Af Tage Leegaard og Jan Salmonsen
Den 17. maj 2022 kom beskeden om, at Willy Mardal ikke var blandt os længere. Et langt og begivenhedsrigt liv var efter en sidste tids svær sygdom slut, men tilbage står erindringen om en person, som gjorde indtryk, og som gjorde en forskel.
Willy voksede op i København, og fik hurtigt interesse for fugle og natur via sin far, Nicolaj Mardal Jensen, der var dyrepasser i Københavns Zoologiske Have, og som ringmærkede fugle på Vestamager.
I nogle år i 1960’erne og 70’erne boede Willy på Lolland, hvor han deltog i fangst af ænder ved ringmærkningsstationen i Nakskov Indrefjord. Her blev mærket tusindvis af andefugle, heriblandt mere end 200 Rødhovedet And, som gav mange genmeldinger fra Sydvesteuropa.
I 1972 flyttede han til Thy for at varetage sit arbejde som sektionsleder ved Beredskabsstyrelsen i Thisted – dengang hed det Civilforsvaret. Han kom til at leve størstedelen af sin tilværelse på den egn, hvorfra faderen stammede, og som han derfor havde en særlig tilknytning til. Han var meget bevidst om sin slægt og brugte megen tid på slægtsforskning og lokalhistorie.
Willy syntes imidlertid ikke, at der skete så meget på naturområdet i Thy, så han tog i efteråret 1972 kontakt til Holger Søndergaard, som et par år forinden havde været initiativtager til etableringen af Biologisk Forening for Nordvestjylland, hvilket havde medført en stor aktivitet på Mors.
Indtil Holger gik bort i 2015, arbejdede de to tæt sammen om at udbrede kendskabet til naturen i Nordvestjylland, og begge lagde et kæmpe arbejde i BFN. Willy blev hurtigt en markant skikkelse i foreningen, således påtog han sig allerede i foråret 1973 at være buschauffør på en af foreningens udlandsekskursioner, der gik til Øland i Sverige.
Willy var formand for BFN i 1995-1997, og han var én af initiativtagerne til det store BFN-projekt, Orkidé 2000, som i årene 1996-2006 kortlagde Nordvestjyllands orkideer. Fra 2007 og frem til sin død lagde Willy et meget stort arbejde i redaktionen af foreningens tidsskrift Naturnyt. Via sit enorme netværk skaffede han et utal af artikler til bladet, hvortil han også selv skrev mange artikler. Endelig var han foreningens kontaktperson til vores norske venskabsforening NOF Aust-Agder Fylke.
Kombinationen af interesse for lokalhistorie og natur var baggrunden for, at Willy skrev bogen ”Madstedborg – Ove Sø – om fugle og folk gennem 100 år”, som blev udgivet på BFNs Forlag i 2001. Hans egenskaber og viden blev også benyttet ved redaktion af bogen ”Thy – landet mod Nordvest”, som blev udgivet på forlaget Knakken i 2006.
I hæftet ’Naturen i Nationalpark Thy’ fra 2008 skrev han artiklen ”Fuglearternes udvikling i klitlandskabet gennem 200 år”. I Ringmærkningsgruppens bog fra 2013 om resultaterne af 40 års ringmærkning i Nordvestjylland skrev Willy en 30 sider lang artikel om den lokale ringmærknings-pioner Kristian Sørensen (1905-1981), som begyndte ringmærkning i Thy allerede i 1927.
Fugle og ringmærkning var Willys hovedinteresse, og derfor tog han i 1972 kontakt til den helt nystartede ringmærkningsgruppe i Thy, hvor han, med sin allerede på det tidspunkt store erfaring, var til stor inspiration for gruppen.
Willy etablerede – gennem oplysningsforbundet FOF – en fuglestudiekreds kort tid efter at han var flyttet til Thy. Et arbejde, som blev flyttet over i BFN’s Naturskole og som han passede i mange år, og som fortsat gennem BFN varetages til glæde for fugleinteresserede.
I fuglestudiekredsen i 1973-74 dukkede en ung sygeplejerske – Kirsten Alrøe – op. Hun flyttede forholdsvis hurtigt sammen med Willy i huset på Legindvej i Sønderhaa, hvor de boede sammen indtil Willys død. Sammen fik de børnene Christel, Cecilie og Christian. Fra et tidligere forhold havde han datteren Julie.
Ringmærkning blev og var Willys store lidenskab og interesse. Som stor knægt var han med sin far – Nicolaj Mardal Jensen – på Vestamager og hjalp til med at ringmærke tusindvis af ænder og vadefugle. Småfugle blev fanget i hjemmelavede fælder og ruser, herunder Danmarks første Helgolandsruse, og senere spejlnet. I alt nåede Nicolaj Mardal Jensen at ringmærke over 300.000 fugle.
Foto: Jan Skriver
Som ringmærker havde faderen Zoologisk Museums ringmærkningslicens nummer 002, mens hans nære ven, Poul Tholstrup, havde nr. 001. Willy fik nummer 003, hvilket han var meget stolt over. På baggrund af sine erfaringer fra især Vestamager begyndte Willy allerede som 15-årig at ringmærke på egen hånd, og ved sit 60-års jubilæum blev han i 2017 på Danmarks Ringmærker-forenings årsmøde hædret som ”Årets ringmærker i Danmark” for sin store indsats for dansk ringmærkning gennem mange år.
Willys største interesse var ternerne. Han var i 1970’erne en af de bærende kræfter i Ternegruppen, som kortlagde ternernes udbredelse m.m. i Danmark. Han var en stor inspirator for arbejdet med ternerne, som fortsat er i gang for at skabe viden om ternernes adfærd og trækmønstre. I mange år havde han rekorden for den længst levende Havterne, som, på det tidspunkt han aflæste dens ring, var 27 år gammel. På Willys gravsten på Boddum Kirkegaard er der mejslet en Havterne.
Med sin store erfaring var Willy en stor inspirator for BFNs ringmærkningsgruppe, hvor han var aktiv, indtil kræfterne slap op for et par år siden. Bortset fra at klatre i træer for at mærke Fiskehejreunger deltog Willy så at sige i alt. Han lagde et stort arbejde i at mærke Grønirisker på foderpladser, fangsten af rørskovsfugle i Sydthy, og han deltog i mærkningen af Skestorke.
Han ringmærkede desuden regelmæssigt på nogle gode lokaliteter i Villerslev Mose, Guderup Kær og Vester Faddersbøl. I juni 2005 aflæste han en Landsvale på yngleplads i Kobberø i Sydthy, som var ringmærket i en rørskov i Blomfontein Sydafrika den 1. marts 2003.
Han var meget ihærdig, når han fandt en solsikkemark, hvor han måtte sætte net, og i mange år var han på plads i Sønderhaa Plantage, når efterårstrækket satte ind. Når natfangsterne af terner og vadefugle gik i gang i juli/august på Agger Tange var han fast inventar, og han nød at stå for afrapporteringen af resultaterne fra fangsten.
Willy var også trofast i arbejdet med CES ringmærkning, som han tillagde stor værdi. Han deltog således i alle årene, såvel i Madsted som i Tømmerby. Willy var med, da vi fangede de første eksemplarer af Sydlig Blåhals i Madsted, og han så med det samme, at vi her stod med en ny og spændende art.
Gennem årene ringmærkede han også fugle uden for Danmarks grænser. I mange år ringmærkede han stormsvaler, kjover, måger, terner og vadefugle på Færøerne – ofte i meget stort antal – og han inspirerede andre til at gøre det samme. Han var kendt og meget respekteret indenfor færøsk ringmærkning. I 1988 skrev han er artikel om undersøgelser af den færøske bestand af Almindelig Kjove.
Af hans særlige færøske resultater kan nævnes en Almindelig Kjove, som blev genmeldt fra Sydatlanten ved Uruguay, samt at han i oktober 2006 i Sumba genfangede en Hvidbrynet Løvsanger, som blot syv dage tidligere var ringmærket på Utsira i det sydvestlige Norge.
I 2007 og 2008 passede han arbejdet på feltstationen på Fokstumyra i Norge i nogle uger. Her var Gråsisken og Nordlig Blåhals blandt de talrigeste arter.
Willy Mardal deltog et år i ringmærkning af fugle i Ukraine sammen med Anders Pape Møller og Einar Flensted-Jensen. Et af formålene med projektet var at skabe overblik over strålepåvirkningen af fugle efter atomkatastrofen på Tjernobyl. Resultatet var ganske klart – bestandene led stadig af eftervirkningerne af strålingen i området.
Et år var han i Sydøsteuropa for at hjælpe med fangst og mærkning af rørskovsfugle. Her stiftede han blandt andet grundigt kendskab til Drosselrørsangeren.
Willy forsømte aldrig nogen lejlighed til at udvide sin enorme viden om natur og fugle og var en yndet foredragsholder i utallige foreninger. Han mødte ofte op til foredrag og deltog i ekskursioner, og han var på studieture til Grønland, Bali, Sydamerika, Sydafrika, Polen, Rumænien og Baltikum. Uanset hvor han kom, så forstod han hvad han så, han huskede det og var i stand til at formidle det.
Willy besad et format, som ikke vil blive overgået. Han var respekteret, han vil blive husket, og han vil være savnet.
Æret være Willy Mardals minde.
SIDSTE NYT:
Den 17. november 2008 ringmærkede Willy Mardal en Stillits ved Skyum i Thy. Den er blevet genfanget i Wales den 18. februar 2023. Den er dermed mindst 14 år og 3 måneder gammel og er således den hidtil ældste europæiske Stillits. Desuden er der tale om det første genfund af en dansk-mærket Stillits på De Britiske Øer.
Kilde: fuglering.sites.ku.dk.
Stillits, Lille Vildmose, 7. maj 2022. Foto: Jan Skriver