Af Jacob Palsgaard Andersen, Aage V. Jensen Naturfond

Hermed en opfølgning på artiklen i Nordjyllands Fugle 2011 omkring regulering af Mårhund i Lille Vildmose.

Vi har i sæson 2012/13 haft succes med reguleringen. Der er blevet reguleret (aflivet) to mink, 14 ræve og 13 (!) mårhunde.

Lille Vildmose dækker mere end 7.500 ha. Mellemområdet, som er indsatsområdet i LIFE-projektet er i sig selv på 2.100 ha., så det er ikke det letteste at holde bestandene af ræv, mink og mårhund nede, men vi gør et ihærdigt forsøg. Vi har været i gang i to år og fortsætter mindst fire år mere. Vi håber, at effekten af vores indsats vil kunne ses på fuglelivet i løbet af de næste par år.


Ynglende mårhunde

Trods regulering af 13 mårhunde, må vi konstatere, at mårhunden lever i bedste velgående i Lille Vildmose. I 2012 lykkedes det for to par at yngle i mosen. Det ene par og dets afkom (10 hvalpe) blev opdaget i tide. Det andet par med minimum tre hvalpe blev observeret ved Tofte Sø. Det lykkedes ikke efterfølgende at finde parret, men én af hvalpene blev fældefanget senere på sæsonen.

Naturstyrelsen har fortsat fokus på forskellige GPS-mærkede mårhunde, også kaldet Judas-mårhund, som har opholdt sig i Lille Vildmose. Dyrenes færden er blevet intensivt overvåget – og dyrene opsøgt flere gange i håb om, at de havde fundet sig en mage. Det har ikke direkte ført til fangst af mårhunde, men et af Judas-dyrene opholdt sig i periferien af et eksisterende mårhundepar – og var dermed medvirkende til at udpege deres levested.

Fortsat fokus på mårhunde

Vi fortsætter vores fokus på mårhunde i 2013 i tæt samarbejde med Naturstyrelsen. Via LIFE-projektet (www.lifelillevildmose.dk) er der fortsat 20 aktive fælder i området. Fælderne er udstyret med sms-sendere, som dels sender signal to gange dagligt for at melde batteristatus og klarmelding af fælden, dels sender besked, hvis fælden udløses.

Det er fortsat en udfordring at fange en mårhund i en fælde. Vi evaluerer løbende og forsøger at optimere indsatsen. Vi har som bifangst fanget fem husmår og én skovmår i fælderne. Alle blev genudsat. 

Udvidet ræveregulering

Fredningsnævnet gav i 2012 tilladelse til regulering af ræv indenfor det fredede område på samme vilkår som udenfor fredningen. Det vil sige, at vi må regulere fra 1. september til udgangen af februar. Via LIFE-projektet er der lagt fem kunstgrave i jorden i oktober 2012. De har endnu ikke kastet ræve af sig, men vi forventer, at det vil ske i 2013. Alle nedlagte ræve (9 hanræve og 5 tæver) har igen i år været sunde og i god stand.

Udvidet indsats mod mink

I forbindelse med den nationale forvaltningsplan for mink fra juni 2012, er der udvalgt 20 særlige indsatsområder, hvor indsatsen mod mink skal intensiveres. Lille Vildmose er et af de udvalgte områder. Vildtforvaltningsrådet har givet grønt lys til anvendelse af slagfælder på flydeplatforme i en prøveperiode. Erfaringer har vist, at mængden af uønsket bifangst i slagfælderne kan minimeres ved at placere fælderne på flydeplatforme. Vi blev uddannet i brug af fælderne og fik gang i en række slagfælder i efteråret 2012 – og fik allerede to mink den første uge. Desværre blev det ikke til yderligere mink, inden frosten lagde et låg på vandfladerne. Minkindsatsen sker i samarbejde med Jægerforbundets Reguleringsjægere, som gør et stort arbejde. Der observeres stadig mink i området, så vi håber at kunne melde et større antal regulerede mink i næste udgivelse af Nordjyllands Fugle.