Header

Af Hans Christophersen
Siden den første Steppeørn blev set i Skagen i 1979, er i alt 12 forskellige individer set i Skagen og Nordjylland. Steppeørn har altid været en sjælden gæst i Skagen, og i en periode på godt 40 år fra 1979 til 2020 er arten blot set i syv af årene. Ofte har de gæstende fugle dog opholdt sig i området i en længere periode i foråret. Folk, der husker længere tilbage, kan nok især huske en fugl, der opholdt sig i området i 1988 i en lang periode fra 5/4 til 18/5.

Fuglen fik tilnavnet ’Eddie the Eagle’ efter en skihopper, der på det tidspunkt blev berømt grundet sine manglende resultater. Ja, faktisk sluttede han vel sidst i de fleste konkurrencer, som han deltog i. Manden var englænder og hed i virkeligheden Michael Edwards. ’Eddie’ var imidlertid en fugl med læderstropper om benene, hvilket vidnede om, at den havde en forhistorie i fangenskab. Det samme gjaldt faktisk hele seks fugle, som blev set i Skagen i perioden 1977-90. Disse indgår ikke i de 12 fund. Det er endvidere værd at bemærke, at der siden 1990 ikke foreligger fund af Steppeørne med læderstropper.


Steppeørn 3K, Bøjlevejen, Skagen, 12. maj 2024.  Foto: Knud Pedersen

I 2001 opholdt en Steppeørn sig ved Skagen i en uges tid. Den blev set på returtrækket ved Hjallerup og var således den første nordjyske fugl, der blev iagttaget uden for Skagen. 
Siden år 2020 har forekomsten imidlertid skiftet karakter med fund af hele fem fugle siden da, hvoraf flere også er set på andre lokaliteter i Nordjylland. I 2020 blev endda tre forskellige individer iagttaget i Skagen. En af disse blev også set over Aalborg og en anden i Lille Vildmose. Igen i 2022 blev der set Steppeørn i Skagen, denne gang på flere datoer i perioden 9-29/5. Der var som tidligere år tale om en yngre fugl, denne gang en 3K! De fleste af de øvrige iagttagelser har drejet sig om 2K fugle. 
Året efter, nærmere betegnet 5/6 2023 nåede endnu en Steppeørn Skagen. Denne gang var det en 2K-fugl, der blev ’hængende’ i området helt ind i sommerperioden, idet den efter at have været set i området dagligt frem til 28/6 dukkede op flere gange i perioden 5-17/7. Efterfølgende blev den set ved Rødhus 9/8 og igen ved Dronninglund Storskov 20-23/8, men herefter blev den ikke set i næsten tre måneder, og man antog den for at være trukket sydover. Imidlertid dukkede en Steppeørn op i Understed-området sydvest for Frederikshavn 11/11. Dragtkarakterer viste, at det drejede sig om samme fugl, som tidligere på året blev set i Skagen. Fuglen blev atter set i februar 2024 (nu som 3K) med flere iagttagelser i perioden 1-25/2, og 17/4 dukkede den så atter op ved Skagen. Her blev den et velkomment indslag gennem hele foråret med stort set daglige observationer i en meget lang periode frem til 10/6. 


Steppeørn 2K, Øksenhede, 12. november 2023. Foto: Brian Skræm

Herefter var det forventeligt at den atter ville returnere mod øst eller sydøst mod områder, hvor den normalt er hjemmehørende, men 27/6 blev den set ved Måstrup (nordvest for Sindal) og 27/7 ved Jerup Strand samt igen ved Måstrup 12/8 og 9/10. I november indfandt den sig atter i området sydvest for Frederikshavn, hvor den blev set jævnligt i perioden 7-23/11. Omkring årsskiftet 2024/25 var den atter at finde her – nu som 4K. Det skal blive interessant at se, om Steppeørnen atter er at finde ved Skagen i foråret 2025. Stort set alle iagttagelser i landet har drejet sig om 2-3K fugle. Det kan dog ikke udelukkes, at der blandt disse yngre fugle også har været 4K-fugle. De kan til tider være svære at skelne fra 3K, men fuglen der ved årsskiftet 2024/25 opholdt sig i Nordjylland er sikkert en af meget få 4K Steppeørne, der er set i landet. 
Det er blot anden gang, at en Steppeørn overvintrer i Danmark og det er ikke set tidligere i to på hinanden følgende vintre. Første gang var i vinteren 2000-2001, hvor en 2K (senere 3K) fugl opholdt sig på Bornholm i godt et halvt år.  

Kilder: 
Christensen, J.S., T.H. Hansen, P.A.F. Rasmussen, T. Nyegaard, D.P. Eskildsen, P. Clausen, R.D. Nielsen & T. Bregnballe 2022: Systematisk oversigt over Danmarks Fugle 1800-2019. – Dansk Ornitologisk Forening.
https://dklist.netfugl.dk/dklist.php?id=species_info&species_id=200.
www.nordjyllandsfugle.dk

Kilde: Nordjyllands Fugle 2024