Header

Af Hans Christophersen

Siden Lars Mogensen skrev en artikel i Nordjyllands Fugle 2017 under titlen ’Fra ildeset til populær’ (Mogensen 2018) om Havørnens genkomst som nordjysk ynglefugl har bestanden – især på landsplan, men også i Nordjylland – udviklet sig markant, og det er derfor på tide at gøre status her fem år senere. 

Havørn er fra gammel tid en dansk ynglefugl, men bestanden uddøde, nok primært på grund af forfølgelse og det sidste par ynglede ved Havnø ved Mariager Fjord i 1912. Arten blev herefter fredet, men først godt 80 år senere vendte den tilbage som dansk ynglefugl. Det skete, da de første danske Havørne i ’nyere tid’ begyndte at yngle i Sønderjylland i 1995. Fuglene kom fra sydøst, fra den voksende bestand i det gamle Østtyskland. Bestanden voksede de følgende år langsomt med nye par primært på Fyn, på Lolland og i Sydsjælland og ti år senere var bestanden nået op på 12 par (Ehmsen et al. 2009).  


Herefter voksede bestanden år for år med øget hastighed, og i 2008 blev den første nordjyske havørnerede fundet i Tofte Skov og året efter endnu en rede i samme skov. Det var dog først i 2010, at ørnene ynglede på lokaliteten med succes og fik en unge på vingerne, hvilket man kunne læse om i Nordjyllands Fugle det år (Clausen 2011). Siden da har der ynglet Havørn i Tofte Skov, og der er samlet kommet 16 unger på vingerne fra skoven. 


Havørn, Bygholm Vejle, 20. november 2022. Foto: Torben Nielsen

Året efter opstår et nyt territorium i Østerild Plantage, men der går endnu tre år, inden parret der har held med ynglen. I 2015 kommer der to unger ud at flyve fra Østerild. Der har siden ynglet Havørn i området med varierende held og med otte udfløjne unger til følge. Samme år får et par ved Tange Sø, der har opholdt sig i området siden året inden, to unger på vingerne. Den nordjyske bestand er vokset til tre par. 
I 2016 kommer nye par til ved Estvadgaard og i Sydthy, der begge får en unge og året efter – i 2017 – følger nye par ved Sødal nord for Viborg og ved Øland vest for Ulvedybet – begge med unger. Også ved Viskum findes et besat territorium. Dette holdes de følgende to år, dog uden at der kommer unger på vingerne, og måske flyttede parret efterfølgende til Fussingø – i naboregionen.


Ynglelokaliteter for Havørn i Nordjylland 2022

I 2019 yngler to nye par med succes – ved Vilsted Sø og i Høstemark Skov – og bestanden er nu oppe på ti par.  Kadencen holdes de følgende tre år med 2-3 nye par hvert år. I 2020 kommer nye par til ved Vejlerne og ved Halkær Sø, i 2021 ved Korsø og Vilsbøl – begge i Thy – samt ved Langholt i det sydøstlige Vendsyssel og i 2022 ved Råbjerg syd for Skagen samt ved Stouby på Salling. 
Status i 2022 er dermed, at der i det nordjyske område er 16 (kendte) par. De syv i DOFNords område og ni i DOFNordvest. I den samme periode er den samlede danske bestand vokset til ca. 180 par (Skelmose & Larsen 2022). 

Sæson 2022
Ved sæsonens begyndelse er 16 territorier besat, men det går galt flere steder. Årsagerne er ikke altid kendte, men fugleinfluenzaen spiller givet ind. Således får det nye par ved Råbjerg en unge, som findes død og efterfølgende testes positiv. Sæsonen mislykkes faktisk hos halvdelen af de nordjyske par, således også ved Langholt, Høstemark, Vejlerne samt hos alle par i Thy. Følgende par får unger på vingerne: Tofte Skov (1), Øland (1), Halkær (1), Vilsted (2) og fra det nordvestjyske område Sødal (1), Tange Sø (2), Estvadgaard (2) og det nye par ved Stouby (1). Samlet blot 11 unger. 

Ynglesucces
Succesen for de nordjyske par har været meget varierende. Flest unger er der som nævnt kommet fra Tofte Skov (16) – heraf det eneste kuld med tre unger i 2013, fulgt af Øland (10), Estvadgaard (9), Østerild og Sydthy (8) samt Vilsted (7). Klart det mest succesfulde år er 2019, hvor ti par får 14 unger (1,4 unge/par) – et tal, der dog er faldet siden til 1,1 (2020) og blot 0,7 i 2022 – se diagram. Den lave succes i 2022 kan muligvis som nævnt tilskrives fugleinfluenza. Mange fugle er fundet døde og foreløbige analyser tyder på, at Havørn har været hårdt ramt. 

GPS-projekt 
DOF har i flere år i samarbejde med Københavns Universitet haft et GPS-projekt, hvor unger fra danske havørnereder er blevet forsynet med GPS. I den forbindelse har fem unger fra reden ved Vilsted Sø fået en GPS påsat. To i 2019, én i 2020 og to i 2022. Den ene unge fra 2019 er død, og kontakten er mistet til den andens GPS. Status i april 2023 for de øvrige er, at ungen fra 2020 befinder sig på Langli nær Esbjerg, mens de to unger fra 2022 er henholdsvis i Vejlerne og i Sverige – på østkysten nordvest for Öland. Der kan læses mere om projektet og fuglene kan følges på https://www.dof.dk/naturbeskyttelse/arter/orne/gps-orn


Havørneunge ringmærkes af Kim Skelmose og Knud P., Råbjerg 5. juni 2022. Foto: Knud Pedersen

Fremtidig registrering af ynglende Havørne
Projekt Ørn under DOF har i alle årene fulgt udviklingen i den danske bestand af Havørn via et omfattende system med redekoordinatorer, som er tilknyttet hver enkelt rede. Bestanden er dog nu vokset så stor, at det er blevet vanskeligt at styre centralt. Derfor styres overvågningen fremover lokalt via lokalkoordinatorer i de enkelte afdelinger af DOF. Der vil fortsat være ansvarlige tilknyttet de enkelte reder, men disse vil referere til en lokalkoordinator, som refererer til styregruppen i Projekt Ørn. På den måde vil det også være lettere via lokalkendskabet at finde redeansvarlige til den fortsat voksende bestand af Havørne. I det nordjyske område er lokalkoordinatorerne:
DOFNordvest – Brian Jakobsen, 
tlf. 51258555, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
DOFNord – Hans Christophersen, 
tlf. 23713154, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kilder 
Clausen, T. 2011: Havørnen yngler. – Fugle og dyr i Nordjylland 2010. 
Ehmsen, E., M. Hansen & H. Sørensen 2009: Havørnens Danmark. – Gyldendal. 
Mogensen, L. 2018: Havørnen, fra ildeset til populær. – Nordjyllands Fugle 2017. 
Skelmose, K. & O. F. Larsen 2022: Projekt Ørn – Årsrapport 2022. – DOF.