Af Thorkild Lund
Caretakerprojektet, som nu nærmer sig sin afslutning, er den forløbige kulmination på de seneste 50 års arbejde med at registrere større danske fuglelokaliteter. Før den tid var det pauvert, hvad der blev publiceret, til gengæld var de få artikler af stor værdi både i det daværende fuglebeskyttelsesarbejde og også i dag, hvor kendkab til tidligere tiders fugleliv som reference til naturbevarelse er vigtigt.
Sådan en artikel er at finde i Dansk Ornitologisk Tidskrift fra 1932, hvor S. Rasmusen og Karl O. Pedersen beskriver tre ture til Læsø og Nordre Rønner i 1926,1928 og 1930. Begge var fra Hadsund egnen, Rasmussen apoteker og Karl O. gårdejer. Karl O. er omtalt i Nordjyllands Fugle 2011 og i Tofte Skov og Mose 2012 (AVJNF 2012). I Karl O.'s efterladte dagbøger og papirer findes der imidlertid en del noter, som yderligere bidrager til at belyse, hvad der har været af fugleoplevelser på Læsø, og hvordan man måtte indrette sig med begrænsede hjælpemidler under primitive vilkår, hvis man ville have et indtryk af områdets fugleliv.
Turen i 1926 startede med en lang rejse med togskift, færge til Vesterø Havn og indkvartering på Carlsens Hotel. Ingen tid spildtes, og de sidste lyse timer blev brugt til fods på de vidtstrakte hedestrækninger nordøst for byen. Og her skal man være opmærksom på, at det er et helt andet Læsø, end det vi kender i dag, der mødte dem for 87 år siden, et stort set træløst landskab. Det meste af turen i 1926 er man på rekognoscering. Man beklager, at man ikke har tid til at eftersøge rederne af de fugle, man er stødt på, som f.eks. Rødrygget Tornskade. Det var ikke udtryk for en personlig grille (det var det også), men datidens ynglefugleopgørelser var baseret på redefund. En feltornitolog i nutidens forstand ville blive anset for højst utroværdig. Man interesserede sig selvfølgelig ligesom i dag for det usædvanlige, og når man bemærker enkelte Stormmåger og Svartbag, viser det, at disse arter er fåtallige. Til gengæld besværede man sig over de allesteds nærværende Hættemåger, som man i hvert fald på ynglepladserne anså for at være skadelige for de øvrige fugle i området. Dagen efter ankomsten tog de rutebilen til Byrum, hvorfra de begav sig til fods til Rønnerne mod syd. Karl O. beskriver meget malende deres oplevelser i dette for dem ukendte landskab. Alm. Ryle og Hjejle er nogle af de vadefugle, der fremhævedes, men rigtig tid til at lede efter deres reder, havde man ikke. På sydsiden af ”Heden” traf de to mænd, som gravede lyngtørv. De kom i samtale med dem, og det endte med, at de lånte deres hestevogn, så de nemmere kunne komme ud på Hornfiskerøn. ”Det var en Skravlvogn med et par gule norske Heste for”, skriver Karl O. Hornfiskerøn skuffede, man stødte på nogle Brushøns, hvad der åbenbart ikke var usædvanligt og fandt en kragerede i en meters højde, men blev dog oplivet af, at man på vej frem og tilbage havde passeret et par Stenvendere, men uden at finde reden. Det har sikkert ærgret Rasmussen, som gerne gik efter at ”rulle” et kuld æg af specielt sjældne fugle (se boks). ”Det var to baade intelligente og imødekommende Mænd, vi her havde truffet, de bød os både Mad og Drikke, hvilket vi dog afslog” noterer Karl O.
Dagen efter lejede de en båd til Nordre Rønner (10 kroner), hvor de efter at være trakteret med kaffe hos fyrpersonalet straks gik i gang med at efterse de forskellige holme.Tejsterne tiltrak ikke sært opmærksomheden. Rasmussen anslår antallet til 30 par. Men fuglerigdommen i det hele taget gjorde stort indtryk og har været en motiverende drivkraft til både i 1928 og 1930 at gentage turene til Læsø og specielt Nordre Rønner. I sin artikel i DOFT opremser Rasmussen følgende ynglefugle på grundlag af alle de tre besøg: Gravand, Toppet Skallesluger, Ederfugl (kun et enkelt fund), Stor Præstekrave, Stenvender, Strandskade, Rødben, de talrige Hættemåger (”den er ved at blive en Plage ligesom andre steder i Landet”), nogle få Stormmåger, Fjordterne, Havterne (ganske få), Splitterne og Tejst. Omhyggeligt redegør Rasmussen for antallet af æg i de reder, han frekventerer, og det er mange. Karl O. Pedersen brugte til gengæld en del tid på småfuglene. Han nævner bl. a. Hvid Vipstjert, Gul Vipstjert, Tornsanger i øernes eneste krat, Skærpiber (ca. 30 par) og så Stær og Gråspurv, som ynglede på bygningerne.
Dengang var der knyttet en smule landbrug til underhold for fyrpersonalet. Fyrmesteren havde en ko, en kalv, en gris og høns, duer, kalkuner, ænder og gæs, så der var altid noget at finde for spurvene. Der blev bjerget lidt hø, og koen græssede, hvor det var muligt. Palle Rasmussen, der er caretaker på Læsø, mener, at en af grundene til at Hættemågerne forsvandt som ynglefugl på Nordre Rønner var, at en højstaudevegetation efterfulgte den afgræssede eng. Om vinteren fik Nordre Rønner besøg af op til 100 Snespurve, der i stor udstrækning holdt til omkring beboelsen. Ja, når dørene stod åbne kunne de bevæge sig helt ind i forgang og køkken. Nu er beboelsen helt forladt og fyret styres automatisk. Med menneskene forsvandt også Gråspurv og Stær.
Karl O. og Rasmussen var venlige og imødekommende og sluttede hurtigt venskab med de mennesker, de kom i kontakt med. Således også personalet ved fyret. I Karl O's efterladte papirer ligger der nogle julebreve fra fyrmesterens kone, Marie Hansen, der løst og fast fortæller om livet på øerne og om fuglene i særdeleshed. Hun fortæller bl.a. om de mange mågeæg, de samler hvert år, men også at hun er vred på fiskerne, der går i land efter 1. juni, hvor indsamling af mågeæg er forbudt, og samler æg af bl.a. af Toppet Skallesluger og andre knap så talrige fugle. Hun fortæller også om Snespurvene, der engang næsten havde ædt et franskbød, hun havde stillet til hævning på køkkentrappen. Også nogle af Skærpiberne har vænnet sig til at tigge ved køkkendøren. Fyrassistenten havde lavet tre ”hytter” af noget tang og nogle brædder til Gravænderne, som hurtigt flyttede ind og lagde æg, som bidrog til husholdingen. Ved en lejlighed får Karl O. og Rasmussen serveret spejlæg af gravandeæg. Det var nu ikke nogen delikatesse, noterer Karl O.
”De sorte Tejsters Øer” fra 1932 er en af de første fotobøger, der er udgivet herhjemme. Den er skrevet af C.A. Rasmussen (ikke at forveksle med denne artikels S. Rasmussen), som var lærer i Svendborg. Bogen beskriver Nordre Rønner og er interessant på den måde, at den giver et billede af de besværligheder, der fulgte med at fotografere fugle på den tid. C. A. Rasmussen besværer sig over de mange ornitologer, der besøger øerne og helst skal have nogle trofæer i form af æg med hjem. Om han har haft sin navnefælle i erindring, melder historien ikke noget om.
I 1928 startede man fra Hadsund i egen bil, men man nåede knap nok til færgen, før bilen gik i stykker og måtte efterlades på et værksted. Så man måtte igen improvisere sig frem med lejede biler, rutebil og postbil, når det kunne passe. Efter at have været på Nordre Rønner indlogerede man sig i Byrum og brugte den sidste dag i omegnen og østenden af Læsø. De havde som sædvanligt skabt sig gode relationer til de lokale, i Østerby købmand Olsen, som tog dem med ud på de uopdyrkede hedestrækninger sydøst for Østerby, hvor de fandt mange ynglende Ederfugle og rede af Hjejle (hvis æg var stærkt rugede). Det korte besøg tændte imidlertid Rasmussen på området, og det indgik herefter i planerne for det næste Læsøbesøg, der fandt sted i 1930. Med Postbilen påbegyndtes hjemturen til Vesterø Havn tidligt næste morgen.
I 1930 fik man uden vanskeligheder bilen med til Læsø, men først skulle man selvfølgelig en tur til Nordre Rønner, hvor Fyrmester Hansen bød dem velkommen med sit ”sædvanlige djærve og hjertevindende Haandtryk”. Opholdet denne gang tilføjede ikke noget nyt til artslisterne. Nu var det den østligste del af Læsø, der trak. Igen fik de selskab af Købmand Olsen, der viste sig at have et stort kendskab til fuglelivet i området. Olsen kunne fortælle, at der ynglede Hvidbrystet Præstekrave ved stranden, og at kragerne kunne finde på at yngle på jorden på toppen af en stor tue. Ved besøget i 1928 have man fundet en enkelt rede af Hjejle. Denne gang mente man at kunne påvise fire par, men der blev ikke tid til at finde rederne, da man blev snart optaget af noget ganske andet. Det, man i første omgang troede var en rede af Sølvmåge, tilhørte et par Svartbag, som ængstelig fløj over hovedet på dem. Ynglende Svartbag! For første gang dokumentret i Danmark. Æggene blev målt og vejet, og fundet blev efterfølgende beskrevet i foreningens tidsskrift (Rasmussen 1931). Ingen tvivl om, at man har været i en eksalteret stemning. I 1944 skriver S. Rasmussen til Karl O. ”Gudskelov for Knotten, den Opdagelse kan ingen tage fra os. Tænk på hvilken uhyre Tilvækst blandt Svartbag på dette Sted siden 1930 – 21 kuld i 1943”.
Forinden havde man dog nået en biltur til ”Skoven”, som skulle befinde sig nord for Byrum. Det siger noget om Læsøs daværende natur, at de ikke kunne finde den, selvom de spurgte om vej. De endte på en ”grusom Vej på en vildsom Hedestrækning”. På hjemvejen kom de dog forbi en lille lund, som de formodede var skoven, og her hørte de Musvit og Skovsanger. Hjemrejsen tiltrådtes næste morgen. Dog nåede de at besøge en fisker, der havde en kat med syv tæer og klør på hvert af forbenene og fem på hvert bagben.
*)I 1940 fik Knotten status af videnskabeligt reservat på grund af yngleforekomsten af Svartbag med deraf følgende adgangsrestriktioner. Hjejlen er som ynglefugl for længst forsvundet. Kan man tænke sig, at prædation af Svartbag har været en medvirkende årsag?
Ægsamling
S. Rasmussen var en blandt mange i datidens ornitologiske kredse, der var besat af indsamling af fugleæg, altid hele kuld og gerne i lange serier, så man kunne studere størrelse og farvevariationer. DOFs bestyrelse rummede indtil foreningens endelige opgør med uvæsenet i 1962 altid en eller flere ægsamlere. Siden 1884 havde det ved lov med enkelte undtagelser været forbudt at indsamle vilde fugles æg, og man kan derfor undre sig over, at en forening, der som et af sine erklærede mål havde at værne om fuglene, kunne acceptere en sådan udbredt praksis oveni købet blandt sine kernemedlemmer.
I ægsamlernes selvbevidsthed anså man sig som indsamlere af videnskabelige data. Man betegnede sig som oologer, og på den måde mente man at kunne retfærdiggøre over for sig selv og den lille skare af fugleinteresserede, som udgjorde DOF medlemsskare i første halvdel af forrige århundrede, hvad man foretog sig i så henseende – og det med et vist held. Mange af dem bidrog til DOFs tidsskrift med en lang række artikler om fuglelivet i forskellige egne af landet, og redaktøren kunne være sikker på, at der var belæg for de angivne yngleforekomster, der ofte indeholdt oplysninger om kuldstørrelser m.m., men dog ikke noget om at æggene nu befandt sig i kasserne i hjemmet. Samlermanien, sporten i at have fundet noget sjældent og den indbyrdes konkurrence med interessefællerne drev dem ud i et forehavende, hvor man undres over, at de ikke selv kunne se det skadelige for landets fuglefauna. ”Det er netop hullerne i samlingen, som gør, at Oologien er så spændende og interessant”, skriver Rasmussen i et brev til Karl O. Pedersen. Han har netop erhvervet sig nogle flere kasser, så han har kunnet få ordnet sin ægsamling på 3000 æg. Her er vi tilbage i 1943, hvad samlingen siden udviklede sig til må overlades til fantasien. I 1962 finder det endelige opgør sted med ægsamlerne, og den sidste bliver ekskluderet og smidt ud af bestyrelsen. Det var den indtil da velanskrevne Hjalmar Østergaard Christensen. Østergaard var en af Rasmussens venner, og hvad han og en anden ven, C.A. Harboe fra Præstø, kunne indsamle på deres årlige ugelange indsamlingsture var noget, der kunne imponere Rasmussen: ”Hvad disse to ”Svende” kan præstere er ganske og aldeles ubegribeligt”. Det ligger uden for denne artikels rammer at omtale de indsamlede fund, som er omtalt i brevene. Jeg vil dog vurdere det sådan, at der for nogle arter har været tale om en plyndring af en størrelse, der har holdt bestandene unaturligt nede, Stenvender f.eks. eller Storspove, som var en art under indvandring og derfor kun langsomt etablerede sig.
Ægsamling er et mørkt kapitel i DOFs historie, i lang tid var det ikke ”comme il faut” at omtale emnet i publikationerne. Poul Hald-Mortensen har dog i 1999 skrevet en kritisk artikel herom i Fugle og Natur, og i DOFTs Jubilæumsskrift fra 2006 har Christian Hjorth skrevet om, hvordan spørgsmålet om ægsamling kunne vække stærke følelser i forbindelse med generalforsamlinger og formandsvalg i efterkrigstiden. Men det ville klæde os en gang for alle, virkeligt at få gravet i dybden og få omfanget belyst fra alle sider.
N.B.
C. Rasmussen skriver et sted: ”Det er en pengeanbringelse – Der bliver Slagsmaal om min Samling, når jeg engang er borte”. Samlingen endte i kælderen på en skole i Esbjerg. Efter forhandlinger med skolens idealistiske biologilærer Olav Poulsen og Poul Hald-Mortensen blev samlingen engang i slutningen af 1970´erne bragt til Zoologisk Museum i København.
Litteratur:
Lund, T. 2011: Ynglefuglene på de nordjyske højmoser i historisk perspektiv – Nordjyllands Fugle 2011:11-13
Rasmussen, C.A. 1932: De sorte Tejsters Øer – Henrik Kappels Forlag, København 1932
Rasmussen, S 1932: Ornitologiske Iagttagelser fra 3 rejser til Læsø og Nordre Rønner i Aarene 1926, 1928 og 1930. DOFT 26: 55-71
Rasmussen, S 1931: Svartbag, Larus Marinus L., som dansk Ynglefugl. DOFT 25: 125-127
Tofte Skov og Mose – Status 2012, Aage V. Jensens Naturfond