Header

Af Henrik Haaning Nielsen

Aage V. Jensen Naturfond og Institut for Bioscience, Aarhus Universitet har siden 2007 haft en samarbejdsaftale om overvågning af et udvalg af ynglefugle og rastende trækfugle i Vejlerne. Overvågningen af ynglefugle i Vejlerne har til opgave at bidrage til NOVANA-overvågningen af ynglefugle, som er iværksat for at opfylde Danmarks forpligtelser i forhold til EU-fuglebeskyttelsesdirektivet. Denne overvågning skal føre til samlede vurderinger af de enkelte arters bevaringsstatus i Danmark.

Ynglefugle
Bestanden af Rørdrum gik på ny frem efter sidste års tilbagegang, men forholdene var også gode på grund af en mild vinter. F.eks. hørtes de første paukende tre fugle den 28. januar. I alt lød bestanden i år på 124 paukende hanner, med de største koncentrationer i Bygholm Nord (39 paukende), Selbjerg Vejle (29 paukende) og Tømmerby Fjord (25 paukende).

 
Rørdrum, Bygholm Nord, 23.maj 2022. Foto: Henrik Haaning Nielsen

Sølvhejrebestanden var i år stort set på niveau med sidste år, da 20 par ynglede (22 par i 2021). De ynglede for syvende år i træk i Glombakskoven (i alt 14 par), mens de resterende seks par var fordelt i to små skovtykninger midt på Hannæs, mellem Selbjerg Vejle og Tømmerby Fjord. Rørhøg ynglede med 41 par (44 par i 2021). Tranebestanden steg i år yderligere til hele 22 par (16 i både 2020 og 2021). Tolv par ynglede i Bygholm Nord, mens der var et par i Lund Fjord, fire par i Selbjerg Vejle, et i Glombak samt fire i Tømmerby Fjord. Alle par var at finde i rørskovene. 


Skestork, Bygholm Vejle, 15. juni 2022. Foto: Henrik Haaning Nielsen

Et par Havørne ville etablere sig i samme rede, som blev benyttet ved yngleforsøget i 2021, men desværre væltede redetræet i slutningen af januar. Hættemågerne etablerede sig i hele 11 større og mindre kolonier. Bestanden var noget lavere i forhold til både 2020 og 2021 idet 2085 par blev optalt (3585 par i 2021 og 3703 par i 2020). Klyde ynglede med i alt 130 par (95 par i 2021). Heraf var de 126 par på Bygholmengen. Havterne ynglede med blot tre par på Bygholmengen (artens eneste yngleplads i Vejlerne). For Vibe var der tale om en markant fremgang til 332 par på Bygholmengen (i 2021 var bestanden 230 par), mens Stor Kobbersneppe igen oplevede en lille tilbagegang til 42 par samme sted (bestanden var i 2021 46 par). Til gengæld havde de i år en klækningssucces på hele 81%. Arten har særligt efter 2017 oplevet en støt tilbagegang i Vejlerne. Bestanden af Rødben oplevede en lille fremgang på Bygholmengen til 186 par (151 par i 2021). Til gengæld var der markant tilbagegang i Vesløs/Arup Vejle, hvor der i år ynglede 33 par (68 par i 2021).


Engryle, Bygholm Vejle, 15. juni 2022. Foto: Henrik Haaning Nielsen

Engryle gik tilbage på Bygholmengen til 39 par (43-45 par i 2021). Ingen par ynglede i Vestlige Vejler. Brushane fandtes tillige kun på Bygholmengen, hvor syv hunner viste yngleadfærd, heraf seks sandsynligt ynglende og en sikkert ynglende.


Sortterne og Fjordterne, Lund Fjord, 29. juni 2022. Foto: Henrik Haaning Nielsen

Sortternerne etablerede sig samme sted i Bygholm Nord som i 2021. Rederne blev placeret på mudrede flader med spredt vegetation af tagrør. I alt 17-19 par havde reder, men desværre opgav fuglene ultimo juni og samtlige ynglefugle sås samlet i Lund Fjord omkring månedsskiftet juni-juli, inden de efterhånden trak sydpå i løbet af juli. Plettet Rørvagtel havde et rigtigt flot år med i alt 64 piftende fugle. Bygholm Nord og Selbjerg Vejle var de mest betydelige lokaliteter, med henholdsvis 35 og 27 piftende fugle. 
Samtlige optalte ynglefugles bestande i 2022 fremgår af tabellen på næste opslag.

Rastende fugle
Forårsmaksimum af Pibeand blev nået i marts med 5400. Krikand kulminerede tillige i marts med 12.564, men i april rastede 11.925. Efterårets tællinger gav beskedne 4373 Pibeænder og 4989 Krikænder i oktober. Knarand er blevet meget talrig i efterårsmånederne, særligt i de Østlige Vejler. 991 ex blev talt i oktober. Bramgås dominerer efterhånden mere på Vejlernes enge og strandenge, især i det sene forår, mens Kortnæbbet Gås i højere grad benytter Vejlerne som en meget vigtig overnatningsplads. Bramgås sås med op til 21.460 i april mens Kortnæbbet Gås sås med op til 5778 i marts og 14.100 i november. Hjejle optrådte, vanen tro, med meget store flokke, hvor op til 34.380 blev talt i oktober. Havørn bliver en stadigt mere markant del af Vejlerne, og ses nu hele året rundt i området med helt op til 29 forskellige fugle på en totaloptælling i januar, 18 i marts, 28 i november og 30 i december. Sølvhejre optrådte med op til 155 forskellige eksemplarer i september. Fuglene fløj til kollektiv overnatning i pilebuske nord for Krapdiget. I Tømmerby Fjord taltes op til 19 fugle til kollektiv overnatning i oktober.


Skestorke, Bygholmengen, 30. juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen

Skestorke og Traner sås igen i mængder i sensommer og efterår, med henholdsvis 184 og 591 eksemplarer. Sidstnævnte er ny rekordforekomst for Vejlerne.


Trane, Bygholm Vejle Nord, 12. august 2022. Foto: Henrik Haaning Nielsen

Rovterne havde igen et fint år i Vejlerne. Således sås der fugle næsten dagligt i perioden ultimo juni-medio september, med op til syv eksemplarer samtidig. Danmark blev i august og september ”ramt” af en af de største invasioner af Aftenfalke nogensinde. Vejlerne gik heldigvis ikke forbi og i lidt over en måned kunne oftest tre, men op til fem, ses stationært rastende ved Krapdiget. Derudover sås enkelte andre fugle i resten af området. Derudover blev der blandt de store fuglemængder fundet andre sjældenheder som Rødhalset Gås, Grønlandsk Blisgås, Kongeørn, Steppehøg, Amerikansk Krikand, Lille Gulben, Stribet Ryle og Hærfugl.