Af Poul Erik Sperling

Jeg er kørt nordpå for at tale med Nordjyllands rovfuglemand nr. 1.  - Jan Tøttrup Nielsen og finder huset smukt beliggende ved skovkanten i udkanten af Tolne by.

Jan har hele sit liv boet i det nordlige Vendsyssel. Han er født ved Skærum i 1960 og boede senere med sine forældre ved Linderum. Selv har han boet ved Gårdbogård og i Børglum Klosterskov samt de sidste mange år i Tolne.

Interessen for fuglene var der allerede fra skolealderen, og interessen for Duehøgen startede på skolebiblioteket, da han lånte bogen "Duehøgen" af Vagn Holstein.


I 1976 finder Jan sin første rede af Duehøg i Børglum Klosterskov.

Jan har hele sit liv arbejdet som skovarbejder og i alle år i Børglum Klosterskov, hvor han startede i 1980 og har således haft 30 års jubilæum i skoven.

Jans høgeprojekt startede i 1977 efter at bogen "Nordjyllands Fugle" var udkommet. Han ville vide hvor de 40 par, der var omtalt i bogen, kunne findes.

Projektet består i at optælle alle ynglende Duehøge i den nordvestlige del af Vendsyssel - et område på 2417 km2. Der ud over arbejdede han med Spurvehøg i to områder 1977-97.

Jan kører i det tidligere forår, inden løvspring, rundt og registrerer hvilke af rederne, der er beboede dette år. Senere når ungerne er halvstore, tager han en ny runde, hvor han klatrer op til alle rederne og ringmærker ungerne.

Det tager omkring 600 timer i felten hvert år og en køretur på 5-6.000 km.

 

I dag tæller og undersøger han også alle rederne af Rød Glente, Kongeørn og Store Hornugle. For Stor Hornugle og Kongeørnens vedkommende er det mest fødeundersøgelser, der har hans interesse.

 

I den periode hvor bestanden af Duehøg toppede (1998-2005), og der samtidigt blev opdrættet fasaner i tusindvis, fik Jan tilladelse fra Skov og Naturstyrelsen til at flytte Duehøgene. Det var nemlig sådan på den tid, at mange skytter ulovligt fangede og aflivede høge i massevis ved opdrætningspladserne i skovene. Efter tilladelsen måtte skytterne fange Duehøgene ved fasanerierne. Jan kørte så rundt og samlede dem op for at flytte dem minimum 25 km væk, for så at sætte dem fri igen.

Det viste sig, at kun 10 % kom tilbage til fasanerierne igen. Det var især unge fugle, der fandt på at fange maden nemt ved de mange fasankyllinger. 

 

I dag bliver der ikke udsat så mange fasaner, og der er heller ikke så mange steder, hvor der sættes fasaner ud, men bestanden af Duehøg er stadigvæk kun det halve af, hvad den var inden fasanudsætningen begyndte midt i 90’erne. Tilbagegangen skyldes mest, at bestanden af tamdue i Danmark er faldet til en tredjedel af, hvad den var dengang. En anden negativ faktor er de meget våde forår.

 

Jan har fanget og ringmærket over 3000 unger af Duehøg. Han klatrer altid op i træerne uden sporer og liner, for som han siger, ”falder jeg ned med professionelt udstyr, gælder min ulykkesforsikring ikke”.

 

I slutningen af 90'erne fik Jan og Jan Drachmann bevilget penge til at bearbejde det store materiale, som Jan Tøttrup havde indsamlet. Der gik et par år med at bearbejde materialet, og i 2002 blev det til en stor faglig rapport fra DMU nr. 398.

Herudover har Jan sammen med andre publiceret ca. 25 artikler i DOFT og mange andre tidsskrifter.

Jan var i årerne 1979-87 også med i redaktionen af denne rapport, hvor han selvfølgelig først og fremmest skrev om rovfuglene.

 

Jan er mest til skov og indlands fugle. Han fortæller om en uheldig episode, da han efter mange års fuglekikkeri en dag kommer til Skagen. Her fortalte han de andre, at Strandskade var ny art for ham, ja så ville mobningen ingen ende tage.

 

En af sine bedste fugleoplevelser i Danmark havde Jan, da han en dag skulle holde middagspause i skoven og kørte traktoren ud til en lysning op mod en bakketop, så han kunne nyde udsigten over lysningen. For midt i madpakken kom en 2K Kongeørn strygende lavt over bakketoppen på klods hold. En betagende oplevelse, næsten at kunne se Kongeørnen ind i øjnene.

 

Bedste oplevelse i udlandet var højt oppe i bjergene i Korsikas centrale dele.  Vejret var dårligt med lavthængende skyer, og Jan var lige kommet op over dem og nød, at solen skinnede ovenpå skydækket, da der pludselig kom en voksen Lammegrib op gennem skyerne kun 10-15 meter fra ham. Den hang næsten stille et øjeblik for at se, om Jan var et bytte eller fjende. 

 

Rejselysten.

Jans første udlandsrejse var i 1981, hvor hans far kørte ham og rygsækken ud til hovedvejen ved Hæstrup. Så startede Jan på tommelfingeren, og det blev til 10 dage i Alperne i Schweiz. I 1984 kom flyvemaskinen til hjælp, og nu gik turen flere gange til Tyrkiets bjergegne. Herefter kom der en del år med mange arbejdstimer i skoven om foråret og sommeren og så 3-4 måneders rejse rundt i verden i vinterperioden. Et år brugte han hele året på at rejse verden rundt.

Det er dog bjergene, der er hans foretrukne mål. Han har således opholdt sig i alt 2 ½ år i Himalayabjergene.

 

I 1993 mødte han Marta, som blev hans kone. Familielivet og tre døtre satte en dæmper på hans rejseliv, men det er blevet til en del længere ture til Colombia.

 

Jans sjældneste fugleobs i Europa er nok Sort Urfugl i det nordøstlige Tyrkiet og for verden er det nok Brown Parrotbill (Brun Papegøjenæb) i Nepal, fortæller Jan. Og af pattedyr er det Sneleopard i det nordlige Pakistan og i Indienhavde han én gående udenfor teltet i bjergene.

 

En af de mere besværlige situationer, Jan har været ude for på en fugletur, var i det nordlige Pakistan, hvor han gik oppe på en gletsjer, og pludselig trak op til uvejr med sne. Jan slog sit telt op og gik ind for at vente på bedre vejr. Efter 1½ dag var der atter sol, men nu var der pludselig en halv meter sne over det hele. Jan kunne ikke gå tilbage for han kunne ikke se, hvor sprækkerne i gletsjeren var. Nå men det var heldigvis om sommeren, så han ville vente til sneen smeltede igen. Det tog dog tre dage før sneen igen var smeltet, men det værste var, at han allerede den første dag kedede sig og havde spist hele sin madration på én dag.

 

Blev beskudt i Tyrkiet.

På en af de mange bjergture i det østlige Tyrkiet, oplevede Jan at blive skudt på fugletur.

Han startede altid den første aften i en nærliggende landsby med at snakke med de lokale om stien op til bjergene, han ville besøge. Men en lokal røver havde spottet Jan og hans udstyr, så næste dag, da Jan var på vej op gennem en floddal til et bjergplateau længere oppe, ser han godt nok en person efter ham, og på et tidspunkt bliver der råbt noget, Jan ikke forstår, og der bliver også skudt. Der er mange Klippeduer i dalen, så Jan tror manden er på jagt efter noget mad og går videre.

Pludselig fløjter en kugle lige forbi hans hoved, og der bliver igen råbt. Jan tænker, at nu er det sgu mig, der er bud efter. Han stopper og vender sig, hvorefter han mærker to skud i benet og falder om. Jan skynder sig at lægge rygsækken, ur og andet af værdi på stien og kravler væk bag nogle store bunker af klippeblokke for at redde livet.

Jan er nu blevet bange, så han bliver liggende nede i klippesprækken et par timer, indtil alt er stille igen, så han tør kikke op og rundt. Hans ting er væk, men ellers er alt roligt, så da han ikke kan gå på benet, må han nærmest kravle ned til landsbyen igen. Da de ser han er blevet skudt på, tilkalder de hurtigt militæret. Og militæret bliver meget oprørte over, hvad han lavede med fotoudstyr og kikkert deroppe. Efter flere timers forhør falder Jan ned af stolen på grund af væskemangel og blodtab, og først da sender de ham på sygehuset i løbet af natten. Næste dag rykker militæret ud på en større eftersøgning i området for at finde ud af hvad det er sket. De finder heldigvis Jans rygsæk og ting gemt i klipperne. Røveren har nok ikke turdet tage det med ned i byen.

Men godt han ikke ramte nogle af knoglerne i benet, siger Jan, for så havde vi ikke haft nogen Duehøg-undersøgelser i Danmark.

 

Hvordan Duehøg-projektet skal fortsætte ind i fremtiden ligger hen i det uvisse.

Jan har ingen disciple, der bare vil tage over med så stort et arbejde hvert år, men han har også planer om at forsætte så længe, helbredet kan klare det. Så må vi se, hvad der sker, afslutter Jan.