Af Jan Drachmann & Hans Christophersen
Lørdag den 8. oktober skulle vi til generalforsamling i FasanÆderLigaen (FÆL), som med det ædle formål at begrænse fasanens udbredelse i Danmark, mødes hvert halve år for at spise fasaner.
FÆL består af ’brødrene’ Hans Christophersen, Erik Hørning, Johnny Laursen, Rasmus Matthiesen, Jens Skovgaard, Anders Rasmussen, Frits Rost og Jan Drachmann. Rasmus var desværre blevet forhindret i at deltage i weekendens generalforsamling, da han skulle indspille en punkplade sammen med sine band mates i bandet ”Juvenile”.
Jan fortæller:
Jeg blev samlet op af Erik i Them kl. 9:00, hvorefter vi kørte mod Agger til dette halvårs FÆL-generalforsamling. I Agger mødtes vi med Jens og Frits ved vores lejede sommerhus omkring kl. 11, mens Anders, Hans og Johnny var ved Hanstholm. Jens, Frits, Erik og jeg blev enige om at køre til sydspidsen af Agger Tange for at lede efter småfugle. Efter lidt kratlusk fandt Frits en Høgesanger i et af de lave kystnære krat, som vi andre desværre ikke nåede at se ret godt. Så var vi ligesom i gang! Mens vi luskede efter Høgesanger, havde Anders, Hans og Johnny været omkring Agger for at se en stationær Hvidbrynet Løvsanger, som holdt til på Rørsangervej. Efter lidt ikke helt entydig kommunikation kørte Anders, Hans og Johnny ned for at se Høgesanger på sydspidsen af tangen (dog uden held), mens Jens, Frits, Erik og jeg kørte til Rørsangervej for at se Hvidbrynet Løvsanger.
Da vi kom frem til Rørsangervej lidt over kl. 13, var der ingen andre ornitologer, og der var helt fugletomt i hækken, hvor individet af Hvidbrynet Løvsanger skulle holde til. Efter lidt forgæves søgen i området, gik Erik tilbage til vores sommerhus. Frits, Jens og jeg søgte lidt videre uden held. Efter lidt tid blev vi enige om, at vi kunne prøve at lokke ’brynet’ frem ved at afspille ”mobgang” – en lydfil med en flok sure mejser og andre småfugle, der advarer mod en prædator. Kort tid efter lokkede det en Fuglekonge frem, som blev efterfulgt af flere andre småfugle heriblandt en Hvidbrynet Løvsanger, som Frits og Jens så rigtig godt. Jeg kunne først ikke finde løvsangeren selv, og kiggede derfor aktivt rundt i hækken for at finde den. Her fandt jeg så i stedet for en mærkelig sanger, som fik mig til at glemme alt om Hvidbrynet Løvsanger. Det første jeg så, var en sanger med meget kraftigt gule underhaledækfjer, og da jeg så det gullige hoved uden øjenbrynsstriber eller andre markante træk omkring det sorte øje, sagde jeg til Frits og Jens, at de skulle se den her sanger. Den mindede mest af alt om en mærkelig Havesanger med det karakterløse hoved, men det var det ikke! Både Jens og Frits fandt den herefter, og Frits fik nogle få billeder af den mærkelige sanger. Det er et af disse første billeder af Gul Sanger i Danmark, som bringes her.
Det første billede af Gul Sanger, som banede vejen for bestemmelsen. Agger, 8. oktober 2022. Foto: Frits Rost
Efter at have set sangeren rigtig godt i længere tid, var jeg mere eller mindre overbevist om, at det var en amerikansk sanger, da den ikke lignede nogle asiatiske sangere, som jeg kender ret godt. Jeg var blot usikker på, hvilken amerikaner det egentlig var, da jeg aldrig havde set denne art før. Herefter skete der en masse ting på én gang! Vi tjekkede ”Fugle i felten” og googlede Yellow Warbler!
Jens udsendte følgende melding på Zello-kanalen ”Thy Birding” kl. 14:22: ”Vi står på Rørsangervej med den hvidbrynede og en mærkelig gul sanger, som vi har brug for lidt hjælp til. Det er Frits Rost, Jan Drachmann og Jens Skovgaard der står her. Vi har brug for noget hjælp til en mærkelig gul sanger.” Vi ringede til Hans, som fortalte, at han og Anders også havde set en underlig gul sanger, som de ikke helt kunne få styr på. De syntes godt nok, at den så mærkelig ud, men de forlod den, da der kom en kraftig regnbyge, og de også skulle ned til os for at se Høgesanger på Agger Tange. Hvidbrynet Løvsanger kom fint frem flere gange! Der sad to fine røde Stor Korsnæb i et af nabotræerne! Den gule sanger skulle dobbelttjekkes, og Frits forsøgte at få flere billeder af fuglen. Henrik Haaning, som var i nabolaget, ringede for at høre, om vi kunne sende nogle af Frits' billeder. Kort sagt nogle action-packed og heftige minutter på Rørsangervej i Agger! Herefter begyndte fuglefolket at ankomme til stedet fra nær og fjern, og det lykkedes de fleste både at se og høre Gul Sanger.
Der kom mange forbi Rørsanger vej i Agger for at se Gul Sanger. 8. oktober 2022. Foto Hans Christophersen
Hans og Johnny beboede på skift i det lejede sommerhus i den resterende del af ugen, og kunne således de følgende morgener hilse på den ’lille gule’ og et efterhånden aftagende antal gæstende ’birdere’ fra hele landet. Oveni fik gæsterne den 9. oktober endnu en fjer i hatten, da der samme dag blev ringmærket en Schwarz Løvsanger på tangen. Fuglen blev sidste gang set i området den 16. oktober.
Gul Sanger, Agger, 15. oktober 2022. Foto: Jens Kristian Kjærgård
Vejret i oktober 2022 betød stor forekomst af nordamerikanske småfugle i Europa
Efteråret var karakteriseret af gentagne kraftige vejrsystemer, der passerede østover fra det nordamerikanske fastland, ikke mindst omkring månedsskiftet september til oktober. På De Britiske Øer betød det, at der efter et relativt stille efterår (hvad angår sjældenheder fra Nordamerika) pludselig blev set et stort influx af diverse specialiteter. I perioden 5-15/10 medførte det blandt andet det fjerde fund af Blackburnian Warbler (Ildsanger), den sjette Tennessee Warbler (Tennesseesanger), Blackpoll Warbler (Stribet Sanger), mindst fem Myrtle Warbler (Myrtesanger), foruden tre Swainson´s Thrush (Olivenskovdrossel) og Red-eyed Vireo (Rødøjet Vireo), Baltimore Oriole (Baltimoretrupial) med flere. Dog ingen Yellow Warbler (Gul Sanger). Til gengæld dukkede en Gul Sanger op på Azorerne den 29. september og endnu en på Færøerne dagen før fuglen i Agger.
Gul Sanger, Agger, 11. oktober 2022. Foto: Erik Christophersen
Gul Sanger - udbredelse og tidligere forekomst i Europa/WP
Arten har sin udbredelse i store dele af Nordamerika, hvorfra den som en af de tidligste allerede fra juli trækker til vinterkvartererne i Mellemamerika og det nordlige Sydamerika. Trækket foregår dog spredt helt frem til november. Det afspejles også i forekomsten af arten i Vestpalearktis, der er spredt over månederne august til oktober. Der foreligger 31 fund fra Europa/WP, men det danske fund er det blot andet fra det kontinentale Europa. Det første er fra det sydvestlige Frankrig i 2011. Ni af fundene stammer fra øgruppen Azorerne og 11 fra De Britiske Øer. Fire fund fra Island bør også nævnes.
FÆL fejrer fundet af Gul Sanger med B&B – Basser og Bobler! Hans tog billedet af ligaen, som var opstillet fra venstre mod højre Anders, Johnny, Erik, Jan, Frits og Jens
Kilder
Dunne, P. 2006: Pete Dunne’s Essential Field Guide Companion. – Mariner Books 2006.
Hobbs, J. 2022: A list of Nearctic passerines recorded in The Western Palearctic. Version 3.0.
www.birdguides.com – Weekly News.
www.netfugl.dk – Finderberetning af Gulhovedet Sanger med kommentarer af Morten Benzon Hansen.