Af Einar Flensted-Jensen (tekst og fotos)
En fortælling om opbygningen af en bestand på 125 par Hulduer i Vendsyssel, hvor mere end 5000 kuld er fulgt over 17 år, og over 6000 huldueunger er fløjet fra kassen.
I mange år havde jeg haft et ret stort antal redekasser for bl.a. mejser, Stære, Tårnfalke m.fl., og i 2005 fik jeg lyst til at få erfaringer med andre arter. Her faldt valget på bl.a. Huldue, og mit mål var at ophjælpe den svage ynglebestand i Vendsyssel samt at indsamle oplysninger om artens ynglebiologi.
Der er flere ældre studier af Huldue fra Tyskland, Belgien og Holland, alle af mindre omfang. I Danmark er det kun Hans Christensen, der i forbindelse med sortspætteundersøgelser har indsamlet oplysninger om Hulduens biologi, men kun for ret få yngleforløb.
Jeg var overbevist om, at det var lettest at starte projektet på en lokalitet, hvor der allerede var ynglende Hulduer i forvejen. Min første tanke var Sæbygård Skov, et mangeårig fast ynglested for arten. Ejeren var meget positiv over for projektet, men da der ikke kunne gives mulighed for transport af stige gennem skoven, måtte det område opgives. I Vandværksskov ved Frederikshavn var der en gennemgående skovvej med offentlig adgang, og kommunen gav hurtigt tilladelse til projektet. Næste valg var Børglumkloster Skov, ligeledes med en gennemgående vej, dog lukket for offentlig færdsel. Også her var ejer meget imødekommende over for projektet.
Brian Zobbe med Huldue
Jeg var bekendt med, at Brian Zobbe (BZ) i Frederikshavn havde mange kasser i omegnen, så jeg kontaktede ham for at orientere om mit huldueprojekt. Han kunne fortælle, at han et par år tidligere havde opsat ugle- og hulduekasser i den lille skov ved Knivholt lidt vest for Frederikshavn. Siden var kasserne ikke blevet tilset, da Brian havde fået problemer med svimmelhed og måtte afholde sig fra at kravle på stiger. Vi aftalte en dag, hvor vi sammen kunne efterse kasserne. Det var midt i september 2005. Eftersynet viste til vores overraskelse, at der havde været Hulduer i samtlige ti ugle- og hulduekasser, og at der fortsat var unger i tre kasser. Jeg spurgte Brian om lov til efterse kasserne regelmæssigt og ringmærke unger. BZ tilbød straks, at jeg frit måtte overtage alle kasserne. Det generøse tilbud betød, at jeg straks havde kasser med aktivt ynglende Hulduer. Et forhold som fik stor betydning for projektets efterfølgende succes.
I 2007 blev der opsat yderligere fem kasser ved Ormholt og i 2009 ligeledes fem kasser i Slotved Skov efter aftale ned Naturstyrelsen.
For at minimere udgifterne har jeg selv fremstillet alle kasser. De første 44 kasser fra starten af projektet var ret simple, nærmest som en stor stærekasse med et grundmål på 20x20 cm og et hul på 85 mm. Kasserne blev bundet til træstammen i ca. 6 m højde, så det passede til stigen. Senere blev kasserne forøget i størrelse og forsynet med beskyttelse af forskellig art mod prædation.
I Vandværksskov og Børglumkloster Skov blev kasserne opsat med 150-200 m mellemrum gennem skoven. I skoven ved Knivholt havde BZ anbragt kasserne meget tættere, og det generede tilsyneladende ikke duerne, så det mønster fortsatte jeg med der i skoven.
Ved Knivholt blev BZ's ti kasser suppleret med seks ekstra, og alle kasser var besat i 2006. I 2007 blev yderligere 16 kasser opsat, dog blev kun 25 af dem beboet. I de følgende år supplerede jeg hvert år antallet af kasser efter behovet, og i 2017 var der 77 kasser ved Knivholt. I Vandværksskoven var bestandsvæksten meget langsommere, og først efter ti år var der over ti par. I Børglum klosterskov kom det første par i 2011 og først i 2017 var der her ti par. Ved Ormholt var der fra 2009-2012 1-5 par, men bestanden blev fortrængt af Alliker, og lokaliteten blev opgivet. I Slotved Skov var kasserne tomme i flere år, dog fandt jeg to par i naturlige huller, som blev fulgt. I 2019 fandt Hulduerne ud af, at kasserne kunne bruges til bolig, og alle blev hurtigt beboet. Kort efter bad Naturstyrelsen mig dog om at nedtage kasserne. Nogen egentlig begrundelse fik jeg aldrig.
En tæt population af byttedyr vil naturligt tiltrække prædatorer, og det er især Husmår og Duehøg, der udgør den største trussel for Hulduerne. Allerede i 2007 var der tydelige tegn på, at både unger og gamle duer blev prædateret af et rovdyr. Det var en trussel for bestanden, især når også de gamle ynglefugle blev ædt, og noget måtte gøres. Min første ide var at beskytte kasserne med en 50x50 cm plexiglasplade monteret på kassens frontside. Det virkede godt i et års tid, men så begyndte prædationen så småt igen, og beskyttelsen måtte udbygges. Og sådan har det i årenes løb været en vedvarende kamp at beskytte duerne med stadig udbygning af sikringen af kasserne. Det sidste tiltag har været et forsøg, hvor der på stammen under kassen monteres en manchet lavet af aluminium (udført med hjælp fra Kommunen). Håbet er, at måren derved forhindres i at kravle op ad stammen til redekassen.
Huldue i redekasse med to store unger
De første år var jeg meget forsigtig med ikke at ændre på kasserne, når der var æg eller unger der i, og forandringer blev kun foretaget imellem kuldene. Stigende prædationstryk gjorde det dog vanskeligt helt at overholde den regel, men det viste sig, at Hulduerne var overraskende tolerante over for selv ret store forandringer af redekassen.
Flere duer er fundet i kasserne halvt ædte, andre med skader der tyder på Duehøg. Men mange steder er det kun fjer, der er efterladt, og er det kasser med æg eller mindre unger, der bliver prædateret, er der ingen spor af prædator. Mårens kradsemærker på stammer og kasser ses næsten alle steder. En enkelt gang sad en mår i kassen, da den blev åbnet for eftersyn. Den var endnu ikke færdig med måltidet. Det kan lyde voldsomt, men overordnet set er det lykkedes at holde prædationen på et niveau, der sikkert er en del mindre end i naturlige huller. Eksakte tal mangler dog.
Navnlig i de første år, hvor en del kasser var ubenyttede af Hulduer, blev de beboet af Musvit, Blåmejse, Sortmejse, Rødstjert, Natugle, Stær og Rødhals – og en enkelt Spætmejse opfostrede et kuld unger, efter den behørigt havde muret hullet ned til den rette størrelse. Alle disse arter udgør intet problem for hulduebestanden. Kun Alliken udgør et problem, idet den er i stand til at fordrive Hulduerne fra kassen og i nogle tilfælde også at dræbe unger og voksne Hulduer. Efter at Alliken i løbet af juni er færdig med ynglen, har Hulduen dog mulighed for at få et par sene kuld.
Enkelte dværgflagermus er fundet i kasserne, og egern benytter næsten årligt 1-2 kasser som vinterbolig, ligesom der ved første eftersyn et par gange er fundet reder med egernunger. Egern er i øvrigt ingen trussel for duerne. Flere arter af gedehams er fundet i kasserne, hvor de forsøger at etablere et bo. Det kan normalt forhindres ved at fjerne starten på boet og om muligt også dronningen. Hulduen forlader kasser, hvor også en gedehams uforstyrret etablerer bo, og æg/unger dør. Sværmende honningbier har også enkelte gange bosat sig i kasserne, det koster også æg/unger livet. Et anafylaktisk chok efter hvepsestik var tæt på at blive fatalt for mig selv.
For at kunne følge Hulduernes yngleforløb og ringmærke ungerne er det nødvendigt at efterse kasserne med 14-16 dages intervaller gennem ynglesæsonen fra slutningen af februar, til de sidste unger forlader kassen i begyndelsen af november. Det bliver normalt til 15 eftersyn om året. Ved eftersynet noteres kassens indhold af æg/unger, alder på unger, forældrefuglens adfærd og hvad der i øvrigt er sket – prædation, forladte æg, døde unger o.a. De fleste fuglearter holder reden ren ved, at forældrefuglene fjerner ungernes ekskrementer eller ved, at ungerne skider ud over redekanten. Hulduens unger anbringer ekskrementerne bort fra redeskålen, men de fjernes ikke af forældrefuglene, så efter 2-3 kuld er kassen godt fyldt op, og kassen må nedtages og renses. Lidt materiale fra skovbunden bliver så lagt i bunden, og kassen genopsættes.
Omkring halvdelen af de æg, der bliver lagt, ender som flyvefærdige unger, der forlader kassen. Det tab er der mange årsager til. Dels er der prædationen, som koster en del æg, unger og voksne duer livet. Også sygdomme kan nogle år koste 1/3 af ungerne livet. Æg kan dertil blive angrebet af bakterier eller virus, som gør at ægget rådner. Konkurrencen mellem Hulduerne og den forstyrrelse som prædation bevirker koster også tab. Fugle har ligesom os forskelligt gemyt, og de regelmæssige eftersyn, jeg foretager, har naturligvis også en forstyrrende effekt. En del duer flyver fra kassen så snart de hører, at jeg kommer med stigen, andre først når jeg sætter stigen op ad stammen. En del duer bliver dog liggende på æg eller unger, selv om jeg åbner kassen. Jeg tør ikke udelukke, at enkelte meget sensitive individer forlader området.
Hulduen er en af de få fuglearter, hvor de mest produktive par starter på nyt kuld, før ungerne fra foregående kuld har forladt kassen. At de første kasser viste sig at være i det mindste for Hulduerne, og at den nødvendig prædationssikring manglede betød, at de første kasser kun efter et par år måtte udskiftes med større og mere sikre kasser. Efter 6-8 år vil der ofte være rådskader på kasserne, og reparationer skal udføres løbende gennem sæsonen, således at et par kasser ved hvert eftersyn hjemtages for reparation, og en erstatningskasse opsættes.
Meget tyder på, at Hulduen er mere social i yngletiden end man skulle forvente ud fra den meget spredte bestand, der kan findes i danske skove. Med en bestand på 77 ynglende par i den lille skov ved Knivholt, er det formentlig rekord i bestandstæthed. Forklaringen skal findes i det faktum, at Hulduen finder føden på de omliggende åbne arealer. En stor bestand betyder, at duerne i forbindelse med deres fourageringstogter kan danne mindre flokke, og dermed reduceres risikoen for prædation.
Alt i alt har det således vist sig, at man ved målrettet indsats kan øge bestandsniveauet af Hulduer i meget betydelig grad. Hulduen er således ikke begrænset af fødemulighederne i yngleområdet, men hæmmet af mangel på en prædationssikker redemulighed.
I 2019 havde jeg 125 beboede kasser, og jeg har ikke siden øget antallet af kasser. Den store succes, jeg havde med bestanden ved Knivholt, gjorde det interessant at teste, hvor stor en bestand en så lille skov (20 ha) kunne bære. Jeg stoppede dog ved 77 besatte redekasser, hvor intet tydede på, at et mætningsniveau var nået. Der var min grænse nået!