Af Thorkild Lund

Nu, foråret 2015, da der er udsigt til en fuglestation i det Grå Fyr i Skagen, fortælles historien igen og igen om de bestræbelser på at etablere en varig fuglestationsvirksomhed, der har fundet sted gennem årene. Måske fordi det nu ligger så langt tilbage, bliver den første fuglestationsvirksomhed i 70'erne ofte forbigået. Men det er lidt uretfærdigt, da der blev lagt mange timer i det, mange unge mennesker deltog med ildhu og blev fanget af fugleinteressen for livet, og heldigvis er materialet bevaret, omend det ikke er blevet selvstændigt publiceret i større udstrækning. Fra de tre første år foreligger der dog to trykte rapporter.

Skagen blev for alvor populær blandt fuglefolket i forbindelse med opstarten af de såkaldte påskelejre, hvoraf den første blev afholdt i 1962 på initiativ af det jyske feltudvalg med Sigurd Rosendahl som leder. I de følgende år overtog det nyoprettede nordjyske feltudvalg arrangementerne med Poul Lindhard Hansen, dengang bosat i Skagen, som hovedkraften. Mange af dem, der deltog i de første lejre, blev bidt af Skagen og kom der på egen hånd de følgende år. Et fællesskab tog form og behovet for en egentlig fuglestationsvirksomhed pressede sig på.

Poul Lindhard søgte nu kommunen om brug af samlingsstuen på den kommunale campingplads. Det blev imødekommet og fuglestationen kom fra start. Da campingsæsonen nærmede sig, måtte man dog rykke ud, og man flyttede ind i et sommerhus, hvor Poul Eegs camping nu er at finde og i juni måned til Bittebo lige syd for radarstationen. Kim Øllgaard var der det meste af sæsonen, der strakte sig fra 12/3 til den 15/6, og han havde selskab i kortere og længere perioder af Orla Balslev Jensen, David Boertmann og Claus Jensen. I 1973 købte Poul Lindhard den da nedlagte Højen Station med henblik på at lave et museum på sigt. Her blev der nu stillet to værelser til rådighed for observatørerne. 1973-sæsonen, der strakte fra 14/3 til 1/7, var igen bemandet med Orla Balslev, David Boertmann, Torben Rasmussen og nu Bjarne Bertel, som skulle vise sig at stå for mange observatørdage i de følgende år. Flagbakken, som jo ligger bekvemt ved Højen gamle station, var nok den vigtigste observatørpost, men især David Boertmann insisterede på, at også havtrækket skulle medtages, og her var Ørneklit og fra og med 1973 Nordstrand den vigtigste observationspost.

Observatørerne fik udbetalt et mindre beløb i diæter, men nu her mange år efter hersker der tvivl om, hvor meget det beløb sig til. Jeg var dengang formand for DOF Nord og mener at kunne huske, at vi udbetalte diæter i en periode takket være nogle ekstra penge, som vi fik fra hovedforeningen.

Dog skulle det være sikkert, at stationen fra 1973 blev støttet med en bevilling fra Carlsbergfondet, som Jørgen Rabøl havde udvirket. Til gengæld skulle observatørerne så bidrage med mere informative detaljer om trækket, som skulle behandles i et specialprojekt, som Jørgen Rabøl havde kørende. I 1974 var stationen stort set bemandet det meste af tiden med holdet fra det foregående år samt Alex Bühring, der var der i en kortere periode. De daglige observationer fortsatte som hidtil med syv timers observation fordelt på Nordstrand og Flagbakken. Men man havde dog også tid til andet; bl.a. blev der foretaget en optælling af de i Skagen By ynglende Toplærker. Diæterne blev anset for nok til at overleve for - og dog. I juni 1974 følte observatørerne sig usædvanlig trætte; at komme op om morgenen sammenlignede de med, når en amøbe krøb hen over underlaget. Det var ikke andet at gøre end at søge læge. Diagnosen faldt prompte: Underernæring på grund af ensidig kost hovedsaligt bestående af franskbrød med syltetøj!

Fuglestationen nød godt af en fin pressedækning i Vendsyssel Tidende, og det betød, at befolkningen fulgte med og indså, hvor vigtig Skagen var for fugletrækket.


Herefter knækker historien lidt. For årene 1975 og 1976 er der aldrig blevet udfærdiget egentlige årsrapporter. Stationsvirksomheden fortsatte med Orla Balslev, Bjarne Bertel samt nogle nytilkomne, bl.a. Oluf Lou, Steen Christensen, Morten Müller og Hans Wohlmuth. Knud Pedersen havde tæt kontakt og mange andre kom forbi og blev ivrige fuglekiggere og medobservatører for eksempel Henrik Korning, Peter Kristensen og Jeppe Sørensen Desværre er både Bjarne Bertel, Orla Balslev og Steen Christensen døde, så hvad, de havde at kunne fortælle, er gået tabt. Heldigvis ser det ud til, at dagsrapporterne for hele perioden er bevaret, og de indeholder ikke bare tørre tal. Især Bjarne Bertel nød at nedskrive yderligere informationer og oplevelser. Poul Lindhard lod de første års rapporter indbinde, og de er for øjeblikket at finde i biblioteket i Fuglenes Hus i København. De efterfølgende er dels bevaret hos Orla Balslevs enke, Jonna og hos Knud Pedersen i Skagen. Det er aftalt, at når den kommende fuglestation bliver etableret i det Grå Fyr, skal de have deres plads der. 1976 blev det sidste år i fuglestationens virke. Carlsbergfondet ville ikke længere bidrage til driften.

På repræsentantskabsmødet i DOF havde vi her fra Nordjylland argumenteret om støtte fra hovedforeningen til fortsat drift og fik også megen opbakning bl.a. fra Københavnsafdelingen til vores ønsker, men samtidig blev der jo også givet udtryk for, hvordan man mente, den skulle drives. Der blev derfor aftalt et møde i Skagen. Det var midt i de glade revolutionsdage i 70'erne, tingene skulle ordnes ved fællesmøder, og for os herovre i Jylland følte vi nærmest, at en afdeling af BZ-bevægelsen var ankommet, og mødet endte ikke med en løsning på noget som helst. Samtidig havde forholdet mellem observatørerne og Poul Lindhard udviklet sig dårligt. Poul boede nu i Århus. Det var jo hans hus, som han havde stillet gratis til rådighed og oveni købet betalt for forbruget af el og vand, og Poul følte ikke, at de aftaler, man havde indgået, blev overholdt. Blandt andet var hans private gemakker nogle gange taget i brug f.eks. til at pleje en olieskadet alkefugl. Godt nok døde fuglen, men der var ikke blevet ryddet op, så der var fyldt med fiskerester og fuglemøg, da han kom på besøg. Det skal dog siges, at observatørerne ikke blev smidt ud, men da Poul kom derop i juni måned 1976 var værelserne tømt og observatørerne rejst. Fuglestationen lukkede og slukkede.

Fuglestationsvirksomhedens betydning for kendskabet til fugletrækket, specielt rovfugletrækket i Skagen, kan ikke vurderes højt nok. Fænologien for en række rovfuglearter måtte skrives om. Først hen i maj måned kulminerede artsantallet og for de fleste rovfuglearter toppede trækket ca. to uger senere end på de sjællandske træklokaliteter.

Flere af observatørerne blev så engagerede i trækstudierne, at de valgte at bosætte sig i Skagen. Det gjaldt Bjarne Bertel, Steen Christensen og Knud Pedersen, og nu blev der meldt observationer ud året rundt. I denne udgivelse, Nordjyllands Fugle (tidligere Fugle og Dyr i Nordjylland) er der i årene efter løbende bragt tal og artikler over observationer fra Skagen, ligeledes i SU- og årsrapporterne i DOFT fra 1978 (1970) - 2006 samt i efterfølgeren Fugleåret 2007-2013. Dertil kommer så DOFbasen fra år 2000 og frem. Endelig skal nævnes Bjarne Bertels pragtværk, "Fugle over Skagen", som udkom i 1994, med mange fantastiske illustrationer. Bogen er et udtryk for Bjarnes fortælleglæde, men samtidig fyldt med masse af informationer. Observatørerne blev også i den grad trænede i at aflæse feltkendetegnene på de overtrækkende fugle og satte på den måde nye standarder for en sikker arts-, alders- og kønsbestemmelse. Det er sidenhen bl.a. kommet til udtryk i de bestemmelsesværker, som Bjarne illustrerede, først og fremmest Benny Gensbøls "Rovfuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten".

Der vil sikkert kunne tilføjes meget mere om Skagens første fuglestation. Skulle nogen ligge inde med yderligere informationer eller have påvist fejl i ovenstående, hører jeg gerne om det. En krønike kan aldrig blive færdigskrevet.

Tak til Poul Lindhard, David Boertmann, Oluf Lou og Knud Pedersen for værdifulde bidrag og kritisk gennemgang af manuskriptet.