Af Jan Skriver

Ternerne er stort set væk, og det samme er engens vadefugle. De tusindtallige kolonier af hættemåger er en saga blot. 


Til gengæld har skestorken etableret sig, og ynglebestandene af grågås og edderfugl er i kraftig vækst som ynglefugle på øerne, hvor den røde ræv spiller rollen som Sorteper, der måske / måske ikke af vinterens isdække spilles ud før ynglesæsonen. Sølvmågen dominerer i stigende grad i antal på holmene, og sildemågen har fået fodfæste, mens klyden og skarven hutler sig igennem fra år til år, og slår sig ned, hvor de bedst kan være i fred for rovdyr inklusive mennesket. Sådan lyder en kortfattet og naturligvis unuanceret sammenfatning af fuglelivet i dét ørige, der byder sig til mellem Aggersund og Egholm nær Aalborg.

Jeg vil her koncentrere mig om den største og vigtigste af områdets halve snes holme og rev, nemlig Vår/Kyø Holm, hvis fuglemæssige udvikling jeg har fulgt nøje siden 1996. Denne øs fugleliv fortæller på godt og ondt historien om kystfuglekoloniernes aktuelle levevilkår i almindelighed og i Limfjorden i særdeleshed. I april kulminerer områdets fugleliv i antal og arter. Ynglefuglene er ankommet og suppleres af skarerne af trækfugle, hvoraf gæssene er de mest markante. De senere år er antallet af forårsrastende kortnæbbede gæs og bramgæs nærmest eksploderet i denne del af Limfjorden. Med Vejlerne som springbræt er større og større flokke af gæs i marts og april søgt længere mod øst i Limfjorden, og engene omkring Nibe og Gjøl Bredninger kan i perioder tiltrække gåseantal på flere end 10.000. Særligt bramgåsens bestandsmæssige himmelflugt kan aflæses i flokkene ved Limfjorden. Bramgåsen var yderst sjælden i området før år 2000. Grågåsen har som ynglefugl stor fordel af den ekspanderende rørskov på Vår/Kyø Holm, der frem til midt i 1970’erne var hjemsted for kreaturgræsning, som holdt vegetationen kort og forhindrede tagrør i at tage over. Da græsningen hørte op, begyndte tilgroningen, der har banet vejen for ynglepladser for grågås og skestork. I disse år yngler op imod 50 par grågæs og cirka 35 par skestorke i rørskoven, der dækker cirka halvdelen af den 80 hektar store ø. Også skægmejsen er indvandret i rørskoven, måske også som ynglefugl. I rævefri sæsoner udgør holmen et sikkert yngleområde for grågæssene, der svømmer ind på fastlandets enge, når gæslingerne har brug for proteinrigt forårsgræs. Hvis der er ræv på øen, ender ynglesæsonen gold. Ikke kun for grågæssene, men også for stort set alle de andre fugle.

Midt i rørskoven på Vår Holm er der et mere åbent område med knæhøj vegetation. Her har sildemågerne en koloni, som tæller flere end 500 ynglepar, der gør den til en af Danmarks største. Det er karakteristisk, at sildemågen generelt vælger at bygge sin rede i relativ høj vegetation, hvor sølvmågen helst vil have rede med mere frit udsyn. Sølvmågen er blevet den alt dominerende ynglefugl på holmene. Under ynglefugleoptællinger, der i disse år finder sted med to års intervaller, skønnes antallet af ynglepar i runde tal. I 2010 blev bestanden på Vår/Kyø Holm vurderet til 6.900 par. Som et forsøg fotograferede jeg det forår en del af holmen fra fly med henblik på at få et indtryk af, om de skønnede ynglefugleantal holder stik. Via mine luftfotos kunne vi tælle det præcise antal sølvmåger på udsnit af holmen. Og det viser sig, at
tællingerne fra land og det efterfølgende skøn holder stik. Ligesom sildemågerne slår skarven sig i reglen ned centralt på holmen i en åbning i rørskoven. Siden skarven etablerede sig som ynglefugl i vildtreservatet i slutningen af 1980’erne er kolonien blevet illegalt bekæmpet talrige gange, og fuglene flakker fra holm til holm fra sæson til sæson. I reglen begynder skarverne at yngle på Rønholm, hvor de er meget lette at se for fiskerne, der færdes på fjorden. Det resulterer altid i en bekæmpelse. Jeg har et forår fotograferet en situation, hvor skarvernes redemateriale på øen lå samlet i fem store bunker, der lignede Sankt Hans-bål. Når Rønholm bliver for usikker, rykker skarverne i reglen til Troldholme, men også her er de blevet bekæmpet af uautoriserede, og senest er Vår Holm blevet hjemsted for kolonien. Her har naturmyndigheden, Naturstyrelsen Thy, efter lodsejernes ønske taget affære og har med den nationale skarvforvaltningsplan i hånden reguleret cirka 500 par skarver om året. Formentlig har skarverne nu efter flere års reguleringer rømmet også denne holm. Så nu venter vi på næste træk fra fuglene. Et bud kunne være, at de begynder på Hornsgård Holm, hvor de også vil være lette at se, og så kan historien om fjordnaturens sigøjnere begynde forfra.


Havternen og klyden deler skæbne på holmene. Deres kolonier er stort set forsvundet. Situationen på Klosterholm/Startøtterne fortæller om cirka 300 par havterner og 150 par klyder, der forsvandt på grund af ræv og mink. De senere år har det været umuligt at holde rævene fra øen, fordi der på grund af tilsanding nu er så lavvandet i farvandet omkring den vestlige del af holmen, at rovfuglene ved østenvind og lav vandstand i Limfjorden kan spadsere i land på øen. Mindre antal af havterner og klyder forsøger sig fra sæson til sæson på stenede landskabelige hjørner af de øvrige holme, men generelt må vi konkludere, at de to arter næsten er forsvundet som ynglefugle i vildtreservatet. Også hættemågerne er stort set væk. I begyndelsen af 1980’erne husede Klosterholm/Startøtterne Europas formentlig største koloni af hættemåge, der blev skønnet til at tælle flere end 30.000 par. Siden er hættemågens nationale bestand raslet ned i antal. Arten er gået tilbage overalt i Danmark, og på holmene nær Nibe er der kun få hundrede ynglepar. Det lader til, at bestanden af hættemåger i den østlige del af Limfjorden er flyttet til Fruens Holm nær Egholm, hvor der er talt flere tusinde ynglepar de senere år. Den generelle nedgang i hættemågebestanden skyldes formentlig en række faktorer som for eksempel færre græsarealer og kreaturgræssede enge, der giver færre insekter og smådyr, ringere fødeudbud i fjordens økosystem, ringere fødetilgængelighed på minkfarme, hvor mange hættemåger tidligere hentede sig et kosttilskud, og flere rovdyr i kystnaturen. Også den kendsgerning at forårspløjningen stort set er hørt op i disse år med marker af vintersæd over det meste af landet, har betydet noget negativt for hættemågen, der tidligere fik et vigtigt kosttilskud af orme og insekter under pløjningen, der fandt sted netop før mågerne etablerede deres kolonier og lagde æg.

At kreaturgræsningen er hørt op på holmene, så tagrør og høj vegetation breder sig, giver en art som mosegrisen ideelle levevilkår. Kun vinterens højvande, der i perioder kan sætte store dele af holmene under vand, kan for alvor få bugt med de vegetariske gnavere. Visse sæsonen myldrer det med mosegrise på mange af øerne, og det tiltrækker fjeldvåger og blå kærhøge i vinterhalvåret. Det er formentlig også de mange mosegrise, der får ræve til at friste ølivet. Gnaverne er for ræven en let og sikker fødekilde.I vinteren 2011/2012 har der været ekstremt højvande i Limfjorden og bestanden af mosegrise er formentlig stort set forsvundet fra de fleste holme. Det er måske derfor, at der ikke er sporet ræve i foråret 2012 på Vår/Kyø Holm. Selv om der i flere uger har været is på fjorden, har rævene ikke frekventeret holmen, fordi der ikke har været gnavere at jage i rørskovene. Jeg har flere gange fundet spor efter odder på øerne, så naturligvis færdes de også her og tager sikkert på rov i fuglekolonierne, når den tid er.

En af fremtidens nye beboere i øriget kunne passende blive havørnen, der engang ynglede i Oksholm Skov, og som jagede i Ulvedybet og på fjordens holme. Hvert forår er der havørne, som kommer forbi øriget, og hvorfor skulle den ikke en dag komme tilbage som ynglefugl i en af nabolagets skove og på ny tage sine gamle jagtmarker permanent i besiddelse?

Af rastende fugle kan antallet af pibeænder i vildtreservatet være bemærkelsesværdigt. Fuglene fouragerer primært på ålegræs, som de i perioder med lavvande kan nå. I oktober/november 1993 blev der talt 25.000 pibeænder i området. Udbredelsen af ålegræsset er på grund af belastning med kvælstof og fosfor blevet reduceret markant de seneste år. I takt med ålegræssets forsvinden er antallet af rastende pibeænder gået ned til få tusinde fugle.

Siden begyndelsen af 1990'erne har der i vinterhalvåret holdt lysbugede knortegæs, der yngler på Svalbard, til i vildtreservatet. Svalbard-bestanden af lysbugede knortegæs er en af de mest sårbare og truede gåsebestande i verden. I vinteren 1998/1999 blev der talt 3.200 lysbugede knortegæs ud for Nibe Havn. Med andre ord holdt mere end halvdelen af Svalbard-bestanden til i én flok i Nibe-Gjøl Bredning Vildtreservat. De seneste år har knortegæssene spredt sig mere og mere i Limfjorden, så flokkene i reglen tæller færre individer.

Nibe/Gjøl Bredning kan i vinterhalvåret i perioder huse flere tusinde hvinænder og op imod 1.000 toppede skalleslugere og hvert år lige så mange store skalleslugere. Sydpå i Halkær Bredning kan der ses koncentrationer på cirka 5.000 troldænder og op imod 1.000 taffelænder.

Ulovlig jagt på lysbugede knortegæs er konstateret gentagne gange i reservatet. Blandt andet har DMU i kraft af røntgenfotograferinger dokumenteret, at 8 procent af de totalfredede gæs flyver omkring med hagl i kroppen. Yngleøerne er ejet af rundt regnet 100 lodsejere, der primært har jagtlige interesser i holmene. Udlejning af jagt er almindeligt blandt lodsejerne. Der bliver i perioder drevet en intensiv jagt i reservatet. I november og december er det primært jagt fra skydepram, hvor byttet er dykænder. Fra 1. september og november ud bliver jagten primært drevet fra skjul i engene eller på øerne, hvor den gælder svømmeænder og gæs.

FAKTA:

  • Nibe-Gjøl Bredninger Vildtreservat er cirka 100 kvadratkilometer stort.
  • Reservatet er et varieret fjordområde med 5-10 meter dybe sejlrender, lave grunde, revler, muslingebanker og de to op imod 3-4 meter dybe bredninger. Alt sammen omkranset af mere eller mindre velbevarede strandenge og kilometerlange diger, der tydeligst kommer til udtryk i form af den knap 10 kilometer lange Øland-Attrup-dæmning på nordbredden.
  • Staun-Barmer-Valsted Enge hører til de sidste salte enge i den østlige del af Limfjorden, der er bevaret med en landskabelig dybde.
  • Nibe-Gjøl Bredninger Vildtreservat blev af Miljøministeriet oprettet 1. august 1993 med henblik på at beskytte fuglelivet. Der er kun jagtforbud i et cirka 20 kvadratkilometer stort område i Gjøl Bredning syd og vest for landevejsdæmningen, der skiller Ulvedybet ved Gjøl fra Limfjorden.
  • Der er forbud mod at drive jagt fra motorbåd i hele området. Fartbegrænsningen uden for sejlrenderne lyder på 8 knob. Desuden er der forbud mod brætsejlads i det lavvandede område med ålegræs mellem Vår Holm, Klosterholm, Nibe Havn og Rønholm.
  • Af hensyn til ynglefuglene er det forbudt at færdes på de syv navngivne holme fra 1. april til 15. juli.
  • Indtil 2004 har Nibe-Gjøl Bredninger vildtreservatet administrativt sorteret under Buderupholm Statsskovdistrikt, Skov-og Naturstyrelsen. Nu sorterer reservatet under Thy Statsskovdistrikt.
  • Nibe-Gjøl Bredninger Vildtreservat er et EU-fuglebeskyttelsesområde. Desuden hører det hjemme i kategorien af Ramsar-områder, hvor der skal tages et særligt hensyn til vandfugle.