Af Lars Bo Jacobsen, Kasper Thorup, Peter Sunde og Carsten Rahbek
Voldsomme bestandsnedgange for Kirkeugle er rappor­te­ret fra hele Vesteuropa - en udvikling, som over­alt fal­der sammen med ændringer i landskabet. Tilbagegan­gen er også registreret i Danmark, som ligger på nord­græn­sen af artens udbredelsesområde.


Før 1965 var den formentlig Jyllands almindeligste ugle­art, men i dag er den samlede landsbestand på ca. 100 ynglepar, med kun ét større, sammenhængende yngle­område beliggende i Nordjylland, med omkring 80% af ynglebestanden. Den eneste anden ”større” bestand findes i det vestlige Jylland.

I 1981 var der mere end 120 kendte par i det daværende Nordjyllands Amt, foruden en god bestand omkring Sallinghalvøen og dele af Viborg Amt. Vores lokalitetsdatabase indeholder yngleoplysninger om 256 lokaliteter fra hele Jylland, hvor der har ynglet Kirkeugle i perioden 1981-2007. Dette udgør hovedparten af landets kendte ynglelokaliteter fra perioden.

Vi finder stadig nye par i Nordjylland. Indenfor de sid­ste tre år er der fundet 17 par/territorier, men overord­net set fortsætter Kirkeuglen sin tilbagegang selv i opti­ma­le områder. For at finde ud af hvilke faktorer der står bag Kirkeuglens tilbagegang, startede Center for Makro­økologi, Biologisk Institut og Zoologisk Museum samt Danmarks Miljøundersøgelser et forskningsprojekt, der skal analysere årsagerne til tilbagegangen. Projektet fi­nan­sieres af Villum Kann Rasmussen Fonden, og løber fra april 2005 til juni 2008.

Det primære formål med projektet er at få en generel vi­den om de faktorer, som er styrende for en negativ be­standsudvikling set i relation til kvaliteten og sam­men­sæt­ningen af vigtige levesteder. Det drejer sig om yngle­succes, dødelighed og fragmentering af små be­stan­de, som er i fare for at uddø på grund af indavl eller til­fæl­dige hændelser.

En af de metoder, vi bruger, er radiopejling af ynglefuglene. Da man ikke ved hvor store områder, de danske Kir­keugler benytter til fouragering, hvilke naturtyper de fourager i, og hvor meget de forskellige naturtyper udnyttes, blev der radiomærket 30 individer i løbet af projektet. Radiopejling er den eneste måde, hvorpå vi kan følge de nataktive uglers færden, og dermed få viden om, hvordan de udnytter deres leveområde, og hvor in­tensivt de forskellige dele i området udnyttes.

Telemetri-overvågningen har f.eks. vist, at uglerne tilbringer det meste af tiden tæt på deres ynglested. En stor del af deres færden er indenfor 1 km fra reden, men i vintertiden er de registreret mere end 3 km fra ynglestedet. Hvis vinteren er streng og med megen sne, kan de bruge mellem 3 -12 km2 for at finde føde nok. I gennemsnit færdes de længere fra ynglestedet om vinteren end om sommeren. Telemetri-overvågningen har bl.a. også vist, at de i yngletiden især jager i haver og afgræssede arealer, da de høje afgrøder (korn, majs osv.) på markerne umuliggør jagt. Analyser har også vist, at produktionen af unger er mere succesfuld, når græsarealer/afgræssede arealer findes nær reden. Fra efteråret og til det tidlige forår er pløjemarker gode fourageringsområder, med masser af orme og andre insekter.

For at undersøge hvorvidt ungeproduktionen hos Kirkeuglerne (som hos mange andre ugler og dagrovfugle) er begrænset af fødetilgangen, lavede vi et forsøg, hvor vi i yngleperioden lagde ekstra føde i nogle få reder i form af døde mus og daggamle kyllinger. Dermed håbede vi at finde ud af, i hvor høj grad fødetilgængeligheden bestemmer, hvor mange unger Kirkeuglerne får. Disse par opfostrede flere unger end der gennemsnitligt blev produceret, hvilket indikerer at begrænsede føderessour­cer kan begrænse ungeproduktionen.

Projektet har indtil nu afsløret en stor dødelighed blandt de nyudfløjne unger. I eftersommeren 2007 blev der ra­dio­mærket et lille antal redeunger med meget små sen­dere. Dette arbejde vil også blive lavet i 2008. Data fra disse fugle skal primært bruges til at kvantificere ungedødelighed og dødsårsager kort efter udflyvning.

Som et meget vigtigt sekundært mål, vil projektet udar­bejde konkrete anbefalinger til bestandsoprettende til­tag på basis af de opnåede forskningsresultater. Med den opnåede viden vil man således fremover kunne diag­nos­ticere potentielt egnede Kirkeugle-ha­bi­ta­ter, som derefter kan forsøges beskyttet eller for­bed­ret. Her­med kan man håbe på at få vendt den negative be­stands­udvikling, så den danske Kir­ke­ugle­be­stand bliver stabiliseret på et niveau, som vil sikre dens fremtidige over­levelse. Da det ikke er en forsk­nings­in­sti­tu­tions op­gave at varetage forvaltningsmæssige tiltag, vil prak­tis­ke bestands­opret­tende initiativer dog blive over­ladt til andre aktører, så­som offentlige instanser og frivillige or­ga­ni­sa­tioner (f.eks. Dansk Ornitologisk For­e­ning) m.v.