Header

Af Henrik Knudsen

Foråret og vores fem uger lange ophold i Skagen for at se på fugle og sommerfugle var ved at lakke mod enden. Motivationen var dog fortsat i top og håbet om at se endnu en god fugl var ikke helt lagt på hylden.

Efter morgenobservationerne på Grenen den 10. juni 2022 var Laila Neermann og jeg blevet enige om at vi ville køre lidt syd for Skagen. Vi havde i første omgang hver sin dagsorden. Laila skulle ud at købe en gave til en veninde, mens jeg gerne ville til Tversted og se efter Sortbrun Blåfugl. Da begge projekter var vel overstået med succes, gik turen atter mod Skagen. 
Vi kørte hjem via Troldkær, og da vi omkring kl. 15 kommer kørende ved Hvideklit, opdager vi temmelig langt inde over heden mod nord, at der hænger en større rovfugl, samt en mindre fugl der mobber den store. Første tanke var at det nok bare er en Havørn, men heldigvis vælger vi at tjekke fuglen. Jeg hopper hurtigt ud af bilen og tager teleskopet frem. Allerede der regner jeg med at kunne sige til Laila, at hun roligt kan blive siddende, da det bare var en Havørn. I samme sekund som jeg får fuglen i teleskopet står tiden pludselig stille....: ”For helvede Laila det er sgu en ung LAMMEGRIB” råber jeg til hende. Heldigvis begynder fuglen at flyve over mod os, hvor den dog fortsat er i ret stor højde. Umiddelbart er der ikke nogen afblegede fjer eller ringe om benene på den.


Lammegrib, Hamiltonvej, Skagen, 11. juni 2022

Laila melder straks fuglen ud via Zello, og efter lidt forvirring om hvor vi er, vælter det ind med stressede birdere. 
De næste par timer bliver en af de mest forrygende og sjove "fuglejagter", jeg har oplevet. I første omgang er fuglen ved at forsvinde mod sydvest og det hele ligner en kamp mod tiden, mens der bliver kørt i konvoj i et ret frisk tempo efter den. Heldigvis vender fuglen om, men det gør udfordringerne for at se fuglen mindre. Et norsk cykelhold på omkring 50 mennesker, hvoraf flere er så påvirkede af spiritus, at de både vælter og slingrer på tværs af vejen, er næsten mere end hvad konvojen med stressede birdere kan klare. Heldigvis, som i alle gode eventyr, kommer alle biler forbi, uden at der sker uheld. De tilstedeværende bliver belønnet med fantastiske observationer af Lammegribben, som er kommet helt ned i øjenhøjde. Den ses nu så godt, at man med sikkerhed kan se, at der ikke er afblegede fjer eller ringe om benene på den. Fuglen endte med at glide bort mod sydvest. De næste to dage ses den dog atter af mange tilrejsende, mens den både er oppe og vende ved Skagen samt rastende syd for byen. På den sidste dag ses Lammegribben endda lave trækforsøg, hvor den kommer ud over Grenen i stor højde, og når et godt stykke ud over havet. Den kommer tilbage igen og flyver sydpå, og det bliver sidste gang, at den bliver set i Skagen i denne omgang.


Jubel over Lammegrib, Hvide Klit, Skagen, 10. juni 2022

To gange tidligere er der blevet registreret Lammegrib i Skagen. Det første fund stammer fra den 12. juni 1999, hvilket også var første gang arten blev set i Danmark. Fuglen blev fundet af Niels Duhn fra hans have ved Middelbanke. Han informerede Knud Pedersen, som hurtigt genfandt fuglen nord for Eratosvej, hvor han bor, og han kunne bestemme den til en 2K Lammegrib. Fuglen havde hvidlige afblegede fjer forskellige steder, og stammede derfor med stor sikkerhed fra et genudsætningsprojekt i Alperne. Denne fugl blev også set den 14. juni og den 15. juni 1999. På den sidste dag blev den set trække hen over Damstederne først på formiddagen og videre mod havnen, for herefter ikke at blive set igen. 
Allerede fire år senere den 26. maj 2003 dukkede der en ny Lammegrib op i Skagen. Fuglen blev opdaget fra Flagbakken, og godt fem minutter efter dukkede den op ved Batterivej, hvor den blev set af flere. Denne fugl blev kun få minutter i Skagen, da den hurtigt trak ud over havet via Grenen. Inden fuglen havde nået frem til Skagen, var den tre timer tidligere set ved Vester Thorup Plantage. Den 13. juni samme år blev den genfundet i Norge på ’hitøen’ Utsira. Fuglen er omtalt som en 2-3K i SU-rapporten for 2003 (Amstrup et. al. 2004). Denne fugl havde ingen hvidlige afblegede fjer.
I forbindelse med vores fund af Skagens tredje Lammegrib kontaktede jeg Vulture Conservation Foundation (VCF), som står for genudsætningen af Lammegribbe i bl.a. Alperne. Franziska Lörrcher, som arbejder med genudsætningen, skrev tilbage, at fugle uden afblegede fjer helt sikkert var vilde fugle. Altså fugle der er kommet til verden, uden at der havde været menneskelig hjælp inde over. Man kan dog ikke udelukke, at fuglen er udruget og opfostret af fugle, der har været udsat i forbindelse med genudsætningsprojektet. Meget tyder dog på, at der er ved at komme en selvsupplerende bestand i Alperne. I øjeblikket er alle danske fund af arten placeret i kategori E, men især de to sidste fugle fra 2003 og 2022 kan måske i fremtiden blive placeret i kategori C, da ingen af disse fugle havde afblegede fjer.
I 2021 var der 62 besatte territorier i Alperne og der kom samlet 44 unger på vingerne. Den samlede europæiske bestand anslås til 465 par, flest i Spanien (Vulture Conservation Foundation 2022). 
Knud Pedersen takkes for stor hjælp vedrørende de to tidligere fund fra Skagen. Simon S. Christiansen takkes for korrektur og kommentarer og Franziska Lörrcher takkes for informationer vedrørende genudsætnings-projektet af Lammegribbe.

Kilder:
Amstrup, O., A.S. Frich, K. Pedersen & K. Thorup 2004: Sjældne fugle i Danmark og Grønland i 2003 – Rapport nr. 34 fra Sjældenhedsudvalget. – Dansk Ornitologisk Tidsskrift 98: 176-191.