Fjordterne, Bygholmdæmningen foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk |
Af Henrik Haaning Nielsen
Aage V. Jensen Naturfond og Institut for Bioscience indgik i begyndelsen af 2007 en samarbejdsaftale om overvågning af et udvalg af ynglefugle og rastende trækfugle i Vejlerne. Overvågningen af ynglefugle i Vejlerne har til opgave at bidrage til NOVANA-overvågningen af ynglefugle, som er iværksat for at opfylde Danmarks forpligtelser i forhold til EU-fuglebeskyttelsesdirektivet. Denne overvågning skal føre til samlede vurderinger af de enkelte arters bevaringsstatus i Danmark.
Vejlerne udgør en af landets vigtigste lokaliteter for en lang række ynglefugle som er knyttet til rørskov, rørsump og enge, bl.a. Rørdrum, Sortterne, Stor Kobbersneppe, Brushane og Engryle.
Trækfuglene overvåges ved hjælp af 10 totale optællinger fordelt på alle årets måneder, bortset fra juni og juli. I Vejlerne raster store mængder vandfugle med vigtige forekomster af en lang række svømmeænder, gæs og svaner. Vadefuglene er tillige repræsenteret med mange arter med bemærkelsesværdige antal, de fleste år, af Hjejle, Vibe, Brushane og Tinksmed.
Foråret og sommeren var præget af kølige temperaturforhold og meget nedbør. Foråret var det niende vådeste, som er registreret af DMI og det vådeste siden 1983. Det betød, at der var høje vandstandsniveauer i hele området, gennem ynglesæsonen, men særligt stort regnfald i begyndelsen af juni betød, at flere af engfladerne stod under et par centimeters blankt vand. Efteråret var generelt mildt og tørt. Således var oktober den tørreste i 43 år. Imidlertid betød forårets og sommerens vandreserver, at der ikke skete egentlige udtørringer i Vejlerne i efteråret.
Ynglefugle
På trods af endnu en mild vinter lå antallet af Rørdrummer på niveau med 2014. Således taltes 95 paukende hanner (99 optaltes i 2014). Skestork ynglede igen på øen Melsig i Arup Vejle med minimum 4 par. Bestanden af ynglende vadefugle havde vanskelige yngleforhold på grund af især nedbør. De tidligt ynglende, Vibe og Stor Kobbersneppe, fremviste fine bestande med henholdsvis 361 par og 96 par, men nedbøren i juni betød formentlig, at en stor andel af deres unger gik tabt. Således registreredes blot 12 ungevarslende Stor Kobbersneppe i juni. Engryle fremviste på samme lokalitet en lille tilbagegang til 58 par (66 i 2014), men i juni sås småflokke, hvilket formentlig drejede sig om ynglefugle, som havde opgivet. Rødben havde en stor tilbagegang til 222 par (413 i 2014), men igen skyldtes det formentlig det regnfulde og kolde vejrlig. Brushane ynglede kun på Bygholmengen i år. Også her sås en lille tilbagegang til 9 par (14-18 par i 2014). På engene i Arup Vejle var resultaterne anderledes gode. Vandstanden var væsentligt højere i forhold til tidligere år, og hvor vi før har varslet at Engryle var på vej til at forsvinde fra lokaliteten, viste resultaterne fra i år en stor fremgang til 8 par (2 i 2014). Også Rødben gik frem til 72 par (59 i 2014). De kolonirugende fugle fremviste fremgange på Bygholmengen, og var tydeligvis begunstiget af høje vandstandsforhold. Klyde ynglede med 72 par (47 i 2014) og Havterne med 44 par (35 i 2014). Det er vigtigt at fremhæve, at de grundlæggende vandstandsforhold var optimale denne ynglesæson. Problemet var store nedbørsmængder på kritiske tidspunkter i fuglenes ynglecyklus, som især betød vanddække på visse engflader.
I rørsumpene bar resultaterne også præg af høje vandstandsforhold, og særligt i Kogleakssøen var forholdene forringede, da flere øer, der normalt indeholder mange ynglefugle, var oversvømmede. Sortternerne opgav deres første etablering på grund af prædation, og anden etablering blev opgivet langt henne i ynglecyklus, da en storm og meget regn tilsyneladende forårsagede, at ungerne ikke overlevede. Blot en unge blev således flyvefærdig. Bestanden talte i år 27 par (i 2014 var bestanden 34 par). Trane opretholder en stabil bestand på 12 par ligesom Rørhøg, som talte 40 par.
Samtlige optalte ynglefugles bestande i 2015 fremgår af tabellen.
Optalte ynglefugle i Vejlerne 2010-2015, opdelt på Østlige og Vestlige Vejler. I årene før 2014 blev lappedykkere og Hættemåger ikke dækket af optællingsprogrammet (skraveret i tabellen) |
Rastende fugle
Årets generelt høje vandstandsforhold resulterede i, at Vejlerne, særligt i foråret, husede flere bemærkelsesværdige antal af ænder og gæs. Der blev f.eks. optalt > 10.000 Krikænder, > 5000 Pibeænder, 600 Spidsænder, > 6500 Gråænder, > 17.000 Kortnæbbet Gås og > 15.000 Bramgæs. Hjejle optrådte med store flokke i oktober og november, hvor op til 21.000 blev talt alene på Bygholm Vejle. Havørn bliver en stadigt mere markant del af Vejlerne og ses nu hele året rundt i området. Et ynglepar i Vejlernes nærhed fik to unger på vingerne. Sølvhejre er blevet et fast indslag, bortset fra i vintermånederne, og op til 8 eks. sås i efteråret. Skestorke og Traner optræder i imponerende mængder i sensommer/efterår, med henholdsvis op til 217 og 256 eksemplarer. Begge arter trækker et stort naturinteresseret publikum til Vejlerne. I august og september blev Danmark ramt af et influx af Aftenfalke og op til ni forskellige individer rastede samtidigt. I løbet af året blev der blandt de store fuglemængder desuden fundet sjældenheder som Rødhalset Gås, Hvidøjet And, Amerikansk Pibeand, Amerikansk Krikand, Thorshane, Jagtfalk og Sort Ibis. Samtlige er med til at skabe bemærkelsesværdige nyheder om Vejlerne, og de tiltrækker mange natur- og fugleinteresserede folk.
Skestork, Bygholmengen, 23. august 2015, foto Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk |