Tekst og fotos: Anders Wiig Nielsen
I slutningen af maj er Grenen stedet, hvor alt kan ske. Der er langt mellem de trækkende fugle, men når der kommer noget, er det som regel noget godt. Den 20. maj 2012 var en diset og kølig morgen uden ret meget fugleaktivitet. Østenvinden var aftagende, og tæt tåge lukkede helt ned til en sigt på omkring 50 meter.


På vej ud mod Verdens Ende gik jeg og tænkte på de mange gode fugle fra dagen før; Biæder, gammel Mellemkjove, Turteldue, Pirol, Karmindompap, Islom m.m., og snakken om, at der ”kun manglede en SU-fugl”. At den sad og ventede 50 meter længere fremme, havde jeg ikke drømt om.  På vej op ad den stejle klit, der kaldes Verdens Ende, fik jeg øje en lille afbleget Sylvia, der sad i sandet midt på stien, måske kun 2 meter foran mig. Fuglen lettede og jeg tænkte straks, at dén var godt nok meget bleg! Sylvia’en satte sig en smule længere oppe, få meter bag de første birdere, der stod og spejdede ud over de nye strandenge. Her fik jeg kikkerten på den, og kunne se den havde en sort flue i næbbet. Sylvia’en var ekstremt lys, nærmest sandfarvet og idet den slog fluen mod sandet, vendte den siden af hovedet til, og det helt gule øje sås tydeligt. Lige da stod hjertet fuldstændig stille i livet på mig. Det kunne ikke passe! Fuglen lettede igen og jeg råbte ”Tjek lige den sanger!!” At råbe Ørkensanger straks virkede lige da lidt for voldsomt, selvom jeg vidste at det ikke kunne være andet. Jeg har set den meget lignende Afrikanske Ørkensanger i Marokko, men for filan da! Nu var der andre, der fik kikkerten på og det blev mumlet, at det sgu’ da lignede en Ørkensanger.Jeg råbte så ”Ørkensanger!!”, hvorefter klitrækken i den grad vågnede op. Klokken var omkring 20 minutter over fem og de første telefoner var i gang med at sprede nyheden om Danmarks 4. Asiatiske Ørkensanger. Ørkensangeren landede først på klitskrænten og røg så ud på en lille top i Den Ny Strandeng, små 20 meter fra de 25 temmelig ophidsede birdere. Efter et par korte fourageringstogter gik gassen af fuglen, og den satte sig til ro, og så faktisk ret udmattet og skidt ud, med lukkede øjne, til frit skue for alle. Det kunne tydeligt ses, at den havde slidt hale, og at det drejede sig om en Asiatisk Ørkensanger. Efter et par timers restitution fløj Ørkensangeren hen over Verdens Ende og ned i et havtornekrat på kanten af Den Gamle Strandeng. Her opholdt den sig resten af dagen, totalt upåvirket af de mindst 150 fuglefolk, der helt frem til solnedgang kunne iagttage den fouragere ivrigt på larver og fluer i havtornene.

Ørkensangeren var den første i landet i 14 år og Danmarks 2. forårsfund. Mens de to første fund er fra midten af november måned, er de to sidste fra hhv. 10. og 20. maj. Danmark, med sine kun fire fund, falder således uden for det normale mønster i det øvrige Skandinavien og på De Britiske Øer, hvor kun 10 til 20 % af fundene er forårsfund.

Arten yngler mellem Det Kaspiske Hav og Mongoliet/det vestlige Kina og overvintrer i et bælte fra Indien mod vest med en mindre vinterpopulation i det østlige Nordafrika. Det vurderes, at det bl.a. er fugle herfra, der når Vesteuropa om foråret. Arten er blevet sjælden i Vesteuropa de sidste årtier. Mens der i 70’erne og 80’erne var et par år mellem hvert fund på De Britiske Øer, er der set få de seneste år. I perioden 2001-2012 er der kun et andet fund, fra november 2012. Det vurderes at habitatødelæggelse er den væsentligste grund til tilbagegangen.