Af Thorkild Lund
Nærværende artikel har til formål at opsamle tilgæn­gelig viden om forekomsten af Sædgæs på de nordjyske rastepladser. For gennemlæsning og kommentarer takkes Thorkil Brandt, der i dette og tidligere numre af "Fugle og Dyr i Nordjylland" har redigeret det indrapporterede materiale vedrørende arten.

Sædgås (Anser fabalis) er en art med udbredelse i hele den nordlige del af den gamle verden, fra den norske Finmark til Kamchatka. Den yngler i tajgaen, det nordlige nåleskovsbælte, og i den egentlige tundra. Den er opsplittet i en række underarter, hvoraf to træffes i Danmark, Skovsædgås (Anser fabalis fabalis) og Tundrasædgås (Anser fabalis rossicus). Den sidstnævnte er så sent som i Dansk Trækfugleatlas fra 2006 blevet betegnet som en sjælden og ustadig træk- og vintergæst herhjemme (Bønlykke et al. 2006). I DOFbasen fremgår det imidlertid, at den de senere år har optrådt i tusindtallige flokke i det sydøstlige Danmark, navnlig på Vest­lolland. I det øvrige Danmark er den fortsat meget fåtallig. Længere østpå træffes flere andre underarter. Da der er et vist overlap underarterne imellem, er de taxanomiske tilhørsforhold til stadig diskussion. Det ligger udenfor denne artikels rammer at diskutere disse forhold. Dog synes jeg, at det skal nævnes, at den navnkundige danske ornitolog, professor Hans Christian Johansen, der i mange år arbejdede i Vestsibirien (og hvis hus på Læsø han testamenterede til Københavns Universitet) har fået en af racerne opkaldt efter sig: Anser fabalis johanseni (Ogelvie, M.A. 1978).

Verdensbestanden af Sædgæs tæller nogle hundrede tusinde. Den europæiske ynglebestand menes at tælle ca. 100.000, med den altdominerende del i europæisk Rusland. Den europæiske bestand som helhed anses for at være svagt stigende (Madsen et al, 1999), dog anses de skandinaviske ynglefugle for at være i tilbagegang (Skyllberg et al. 2005).

Nordjylland rummer en delbestand af overvintrende Taj­ga­sædgæs. I det øvrige Danmark træffes overvin­trende Tajgasædgæs især i landets sydøstlige dele – Lol­land, Falster og Sydsjælland. Men der er en forskel i fo­­re­komstmønsteret. Antallet af overvintrende gæs i Nord­jyl­land er nogenlunde konstant år efter år, ca. 2000 fugle, mens der kan være store udsving i de syd­øst­dan­ske forekomster. I det sydøstlige Danmark er fore­kom­sterne i udpræget grad vejrafhængige; hårde vintre gi­ver et tydeligt kuldeindtræk fra især de sydsvenske over­vin­trings­pladser. Antallet kan da nå op på over 10.000.

I det følgende vil der blive fokuseret på de nordjyske ras­te­pladser og de præferencer og udvekslinger, der fin­der sted mellem fuglene på de største og bedst under­søgte lokaliteter. Den nordjyske vinterbestand formodes stort set udelukkende at omfatte nordskandinaviske yng­le­fugle. Man regner med, at ynglebestanden i Nor­den d.v.s. Norge, Sverige og Finland omfatter omtrent 3000 ynglepar (Skyllberg et al. 2005)

Man omtaler ikke gerne fuglene, som om de udgør en sluttet bestand, men opererer ofte med begrebet "fly­ways", idet man formoder, at der kan være en vis ud­veks­ling med ynglebestande længere mod øst. De få ring­mærk­nings­re­sul­ta­ter har vist, at der er hold i for­mod­nin­gen om, at danske trækgæster hører hjemme i Nord­skan­di­na­vien, men der er stadig en meget lang række af ube­sva­rede spørgsmål. Dertil kommer, at mange af gen­mel­din­gerne er af ældre dato.

Rastepladserne

De jyske Sædgæs har så langt tilbage, som der foreligger pålidelige iagttagelser, især samlet sig på fire store raste­pladser, nemlig Lille Vildmose, Tjeleområdet, Vejlerne og Thy med Rosvang/Sjørring Sø som nøglelokalitet. Betydningen af de enkelte områder har vekslet gennem tiderne.

De seneste år har Lille Vildmose fremvist støt stigende forekomster, tal på over tusind forekommer nu hver vin­ter. Tjele så ud til at miste sin store betydning i løbet af 1980'erne, jfr. afsnittet om jagt. Siden 1990'erne er der dog jævnlige rapporteringer af flokke på mange hun­drede i Nørreådalen få km syd for Tjele. Regelmæssige ob­servationer i Nørreådalen gennem de senere år har vist, at der de fleste vintre også her er perioder med om­kring tusind Sædgæs. Ved selve Tjele er der endvidere i frostperioder set meget store antal indenfor de seneste år, i marts 2006 således 1150 og i februar 2009 1280. Det er de største tal ved Tjele Gods i adskillige årtier. Vej­lerne rummer ikke længere så store antal som tidli­gere. Det kan dog skyldes at registreringsniveauet er faldet, efter at feltstationen blev nedlagt; Sædgæs kan være svæ­re at opspore i et stort fourageringsområde. Det øv­rige Thy ser ud til at have fremvist et nogenlunde stabilt antal gennem mange år.

Selv indenfor et så begrænset område som Jylland er der tale om to flyways. Der er helt tydeligt en nøje sam­menhæng mellem Sædgæssene i Lille Vildmose og Tjele­området. Går antallet ned det ene sted, vil man straks se, at det stiger det andet sted. Afstanden mellem de to områder er også kun beskedne 60 km. År­sa­gerne til disse lejlighedsvise flytninger er ikke fuldt ud kendt, men vejrforhold og forskellige former for for­styr­relser i områderne spiller tydeligvis en stor rolle. At gæssene foretrækker Tjele­området i hårde frostperioder kan til dels skyldes, at den større Tjele Langsø udgør en tryg­gere overnatningsplads end Tofte Sø og andre vand­dæk­kede områder i Lille Vildmose, når først isdække ind­finder sig. Holland har bevisligt været endemålet i hvert fald i strenge vintre, men dem oplever vi jo næsten al­drig mere (Bønlykke et al. 2006).

Derimod er der næppe megen forbindelse mellem gæs­sene fra Lille Vildmose og Tjeleområdet og gæssene fra Vejlerne og Thy. De to grupper har også forskellige ankomsttider om efteråret og afrejsetidspunkter om for­året.

Ringmærkning

At Sædgæssene i Thy udgør deres egen flyway ses også af et projekt med halsbåndmærkede gæs fra sidst i 80'erne, i hvilket gæs mærket på ynglepladsen i Sve­rige blev aflæst ikke bare i Thy, men også i Yare Mar­shes i Norfolk i England – endestationen for denne fly­way med de største tal i hårde vintre (Parslow-Otsu & Kjeld­sen 1992). Bemærkelsesværdigt er det, at der ikke er aflæst en eneste af disse i Lille Vildmose/Tjele/Nørreådalen. Dog observerede forfatteren den 12. januar 2005 en Sædgås med rød halsring i Lille Vildmose. Det var i dagene med den usædvanligt hårde vinterstorm, der umuliggjorde at holde teleskopet roligt for aflæsning af tal eller cifre. Det formodes, at denne mærkede gås skal henføres til et ringmærkningsprojekt i Nordfinland.

Gennemsnittet af overvintrende Sædgæs i UK har de seneste fem år ligget på 250-300, dog ikke alle i Norfolk, men også på Slamannan Plateau i Skotland, der har kunnet opvise et stigende antal de seneste år. Om disse gæs også har været en tur om ad Thy eller taget turen fra Norge direkte over Nordsøen er et åbent spørgsmål.

I 2008 stod professor Ulf Skyllberg, Umeå Universitet i spidsen for et ringmærkningsprojekt, hvor det lykkedes at ringmærke 32 Sædgæs. De blev forsynet med blåt halsbånd med hvide tegn. En enkelt af dem (YMG) er aflæst på Thorup Holme ved Vejlerne den 7. januar 2009 (Leif Nilsson pers. medd.), ligesom et antal af fuglene er observeret i det vestlige og sydlige Sverige, blandt andet i Viskadalen, NØ for Varberg. Denne lokalitet er den nærmeste svenske rasteplads i forhold til Nordjylland. I lige linie er afstanden 150 km, ca. 2 timers flyvning, fra Lille Vildmose. Meget imod forventning er ingen af disse fugle aflæst i Lille Vildmose eller Tjeleområdet. For­skerholdet fra Umeå besøgte i februar 2009 de jyske rastepladser for ved selvsyn at danne sig et indtryk af loka­liteterne og udveksle viden og erfaring med danske loka­litetsovervågere, heriblandt Thorkil Brandt og for­fat­teren.

DMU, Kalø ved Ole Roland Therkildsen har både i sæ­so­nen 2006/07 og 2007/08 forberedt en fangst med kanon­net i Lille Vildmose. Det er dog ikke kommet til skud. Dels har de fysiske forhold som vejr og under­lag været problematiske, dels har det vist sig, at Sæd­gæs­sene er langt mere sky og vagtsomme end de øvrige gåse­arter DMU har erfaring med at indfange. I foråret 2008 var alt lagt til rette til en forhåbentlig succesrig fangst, men gæssene anede uråd, og en stor del af dem fløj direkte ned til Nørreådalen! DMU har ikke opgi­vet at fange og ringmærke Sædgæs i Lille Vildmose. Des­værre rakte bevillingen ikke til at prøve på ny i sæsonen 2008/09. Heller ikke i sæsonen 2009/10 blev der afsat penge til projektet. Så foreløbig kan vi kun håbe, at de svenske mærkninger kan hjælpe med at skaffe hårdt til­trængt viden om de nordjyske fugles træk og rast­for­hold.

Gåsedage

Fra 1981 forligger der en beregning over antallet af gå­se­dage (én gås i én dag) på de danske rastepladser i sæ­so­nen 1980-81 (Lund T. 1981). Det var tale om en streng vinter, og gæssene var borte fra Lille Vildmose og Tjele fra begyndelsen af december til hen i februar. Men gæssene på de nordvestjyske lokaliteter holdt stand. Til gengæld oplevede den sydøstlige del af landet store kuldedrevne forekomster fra Skåne. I Lille Vild­mose og ved Tjele blev forekomsterne beregnet til hver godt 16.000 gåsedage. I Thy og i Vejlerområdet kom man tak­ket være gæssenes tilstedeværelse over hele sæ­so­nen op på ca. 50.000 gåsedage hvert sted. Til sam­men­ligning havde man i Bøtø Nor på Falster 84.000 gåsedage i løbet af halvanden måned. En foreløbig be­reg­ning af gåse­dage i Lille Vildmose for sæsonen 2007/08 på grund­lag af indrapporteringer i DOFbasen viser ikke over­ras­kende 66.000 gåsedage, et niveau som formo­dentlig har været normen på lokaliteten i dette århun­drede.

Nogle forhold omkring jagt

I 1970'erne foretog den daværende Vildtbiologisk Sta­tion en række gåsetællinger, som blev offentliggjort i Dansk Vildtforskning (F. og M. 1975-80, serie). Heraf frem­gik, at Tjele var den store efterårslokalitet, mens Lille Vild­mose var en udpræget forårslokaliet. Sædgåsen var dengang stadig jagtbar i efterårsmånederne, og det er sandsynligvis årsag til fordelingen. Den daværende gods­ejer på Tjele drev meget lidt og til sidst slet ingen jagt på gæs, der fouragerede på markerne.

I 1994 blev Sædgås jagtfredet nord for Limfjorden, bl.a. under pres fra UK, da man jo havde dokumentation for at deres lille vinterbestand passerede Nordjylland (Mad­sen et al. 1999). Fredningen blev i 2004 udvidet til at omfatte alle dele af de daværende Nordjyllands og Vi­borg Amter. I betragtning af, at vi i Nordjylland måske rummer det meste af den nordskandinaviske yngle­bestand om vinteren, har vi også et særligt ansvar for at passe på den, så det manglede da også bare, at en så fåtallig ynglebestand skulle være jagtbar, mens den opholder sig her i Nordjylland.

Afslutning

Endnu mangler vi meget i at have det fulde overblik over denne bestand eller flyway. I forhold til andre dan­ske gåsearter er der forsket forbavsende lidt i Sædgåsens fore­komst her i landet. Når den endelige historie skal skri­ves, ligger der i denne sammenhæng et værdifuldt kilde­materiale i NOKs arkiver.

Læsere af Fugle og dyr i Nordjylland opfordres til at være særlig opmærksomme på ringmærkede Sædgæs. Meld ind på DOFbasen, så brugerne her også kan blive orienteret. Det nordiske ringmærkningsprojekt kan følges på www.zoo.ekol.lu.se/waterfowl/index_e.htm

PS. En interessant flytning har udspillet sig henover år­skifterne 2007 til 2008 og 2008 til 2009. De sidste de­cem­berdage begge år opholdt Sædgæssene sig stort set alle i Lille Vildmose og manglede tilsyneladende i Nørre­å­dalen/Tjele. Den 1. januar begge år var situa­tio­nen lige omvendt: de fleste gæs befandt sig nu i Nørre­å­dalen. En meget nærliggende forklaring på dette "træk", kan kun være nytårsskyderiet i Dokkedal og på de land­brugs­ejen­domme, der ligger i nærheden af Sæd­gæs­senes over­nat­ningspladser i Lille Vildmose.