Af Lars Breum Jeppesen
Det var den 11. november 2023, og på vej hjem til Frederikshavn fra sommerhuset i Bratten gjorde vi lige et par afstikkere ind i baglandet for at se, ”om der skulle være noget”. Vi kørte mod Kvissel og gjorde som vanligt holdt på broen ved Nygårds Mølle. Skulle Vandstæren mon være kommet?
Min kone sidder ud mod møllesiden og spørger så pludselig, hvad det er for en fugl dernede? Jeg læner mig ind over og ser mellem de galvaniserede stålrør ganske rigtigt – ja, hvad pokker er det? Den har jeg da umiddelbart ikke set før. Lidt febrilsk får jeg fat i kameraet på bagsædet og får taget et par håbløse billeder, da rækværk og autoværn er i vejen. Jeg rækker konen kameraet, men hun er ikke kendt med kameraet og zoomen er låst! Jeg sniger mig ud af bilen, får rakt kameraet ud og tager endnu et billede. Nu bliver jeg nødt til at flytte bilen, som står midt på vejen. Jeg lister mig nærmere, men fuglen er nu fløjet ud på en lille ø i åen, og det lykkes mig at få et par billeder mere, inden den letter og flyver en runde stille og roligt og forsvinder længere ned ad åen. Et par forkølede flugtbilleder bliver det også til. I flugten er den overraskende hvid.
Tophejre, Nygårds Mølle, 11. november 2023. Foto: Lars Breum Jeppesen
Hjemme igen får jeg loadet billederne ind på computeren og får fat i felthåndbogen. Nok på grund af fuglens lidenhed går der en rum tid, inden jeg ender hos storke og hejrer. Med billeder, bog og kone ender vi med Tophejre. En lille vignet af fuglen i flugt og teksten: ”hvid ’eksplosion’ når den letter” og mit eget flugtbillede afgør det.
Lidt research fortæller mig, at fuglen kun er observeret 12 gange før i Danmark, så jeg er lidt nervøs, da jeg indberetter den til DOFbasen. Ganske rigtigt, observationen bliver rød i basen og der bliver anmodet om dokumentation. De får et par billeder med.
Tophejre, Nygårds Mølle, 11. november 2023. Foto: Lars Breum Jeppesen
Dagen efter er jeg ved Understed for at fotografere Steppeørn, men bliver ringet op af en ven, som havde været ved Nygårds Mølle. Det havde et halvt hundrede mennesker fra hele landet også og de fik heldigvis den ganske tillidsfulde hejre at se. Antallet af indberetninger på DOFbasen var da også helt imponerende. Den blev der i en uge til 18/11, og mange fik en ny art på hitlisten.
Fundet er det blot andet nordjyske og det første siden 1979, hvor en fugl blev set på Agger Tange 14-15/10.
Tophejre, Nygårds Mølle, 12. november 2023. Foto: Brian Skræm