Tekst: Henrik Haaning Nielsen
Det hele startede med at jeg på en søndagstravetur langs kysten ved Lodbjerg i Thy, vinteren 2021, stødte på en lille flok Sortgrå Ryler på en ret lille høfde. Mod syd lå den ene høfde efter den anden, og det pirrede min nysgerrighed, og ideen om at lave en koordineret optælling af Sortgrå Ryler på alle høfder og moler langs hele Thys kystlinje opstod.
Jeg var for nyligt indtrådt i DOF Nordvestjyllands bestyrelse, og en af de ting jeg ønskede at få op at stå, var at få fælles feltaktiviteter i gang.
Ideen til ryletællingen var der opbakning til i bestyrelsen, og en del af ”konceptet” var, at alle optællere skulle have muligheden for at mødes til ”afterbirding”, efter en lang dag i felten, hvor vi som lokalafdeling skulle tilbyde mad og drikke samt kaffe og kage. Altså skulle resultaterne ikke blot indsamles via indtastninger i DOFbasen, men i stedet under hyggelige omstændigheder, hvor alle optællere møder hinanden, og hvor resultaterne samles over røverhistorier fra felten og samvær.
Sortgrå Ryle er en god art til en fælles optælling, da den ikke kræver ekspertise udi hverken feltbestemmelse eller optællingsteknikker. Alle kan med andre ord være med. Dertil har Sortgrå Ryle også en vis sex-appeal ved at være et lidt eksklusivt indslag på fugleturen, altså ikke en art man ser hver dag.
Der ledes efter Sortgrå Ryler. Foto: Torsten Hansen
Interesserede optællere var også lynhurtige til at melde sig, og det var ikke kun nordvestjyder der meldte sig. Det gjaldt også en fra DOF-Vestjylland og en hel flok fra DOF-Nordjylland. Dertil også et par unge, og det er jo altid en glæde.
Vi har nu gennemført tællingen i fem sæsoner. Fokus er på overvintrende fugle, hvorfor vi vælger datoen ca. midvinter. Datoerne for de fem år har ligget i perioden 7-13. januar, og alle har dækket lokaliteterne samme dag.
De enkelte lokaliteter er taget med udgangspunkt i DOFbasens lokaliteter, og jeg har som udgangspunkt stået for fordelingen af folk. Nogle tæller i små grupper, andre for sig selv.
Pause i optællingen. Foto: Gunnar Hansen
Dertil har vi udover Sortgrå Ryle, også dækket arterne Stenvender, Sandløber og Skærpiber alle år.
DOF Vestjylland, med Kristian Tikjøb som tovholder, har de seneste tre år grebet ”projektet” og har alle tre år dækket strækningen fra høfde 30-62 samt Thyborøn Havn, hvilket er hele Harboøre Tanges længde. Det er selvfølgelig superfedt, også fordi fuglene på denne strækning kan forventes at frekventere molerne og høfterne på Agger Tange indimellem, og den koordinerede tælling giver derfor et mere samlet billede af hvor mange Sortgrå Ryler der overvintrer i dette område, fra Harboøre Tange i syd til høfderne udfor Flade Sø i nord. De gennemfører selvfølgelig optællingen samme dag som os.
Da vi i 2022 havde gennemført første optælling i Thy, var vi flere der blev lidt overraskede over resultatet. Vi havde helt sikkert regnet med der var flere Sortgrå Ryler. Vi var helt sikkert flere, der havde troet, at det var en mere talrig fugl. Flere har givet udtryk for at det ikke kunne passe at der ikke var flere fugle i Hanstholm Havn end de optalte.
Jeg husker også store flokke i tidligere tider i Hanstholm Havn.
Det glemmer man ikke lige sådan hos os aldrende birdere, og derfor har vi en tendens til at tage noget for givet. Man glemmer, at det måske er 10-15 år siden, at man sidst har oplevet flokke, der hvor de burde være, og har lullet sig i søvn med at ”sådan plejer det sgudda at være”…
Sagen er imidlertid den, at der er sket ændringer, ligesom vi ser det på mange andre fronter.
Jeg har læst Nordjyllands Fugle (Danmarks sidste lokalrapport – hurra for den) og DOFbasen (hurra også for den) igennem, og det er ret interessant at se at der gennem 1990erne var ret store flokke af Sortgrå Ryler der vekslede mellem Roshagemolen og Hanstholm Havn, typisk mellem 15-20 fugle i januar, men f.eks. helt op til 40 i januar 1996. I 1997 sås helt op til 90 fugle, men det var i februar. Sortgrå Ryle er imidlertid for alvor blevet fåtallig i Hanstholm siden 2015. Siden 10/1 2014 er der ikke set antal på >10 i Hanstholmområdet i januar. Desuden var der slet ingen januarobservationer deroppe i 2017 samt i 2019 og 2020!
Der er Krokodillevogter i kikkerten! Foto: Henrik Haaning Nielsen
En anden art der har ændret overvintringsmønsteret i Thy, er Stenvender. Det er sjovt at læse at der f.eks. i 1986 blot var to januar observationer fra ”vestkysten” af Nordjylland, og at der i 1992 bliver fremhævet HELE 12 fugle i januar i Nordjylland! I løbet af 1990erne begynder der at være flokke af overvintrende Stenvendere i Frederikshavnområdet, men i Thy bliver overvintrende Stenvendere først registreret i begyndelsen af 00erne, særligt på Agger Tange, men også i Hanstholmområdet. I Hanstholm er det først fra 2018 at der registreres antal på mere end ti fugle i januar, bl.a. ses op til 30 i januar 2018 og 2019, 32 i 2019 og 2020, 43 i 2021 og 39 i 2022.
Vores tællinger dækker som sagt også Sandløber og Skærpiber, men dem har jeg ikke været inde at kigge nærmere på tilbage i tiden.
Sidegevinster på tællingerne i løbet af de fem år har bl.a. været Islommer, Topskarv, Sorthovedede Måger og Øresvin.
Årenes resultater. DOF Vestjyllands tal er samlet som "Harboøre Tange". Bemærk især de ret stabile tal, de få Sortgrå Ryler i Hanstholm, at Stenvender for alvor har indfundet sig som overvintrende i området, samt hvordan det ret hårde vintervejr på tællingen i år (2026) gav udslag i ret få Stenvendere, men rigtig mange Skærpibere.
Nu har vi gang i en fin tælleserie. En tælleserie der gentages efter samme metode år efter år. En tælleserie der dækker en lang kyststrækning, og som er med til at bidrage til et mere dækkende billede af forekomster af særlige arter i en landsdel. En tælleserie der kan sammenlignes, hvis den en dag opgives, men tages op igen f.eks. 10 år senere. Men også en tælleserie, hvor det sociale er i højsædet, hvor en fælles indsats resulterer i et sammenligneligt resultat, og hvor der er gode gensyn af gode folk år efter år.
De penge vi i lokalafdelingerne bruger på dagen til mad og drikke, er med andre ord givet godt ud på rigtigt mange ledder.
Hermed er inspirationen givet videre.
Tak til alle optællere der har deltaget gennem årene. Vi fortsætter i 2027.
Kilde: Netfugl.dk med tilladelse fra forfatteren.
Sortgrå Ryler, Agger Tange den 11. januar 2025. Foto: Henrik Haaning Nielsen
