Finderberetninger fra Peter H. Kristensen & Casper Sylvester Jensen
Isabellastenpikker er en sydøstlig stenpikkerart, der ikke er helt ualmindeligt forekommende i det nordvestlige Europa. Frem til 2020 foreligger der således blandt andet 11 fund fra Norge, 27 fra Sverige og 39 fra Finland.
I Danmark forelå der frem til 2022 dog blot tre fund af Isabellastenpikker – på Skallingen (2005), Gilleleje (2016) og Blåvand (2021), alle fra efteråret. Det bliver der ændret grundigt på i 2022, da endnu tre fund bliver tilføjet listen – to fra Nordjylland – suppleret med en fugl fra Spodsbjerg, så der nu foreligger seks danske fund.
Begge fotos: Isabellastenpikker ved Ejstrup Strand den 14. oktober 2022, Foto: Erik Christophersen
Isabellastenpikker ved Ejstrup Strand den 14. oktober 2022
Af Peter H. Kristensen
Som så mange gange før om efteråret gik turen ud til Ejstrup Strand og områderne heromkring. For mig er det det korteste stykke ud til kysten, og noget der minder om mit "hjem" – Vestjylland. Tidligere har området givet fine fugle som Amerikansk Sortand, Lundsangere, Aftenfalke, Storpibere, Fuglekongesanger og sågar en melanistisk Hedehøg. Efter at have lusket rundt ved campingpladsen uden held, bevæger jeg mig videre, ud hvor landskabet åbner sig op i klitter og spredte buske. Det kan nok ikke tælles på én hånd, det antal tusinde gange jeg har tænkt på en sandfarvet fugl i toppen af en efterårsbusk, men sandfarvede fugle er ret sjældne om efteråret. I en fold løber en flok Sjagger, jeg tænker jeg hellere må kigge dem igennem, og så der i baggrunden, sidder pludselig en sandfarvet fugl, en stenpikker. Med det samme tænker jeg, den ser spændende ud, men det har jeg også tænkt et ukendt antal tusinde gange i forhold til Alm. Stenpikker, så man tænker, "det må være en Alm. Stenpikker." Jeg ringer hurtigt til de mest lokale, og gradvist overvinder fornuften hitangsten, og sagen er klar, endog meget klar, Isabellastenpikker!
Isabellastenpikker, Storvorde, 5. november 2022. Foto: Casper Sylvester Jensen
Isabellastenpikker ved Storvorde den 5. november 2022
Af Casper Sylvester Jensen
Efter have været på flere fugle-/lusketure til Nordvestjylland i løbet af oktober, havde jeg aftalt med konen at jeg blev hjemme denne weekend. Vi er fornylig flyttet i hus i Storvorde, og jeg havde fået til opgave at køre noget pap til genbrug. Genbrugsstationen åbner dog først kl. 10, hvorfor fruen forslog, at vi gik en formiddagstur med sønnike.
Sønnike kom i gummistøvlerne og turen gik mod en grusvej med vandpytter lige vest for Storvorde. Da vi kommer forbi et par byggemodningsgrunde, ser jeg en lys fugl lette fra vejen og sætte sig på en el-boks. Jeg havde naturligvis kikkerten med og får hurtigt kigget på kræet. Til min store overraskelse ser jeg en lys Stenpikker! Bom! Den så spændende ud, og det er ved at være sent for Stenpikker. Fuglen letter dog og flyver lidt længere ned på grunden. Jeg orienterer konen om, at jeg altså lige skal hjem igen efter kameraet. De fortsætter videre op mod grusvejen og vandpytterne.
På vej hjem efter kameraet tjekker jeg nogle billeder af den Isabellastenpikker, som tidligere på efteråret blev set ved Ejstrup Strand. Jeg vurderer dog, at den stenpikker jeg lige har set virker lidt mørkere og havde et kraftigere øjenbryn end fuglen fra Ejstrup Strand. Jeg tænker derfor, at det jo nok bare er en Alm. Stenpikker.
Efter at have fundet kameraet, vender jeg tilbage til gerningsstedet og genfinder hurtigt kræet igen. Jeg får et par billeder og konstaterer ganske rigtigt, at ”min” stenpikker er lidt mørkere på brystet og har et kraftigere øjenbryn end Isabellastenpikkeren fra Ejstrup Strand. For god ordens skyld sender jeg et billede til Rune Sø Neergaard. Rune svarer prompte tilbage: ”Isabella”!
Jeg forholder mig lidt skeptisk. Isabellastenpikker, indlands, 200 meter fra min nye bopæl? Det lyder næsten for godt til at være sandt. Rune ringer mig op og fuglen bliver drøftet. Efter en kort telefonsamtale, sender jeg Rune et par billeder mere og en nål med lokaliteten.
Rune melder fuglen ud på BirdAlarm og jeg forsøger at få nogle flere billeder. Fuglen er rimeligt tillidsfuld og det lykkedes at få flere okay billeder.
I felten bemærker jeg at den sidder meget lodret op når den lystigt hopper rundt mellem sten og urter. Fuglen virker ganske rigtigt meget lys, men den har også lidt brun farve på brystet. Set i bakspejlet, havde jeg nok lidt for meget fokus på dette ved første øjekast. Fuglen flyver lidt rundt i området, hvor den ynder at sætte sig på diverse rør og el-bokse.
Efter en halv times tid med fuglen alene, dukker den første birder op, og i løbet af dagen kommer der flere til.
Og sådan kan en rolig lørdag med familien tage en uventet drejning. Det lå ikke ligefrem i kortene, at jeg skulle finde et hit. Men lynet kan jo slå ned, hvor man mindst venter det.
Kilder:
Christensen, J.S. m.fl. 2022: Systematisk oversigt over Danmarks fugle 1800-2019. – Dansk Ornitologisk Forening.
Netfugl – DK listen.