Af Jan Skriver
De senere år er der opstået en fast ynglebestand af Ederfugl i Limfjorden. Denne artikel vil forsøge at trække hovedlinierne op i artens aktuelle forekomst i farvandet, der aldrig tidligere har været forbundet med ynglende Ederfugl i nævneværdige og stabile antal.


I 2010 rundede ynglebestanden mindst 100 par, og realistisk bedømt er bestanden på måske 150 ynglepar.

I Nordjylland har artens ynglebestande været ensbetydende med Kattegat med kernelokaliteterne Hirsholmene, Nordre Rønner og Læsø.

Venø ved Struer og Hornsgård Holm i Nibe-Gjøl Bredning Vildreservat er formentlig de første kendte lokaliteter i Limfjorden med ynglende Ederfugl. I 1985 blev der fundet 5 par på Hornsgård Holm, men arten optrådte tilsyneladende uregelmæssigt i årene derefter i denne østlige del af fjorden.

Fra midten af 1990'erne begyndte arten at yngle regelmæssigt på 2-3 af øerne i Nibe-Gjøl Bredning Vildtreservat. Jeg har siden foråret 1996 hvert år talt ynglefugle på øerne og har på den måde fulgt udviklingen, der nåede sin foreløbige kulmination i slutningen af maj 2010, da der på den årlige ynglefugletælling blev fundet 71 reder af Ederfugl på 4 af holmene i reservatet.

Da man under en ynglefugletælling langt fra færdes overalt på øerne og i øvrigt går hurtigt frem for at forstyrre mindst muligt, kan ynglebestanden i området sagtens være højere.

I disse forår og forsomre er det ikke ualmindeligt at tælle omkring 150 hanner af Ederfugl på en sejltur mellem hol­mene i vildtreservatet. 8.juni 2007 talte jeg for eksempel 400 fugle i en blandet flok ved Rønholm i Nibe Bredning.Jeg vurderer, at ynglebestanden af Ederfugl alene i Nibe-Gjøl Bredning Vildtreservat sandsynligvis har rundet 100 par.

Ederfugl yngler ofte helt tæt på Sølvmåge, der fungerer som et vagtværn for de rugende dykænder. Der er en tendens til, at der etableres mindre kolonier på holmene i Limfjordens østlige bredninger, ofte på sandede strandvolde bevokset med kokleare.

I april 2010 skønnede Danmarks Jægerforbund, at Limfjordens samlede ynglebestand af Ederfugl var på mindst 115 par. I et samarbejde med Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) talte jægere Ederfugl på alle nøglelokaliteter for arten i Limfjorden. Fra vest mod øst i farvandet blev der gennemført tællinger af gamle hanner på fjorden ud for Rønland Sandø, Agerø/Stenklipperne, Venø, Hjortholm øst for Mors, Arup Holm ved Vejlerne, Ejerslev Røn øst for Nord­mors, Livø Tap, Rotholmene ved Hvalpsund, Borre­holm ved Aggersborg, holmene ved Nibe og Gjøl, Fruens Holm og de mindre øer vest for Egholm.

Facit lød på 173 hanner, der lå i nærheden af potentielle yngleområder. Fra blandt andet Vadehavet har man gjort den erfaring, at man kan gange antallet af gamle hanner på en forårstælling med 0,667 og derpå få et skøn for antallet af hunner, der ruger. Jægernes estimat for Limfjorden i foråret 2010 lød altså på 173 × 0,667 = 115 par ynglende Ederfugl.

Udover holmene i Nibe-Gjøl Bredning Vildtreservatet, der er artens vigtigste yngleområde i Limfjorden, er de primære yngleområder nordspidsen af Venø, Rotholmene nord for Hvalpsund og Ejerslev Røn i den nordvestlige del af Limfjordens største vandflade, Løgstør Bredning.

Det er nærliggende at kæde de store forekomster af Ederfugl i Nibe-Gjøl Bredning Vildtreservat sammen med den kendsgerning, at denne del af farvandet i flere årtier har været lukket for muslingeskrabende kuttere. Det betyder, at der er store og stabile bestande af blåmuslinger i alle aldre og masser af andre bunddyr i denne del af Limfjorden, hvor bunden længe har været skånet for skrabende redskaber. Kun et mindre skrabefelt øst for havnen i Gjøl er åbent for muslingeindustrien. Man ved fra den hollandske del af Vadehavet, at redskaber, der skraber og pløjer havbunden og fjerner bankerne af skaldyr og det rige liv, der er knyttet til bundens oaser, bogstaveligt talt kan tage føden ud af næbbet på Ederfuglen og andre dykænder.

Det er nærliggende at tro, at fuglene i de østlige limfjordsbredninger er trukket ind i fjorden fra Kattegat. Tusinder af Ederfugle fouragerer ved Hals og Egense, og flokke trækker ofte ind i den dybe rende Langerak øst for Aalborg for at fouragere.Det er også nærliggende at kæde artens kolonisering af
Limfjorden sammen med dens krise på mange af de klassiske ynglelokaliteter i den sydøstlige del af Kattegat, i Øresund og i Østersøen. Det er en kendsgerning, at den geografiske udbredelse for Ederfugl i Danmark har forskubbet sig.

Tidligere husede de store kolonier ved Stavns Fjord på Samsø, på Saltholm og Ertholmene nordøst for Bornholm op imod 70 procent af den danske ynglebestand af. De senere år har der været en nedgang i antallet af fugle i disse kolonier, mens der bliver et stigende antal små og mellemstore kolonier. Det kan hænge sammen med, at der er oprettet flere reservater, hvor arten kan finde fred og ro til at yngle. I dag er der omkring 150 kendte danske ynglelokaliteter for Ederfugl.

Undersøgelser har dokumenteret, at fred og ro er afgørende for artens ynglesucces. På øer, hvor de rugende fugle bliver skræmt af rederne på grund af menneskelig færdsel, vil Svartbag, Sølvmåge og Krage være klar til at snuppe de ubeskyttede æg. Men på lokaliteter, hvor Ederfuglen så at sige selv bestemmer farten, så de når at dække deres æg til med dun, når de forlader reden, betyder de store måger og krager intet.

Målt med en international målestok udgør den danske ynglebestand af Ederfugl med sine cirka 24.000 par kun en beskeden del.Sverige skønnes at huse rundt regnet 300.000 par, mens den skrantende finske bestand tæller op imod 170.000 par. I Canada menes at yngle 350.000 par Ederfugl. Norge har op imod 150.000 par, mens der på Island hver sommer ruger omkring 300.000 par.

Ederfugl kan næppe siges at være en truet art, selv om den også er på retræten i Nordamerika og i Vestgrønland. Men det virker stærkt, når man i Østersøen og i de danske, tyske og hollandske farvande bogstaveligt talt kan se nedturen med det blotte øje, som det var tilfældet i 1996, da fuglekoleraen ramte kolonierne i den sydlige del af Kattegat. Op imod 3.000 døde fugle blev fundet efter at være inficeret med bakterien Pasteurella multocida, som skurken bag fuglekoleraen hedder på latin.I nogle af kolonierne i den sydlige del af Kattegat døde op imod 90 procent af ynglefuglene i sommeren 1996. Koleraen, der påfører fuglene en blodforgiftning, rammer kontant og akut. Der blev fundet mange døde hunner, som lå på deres rede. De var sovet ind, mens de rugede. Fuglene var uden synlige tegn på sygdom. De var for eksempel ikke magre af sult.

Fuglekoleraen forsvandt ligeså hurtigt, som den var kommet. I 1997 blev der kun konstateret få tilfælde af Pasteurella multocida. Hvorfra bakterien ankom til Hov Røn, Stavns Fjord, Mågeøerne, Æbelø og en række andre af Kattegats sydvestlige lokaliteter blev aldrig opklaret. Måske kom dårligdommen fra Holland, hvor der i 1984 var et udbrud af fuglekolera i kolonier af Ederfugl. Fra de danske kolonier bevægede koleraen sig ind i Østersøen og forårsagede også her store tabstal på en række ynglelokaliteter, hvor arten i forvejen var trængt.

Forskning i ynglebiologien for Ederfugl har vist, at 14 procent begynder at yngle som 2-årige. 45 procent er i gang med at føre arten videre som 3-årige, mens op imod 80 procent af alle fugle begynder at yngle, når de er 4 år gamle. Alle fugle ældre end 5 år er ynglemodne. Ederfugl, der kan blive mindst 37 år, er i reglen en hjemmefødning. Hunner vil næsten altid vælge at slå sig ned på deres fædrene ø for selv at yngle.

For mennesker har arten på mange egne spillet en stor rolle. Ikke bare fordi den er smuk og en kilde til kød. I gamle dage spillede høst af fuglens dun en rolle både på Christiansø og Rømø. I Nordnorge og på Island har man ældgamle traditioner for at tage dun fra ederfuglereder. Naturligvis skånsomt og i alliance med fuglene. Visse steder har dunhøsten været så vigtig, at jagten på Ederfugl er blevet forbudt. I dagens danske kystlandskab er kødet fra Ederfugl skattet højere end dunene.

I disse år bliver der nedlagt færre og færre fugle i de danske farvande. Det skyldes dog ikke den generelle krise i bestanden. Nedgangen i jagtudbyttet kan forklares med den kendsgerning, at færre jægere går på havjagt i forhold til tidligere. Danske havjægere skyder ligeså mange Ederfugle pr. mand, som de gjorde før i tiden. Der er bare blevet færre til at jage dykænderne.

I sæsonen 2000/2001 blev der skudt 86.400 Ederfugle i de danske farvande. Der er næsten tale om en halvering af udbyttet på knap 20 år