
Fasan Findes kun et par steder i ringe antal – men trives godt
Rødstrubet Lom (=Nordisk Lom) En skudt i en af søerne
Sortstrubet Lom (=Polarlom) En fundet i skoven marts 1888
Sort Stork To par har ynglet i skovene heromkring. For to år siden udeblev det ene par. Kuld: 1893 (1)
Hvid Stork Sjælden
Rød Glente Sjælden. Kuld fra 1893 (1)
Havørn (=Hvidhalet Havørn) Set få gange
Duehøg Trækgæst
Spurvehøg Yngler
Musvåge Almindelig ynglefugl
Fiskeørn (Flodørn) Set en gang sommeren 1887
Tårnfalk Trækgæst
Dværgfalk Trækgæst
Lærkefalk Trækgæst
Vandrefalk Trækgæst
Plettet Rørvagtel (=Plettet Rørhøne) Et eksemplar ledningsdræbt på banelinjen
Blishøne (=Sorte Vandhøne) Findes ikke
Hjejle Større flokke – navnlig om efteråret
Vibe Det nævnes som usædvanligt, at arten hvert år yngler i en tørvemose
Sandløber En skudt sommeren 1895
Almindelig Ryle (=Strandløber) Om sommeren ved småsøer
Dobbeltbekkasin Yngler antageligt endnu ret almindeligt
Tredækker Yderst sparsom
Skovsneppe På træk for- og efterår – ikke i større mængde
Stor Regnspove Store efterårsflokke ved Limfjorden
Hvidklire (=Grønbenet Klire) En skudt sommeren 1896
Hættemåge Umådelige flokke først på efteråret på markerne
Fjordterne (=Almindelig Terne) Af og til om sommeren
Sortterne (=Moseternen) I begrænset antal i en udtørret sø (sikkert Gravlev Sø)
Huldue (=Skovdue) Fundet ynglende i maj 1890
Ringdue Nærmest sjælden
Steppehøne Generel omtale af invasion – men ingen fra Rold Skov
Gøg I mængde 1887 – siden kun i ringe antal
Slørugle Opgivet som skudt en gang
Natugle Almindelig
Skovhornugle Skudt en gang
Stor Hornugle Set i en række vintre indtil for tre år siden – et par år til langt hen i maj med sandsynlighed for ynglen - men ikke sikkert trods eftersøgen
Natravn Nævnes som ret almindelig
Vendehals Et par truffet i en have forrige sommer (=1895)
Grønspætte Nu kun i ny og næ
Stor Flagspætte Før ret almindelig – nu kun yderst sjældent
Rødrygget Tornskade (=Almindelig Tornskade) Temmelig sjælden
Stor Tornskade Set en enkelt gang
Husskade Kun sparsomt hist og her i Nordjylland nord for Randers
Skovskade Ret almindelig - men for år tilbage i langt større antal end nu
Allike Kun sparsomt hist og her i Nordjylland nord for Randers
Sortkrage (=Blaaraagen) Set en flok ved vintertide
Gråkrage (=Krage) Forekommer ikke i større mængde
Ravn Ret hyppig og langt mere karakteristisk for egnen end kragen
Fuglekonge Ret almindelig
Blåmejse Sjælden
Musvit Yderst almindelig
Sortmejse Sjælden
Sumpmejse Yderst almindelig
Toplærke Ses af og til
Hedelærke Forekommer vist nok
Sanglærke Findes
Landsvale (=Forstuesvale) Eneste svale
Halemejse Ses af og til
Gulbug (=Havesanger*) Almindelig
Munk (=Munkefuglen) Set en gang
Silkehale En skudt i januar 1893
Spætmejse Hyppig
Træløber Hyppig
Gærdesmutte I ny og næ
Stær Almindelig takket være mange redekasser
Ringdrossel Set en gang
Solsort Yngler men ikke i større tal - antageligt p.gr.a. måre og katte i skoven
Sjagger På træk i november
Sangdrossel Yngler men ikke i større tal - antageligt p.gr.a. måre og katte i skoven
Vindrossel På træk i oktober
Misteldrossel På træk i august
Broget Fluesnapper Ses som regel på forårstræk i haven
Rødhals Ses jævnligt
Stenpikker (=Grå digesmutte) Ses jævnligt i sommertiden
Gråspurv (=Husspurv) Almindelig
Skovspurv Fandtes på gården i en række år
Gul Vipstjert Temmelig sjælden
Hvid Vipstjert Ses hvert år
Skovpiber (=Træpiberen) Meget almindelig – karakterart
Bogfinke Almindelig
Kvækerfinke Stor mængde i vinteren 1892/93
Grønirisk Yderst sjældent – navnlig om vinteren
Stillits Stor sjældenhed, dog par i haven forrige sommer efter frø i Hvidgraner (=1895)
Grønsisken Af og til på hvid-el
Tornirisk Yderst sjældent
Lille Korsnæb Af og til i strenge vintre i større antal – dog ikke senere vintre
Krognæb Optrådte en vinter i større mængde (sikkert invasionen i 1890/91)
Kernebider En enkelt gang
Dompap Af og til i strenge vintre
Gulspurv Almindelig
Bomlærke (=Kornværling) Almindelig men færre end i mere frodige egne

*Kjærbøllings bog kommer i flere udgaver og navnet Havesanger bruges til både Gulbug og Havesanger – lidt varierende mellem hans plancher og tekstbind. Jeg vurderer, at det er mest sandsynligt, at Hintz mener Gulbug, når han erkender, at han ikke kender ’de smaa og graa sangere’

De fire profilarter
Til sidst lidt om de fire profilarter, Sort Stork, Havørn, Rød Glente og Stor Hornugle, der gjorde Rold Skov kendt blandt fuglekendere i 1800-tallet – på godt og især mindre godt. Oplysninger i Hintz’ beskrivelse er i tabel 2 sammenstillet med vores viden før og kort tid efter. I tabellen er indsat årstal og antal (i parentes) af de ægkuld fra Rold Skov, der i dag findes i samlingerne på Zoologisk Museum.
Det er uendelig trist læsning, men alle oplysninger føjer sig præcist til hinanden, og udviklingen i disse år må siges at være forbløffende nøje klarlagt. Årsagerne til tilbagegangen er det desværre også. Omkring 1888 udspandt sig en diskussion i Dansk Jagtforening om, hvorvidt den Store Hornugle stadig fandtes i Rold Skov. En skovrider Sørensen fra Nørlund indrømmede ’At jeg har større kendskab til hornuglen end nogen anden, hidrører fra, at jeg i et tidsrum af 15 år samlede og lod indsamle alle slags rovfugleæg til justitsråd Eriksen i Finansministeriet, som havde mani derfor, og hvor æggene af den store hornugle spillede en vigtig rolle’ (citeret efter Qvistorff 2001).
Det blev nye tider – men desværre for sent. I årene 1904-24 var C. Weissmann skovrider for Lindenborg Gods. I en kort notits om fuglelivet i Rold Skov i den første årgang (1907) af tidskriftet for den nystartede Dansk Ornitologisk Forening slutter han af med denne korte svada: Det synes at være farligt at give Meddelelser om sjældnere Fugles Ynglesteder, da Redeplyndrere gaa efter saadanne Oplysninger; jeg skal derfor tilføje, at Æggesamlere behandles paa en meget ublid Maade heroppe, baade i Skoven og senere i Retten.
Om Weissmann nogensinde kom til at uddele bøllebank til nogen æggesamlere vides ikke. Man kan på sin vis kun beklage, at Weissmann ikke var startet i jobbet nogle årtier tidligere – så havde resterne af de store fugles oprindelige bestande sikkert have haft en større chance for at overleve. Men inden Weissmann kom til, var tre arter for længst borte (sidste sikre yngleår): Havørn (1877), Stor Hornugle (1877) og Rød Glente (1893) – alle som et direkte resultat af efterstræbelse. Sort Stork ynglede i Rold Skov helt frem til 1942. Ulovlig indsamling af æg har givetvis været et problem for arten, men først og fremmest blev den drænet ud af de danske skove.
Vi venter stadig på, at Sort Stork kommer tilbage til den danske natur som ynglefugl. Der er dog lange udsigter til, at vi igen har lysåbne skove med de naturlige vådområder – vandløb og søer. For de andre tre engang bortskudte arter er tiderne allerede blevet markant anderledes. De er tilbage med bestande, der måske er større en nogensinde inden for de seneste 200 år. I 2014 opgøres landbestandene til: Havørn 60 par, Rød Glente 108 par, Stor Hornugle 60-80 par (Larsen & Brandtberg 2015).
Det er bemærkelsesværdigt, at INGEN af de tre arter endnu er tilbage i Rold Skov - den sidste gamle højborg med alle fire arter. En stor del af forklaringen ligger i den totale forandring, der er sket med Rold Skov i løbet af de seneste 150 år: Fra en nedslidt ruin af en oprindelig bøgeskov til nutidens mosaik af ensartede nåleplantager med mindre partier af høj bøgeskov og tilgroning af Lindenborg Ådal. Dele af Rold Skov har højt naturindhold – det manglede bare andet – men det vil stadig tage mange år inden Rold har sine oprindelige naturkvaliteter tilbage i en skala, som skovens størrelse berettiger til. Stor Hornugle og Rød Glente er nok på trapperne, og Havørnen kan følge hurtigt efter. Længst udsigt er der til, at Sort Stork vender tilbage.
I takt med at arterne genindvandrer, må man håbe, at de bliver bedre modtaget end sidst.
Tak til Johan Rafaelsen / Lokalhistorisk arkiv for Skørping kommune for udlån af fotos.
Tak til Jörn Eskildsen for formidlingen af Hintz’ brev og til Anders Horsten for oplysninger om Rold Skov i dag. Hvor intet andet er nævnt, er Møller (1978) hovedkilden til de historiske oplysninger.

Litteratur:
Christensen, J.D. 1890. Viborg Omegns Fugle: Ornithologiske Iagttagelser. Adolf Jacobsen.
Faber, A.H. 1887. Morsø’s Fugle. Alfred Jacobsen
Fischer, J.C.H. 1861-64. Nogle iagttagelser over Danmarks Fugle med særlig hensyn til Vendsyssel.
Heiberg, P.V. 1886. Thylands Fugle. Adolf Jacobsen.
Larsen, J.D. & N. Brandtberg. 2015. Projekt Fokuseret Fugleforvaltning 2014. Fugleåret 2014: 144-145. Dansk Ornitologisk Forening.
Møller, A.P. (ed). 1978. Nordjyllands Fugle. Scandinavian Science Press.
Qvistorff, H.V. 2001. Rold Skov – Danmarks største. Skandinavisk Bogforlag.
Weissmann, C. 1907. Fuglelivet i Rold Skov. DOFT 1 (4): 112-113.

Tabel 2. Sammenstilling af oplysninger om Sort Stork, Havørn, Rød Glente og Stor Hornugle i Rold Skov omkring sidste halvdel af 1800-tallet. Angivne kuld (årstal og antal) ligger i dag i samlingen på Universitets Zoologiske Museum i København.