Header

Af Knud Pedersen, Hans Christophersen, Anders Østerby, Oluf Lou og Simon Sigaard Christiansen – bestyrelsesmedlemmer for Skagen Fuglestation

Aktiviteter og materiale
I starten af februar ankom den første assistent på fuglestationen, mens sæsonen startede med fuldt hus 1/3. Herefter var der observatører og ringmærkere på stationen frem til 7/12, hvor de sidste igen drog hjem. 

Over 20 assistenter fra Danmark og resten af verden overnattede og arbejdede gennem året på fuglestationen, så fire til fem personer dagligt kunne gennemføre feltarbejdet sammen med lokale og gæstende ressourcepersoner.
Fuglestationens observatører har indtastet i alt 20.688 fugleobservationer i DOFbasen i løbet af 2023 under fuglestationens brugernavn. Hertil kommer alle de mange lokale og gæstende observatører, der gennem deres indtastninger i DOFbasen har bidraget til dækningen af fugletrækket gennem sæsonen. Fuglestationens træktællere har indtastet morgenobservationer, startende fra solopgang, for i alt 230 dage i DOFbasen, hvoraf 208 er gennemført indenfor standardperioderne forår og efterår. Det er samme niveau som de to forudgående år. 


Ride, Skagen, 27. december 2023. Foto: Erik Christophersen

De titusindvis af bidrag i DOFbasen har muliggjort, at vi har kunnet sammenstille årets observationer og publicere resultaterne heraf i denne artikel. Der skal lyde en stor og uvurderlig tak til alle observatører, der har bidraget med nøgternt at indtaste deres observationer i DOFbasen eller har hjulpet fuglestationens frivillige i felten. Vi vil i denne henseende også henlede opmærksomheden på fuglestationens vedledninger i 'Retningslinjer for træktælling af rovfugle' og 'Retningslinjer for træktællinger af havfugle' som fuglestationen sammen med lokale har udarbejdet. Vejledningerne ligger offentligt tilgængelige i moniteringsplanen på fuglestationens hjemmeside. De giver rigtigt gode tips til tællinger af forskellige artsgrupper og anden information om notering af adfærd, tidspunkter, trækretning m.m. Det er informationer, som også hjælper meget i sammenstillingerne af de mange observationer.
I gennemgangen af observationerne fra Skagen er data i 2023 kun hentet fra DOFbasen. Skæringsdatoen for indtastninger har været 31/12 2023. Observationer, som ikke er indtastet i DOFbasen, indgår ikke i materialet, da det er en uoverkommelig opgave at indhente observationer, der ligger sporadisk på andre medier, og hvor der ikke nødvendigvis findes standardinformationer bag observationerne. Det er derfor vigtigt, at observationerne indtastes i DOFbasen, hvis man vil sikre sig, at de indgår i materialet, der præsenteres her i årbogen. Fuglestationen er vidende om, at der findes observationer fra Skagen, som ikke noteres i DOFbasen, og derfor ikke når denne artikel. 
Dags-, måneds- og årstotaler er udarbejdet efter samme princip som tidligere år. På den måde kan summeringerne mellem årene bedst sammenlignes. For dage med store forekomster er der for nogle arter også nævnt observationer som har fulgt andre optællingsmetoder end de, der bruges af fuglestationen, som f.eks. intervaltællinger. Dagstotaler estimeret på intervaltællinger indgår dog ikke i tabellerne for at bevare sammenligningen mellem år. For observationer af sjældne arter (SU-arter) gælder, at godkendte fund er markeret med (G). Endnu ikke afgjorte fund er markeret med (U) og ikke indsendte fund er angivet med (E). Betegnelserne gælder for fundenes status ved redaktionens afslutning ultimo marts 2023. 

Observationer første halvår 2023
Rovfugle og falke
Månedsoversigt over de bearbejdede og sammenstillede rovfugle- og falketal fra perioden marts-juni 2023 fremgår af tabellen ved artsbehandlingen af rovfugle. Periodens største dag(e) samt mediandato for trækket er også angivet.
Tallene er som i tidligere år beregnet ud fra summen af antal fugle pr. dag renset for gengangere. Der er derimod ikke taget højde for eventuelle gengangere fra dag til dag. Dette gælder dog ikke for meget fåtallige eller sjældne arter som f.eks. Kongeørn, Lille Skrigeørn og Steppeørn, hvor der er tale om specifikke individer, som godt kan være observeret på flere datoer. 
Samme sted findes også en tabel, der viser summen af rovfugle og falke i marts-juni i årene 2013-2023 med gennemsnit for tiåret 2013-2022 for de observerede arter. En totalsum på 13.539 rovfugle og falke i marts-juni 2023 placerer foråret over gennemsnittet (+16%) set i forhold til gennemsnittet for tiårsperioden 2013-2022 (11.666).
Endvidere er der også en tabel, der viser afvigelsen i procent for de enkelte arter i 2023 set i forhold til tiårsgennemsnittet for 2013-2022. 
For 11 af arterne - Fiskeørn, Rørhøg, Blå Kærhøg, Steppehøg, Hedehøg, Spurvehøg, Havørn, Rød Glente, Sort Glente, Aftenfalk og Lærkefalk blev det et forår med mere end 10% over gennemsnittet. Specielt for Hedehøg, Spurvehøg, Havørn, Sort Glente og Aftenfalk blev det et godt forår med forekomster på over 50% over gennemsnittet. For Hedehøg (36) var forårets forekomst mere end en fordobling i forhold til tiårsgennemsnittet for 2013-2022 (17). Der blev også sat ny dagsrekord for arten med 11 fugle 10/5. 
Med 579 fugle blev det en markant forårsrekord for Blå Kærhøg. Den tidligere rekord var fra 2016 (480). Forårets store forekomst ved Skagen afspejler meget godt et rekordstort efterår 2022 for Blå Kærhøg ved Falsterbo med 626 fugle. For både Havørn (154) og Sort Glente (126) var forårets forekomster de hidtil største i Skagen.
8/5 blev der observeret en Fjeldvåge med vingemærke (gul 95) ved Batterivej. Det viste sig, at fuglen – en 3K hun – var fanget og mærket ved Olomoucký Kraj i det østlige Tjekkiet 28/2 2023 og aflæst igen i det samme område 10/4. I efteråret 2023 er fuglen rapporteret i Blekinge, Sverige 12/10 og 23/11 i det sydvestlige Polen ca. 90 km nordøst for mærkningslokaliteten i Tjekkiet. 15/5 iagttoges endnu en Fjeldvåge (2K) med vingemærke (gul 10) over Saftevandsbakken. Denne fugl var også mærket ved Olomoucký Kraj, Tjekkiet på datoen 19/11 2022 og aflæst i samme område 1/12 og 27/12 2022. I vinteren 22/23 blev der vingemærket 50 Fjeldvåger under det tjekkiske projekt og fuglene fra Skagen er første genfund af vingemærkede Fjeldvåger uden for projektområdet i Tjekkiet.
Tre arter havde en forekomst som var mere end 10% under gennemsnittet for tiårsperioden 2013-2022. Der var tale om Hvepsevåge (-16%), Duehøg (-19%) og Vandrefalk (-21%). For Vandrefalk (126) var det andet forår i træk med færre fugle end normalt, men sammenlignet med bundåret 2022 (90) dog en betydelig stigning. Man kan håbe, at arten igen vinder terræn efter den voldsomme tilbagegang på grund af fugleinfluenza i sæsonen 2022.

Sjældne rovfugle i foråret 2023
Den første af forårets sjældne rovfugle ved Skagen var en Høgeørn. Fuglen blev først observeret ved Lodskovvad 7/4 (G) lidt før kl.14. Den fortsatte nordpå forbi Flagbakken, men vendte over den vestlige del af Skagen før den returnerede mod sydvest over Hulsig kl. 15.13. Der var tale om en fransk fugl (3K hun) med farvering om venstre tarse og GPS-sender på ryggen. Endnu en Høgeørn (2K) (G) blev set 6/5 på returtræk ved Flagbakken og Gyvelstien lidt før kl. 18. Om formiddagen 7/5 iagttoges den igen over Hulsig Hede før den forsvandt mod sydvest. Fuglen havde en rød farvering om højre tarse og var mærket som ung han i Sydfrankrig ved Marseille i 2022. Samme fugl blev efterfølgende set 14/5 ved Fakkebjerg, Langeland og senere i Sverige. Først 28/5 nordøst for Umeå, Västerbotten, herefter 9-10/6 i Skåne, 3/9 på Øland og tilbage til Skåne igen 9-15/9 med trækforsøg ved Falsterbo. Det var første fund af Høgeørn i Sverige.


Steppeørn, Skagen, 5. juni 2023. Foto: Jørgen Kabel

To adulte Stor Skrigeørn blev observeret i april. Den første dukkede op over Flagbakken 8/4 og blev set igen 11/4 over Skagen (G). Den havde et karakteristisk hak midt i højre arm. En ny adult i intakt fjerdragt sås næsten dagligt i perioden 13/4-25/4 (G). Hele seks Lille Skrigeørn fordelt med fem i maj og en i juni er hidtil største forårssum for Skagen. Tidligere største år har været 1989 (3-5), 1992 (4-5) og 2013 (4). Fordelingen på datoer er følgende: 8/5 (3K), 9/5 (uden alder og mulig genganger fra 8/5), 13/5 (3K), 15/5 (3K og en uden alder), 27/5 (3K+), 30/5 (3-4K) og 13/6 (3K+). Fuglen fra 27/5 (3K+) var særlig interessant og skabte forvirring, da den viste en undervingetegning med et bredt lyst bånd på store undervingedækfjer meget lig en yngre Steppeørn. Størrelse, proportioner, vingeformel og øvrige dragtkarakterer udelukkede en Steppeørn. Det er sjældent at Lille Skrigeørn registreres som udtrækkende ved Skagen, men fuglen fra 30/5 trak målrettet ud i stor højde ved Grenen.
En immature (4K) Gåsegrib blev set kortvarigt over Hulsig 27/4 (G). Samme fugl dukkede op igen over Skagen 8/5 (G), hvor mange fik set fuglen rigtig godt. Det var fjerde fund for Skagen siden det første 24-25/5 1985. De øvrige fund er 23-25/5 2019 (2K) og 5-6/6 2021 (2K).
Slangeørn sås på trækforsøg over Skagen By og på returtræk ved Hulsig Hede 6/6 (G). En ny fugl dukkede op på trækforsøg over Nedermose 16/6 (G). Der er tale om det 19. og 20. fund af Slangeørn i Skagen. Tidsmæssigt fordeler fundene sig som følger: april (1), maj (13), juni (6). 
En langstidsstationær Steppeørn (2K) blev set regelmæssigt i perioden 5/6-28/6 (G). Fuglen blev også set ved enkelte lejligheder i området i løbet af juli. Formodentlig er det denne fugl som senere på efteråret slog sig ned i området ved Øksenhede og Karup sydvest for Frederikshavn. 
Forekomsten af Kongeørn (3-4) var på et normalt niveau. Der er rapporteret Kongeørn regelmæssigt i perioden 11/3-12/6 og typisk med observationer af samme fugl(e) gennem en længere periode. Uden for perioden blev en ung Kongeørn set 7-9/2 på Hulsig Hede. Formodentlig er denne fugl identisk med 2K-fuglen, som blev set jævnligt helt frem til 12/6. Tre fugle blev set sammen 28/3 og der er noteret to fugle på datoerne 27/3, 5/5 og 7/5. De to af fuglene (4K), som iagttoges 27-28/3, antages at være samme to Kongeørne (3K og 3-4K) fra dagene 1-3/4 2022. Fuglene viste nogle specifikke dragtdetaljer, som også blev dokumenteret året før. Tydelig størrelsesforskel var også et fælles træk i forhold til fuglene i 2022 og pegede på han og hun. Tilsyneladende et yngre par som strejfer omkring i det tidlige forår. 
  
Havfugle 
For Rødstrubet Lom (18.059) var forekomsten på normalt niveau. De mange fugle i februar og til dels marts var overvejende rastende fugle talt på kompensationstræk efter dage med hårde vestlige vinde. Fra slutningen af marts og perioden ud var der tale om regulært forårstræk til ynglepladserne.
Sortstrubet Lom (400) havde den hidtil største forekomst ved Skagen i første halvår. En del fugle fra maj blev noteret som rastende og der er givetvis en del gengangere fra dag til dag i materialet.
Islom (63) tangerede næsten rekordåret 2021 (64). Typisk kulminerede forekomsten i maj (50), hvor der foregår et regulært træk fra Kattegat til ynglepladserne mod nord. Det blev et rekordår for Hvidnæbbet Lom med hele 16 fugle i perioden 9/4-4/6. 
En Stillehavslom 2K blev fundet mellem rastende lommer i Skagerrak ud for Sandormesvinget 19/5. Fundet blev gjort i forbindelse med Skagen Fuglefestival og over 150 personer fik set fuglen i løbet af de timer den rastede. Uden konkurrence blev fuglen også kåret til festivalens sjældneste fugl. Det er det andet fund af Stillehavslom i Skagen og Danmark. Det første var af en langtidsstationær fugl (2K) fra Grenen 13/8-26/8 og 14/9-17/11 2018.
Det blev til et beskedent antal af Mallemuk (789). Halvdelen blev noteret i maj (375) og det var ingen overraskelse. To fund af Sodfarvet Skråpe henholdsvis 28/3 og 11/5, og eneste Almindelig Skråpe blev noteret 17/5. 
Sule (11.840) optrådte betydeligt under normalt antal i første halvår. Den lave forekomst skyldes utvivlsomt, at bestanden har været hårdt ramt af fugleinfluenza i de seneste år. Marts (6870) blev største måned og største dag var da også 29/3 med 1964 fugle.
Med 63 fugle blev det et godt forår for Topskarv. Største dage var 2/2 og 2/4 med ni fugle.
Lunde blev noteret på fire datoer: 27/2 blev der indsamlet en død fugl. 3/1 blev en trækkende fugl observeret og samme dag resterne af en død. Ellers enlige trækkende fugle 5/3 og 2/4. 
Årets første Almindelig Kjove blev set allerede 22/3. Det samlede forårstræk (250) lå lidt lavere end i de seneste års totaler. April (133) blev bedste måned og største dag 16/4 (33) var ret tidlig på sæsonen. Der blev set tre Mellemkjover i maj, henholdsvis: 17/5 ad. lys form, 18/5 3K+ lys form og 21/5 ad. lys form. Forekomsten af Storkjove var helt i bund i dette halvår. Kun syv fugle blev observeret sammenlignet med et gennemsnit på 64 fugle i tiårsperioden 2013-2022. Arten blev hårdt ramt af fugleinfluenza i ynglesæsonerne 2021 og 2022. I periodens sidste dag 30/6 blev sommerens første Lille Kjove (3K) observeret rastende ved Grenen.

Øvrige mere bemærkelsesværdige observationer 
Fra andefuglene skal nævnes et for Skagen stort træk af Knortegås 19/5 med 455 fugle. 13/5 blev 1720 Bramgås observeret på træk, hvilket er ny dagrekord for Skagen. For Pibesvane er der også ny dagsrekord på 47 set 23/3. Samme dag blev der registreret 1086 Sangsvane. 25/3 blev en Kongeederfugl han fundet rastende i Kattegat. Den blev i området til 6/4 og dukkede op igen en enkelt dag 11/4. Det er første fund siden 2018. Amerikansk Sortand ad. han blev set ud for Grenen 12/4, ved Tranestederne 27-29/5 og igen ud for Nordstrand 7-8/6. Det kan ikke udelukkes at dreje sig om samme fugl. En Brilleand han blev endvidere set ud for både Grenen og Nordstrand 7/5. En Sorthalset Lappedykker blev set i Kattegat ud for Hulsig 19/5.


Biæder, Skagen, 14. maj 2023. Foto: Erik Christophersen

Efter hele fem Turtelduer i 2022 er vi atter tilbage på et rundt nul! Til gengæld en flot trækdag med 90 Hulduer 19/3. I perioden 18-28/6 blev der hørt op til fire Vagtler i området Hulsig/Kandestederne. 8/5 hørtes en Vagtel på Storsig, Grenen. Plettet Rørvagtel blev hørt kortvarigt piftende både 8/5 og 14/5. Som vanligt blev der set en del flokke af trækkende og trækforsøgende Traner – største var 19/5 36. 
To rastende Pomeransfugle i dagene 16-18/5 ved Det Grå Fyr er usædvanligt, ligesom en spillende Tredækker blev hørt ved Storsig om aftenen 7/5. 4/6 blev en Krumnæbbet Ryle set over Grenen. En art der er ret sjælden om foråret i Skagen. 28/4 rastede 19 Sortgrå Ryler på havnen. 
Sort Stork udeblev helt dette forår, og antallet af Hvid Stork var ret moderat. I alt blot ni dage med Hvid Stork og største forekomst 28/4 med blot tre fugle. Til gengæld går det derudaf med Sølvhejre. Arten er set på mange datoer i perioden 25/3 til 3/6 med klart største forekomst (og ny rekord) med 14 rastende mellem Grenen og Nordstrand 25/4. Skestork blev set på 10 datoer mellem 21/4-3/6 med i alt 20 fugle.
En enkelt Sortterne passerede Nordstrand 10/5. Hvidvinget Måge er set i flere perioder fra 29/1 til 3/5. Det kan dreje sig om tre forskellige fugle i perioden. Det samme gælder Gråmåge med første 5/1 og sidste 31/5. Alle er 2-3K og det er svært at angive et præcist antal forskellige individer. Endelig skal for denne gruppe nævnes et par større dage i januar med Dværgmåge – 16/1 47 og 18/1 25. 
Mosehornugle ankom sent, men blev set næsten dagligt i perioden fra 17/4 til 10/6. Et stort antal rastede i dagene 24-25/4 med 15 henholdsvis 8 fugle. Den første Biæder dukkede op 3/5 og frem til 7/6 blev cirka 45 fugle set. De største dage blev 10/5 11 og 14/5 7. Hærfugl blev set på tre datoer, 25/4 ved Batterivej og 27/4 ved Grenen og Det Grå Fyr – nok samme fugl samt 14/5 ved Kandestederne, hvilket fint kan være en anden. Sortspætte er ikke årlig i Skagen og er i de seneste ti år iagttaget i fem af årene. I år blev mindst to forskellige fugle (han og hun) set gennem flere perioder i foråret, således 5-22/4, 1-4/5 og 3-13/6. Fuglene blev primært set ved Nordstrand og Grenen, men også Hulsig og Råbjerg. 
I alt cirka 22 Piroler blev set med 15 i perioden 8-22/5 og yderligere 7 3-19/6. Klart største dag var 22/5 med nok fem fugle. 13/5 dukkede en 2K han Rødhovedet Tornskade op ved Pælebakke Klit (G). Det er tredje fund fra Skagen og det første siden 1992. 
Fra trækket af Hedelærke bemærkes en stor dag, 20/3 med 67 fugle. Toplærke bliver af og til set uden for kerneområdet ved Hirtshals, således blandt andet på Grenen 9/4. Foråret bød på 2-3 Rødrygget Svale, 28/4 blev en set ved Grenen, Det Grå Fyr og andre lokaliteter i området og 9/5 blev en eller måske snarere to fugle set ved Grenen og Nordstrand. 
Lundsanger blev noteret med kun to fugle. 22/5 en syngende ved Stald Grenen og 3/6 en hørt ved Grenen. 15/6 blev en Lille Rørsanger ringmærket ved Grenen – det tiende fund fra Skagen. Drosselrørsanger indfandt sig igen ved Skarvsøen, hvor en fugl opholdt sig fra 4/6 og ind i juli. Fire Buskrørsanger blev noteret i foråret – alle i juni. 1/6 ved Grenen, 4-5/6 ved Fyrvej, 12/6 ved Batterivej og 15/6 blev en fugl ringmærket ved Grenen. 21/5 sang en Flodsanger ved Råbjerg Mose og en anden meget kortvarigt ved Bankes Marker 3/6. Rødtoppet Fuglekonge bliver stadig mere almindelig ved Skagen og første halvår gav følgende – antal i parentes: Februar (1), marts (1), april (8) og maj (5). Første observation af Korttået Træløber i Skagen blev gjort helt tilbage i 1996, hvorefter der skulle gå 26 år før arten igen blev set i 2022. I 2023 blev arten observeret på tre datoer: 5/4 og 7/4 ved Grenen og 20/4 ved Gyvelstien. Det virker derfor sandsynligt, at arten fremover vil optræde mere hyppigt.
Ringdrossel blev set i perioden 6/4 til 15/6. Trækket var moderat med dårligt vejr i artens normale kulmination, eneste markante dag blev 1/5 med 108 på trækforsøg ved Grenen. Derimod blev der 17/3 set 2281 trækkende Misteldrossel, som er ny dagsrekord. Nordlig Blåhals bliver set med fem ex. i perioden 14-19/5, hvoraf to blev ringmærket. Men allerede 16/4 blev der set en Sydlig Blåhals syngende. Der blev registreret 5-7 syngende Nattergale mellem 11/5-9/6. De blev 3/6 akkompagneret af en syngende Sydlig Nattergal på Grenen. Det er det blot 11 fund fra Skagen og det første siden 2015. 
Blot to Lille Fluesnapper er meget få – 23/5 Batteriskoven og 30/5 Rødstens Klit. Største forekomst af Broget Fluesnapper var 5/5 og 8/5, hvor minimum 53 fugle blev noteret omkring Skagen begge dage med største observation fra Batteriskoven med 20 fugle.
Gulhovedet Vipstjert blev set 23/5 ved Stald Grenen og på Grenen 28/5. Efterhånden må det betragtes som usædvanligt, når der ikke rapporteres Citronvipstjert gennem et forår, men sådan var det i 2023. En række observationer af Sortrygget Hvid Vipstjert blev gjort i perioden 19/3 til 27/5 af omkring 10 fugle i alt. Hos Bjergvipstjert skal 19 trækforsøgende 20/3 nævnes. Første halvårs største antal af Bjergpiber blev 18/3 12. Rødstrubet Piber blev set/hørt med fire fugle i perioden 10-20/5.
Det sene forår giver altid pænt med trækforsøgende Kernebider. Største antal var 2/6 med minimum 50. Stor Korsnæb blev noteret primært i den første del af året, hvor de største observationer var 9/2 19 Nedermose og 1/4 18 trækforsøgende Grenen. Hvidvinget Korsnæb blev ikke iagttaget. Gulirisk blev set i området i perioden 7/4 til 10/6. Blot 1-2 fugle blev noteret pr. dag og det er ikke muligt at give et bud på antallet af forskellige fugle. Et par var stationære på Grenen Camping i dagen 28/4 til 1/5. En enkelt Hvidsisken blev det til i første halvår, som blev ringmærket ved Jennes Sø 3/3.
Blot en Lapværling (21/1) markerer et nyt lavpunkt for denne art og det samme gælder Hortulan, der overhovedet ikke blev iagttaget i foråret! Endelig skal nævnes Skagens fjerde fund af Pileværling, idet en han blev set på trækforsøg 25/3 (G). 

Observationer andet halvår
Havfugle 
Skagen Fuglestations havfugletællinger i andet halvår af 2023 havde som standard daglige observationer fra solopgang og fire timer frem i perioden fra 15. juli til 30. november. På dage med vedvarende regn eller tåge blev der ikke observeret. I tilfælde af ugunstige vejrforhold og manglende havfugletræk kunne træktællingerne også indstilles før tid og evt. afløses af rastefugletællinger.
Den faste observationspost var den yderste klitrække på Grenen benævnt 'Verdens Ende 3'. Enkelte dage med østenvind i oktober og november blev observationsposten flyttet til Nordstrand. De fleste dage blev havfugletællingerne foretaget af mindst to observatører.

Tabellen herunder. viser en oversigt over summen af havfugle år for år i perioden 2013-2023 samt gennemsnit for tiåret 2013-2022.

Rødstrubet Lom (6378) havde det største andet halvår i tiårsperioden 2014-2023. Forekomsten var markant større end gennemsnittet for perioden 2013-2022 (4523), men noget under rekordåret 2015 (9859). Antallet af Sortstrubet Lom (220) var ny rekord for andet halvår. 
Det blev igen til et godt halvår for Islom (49). Antallet tangerede derved sidste års total. Som beskrevet i 2022- rapporten optræder der uden tvivl mange gengangere i materialet i form af rastende fugle som bevæger sig rundt i området fra dag til dag. Det samme gjorde sig gældende for Hvidnæbbet Lom (30). Summen er antallet af fugle pr. dag og det reelle antal af individer er noget lavere. Som det fremgår af tabellen side 11, er der i de seneste år registreret et stigende antal observationer af Hvidnæbbet Lom ved Skagen om efteråret, og dette efterårs forekomst er den hidtil største.


Søkonge, Skagen, 23. november 2023. Foto: Jens Kirkeby

Der foregik igen natfangst flere nætter med spejlnet af Lille Stormsvale ved Det Grå Fyr i juli-august. Årets indsats gav to fugle under den første fangstnat 28/7, men ellers ingen. Desuden blev der observeret to Lille Stormsvale ved Grenen og Nordstrand 13/8. Stor Stormsvale blev set fra Grenen 24/9 og 7/10.
Mallemuk (3174) havde et lidt større andet halvår end i 2022 (2564), men stadig med en sum noget under gennemsnittet for tiåret 2013-2022 (4156). Største dage blev 15/10 (862) og 7/10 (640).
Forekomsten af Sodfarvet Skråpe (20) faldt lidt i forhold til 2022 (28). Største dag blev 7/10 (4).
Det blev til et rekordår for Almindelig Skråpe (40). Hovedparten (29) blev observeret i juli, som vejrmæssigt var karakteriseret af flere perioder med hårde vestlige vinde. Største dag blev 25/7 (5).
Antallet af Sule (21.985) tog igen et dyk og nåede kun ca. halvdelen af gennemsnitssummen for perioden 2013-2022 (42.413). Nedgangen i den nordatlantiske bestand efter udbruddet af fugleinfluenza i 2021-22 er stadig markant. Oktober med 7546 fugle blev største måned og største dag var 2/11 (1117).
Lidt overraskende var der flest observationer af Topskarv i juli (5), heraf to fugle sammen mod nordvest 28/7. Desuden blev der noteret to fugle i oktober, en i november og en i december. Alle ni observationer var fra Grenen.  
Alk (64.294) havde et godt efterår og antallet lå betydeligt over gennemsnittet for tiårsperioden 2013-2022 (46.449). Trækket kulminerede senere end normalt med mediandatoen 1/11, som også blev største dag med 5598 fugle. Den 15/10 blev der dog med intervaltællinger talt 14.632. Som i efteråret 2022 rastede flere Alke end normalt i oktober-november. Også for Lomvie (9050) var det et efterår over gennemsnit (7497). Største dag var 3/11 (1068) og mediandatoen var 9/11. I alt 178 Søkonger blev noteret i perioden 19/10-25/12. Det er markant over gennemsnitstallet for tiårsperioden 2013-2022 på 57 fugle. Største dag blev 31/10 med 60 fugle, men også 25/11 med 30 fugle skal fremhæves. Der er dog langt op til dagsrekorden for Skagen med 1165 15/11 i 1987. Der er givetvis gengangere fra dag til dag blandt de 19 rastende Søkonger, som blev noteret i Skagen Havn i løbet af december. Største dag var her 2/12 (5). For Lunde (25) blev sæsonen også et markant rekordår set i forhold til forekomsten gennem de seneste ti efterår med et gennemsnit på blot tre fugle. Oktober toppede med 19 fugle og største dag blev 18/10 (5). Et enkelt sommerfund fra 20/7 skal fremhæves.   
Perioder med kraftige vestenvinde og mange rastende terner og Rider på Grenen i juli tiltrak en hel del Almindelig Kjove. Flere dage i slutningen af juli rastede op til 20 fugle ved Grenen. Derfor blev juli med 164 fugle største måned i andet halvår for Almindelig Kjove. Der er dog helt sikkert en del gengangere blandt de rastende fugle fra dag til dag i juli. Hovedparten af de rastende fugle var immature af den lyse form. Formodentlig var der tale om ikke kønsmodne fugle fra nordlige bestande, som på denne årstid normalt lever som nomader på det åbne hav i Nordatlanten. Med august (37), september (37), oktober (11) og november (1) blev totalen for andet halvår på 251 fugle. De mange fugle i juli medførte at mediandatoen blev så usædvanlig tidlig som 24/7. Årets første ungfugl (1K) blev set 1/9 og sidste fugl sås 23/11.
Mellemkjove noteredes med blot otte fugle i andet halvår fordelt med to fugle i hver af månederne juli, august, september og oktober. De fire fugle i september-oktober var alle 1K og den første blev noteret 21/9.


Lille Kjove, Skagen, 20. juli 2023. Foto: Erik Christophersen

I forbindelse med influkset af Almindelig Kjove i juli blev der også observeret fire Lille Kjove. En 3K rastede ved Grenen i dagene 1-4/7. En 2K blev set 20/7. En 4K rastede 22/7 og samme dag trak en 4K+ mod nordvest. Ungfugle (1K) blev set på datoerne 19/8, 20/8, 2/10, 5/10 (2) og den sidste 16/10.
Det frie fald i 2022 (159) for antallet af Storkjove fortsatte i 2023 med kun 108 fugle i perioden 5/7-13/11. Gennemsnittet for tiårsperioden 2013-2022 er 897 fugle, så dette års sum dokumenterer yderligere den voldsomme tilbagegang siden fugleinfluenzaens indtog på Nordatlantiske ynglepladser i 2021-22. Største dag blev beskedne ni fugle 19/10. 
Ride (23.040) havde det største halvår siden 2016 (35.121). Forekomsten toppede i november med 12.868 fugle. Største dag var 24/11 (6716) og mediandatoen blev også 24/11. For andet år i træk blev Sabinemåge ikke set ved Skagen i dette efterår.


Lunde, Skagen, 7. december 2023. Foto: Jørgen Kabel

Øvrige mere bemærkelsesværdige observationer
Det er efterhånden en årlig tilbagevendende begivenhed, at Amerikansk Sortand dukker op i farvandet omkring Grenen, når de skandinaviske og sibiriske Sortænder indfinder sig til årets sommerfældning. Det drejer sig formentlig om de samme individer år for år? En ad. han blev set tæt på nordsiden af Grenen 23-24/8. Lille Skallesluger ses ikke årligt i Skagen, og seks trækkende fugle 29/10 (ni i alt i efteråret) er mange lokalt. Vagtel blev hørt ved Hulsig 3/7 og i juli/august blev der også set pænt med Natravne. Hele 10 individer blev fanget i perioden 1-30/8 i Fyrhaverne. 31/10 blev en Gråsejler fundet død under lettere mystiske omstændigheder. Den lå på jorden hvor ringmærkernes telt normalt står nedenfor Kabeltromlen. Læs mere om dette mærkelige fund andetsteds i årbogen. 
Nordisk Lappedykker blev set med fem fugle – 30/8 1 Grenen, 15-17/10 1 i Skagen Havn, 19/10 1 Nordstrand/Grenen, 22/10 1 Nordstrand/Grenen og 2/11 1 Grenen. Hos vadefuglene skal nævnes en indtrækkende Pomeransfugl 28/8. 16-17/7 rastede en adult Kærløber på Grenen, på den første dag blandt andet sammen med 10 Krumnæbbet Ryle. Senest der blev set Kærløber i Skagen er i 2016. Et par større antal af rastende Sortgrå Ryle skal nævnes – 3/12 20 ved Det Grå Fyr og 13/12 35 på Skagen Havn. 13/10 blev der talt mindst 11 Enkeltbekkasiner om natten og der blev ringmærket fire i perioden 8-27/10. Skovsneppe blev set med 11 ex. i Ellekrattet 11/11 og 23/11 13 i Klitplantagen. 
Hos mågerne skal et stort træktal af Dværgmåger nævnes, 6/11 73 SØ Grenen. Sorthovedet Måge blev set med fem fugle i perioden juli til september. Sommerfund af Gråmåge er ualmindelige, men 17/7 rastede en adult fugl på Grenen. Først 5/11 blev den næste set (1K) og på yderligere fem datoer i november blev der set 1K-fugle (samme) foruden en 2K 27/12. Rastende Kaspisk Måge blev set gennem det meste af perioden med rekordmange 30/9 – 8 ex. Mange farvemærkede måger er blevet aflæst i perioden. Aflæsningerne viser en stor udskiftning blandt de rastende måger. Rovterne blev set med 11/7 (2) og 17/7 (1) og syv Sortterner blev noteret i perioden 16/7 til 20/8. Mellem 3/7-21/7 blev der observeret i alt otte Dværgterner. De fleste Havterner passerede i juli og primo august med bedste dag 30/7 (86).
Årets eneste Sort Stork rastede på Hulsig Hede 16/8. En højst overraskende ny art for Skagen blev set 7/11, da en Eremitibis blev set trækkende (E). Denne var en del af en oprindelig større gruppe på 32 unge Eremitibiser fra et udsætningsprojekt i Tyskland/Østrig, der havde taget en forkert retning i slutningen af oktober og var fløjet mod nord i stedet for mod syd til Italien.
Sort Glente blev set over Hulsig Hede 1/7 og en 2K Steppeørn gjorde trækforsøg både 5/7, 7/7 og 17/7 (G). Der var tale om samme 2K-fugl, som blev set i perioden 5/6-28/6. Den er således også omtalt i afsnittet om sjældne rovfugle i første halvår. Ørnen vælger efterfølgende at overvintre i Vendsyssel. En adult han Steppehøg blev set over Hulsig Hede 28/9. To tidlige Dværgfalke ses i august, den første så tidligt som 13/8. Efterårets eneste Aftenfalke blev en rastende gammel hun 13/8 og en ungfugl 27/8. Cirka ti indtrækkende Vandrefalke blev set i efteråret, den første 1K allerede 27/7. 
En Isfugl blev ringmærket 27/8 og endnu en holdt til i Batteriskoven fra 30/11 og ind i det nye år. En Vendehals blev ringmærket 29/8. Efterårets første Stor Tornskade var en ringmærket fugl 13/10 Jennes Sø. Første Silkehale blev set 15/10. Det blev starten på en mindre invasion med op til 300 fugle rastende i byen. 18/7 rastede en Toplærke på Grenen. Den første Bjerglærke blev set 29/9 og 13/10 blev en fugl fanget og ringmærket. Største flok var 15 fugle 7/11. 
En overraskende og tidlig Himalayasanger dukkede op 23/9 og forblev i området til 27/9 (G). Den fik selskab af en Hvidbrynet Løvsanger 24/9. Sikkert samme fugl ringmærkes dagen efter. Endnu en blev ringmærket 2/10, og den blev i området til 6/10. I perioden 23/10 til 18/11 blev der ringmærket hele syv Sibirisk Gransanger og 22/8 blev der ringmærket to Lundsangere. Det er første gang at der er ringmærket to Lundsangere på én dag. 
Skønt juli var kølig dukkede en Cistussanger op 20/7-21/7. Det blev imidlertid ikke den sidste eftersom endnu en Cistussanger blev set en snes dage senere 11/8-12/8. Der er tale om det femte og sjette fund for Skagen (G). 12/8 blev der endvidere ringmærket en 1K Høgesanger. Den lokale Drosselrørsanger ved Skarvsøen stoppede sin sang de allerførste julidage, men 28/7 blev der hørt tydelige kald, og det kunne måske være tegn på yngel? Også i andet halvår var forekomsten af Rødtoppet Fuglekonge større end normalt, således blev der ringmærket fem fugle i perioden 22/10 til 8/11. Væk fra Grenen er der desuden observationer af arten fra Ellekrattet 26/10 og 2/11 samt Højen Fyr 4/11. 
En Blåstjert blev fundet 22/10 ved Buttervej (G) og i en periode fra 18/10 til 30/10 rastede en Sibirisk Bynkefugl (ssp. maurus/variegatus) (G). 23/8 blev en 1K han Nordlig Blåhals ringmærket. 13/10 blev en Vandstær set ved Grenen. 28/9 blev en ny art for landet fundet i de yderste klitter på Grenen. Østlig Gul Vipstjert eller Alaskavipstjert, som det danske navn er blevet (Motacilla tschutshensis). Den gæstede Grenen frem til 1/10 (U). Læs mere om fundet i denne årbog. En sen Hvid Vipstjert blev set på havnen 2/12. 16/10 blev en ’storpiber’-type fundet i de yderste klitrækker. Den viste sig senere at være en Mongolsk Piber (G). Den blev på Grenen til 6/11, hvor den også blev ringmærket. Det er det fjerde ex. af arten, der er set i Skagen. Første Bjergpiber blev set 14/10 og største registrerede observation 6/11 24 trækforsøgende. 21/9 rastede en Rødstrubet Piber på Grenen, en efterhånden sjælden efterårsgæst. 


Rødstjert, Skagen Klitplantage, 28. juli 2023. Foto: Knud Pedersen

Hvidsisken blev set med op til to fugle på otte datoer i perioden 23/10 til 30/11 – heraf blev syv fugle ringmærket. De kom i en periode hvor en invasion af Stor Gråsisken nåede Skagen. Bl.a. blev der 26/10 talt 2010 trækkende Gråsisken på Grenen, hvoraf langt størstedelen var Stor Gråsisken. Stor Korsnæb optræder hyppigt igennem det meste af efteråret (første observation noteret 6/8). Fra sidst i september til midt i november blev arten set næsten dagligt, flest 28/9 47, 18/10 65 og 22/10 40, alle trækforsøgende.  11/11 blev også en Gulirisk set på trækforsøg. Lapværling blev set i perioden 26/9 til 30/11, men ingen dage med mere end to fugle. Endelig kan det nævnes, at Dværgværling blev set både 1/10 og 7/10.

Ynglefugle Skagens Odde 2023
Der blev optalt 90 aktive skarv-reder i Skarvsøen og parrene fik omkring 170 flyvefærdige unger. Den sidste håndfuld unger forlod rederne så sent som den første uge af august. Antallet af par var på niveau med 2021 mod kun 51 aktive reder i 2022.
I Skarvsøen er der registreret syv par af Gråstrubet Lappedykker – derudover er der fund fra: Hulsig Lodskovvad Mile og Vester Engklit. Lille Lappedykker er fundet ynglende eller set i yngletiden i Skarvsøen, Nedermose, Hulsig, Råbjerg Hede og Råbjerg Mose.
Rørdrum synes at holde stand og 7-8 fugle er hørt paukende i de samme områder nord for Skagen By som i 2022. 
Miljøstyrelsen har i 2023 optalt Trane på dele af Skagens Odde: Hulsig Hede 6 par, Lodskovvad Hede-Bunken Klitplantage-Råbjerg Mile 4 par, Kandestederne 1 par, Tolshave 2 par, Råbjerg Mose 5 par og Napstert Mose 1 par. Tællingerne er gjort tidligt på ynglesæsonen og siger således ikke noget om ynglesucces. Desuden tre territoriale par nord for Skagen by. 
Natravn er ikke optalt systematisk, men er registreret territoriehævdende over 20 steder – de største antal er fra Ålbæk Klitplantage 5 syngende, Bunken-Hulsig-Tranestederne 8 syngende og Skagen Klitplantage – ved sidstnævnte er der indtastet fra mange dellokaliteter, så tallene overlapper hinanden. I 2022 registrerede Miljøstyrelsen 50 territoriehævdende indenfor klitplantagens område.
Yngleparret af Havørn i Råbjerg Plantage fik to unger. Den ene blev fundet død neden for reden 21/7, før den var helt flyvefærdig. 
Der er kun gjort et enkelt fund af Stor Hornugle fra yngletiden: 29/7 1 voksen fugl fotograferet i billygtens skær ved Troldsø, Råbjerg. Skovhornugle er med kun to indberetninger formodentlig overset: 22/5 1 syng. Skagen Klitplantage og 30/6 1 kaldende unge Hulsig. I yngletiden er der gjort iagttagelser af Isfugl omkring Gårdbogård, Aalbæk og Jerup Strand – dog uden nogen sikre tegn på yngel.
Der er indberettet fund af Hedelærke i yngletiden fra 11 lokaliteter, hvilket er tæt på tallet fra Miljøstyrelsens opgørelse i 2022 (13 par). Sortstrubet Bynkefugl fortsætter sin fremgang og spredning på Skagen Odde med observationer af ynglepar eller fugle med yngleadfærd fra 25 lokaliteter mod ni lokaliteter i 2022. Til sammenligning er Bynkefugl indberettet i yngletiden fra 4-5 lokaliteter.
Karmindompap er i perioden medio juni-medio juli hørt syngende fire steder i området Nordbyen-Grenen samt i Skagen Klitplantage og Tranestederne ved Hulsig – uden nogen yderligere tegn på yngel.