Juvenil Kongeørn, Tofte Skov
foto: Anton Thøger Larsen

Tekst og foto: Jan Tøttrup Nielsen

Siden Kongeørnen genindvandrede som dansk ynglefugl i 1998/99 (Knudsen et al. 2000), har den ynglet på 4 forskellige lokaliteter. Interessen omkring Kongeørnens ernæring i Danmark har været stor. Der foreligger mange studier af Kongeørnens fødevalg rundt om i verden, men kun meget få fra kongeørnebestande, som har etableret sig i lavlandet med intensivt industrialiserede landbrug. Siden 2005 har jeg indsamlet føderester fra parret i Hals Nørreskov og fra 2008 fra de øvrige tre ynglelokaliteter, hovedsagelig i yngletiden marts-oktober. I det følgende bringes nogle af de foreløbige resultater.


Indsamling af føderester
Fra sidst på vinteren, og indtil ungerne forlader redelokaliteten i september-oktober, er hannen næsten ene om at skaffe føden til hunnen og ungerne. Han bringer føden til redelokaliteten, hvor der gerne er særlige ædepladser, hvor hunnen æder eller, mens der er unger i reden, til selve reden. Når ungerne har forladt reden, overgives byttet til ungerne i redebevoksningen. Byttet er ofte mere eller mindre plukket, inden det afleveres. I redebevoksningen findes derfor ofte kun få rester i form af fjer/dun, hår, ben/fødder, kranier, knogler og i gylp. En kombination af indsamlede føderester og gylp har i andre studier vist sig at give et godt billede af byttedyrsvalget.

Dagens "fangst" klar til retsmedicineren
En kongeørnerede er tømt for rester
foto: Jan Tøttrup Nielsen

Under hvert besøg indsamles alle føderester (fjer, ben, kranier, skind, knogler og gylp). Føderesterne dateres så vidt muligt. Dateringen bruges, sammen med rester som kranier, ben, brystben og fjer, til at beregne antallet af de enkelte arter. Antalsangivelserne er minimumstal. Biomassen på de enkelte byttedyr er beregnet efter vægtangivelser for voksne individer i Snow & Perrins (1998) og Aulagnier et al. (2009). Vægten af unger, især pattedyr, er beregnet ud fra deres alder/størrelse (egne data). Alle de hjembragte byttedyr registreres selvfølgelig ikke, og det er især de mindre byttedyr, der er sværest at finde rester fra, da de er svære at registrere og desuden forsvinder hurtigere. Der er derfor en fare for, at de mindre byttedyr bliver underrepræsenteret i materialet, men omregnet i biomasse har det kun lille betydning. Gylpene bruges især til at bestemme mindre byttedyr (især gnavere). For at undgå forstyrrelser foretages den første indsamling sidst i maj under ringmærkningen (Hals Nørreskov), hvor ungerne er 4-5 uger gamle, og igen 3-4 gange efter at ungerne har forladt reden. Under det andet besøg, ca. 14 dage efter at ungerne har forladt reden, undersøges rede også for føderester. Efter de 14 dage bringes der ikke mere føde direkte til reden. Det sidste besøg foregår i oktober-november.


Artsfordelingen
Der er i alt indsamlet 1290 byttedyr (Hals Nørreskov 783, Høstemark Skov 317, Tofte Skov 66 og Mariager 124) fordelt på 44 forskellige arter fugle og 18 arter pattedyr. Fugle udgør 79,3 % i antal og 66,8 % i biomasse. Kun 7 byttedyr udgør hver over 4 % af antal, i alt 78,8 % og til sammen 85,3 % af biomassen, se tabel 1. Vandrotte ses som den femte hyppigste med 5 % af byttedyrene, men den udgør kun 0,7 % af biomassen. Omvendt er det med Rådyr, som udgør 4,8 % af antallet men 12,6 % af biomassen. Der er stor forskel på fordelingen blandt de fire ynglelokaliteter, se tabel 2.
Byttedyrene er inddelt i 12 forskellige grupper. Ænder og gæs: hovedparten er Gråænder (n 51), men også de mindre ænder som Krikand (n 8) og Troldand (n 6) tages. Af gæs er kun fundet Grågås (n 2). Vadefugle: flest Viber (n 13) og Dobbeltbekkasin (n 3) er også registret. Måger: hovedsagelig Hættemåge (n 14) og kun en enkelt Sølvmåge. Vandfugle: dækker over Skarv (n 7), Fiskehejre (n 3), Gråstrubet lappedykker (n 1), Blishøne (n 8) og Grønbenet rørhøne (n 1).
Hønsefugle: Den meget høje andel af hønsefugle skyldes de mange Fasaner, der tages i Hals, men også i Tofte er andelen høj. I Hals, hvor der udsættes Fasaner til jagtlige formål, svinger andelen af Fasaner årligt mellem 48,1 og 78,8 % (2006:56,3 %, 2007:48,1 %, 2008:73,4 %, 2009:72,1 %, 2010:65,4 %, 2011:58,9 %, 2012:78,8 %, 2013:61,4 % og 2014:53,5 %). Det vurderes, at der i Hals årligt tages 300-400 Fasaner afhængigt af, om der er én eller to unger i reden. Den høje byttedyrstæthed gør, at ørnene stort set kun fouragerer indenfor et område på 5 km2 og at der ofte er to udfløjne unger. I Tofte er halvdelen af hønsefuglene Fasaner og den anden halvdel tamhøns, som tages ved en stor frilandshønsefarm lidt sydvest for skoven.
Rovfugle og ugler: primært Musvåge (n 13). Det mest bemærkningsværdige var fundet af tre næsten flyvefærdige spurvehøgeunger i Høstemark. Spurvehøgeungerne kunne endnu ikke flyve, hvilket betyder, at de var taget i reden. Dette forekommer som en umulig opgave for en Kongeørn, idet spurvehøgereder placeres i tætstående grantræer. Man var i samme tidsrum ved at bortskove en større granbevoksning, hvori der ynglede et par Spurvehøg. Der blev skovet med maskine, og man havde stoppet ved den række træer, hvori spurvehøgereden var anlagt. Reden var nu ”fritlagt”, og ørnen må have opdaget de store unger i reden og tømt den. Mose- og Skovhornugle er de eneste to uglearter, der hidtil er fundet.
Duer: primært Ringdue (n 115), men også Tamduer (n 20) tages. De fleste Tamduer er dog taget som ådsler før 2010. I Hals blev der i 2014 fundet en brevdue. Kragefugle: her er det Gråkrage (n 93), der dominerer efterfulgt af Skovskade (n 14), Råge (n 2), Husskade (n 2), Allike (n 1) og Ravn (n 1). Af Krager tages hovedsagelig nyudfløjne unger.
Hjorte: Rådyr (n 62) og Krondyr (n 4). Alle, på nær to store Rådyr som lå døde i redebevoksningen, er små og halvstore lam/kalve. Rålam fra 1500-4500 g og krondyrkalve fra 3000-5000 g (vurderet ud fra ben/kranie størrelse). Hvor mange af rålammene, der er taget levende, vides ikke, men jeg formoder at krondyrkalvene er taget som ådsler. I de fleste af årene har der været en rå lige omkring redebevoksningen i Hals, som årligt har haft mindst ét lam, der har overlevet.
Rovdyr: Ræv (n 5) og Grævling (n 1) - alle taget som unger. I Mariager var der et beboet ræve- og grævlingekompleks i redebevoksningen, det kostede én unge af hver. Selv tamkatte (n 2) kan ikke føle sig sikre. Alle de danske mårdyr er repræsenteret, flest Husmår (n 7), de øvrige er Skovmår (n 3), Ilder (n 3), Mink (n 5), Lækat (n 6) og Brud (n 2). Gnavere: domineres af Hare (n 82) og Vandrotte (n 65), men selv Mark- og Halsbåndmus tages. Muldvarp er registret med ét eksemplar.


Kommentarer til resultaterne
Den gennemsnitlige vægt på byttedyrene er 1098 g. Halvdelen af byttedyrene er i vægtklasse 1-2 kg, og de udgør 54 % af biomassen. 37 % af byttedyrene vejer under 1 kg og udgør 14 % af biomassen og 13 % af byttedyrene vejer over 2 kg og udgør 32 % af biomassen. Vægtklasse fordelingen er noget forskellig på de 4 ynglelokaliteter, se fig. 1.
Kongeørneparret i Hals er udprægede specialister, og fødesammensætningen bærer præg af en meget stor tæthed af jagtbare arter. Der er en meget stor bestand af Rådyr, Hare, Ringdue og Fasan og 84 % af føden består af disse arter. På de øvrige tre lokaliteter er Kongeørnene generalister, hvor der tages et bredt spekter af vandfugle, skovfugle og pattedyr.
Desværre forligger der ingen data fra de skånske Kongeørne, men en mindre fra Letland (Bergmanis et al.) og en mere udførlig fra Gotland (Högström & Wiss 1992). Fødesammensætningen fra Letland minder meget om den danske, udover at de mest almindelige fugle blandt byttedyrene er Trane og Urfugl. På Gotland er Pindsvin det hyppigste byttedyr med hele 42 % (25 % i biomasse), efterfulgt af Vildkanin 17 % (24 % biomasse). Der er ikke fundet Pindsvin i det danske materiale, og Vildkanin findes ikke i undersøgelsesområdet. Gennemsnitsvægten på byttedyr på Gotland var 1,3 kg mod 2,8 i det nordlige Skandinavien, Tjernberg (1983).
Når der ses på fødesammensætningen hos de danske Kongeørne, skulle der nok være plads til flere ynglende par Kongeørne, end dem der er nu (3 par 2014).


Referencer:

Aulagnier, S., Haffner, P., Mitchell-Jones, A.J., Moutou, F. & Zima, J. 2009: Mammals og Europe, North Africa and the Middle East, A & Cishers Ltd. London, UK.
Bergmanis, U., Kuze, J., Lipsberg, J., and Hofmanis, H. 2012: Utbredning, populationsdynamik, ekologi och skydd av kungsörnen Aquila chrysaetos i Lettland. Kungsörnen 2012:52-60.
Högström, S. and Wiss, L.-E. 1992: Diet of the Golden Eagle Aquila chrysaetos in Gotland, Sweden during the breeding season. Ornis Fennica, 69:39-44.
Knudsen, B., Knudsen, P. og Clausen, T. 2000: Kongeørn Aquila chrysaetos som ynglefugl i Danmark. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 94:97-98.
Snow, D.W. & Perrins, C.M. 1998: The birds of the Western Palearctic, Concise Edition vol. 1 & 2. – Oxford University Press, Oxford, UK 94:97-98.
Tjernberg, M. 1983: Prey abundance and reproductive success of the Golden Eagle Aquila chrysaetos in Sweden. Holarctic Ecology, 6:17-23.