Af Jan Tøttrup Nielsen
I snart 50 år har jeg nu arbejdet med projektet Bestandsregulerende faktorer for Duehøg i Vendsyssel. Området dækker 2417 km2, hvilket er ca. ¾-del af Vendsyssel. Jeg startede så småt projektet op i 1976, men først fra 1977 (fra 1978 med tilstrækkelige data for reproduktion) var der styr på bestanden og undersøgelsen fortsætter foreløbig frem til 2026. Fra og med 1978 regnes med en årlig dækning af bestand og reproduktion på 95-100%. Dataindsamling og metode – se Nielsen & Drachmann 1999 og Nielsen 2014.
Undersøgelsesområdet Vendsyssel er inddelt i otte subregioner efter forskellige landskabstyper, jordbonitet og skovtyper (Fig. 1).
Samlet var ca. 8,4% af det samlede areal dækket af skov i 1999. Andelen af skov er stigende og var i 2023 over 9,5 %.
I det følgende præsenteres Duehøgens bestandsudvikling og reproduktion over en periode på 48 år, og der ses på bestandsregulerende faktorer for Duehøgen i området.
Oplysninger fra lodsejere og andre personer med interesse for rovfugle samt egne fund i 1977 og 1978 af gamle duehøgereder på lokaliteter i området viser, at bestanden i 1960’erne og 1970’erne sandsynligvis har været på 15-30 par. I næsten alle større skove og plantager blev der registeret gamle reder, hvor man ud fra deres størrelse kunne se, at de havde været anvendt i flere år. I 1977 registrerede jeg 31 par i området. Nogle blev dog først fundet i 1978, men spor som reder (Duehøgen har i territorier som har været besat i flere år oftest flere reder som de veksler imellem), bytterester i og under reder og gamle fældefjer fra Duehøgen i bevoksningen viste, at der var yngleforsøg i 1977 og tidligere.
Frem til 1994 voksede bestanden næsten kontinuerligt, hvor den topper med 72 par, for så efterfølgende næsten at kollapse frem til 2011, hvor bestanden igen var nede på 32 par. Fra 2012 til 2024 vokser bestanden igen langsomt og har de seneste par år været på 51 par (Fig. 2).
Som det ses i Fig. 3, har bestandsudviklingen været meget forskellig inden for de enkelte subregioner (B1-B8). I de store statsejede klitplantager i den nordlige del af Vendsyssel (B1) voksede bestanden som den eneste gennem hele perioden, hvorimod der i de syv andre regioner (B2-B8) har været store udsving. 
Med 72 par som det maksimale antal over en periode på 48 år er det interessant at sammenligne den faktiske ynglebestand med, hvor mange mulige ynglelokaliteter der årligt er i området. Ved hjælp af fordelingen af ynglepar, tæthed og afstand til nærmeste nabo er det muligt årligt at beregne antallet af mulige lokaliteter. En mulig ynglelokalitet er beregnet ud fra, om der var egnede ynglebevoksninger på lokaliteten, og hvor der har ynglet Duehøg i mindst et år. Efter noteret yngleforsøg regnes lokaliteten for mulig ynglelokalitet frem til bevoksningen renskoves, og der ikke inden for en radius af 1,5 km (enkelte år var der to par som ynglede mindre end 1,5 km mellem hinanden) findes en anden egnet redebevoksning.
Fig. 4. Eksempel på renafskovning i delområde B7. Foto: Jan Tøttrup Nielsen
En ynglelokalitet skal indeholde en bevoksning som er mindst 30-35 år for nåletræ og over 50-60 år for løvtræ. Ynglebevoksningerne er ofte ældre. I det intensive skovbrug omdrives bevoksningerne af nåletræ ofte fra de er omkring 40 år, hvorimod løvtræer som regel er over 100 år (se Fig.4). Dette betyder at over en periode på 48 år, som denne undersøgelse dækker, vil de bevoksninger af nåletræ, som var egnet og benyttet som ynglebevoksning først i perioden, for længst være borte og erstattet af nye, som dengang bestod af små træer, der ikke var egnet som ynglebevoksning.
I de større skove (> 50-100 ha) var der næsten altid flere egnede redebevoksninger. Fældes en bevoksning, bygger Duehøgen rede i en anden. Problemet i de store skove (> 350 ha) fremkommer, hvor der lige var plads til to par, men hvor der efter skovning af en redebevoksning ikke var flere egnede ynglebevoksninger, uden at parret, der har mistet sit redetræ, kommer for tæt på det andet par. Her vil der forsvinde en mulig ynglelokalitet, indtil der igen bliver en egnet bevoksning i skoven. Problemet var størst ude i det åbne land, hvor ynglelokaliteterne ofte var mindre end 10-20 ha, og hvor der kun var en lille egnet bevoksning og ikke andre muligheder. Ved de helt små ynglelokaliteter (< 5 ha) var alle træerne oftest af samme alder, og ofte blev hele lokaliteten renskovet. Selv om der genplantes, går der mindst 30-40 år, før den igen bliver egnet.
I perioden 1977-2024 har Duehøgen i alt ynglet på 119 forskellige lokaliteter i undersøgelsesområdet.
I Fig. 2 ses en oversigt over den årlige fordeling af de mulige lokaliteter. Fra 1977-2013 steg antallet af mulige lokaliteter fra 89 til 112 for så at falde fra 111 til 91 i perioden 2014-2019. Frem til 2024 steg antallet igen til 94 mulige ynglelokaliteter. Sammenholdes dette med ynglebestanden, var 35% af de mulige ynglelokaliteter besat i 1977, 67% i 1994, 35% i 2011 og 51% i 2024.
Som det ses i Fig. 3, var fordelingen af mulige ynglelokaliteter vidt forskellig i de otte subregioner (B1-B8) i undersøgelsesområde Vendsyssel. B1, B2, B4 og B6 viser en stigning i antal mulige ynglelokaliteter. I B5 er der status quo, mens der i B3 og B7 var en lille stigning i første halvdel af perioden for derefter at være faldende i sidste halvdel af perioden. I B8 går det helt galt. De fleste små skove var plantet efter 2. Verdenskrig, og i første halvdel af undersøgelsesperioden begyndte de at få en alder, hvor de var egnet som ynglelokalitet for Duehøgen. I begyndelsen af perioden var der en stor stigning, men fra 2004 til 2014 forsvandt 17 mulige lokaliteter, der alle bliver renskovet, og hvor der ingen alternativer var i nærheden.
Når man ser på bestandsregulerende faktorer for Duehøgen, ender det oftest med både direkte og indirekte menneskelig indblanding og dette var i Vendsyssel heller ingen undtagelse.
Duehøgen har længe været forhadt, idet den ynder at tage tamfjerkræ så som høns og duer samt jagtlige arter som Agerhøne, Gråand og især Fasan (Nielsen og Drachmann 1998, Nielsen 2003). Frem til midt i 90’erne blev Duehøgen i Vendsyssel primært bekæmpet ved gårdspladser og brevdueslag. Fra 1977 til 1987 blev der næsten alle år fundet 1-3 reder som enten var beskudt, eller hvor der var klatrespor i redetræet, og i disse tilfælde kom der ingen unger på vingerne. Ligeledes fandt jeg årligt fældefjer fra Duehøgen med tydelige skudskader. Dette havde ikke den store betydning for bestanden, som fortsat voksede. I sidste halvdel af 90’erne gik det dog helt galt. Her bliver der påbegyndt fasanudsætning i Vendsyssel i større stil, noget som ikke tidligere har været praktiseret i nævneværdig grad. Efter forbillede fra godserne i det østlige Danmark gik man først i gang på Pajhede Skovdistrikt (B6) og herfra spredte det sig til resten af området undtagen i B1. Man gik i gang på et tidspunkt, hvor rævebestanden på grund af skab var meget lav, men hvad man ikke vidste var, at duehøgebestanden var på sit højeste. Dette gav store problemer på udsætningspladserne, og det medførte, at Duehøgen blev bekæmpet med alle til rådighed stående midler. Ynglefugle og unger blev skudt eller fanget i fælder opsat på ynglelokaliteter. Ved fasanudsætningspladser blev især ungfugle aflivet i stort antal ved fældefangst, giftudlægning og skydning (se Nielsen 2011). Efterfølgende faldt bestanden voldsomt (Fig. 2). Sidst i 00’erne ebbede fasanudsætningen ud og efterfølgende var der hovedsagelig kun udsætning på de større steder med ansatte vildtforvaltere tilbage. Et stort arbejde med fangst og flytning af Duehøge ved fasanudsætningspladser i Vendsyssel 1998-2007 samt en dialog med lodsejer og vildtforvalter på de enkelte distrikter resulterede i, at den ulovlige bekæmpelse af Duehøgen stort set stoppede. Efterfølgende begyndte bestanden at vokse igen og er nu i 2024 på 51 par. Fasanudsætningen foregik/-går hovedsagelig i B4, B6 og B7. I de distrikter, hvor der fortsat i dag sættes mange Fasaner ud, er bestanden nu igen oppe på det samme niveau, som inden fasanudsætningen blev påbegyndt (se Fig. 3).
En bestands reproduktion er en vigtig faktor for at opretholde bestanden. Der skal være fugle til at erstatte individer, der dør. Udover andre faktorer som f.eks. overlevelse, egnede ynglelokaliteter og føde mm. er reproduktionen med til at bestemme bestandens størrelse.
Duehøgen i Vendsyssel producerer fra 0 til 4 udfløjne unger per yngleforsøg. Gennemsnitlig blev der produceret 1,64 udfløjen unge per yngleforsøg, 2,49 udfløjen unge per yngleforsøg med mindst en udfløjen unge og 34,6% af yngleforsøgene slår fejl (0-kuld).
Den årlige variation i reproduktionsværdierne viste store udsving (Fig. 5 og 6). De gennemsnitlige kuldstørrelser var stigende frem til 00’erne for derefter at være faldende helt frem til i dag (Fig. 5). De ungeproducerende yngleforsøg producer nu ca. 0,5 unge færre per yngleforsøg, end hvad der var tilfældet før år 2000 (Fig 7).
Der var ingen tendens i andelen af mislykkede yngleforsøg (Fig. 6). De store udsving i mislykkede yngleforsøg skyldes primært vejret, skovningsaktivitet i redebevoksningerne, rekreative forstyrrelser, prædation og direkte menneskelig bekæmpelse (Nielsen og Drachmann 1999). Hårde vintre og især kolde og våde forår resulterede i flere 0-kuld (Nielsen 1999, Herfindal et al 2015). Den faldende tendens i reproduktionen de seneste 20-25 år skyldes, at kuldene bliver mindre. Andelen af 3- og 4-kuld er faldende og andelen af 1- og 2-kuld stigende (Fig. 8 og 9).
Årsagen til dette er formentlig fødemangel (Nielsen 2019). Den primære årsag til det faldende fødeudbud skyldes især et kollaps i tamdue-, hættemåge-, agerhøne- og stære-bestandene, men også nedgangen i skovskade- og lokalt også i fasanbestanden bidrager væsentligt til nedgangen (Nielsen og Drachmann 1998, Nielsen 2019). Reproduktionen hos Ringdue spiller også en stor rolle for Duehøgen. Klimaforandringerne gør, at Ringdue nu næsten yngler året rundt, hvor vinteren tidligere begrænsede længden på ynglesæsonen. Dette gør også, at mængden af ringdueunger ikke kommer i bølger, men er mere spredt. I de seneste 10-15 år har der været mange kolde og våde maj-måneder, hvor mange ringdueunger er døde (egne data).
Fig. 9. Rede med kun én unge. Foto: Jan Tøttrup Nielsen
Ud over de menneskeskabte problemer har Duehøgen også fået mere naturlige problemer. Genindvandringen af de store top-prædatorer, især Stor Hornugle og Kongeørn, volder Duehøgen problemer. Frem til midten af 90’erne var Duehøgen øverst i fødekæden blandt de danske rovfugle. Dette gik voldsomt ud over Tårnfalken og især for Spurvehøge er Duehøgen en væsentlig regulerende faktor for bestandens størrelse (Nielsen 2009).
I takt med at Stor Hornugle rykker ind i skovene, forsvinder Duehøgen fra disse lokaliteter. Særligt i subregionerne B4, B6 og B7 ses det tydelig i duehøgebestanden, når Stor Hornugle indfinder sig. De senere år har jeg årligt registreret 2-5 kuld, der præderes af Stor Hornugle, hvor rugende hunner tages på reden eller store unger præderes.
Kongeørnen fortrænger også Duehøgen, ikke så meget direkte, men der er i det hele taget ikke mange rovfugle, der yngler tæt ved en kongeørnerede. Udover de to nævnte arter har Ravnen overtaget mange af de gamle bøgebevoksninger, hvor Duehøgen tidligere havde sin rede. Ravn og Duehøge tåler ikke hinanden, og det er som regel Duehøgen der fortrækker.
Duehøg 1K, Tversted, 16. juli 2024. Foto: Henrik Pedersen
Det bliver spændende at følge duehøgebestanden de næste par år. En bestand på 50+ par er acceptabelt under de nuværende betingelser. Et tab på 14-16 ynglelokaliteter, som var faste ynglelokaliteter i mange år, indtil de blev renskovet gør, at bestanden sandsynligvis ikke kommer over de 70 par i de følgende mange år. Den voldsomme tilbagegang for Solsorten, som er et af de primære byttedyr for Duehøgen, kan forværre situationen de kommende år.
En tæt duehøgebestand betyder, at mange af deres byttedyr bliver presset, og det kan have betydning for de arter, som har relative små bestande som f.eks. ugler, Spurvehøg, Tårnfalk og Grønspætte.
Referencer
Herfindal, I., M. van de Pol, J.T. Nielsen, B.-E. Sæther & A.P. Møller 2015: Climatic variation causes complex patterns of covariation between demographic traits in a long-lived raptor. – Journal of Animal Ecology 84: 702-711.
Nielsen, J.T. 2003: Duehøgens Accipiter gentilis byttevalg uden for yngletiden. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 97: 193-198.
Nielsen, J.T. 2009: Kønsspecifik dødelighed hos Spurvehøge Accipiter nisus i Vendsyssel 1977-1997. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 103: 53-62.
Nielsen, J.T. 2011: Duehøge Accipiter gentilis og fasanudsætning: et forsøg med fangst og flytning af Duehøge ved fasanudsætningspladser i Vendsyssel 1998-2009. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 105: 167-178.
Nielsen, J.T. 2014: Duehøgen i Vendsyssel 1977-2013. – Nordjyllands Fugle 2013, Rapport nr. 50: 6-9.
Nielsen, J.T. 2019: Føderesursernes betydning for bestand og reproduktion hos Duehøg Accipiter gentilis i Vendsyssel 1977-2016. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 113: 123-131.
Nielsen, J.T. & J. Drachmann 1998: Prey selection of Goshawks Accipiter gentilis during the breeding season in Vendsyssel, Denmark. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 92:193-198.
Nielsen, J.T. & J. Drachmann 1999: Development and productivity in a Danish Goshawk Accipiter gentilis population. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 93:153-161.
Kilde: Nordjyllands Fugle 2024