Af Troels Eske Ortvad
Katherine Snell og jeg var taget til Skagen d. 11. august for at installere en radiomodtager på en mast i Reservatet ved Grenen, som skulle lytte efter radiomærkede småfugle fra Norge. Efter halvanden dags arbejde og en god frokost ved Fyret, var det endelig blevet tid til at lufte kikkerten. Så vi begav os langs stranden ud mod Grenen, og slog os ned på en klittop med udsyn over Kattegat.
Mens Kat tog sig en tiltrængt skraber, skopede jeg håbefuldt ud over et glitrende hav. Der var mildt sagt ikke meget bevægelse i havfuglene, men kl. ca. 15:00 fik jeg øje på en Sortstrubet Lom-lignende fugl, ganske tæt på land ca. 500 meter oppe ad kysten. Fuglen pudsede sig og eksponerede undersiden. Det slog mig, at overgangen mellem mørkt og lyst på undersiden var en næsten lige linje, så den tilsyneladende manglede hvid lårplet. Der lod også til, at være en mørk skygge under struben, men det var svært at se noget med sikkerhed pga. afstand, bølger og flimmer. Da den havde pudset sig et minuts tid, begyndte den at fouragere, og efter det andet dyk tabte jeg den i bølgerne. Jeg scannede som en besat så langt zoomen rakte, men fuglen var simpelthen pist væk. Kat sov stadig, så med de sidste 2% strøm på mobilen skrev jeg til Rolf Christensen i håb om, at han gad rykke på en 5% sikker Stillehavslom, som var væk.
Stillehavslom, Skagen 22. oktober 2018. Foto: Knud Pedersen
Jeg hørte ikke noget fra Rolf, men efter et kvarters tid vågnede Kat. Hun fornemmede straks, at jeg var noget ved siden af mig selv, og jeg fortalte, at jeg havde set en lom, som muligvis kunne være en Stillehavslom. Vi scannede begge to til højre og venstre uden at se skyggen af lommen, men bedst som alt håb syntes ude, lå den præcist, hvor jeg havde set den. Fuglen var stationær, så vi indså, at vi var nød til at rykke over på den nordligste klit, hvorfra vi kort efter genfandt fuglen. Vi så lommen meget bedre der fra, om end den stadig fouragerede, og vi kunne straks konstatere, at den manglede lårplet og faktisk havde en markant "hagerem”! Øret var desuden overvejende mørkt og panden var flad, uden tydelig vinkel til issen, hvilket alt sammen passede uhyggelig godt på Stillehavslom. Min eneste bekymring var næbbet, der synedes lidt kraftigere end ventet. Desuden var det i øvrigt vanskeligt at bedømme lommens størrelse, da der ikke var andre fugle i umiddelbar nærhed.
Vi havde stadig kun set den i korte sekvenser, når den kom op for at få luft, så vi var endnu ikke 110% sikre i vores sag. Men vi var dog helt enige om, at det var nu, der skulle handles! Min telefon var helt flad og Kat havde ikke nogen med, så der var ingen vej uden om, at forsøge at låne sig frem. Meget belejligt slentrede en lind strøm af turister forbi klitten, og det tog ikke lang tid, før et yngre par fra Tjekkiet lod os foretage et opkald til Simon Sigaard Christiansen fra Skagen Fuglestation. Simon svarede dog ikke, men jeg fik lagt en besked. Da vi ikke kunne vide, om vi havde fået kontakt til omverdenen, ofrede Kat sig og løb tilbage til fuglestationen. Der var ingen hjemme på stationen, men Simon havde heldigvis aflyttet beskeden, og efter ca. 20 minutter indfandt Peter Denyer og Simon sig på klitten. Lommen begyndte netop da at pudse sig og vise sig eksemplarisk frem for første gang. Simon og Peter var enige i, at den så god ud for Stillehavslom, men de var også i tvivl om næbbet var helt lille nok.
Jeg meldte fuglen ud på mobiltelefon-appen Zello som sandsynlig Stillehavslom, og vi ringede rundt til de lokale fuglekiggere. Inden længe ankom de første Skagboer, og frem til solnedgang kunne en mindre forsamling se den sjældne gæst fouragere ganske tæt på Grenens spids. Mens kameraerne knipsede, gik snakken om karakterer og kendetegn. Der var bred enighed om, at fuglen så rigtig god ud for en 2K Stillehavslom, men det var de færreste, der havde felterfaring med arten, hvilket også gjaldt for os. Jo mere vi observerede fuglen, desto mere forvissede blev vi dog om, at det var den ægte vare. Der var flere andre, der også studsede over næbbet, men Jørgen Kabel kunne vise egne fotos af Stillehavslommer fra Mexico, som virkede stornæbbede når de fouragerer, hvor fjerene lå ind til hovedet. Eftersom alt altså passede på Stillehavslom på smukkeste vis, og fuglen var dokumenteret med både foto og video, kunne Kat og jeg endeligt drage et lettelsens suk og sende hitguderne en venlig tanke. Og således lød startskuddet til årets største twitch, som strakte sig over hele 97 dage.
Stillehavslom (forrest) og Sortstrubet Lom, Skagen 14. sugust 2018. Foto: Brian Skræm
Artsbestemmelse
Feltbestemmelsen af ungfugle og fugle i vinterdragt var et åbent spørgsmål helt frem til midt-80´erne, og man skal helt frem til 1995, før emnet blev udførligt behandlet i europæisk litteratur i en artikel i Birding World (Birch & Lee 1995).
Skagenlommen var i 1. sommerdragt (2K), som er meget lig vinterdragten. Immature fugle kan variere noget dragtmæssigt, men der er ét kendetegn, som altid adskiller arten fra Sortstrubet Lom, nemlig den helt mørke befjering på tibia/låret. Stillehavslom mangler således den hvide lårplet, som kendetegner Sortstrubet Lom.
Skagenlommen kan overordnet beskrives som en lille, mørk og rundhovedet udgave af Sortstrubet Lom. Set flygtigt kunne den nemt forveksles med en 2K Sortstrubet Lom, men ved nærmere eftersyn skilte den sig ud på flere måder, både hvad angik størrelse, form og dragt.
Skagenlommen var ofte i selskab med to 2K Sortstrubet Lom, hvilket gav meget fine sammenligningsmuligheder. Målt på foto var Stillehavslommens krop omtrent på størrelse med det ene, mindre individ, og 20% mindre end det andet, større individ af Sortstrubet Lom. Fuglens hals og hoved var dog tydeligt mindre end begge de to Sortstrubet Lommers hoved, og næbbet var hhv. ca. 15% og 30% mindre, målt på foto.
Lommen havde et venligt og nysgerrigt look qua dens lyse øjenring og runde hoved. Næbbet blev holdt vandret og fremstod relativt tyndt og spidst, i god harmoni med det ret lille hoved.
Hovedformen ændrede sig betydeligt med fuglens adfærd. Når fjerene var rettet normalt ud havde den en karakteristisk, rund hovedform, med toppunkt lige bag øjet, – meget ulig Sortstrubet Lom, som er kendetegnet ved en stejl pande og flad isse. Hvis fjerene var lagt ind til hovedet, fik lommen en lang og flad pande, med glidende overgang til issen. Halsen var påfaldende tyk når fuglen rastede, mens ryggen typisk var lettere krum. Sortstrubet Lom har en lidt længere hals, mens ryggen er mere lige.
Dragten adskilte sig fra 2K Sortstrubet Lom på følgende punkter:
Mørkt øre. Fuglen havde overvejende mørkt øre. Set på afstand fremkom en lodret skillelinje mellem den gråmelerede, bagerste del og den hvide, forreste del af øret ca. ½ øjenbredde bag øjet. Sortstrubet Lom har overvejende lyst øre, og viser derfor en vandret overgang fra mørk isse til lyst øre bag øjet.
”Hagerem”. Karakteren er typisk for Stillehavslom, men kan også forekomme hos Sortstrubet Lom.
Mørkt bånd på halssiden. Sortstrubet Lom kan også vise mørkt bånd på halssiden men det er formentligt sjældent
så markant som på Skagenlommen.
Lys øjenring. Sortstrubet Lom har kun en svag eller typisk slet ingen lys øjenring.
Ensfarvet, gråbrun tibia. På Sortstrubet Lom er fjerene på tibia/låret altid hvide på (mindst) den forreste halvdel og er kun mørk på den bagerste del.
Mørk flanke. Flanken kunne være mere eller mindre hvid, alt efter hvordan flanke- og gumpfjerene var placeret. Lommen viste oftest mørk flanke med en smule hvidt synligt lige over vandlinjen. Den kunne dog til tider også have et stort, hvidt område midt på flanken. På Sortstrubet Lom flyder den lyse del af flanken sammen med den hvide undergump og den hvide del af tibia, så der fremkommer et stort, hvidt område (lårplet) bag flanken, hvilket Stillehavslommen manglede.
Flankestriber. Ved overgangen fra den mørke, øvre del og hvide, nedre del af flanken var der brede striber og pletter. Sortstrubet Lom viser typisk færre og smallere striber og pletter.
Veldefinerede længdestriber inderst på brystsiden. På Sortstrubet Lom er striberne typisk mere udflydende.
Mørkt bånd på tværs af undergumpen. Karakteren kan også forekomme hos Sortstrubet Lom af nominatformen, hvorfor karakteren er af meget begrænset værdi.
Stillehavslom, Skagen, 6. oktober 2018. Foto: Jørgen Kabel
Køn og alder
Kønnene hos Stillehavslom er identiske, hvad dragten angår, men hanner er i gennemsnit lidt større end hunner. Størrelsesforskellen er dog ret beskeden, og der er også en del individuel variation, hvorfor Skagenfuglen ikke lader sig kønsbestemme.
Arten har som nævnt en vinterdragt-lignende dragt den 1. sommer (som 2K), og anlægger først yngledragten, eller får karakterer fra yngledragten som 3K. Eftersom fuglen havde en vinterdragt-lignende dragt var der altså tale om en 2K-fugl. Til forskel fra juvenile fugle havde den ensfarvede, mørke fjer på skulderen, uden lyse bræmmer som på juvenile, mens øjet var rødligt, og ikke brunt. Fuglen manglede desuden små, hvide pletter på overvingen, som adulte fugle har (Russell 2018).
Udbredelse og forekomst i Vestpalearktis
Stillehavslom er vidt udbredt i Nordamerika og det nordøstlige Asien. Yngleudbredelsen strækker sig tværs over den arktiske tundra i Canada, fra Baffinøen i øst til Alaska i vest, og videre ind i Rusland langs ishavskysten til Janafloden i vest og Anadyrflodens bækken i syd. Den amerikanske population overvintrer langs Stillehavskysten, fra Alaska til den Californiske Halvø, med hovedparten i Mexico. Arten er fåtallig i de indre dele af USA, og optræder kun uregelmæssigt langs den nordamerikanske østkyst og i den Mexicanske Golf (Garner 2008, Mather 2010). Den asiatiske bestand overvintrer ved kysterne af det sydlige Kamtjatka, omkring Japan og Korea, og fåtalligt i det Gule Hav (del Hoyo et al. 1992). Arten er i øvrigt truffet to gange i Vest- hhv. Sydvestgrønland, i begge tilfælde drejede det sig om adulte fugle i sommerperioden (Boertmann 1994, Ortvad 2015).
Stillehavslom er formentligt den mest talrige af de fem arter lommer med en verdensbestand på ca. 930.000-1.600.000 individer (Wetlands International 2006). Hovedparten, 300.000-500.000 par, yngler i Nordamerika. Bestanden i Asien er betydeligt mindre, og er forsigtigt skønnet til ca. 100-10.000 ynglepar, og ca.1.000-10.000 overvintrende individer i Rusland, og ca. 50-10.000 overvintrende individer i Japan (Brazil 2009).
Der er ca. 23 fund af Stillehavslom i Europa til og med 2018. Det første fund faldt så sent som 4/11 2007, hvor en juvenil fugl dukkede op i en sø i Nordøstengland (Mather 2010). Danmark blev det 9. land i Vestpalearktis med fund af arten, og det sidste land i Norden, der fik Stillehavslom på listen: Storbritannien (9), Irland (4), Spanien (2), Norge (2), Kanaløerne (1), Sverige (1), Nordirland (1), Schweiz (1) og Finland (1) (Tarsiger.com 2019, British Birds Rarities Committee 2019, Irishbirding.com 2018).
Som det ses har forekomsten i Europa et vestligt tyngdepunkt. Der var hele tre fund i Storbritannien i 2007, hvilket faldt sammen med et influks af Islom (Mather 2010). Et andet eksempel på et sammenfald i forekomsten af de to arter er det finske fund fra 10-11/11 2010, som omhandler en juvenil fugl, der rastede i en sø i den sydlige del af landet sammen med en adult Islom. Om Stillehavslommer i visse tilfælde bliver ”trukket over dammen” af Islommer er naturligvis svært at vide, men det samlede forekomstbilledet kunne dog tyde på en vestlig oprindelse, hvilket naturligvis ikke udelukker, at fugle fra den betydeligt mindre sibiriske bestand også kunne finde vej til Europa. Forekomsten i Europa er nogenlunde ligeligt fordelt mellem 1-2K og adulte fugle. Mens ungfuglene ikke er vendt tilbage til fundlokaliteterne, er der flere eksempler på adulte fugle, som har overvintret ved de samme lokaliteter i England og Irland i flere år.
Taksonomi
Stillehavslom betragtes i dag som en monotypisk art, men den fristede tidligere en noget omflakkende tilværelse i taksonomisk forstand. Dette ændrede sig dog i 1985, hvor American Ornithologists' Union gav den artsstatus (Monroe et al. 1985), hvilket vandt generelt indpas. Beslutningen var baseret på observationer i Sibirien, hvor Stillehavslom og Sortstrubet Lom ynglende i samme område uden hybridisering. Der er dog registreret blandede par, og der er også rapporter om individer med intermediære karakterer, om end hybridisering ikke er dokumenteret med sikkerhed. Der er dog flere eksempler på sikre hybrider mellem fx Sortstrubet Lom og Islom (Roselaar et al. 2006), så det er slet ikke utænkeligt, at Stillehavslom også hybridiserer med Sortstrubet Lom i sjældne tilfælde, og at de kan få levedygtigt afkom.
Et nyligt studie af lommernes DNA har underbygget Stillehavslommens artsstatus, og har også fastslået, at Sortstrubet Lom og Stillehavslom er søsterarter (Sprengelmeyer 2014). Sprengelmeyer nåede desuden frem til, at opsplitningen i Stillehavslom og Sortstrubet Lom skete for ca. 6,5 mio. år siden, hvormed forgreningen er betydeligt ældre end opsplitningen i Islom og Hvidnæbbet Lom-kladen (klade = en gruppe arter som inkluderer en stamfader/moderart og alle dens efterkommere), hvis fælles stamform ”kun” har 3,5 mio. år på bagen.
Referencer
Boertmann, D. 1994: An annotated checklist to the birds of Greenland. – Meddr Greenland, Bioscience 38: 64 pp.
Birch, A., & C.T. Lee 1995: Identification of Pacific Diver, a potential vagrant to Europe. – Birding World 8: 458–466.
Brazil, M. 2009: Birds of East Asia: China, Taiwan, Korea, Japan, and Russia. – Princeton University Press.
British Birds Rarities Committee 2019: https://www.bbrc.org.uk/main-information/statistics (-2015).
del Hoyo, J., A. Elliot & J. Sargatal 1992. Handbook of the Birds of the World, Vol. 1: Ostrich to Ducks. – Lynx Edicions, Barcelona, Spain.
Garner, M. 2008: Frontiers in Birding. – BirdGuides, Sheffield.
Irish Rare Birds Committee: www.irbc.ie/reports/irbreports.php (-2016).
Mather, J.R. 2010: Pacific Diver in Yorkshire: new to Britain and the Western Palearctic. – Br. Birds 103: 539-545.
Monroe Jr, B.L., R.C. Banks, J.W Fitzpatrick, T.R. Howell, N.K. Johnson, H. Ouellet, J.V. Remsen & R.W. Storer 1985: Thirty-fifth supplement to the American Ornithologists' Union Check-list of North American birds. – The Auk: 680-686.
Ortvad, T.E., S.S. Christiansen, O.Z. Göller, A.B. Kristensen, R.S. Neergaard, K. Olsen, K. Pedersen & R. Strack 2015. Sjældne fugle i Danmark og Grønland i 2014. – Fugleåret 2014: 111-137.
Roselaar, C.S., T.G. Prins, M. Aliabadian & V. Nijman 2006: Hybrids in divers (Gaviiformes). – J. Ornithol. 147: 24–30.
Russell, R.W. 2018: Pacific Loon (Gavia pacifica), version 1.2. In The Birds of North America (P. G. Rodewald, Editor). – Cornell Lab of Ornithology, Ithaca, NY, USA. https://doi.org/10.2173/bna.pacloo.01.2
Sprengelmeyer, Q.D. 2014: A phylogenetic reevaluation of the genus Gavia (Aves: Gaviiformes) using next-generation sequencing. – MSc thesis. Northern Michigan University. Marquette. Website: http://commons.nmu.edu/theses/1.
tarsiger.com 2019: http://www.tarsiger.com/news/index.php?lang=eng
Wetlands International 2006. (Compiled by S. Delany and D. Scott). Waterbird Population Estimates – Fourth Edition. – Wetlands International, Wageningen, The Netherlands.