Header

Af Anders Brinkmann, Hans Christophersen, Simon Sigaard Christiansen og Knud Pedersen
– bestyrelsesmedlemmer for Skagen Fuglestation

Aktiviteter og materiale
Allerede fra midten af februar ankom den første assistent på fuglestationen, men sæsonen startede for alvor den 1. marts og varede herefter helt frem til 6. december. En snes unge assistenter boede i længere perioder på fuglestationen gennem året, hvor der gennemsnitligt var fire til fem personer til dagligt at enten ringmærke eller gennemføre træktællinger sammen med lokale ressourcer.

Der blev i alt indtastet morgenobservationer for 227 dage i DOFbasen af fuglestationens træktællere, hvilket var på næsten samme niveau som året inden. Hertil kommer alle de mange lokale og gæstende observatører, der gennem deres indtastninger i DOFbasen har bidraget til dækningen af fugletrækket gennem sæsonen.
De titusindvis af bidrag i DOFbasen har muliggjort, at vi har kunnet sammenstille årets observationer og publicere resultaterne heraf i denne artikel. Der skal lyde en stor og uvurderlig tak til alle de observatører, der har bidraget med nøgternt at indtaste i DOFbasen eller har hjulpet fuglestationens frivillige i felten. Vi vil i denne henseende også gerne henlede opmærksomheden på dokumentet med ”Retningslinjer for træktælling af rovfugle”, som fuglestationen sammen med lokale har udarbejdet. Det ligger på Fuglestationens hjemmeside. Det giver gode tips om rovfuglenes trækbevægelser og huskeregler til, hvordan dine rovfugletællinger kan registreres i DOFbasen (bl.a. med tidspunkt, trækretning m.m.), så det kan indgå i sammenstillingerne ved årets afslutning og hjælpe fuglestationens frivillige. Desuden har bestyrelsen nyligt publiceret ”Retningslinjer for træktælling af havfugle” på hjemmesiden, hvori man kan finde rigtig gode tips til at tælle de forskellige artsgrupper af havfugle.
I gennemgangen af observationerne fra Skagen i 2022 er data primært hentet fra DOFbasen. Skæringsdatoen for indtastninger har været 31. december 2022. Observationer som ikke er indtastet i DOFbasen vil sandsynligvis ikke indgå i materialet, da det er en uoverkommelig opgave at indhente observationer der ligger sporadisk på andre medier. Det er derfor vigtigt, at observationerne når frem til DOFbasen, hvis man vil sikre sig, at de indgår i materialet. Et mindre antal observationer, som har været tilgængelige på Birdcall er dog også medtaget i årets oversigt. Birdcall er i begyndelsen af 2023 lukket ned og vil fremadrettet derfor ikke kunne bruges.
Dags-, måneds- og årstotaler er udarbejdet efter samme princip som i tidligere år. På den måde kan summeringerne mellem årene bedst sammenlignes. For dage med de største forekomster er der for nogle arter i rapporten tilføjet observationer, som har fulgt andre optællingsmetoder f.eks. intervaltællinger. Dagstotaler baseret på intervaltællinger indgår ikke i havfugletabellerne. For observationer af sjældne arter (SU-arter) gælder, at godkendte fund er markeret med (G). Endnu ikke afgjorte fund er markeret med (U) og ikke indsendte fund er angivet med (E). Betegnelserne gælder for fundenes status ved redaktionens afslutning primo april 2023. 

Observationer første halvår 2022
Rovfugle og falke
Månedsoversigt over de bearbejdede og sammenstillede rovfugle- og falketal fra perioden marts-juni 2022 kan ses i artsgennemgangen. Periodens største dag(e) samt mediandato for trækket er også angivet.
Tallene er som i tidligere år beregnet ud fra summen af antal fugle pr. dag renset for gengangere. Der er derimod ikke taget højde for eventuelle gengangere fra dag til dag. Dette gælder dog ikke for meget fåtallige eller sjældne arter som f.eks. Kongeørn, Lille Skrigeørn og Steppeørn, hvor der er tale om specifikke individer, som godt kan være observeret på flere datoer. 


Kongeørn 3K og imm., Skagen, 1. april 2022. Foto: Knud Pedersen.

For Kongeørn er der ud fra fotos og oplysninger om alder ved de enkelte observationer vurderet, at der har været tale om fire forskellige fugle i perioden marts-juni. Uden for perioden en immatur 25-28/2, som givet optræder igen i hovedperioden. Aldersfordeling: en adult, en 3-4K, en 3K og en 2K. Den 9/5 blev alle fire fugle set samtidigt på Hulsig Hede. At Kongeørne kan opholde sig ved Skagen gennem længere tid, viser forårets 3K-fugl som ved hjælp af fotos kunne dokumenteres regelmæssigt fra 1/4 til 5/6.
Tabel, der viser summen af rovfugle og falke i marts-juni i årene 2012-2022 med gennemsnit for tiåret 2012-2021 for de observerede arter, findes ligeledes ved artsgennemgangen for rovfugle. En totalsum på 12.664 rovfugle og falke i marts-juni 2022 placerer foråret lidt over gennemsnittet (+8%) set i forhold til gennemsnittet for tiårsperioden 2012-2021 (11.682).
Ligeledes viser tabellen afvigelsen i procent for de enkelte arter i 2022 set i forhold til tiårs-gennemsnittet for 2012-2021. For arterne Fiskeørn, Rørhøg, Blå Kærhøg, Steppehøg, Spurvehøg, Havørn, Rød Glente, Sort Glente, Musvåge og Tårnfalk blev det et forår med mere end 10% over gennemsnittet. Specielt for Sort Glente, Rød Glente og Havørn blev det et godt forår med forekomster på over 50% over gennemsnittet. Dette dokumenterer fint den markante fremgang for de tre arter i Danmark i de senere år. For både Rød Glente og Sort Glente var forårets forekomster de hidtil største i Skagen. De 26 Røde Glenter, som blev talt 19/5, er også ny dagsrekord for Skagen om foråret. 
Steppehøg havde en meget markant forekomst i midten af april med en rekorddag 13/4 på 15 fugle fordelt på 8 adulte hanner og 7 adulte hunner. Alders- og kønsfordeling for april: ad. han (15), ad. hun (14), 2K (3) og 2K/3K+ hun (3) og for maj: alle 15 var 2K. 
13/4 blev også den største dag for Rørhøg, Blå Kærhøg og Dværgfalk med henholdsvis 45, 48 og 47 fugle. En tidlig trækkende Rørhøg blev set uden for perioden 28/2.
I den anden ende af skalaen bemærker man især en meget lav forekomst af Vandrefalk i foråret 2022. En forårssum på 90 fugle er den laveste siden 2013 med 96 fugle og en negativ afvigelse på 89% i forhold til gennemsnittet for tiåret 2012-2021. Mens det lave antal i 2013 først og fremmest skyldtes dårlige vejrforhold i perioden for artens hovedtræk var dette ikke tilfældet i 2022. Tværtimod var vejrforholdene gunstige i slutningen af april, hvor Vandrefalkens træk normalt kulminerer i Skagen. Formodentlig spiller fugleinfluenza en afgørende rolle for den dramatiske nedgang i antallet af Vandrefalke på forårstræk, som har fundet sted gennem de seneste to sæsoner i Skagen. Vandrefalk er topprædator på fuglevildt, som kan være bærere af fugleinfluenza, og derfor særlig sårbar for at blive offer for sygdommen. 

Sjældne rovfugle
Som vanligt blev forårets rovfugletræk over Skagen krydret med observationer af flere sjældne rovfugle og falke.
En 2K Blå Glente (G) dukkede op på trækforsøg om eftermiddagen 18/4. Til glæde for mange valgte fuglen at opholde sig ved Grenen og Storsig i seks dage til og med 23/4. Det betød mange fine oplevelser med den ikoniske art, når den kunne ses på effektiv musefangst i området. Der er nu ni fund af arten fra Skagen siden det første fund 29-30/3 1998.
Om eftermiddagen 21/4 blev en ubestemt stor falk set på trækforsøg på stor afstand fra Flagbakken. Dagen efter om eftermiddagen sås den på ny på trækforsøg fra Flagbakken, og denne gang kunne fuglen fotodokumenteres og bestemmes til en 2K Slagfalk (U). Om formiddagen 23/4 passerede den Nordstrand og kort tid efter trak den ud ved Grenen. Der var tale om det andet fund fra Skagen siden det første fra 6-7/5 2006 – ligeledes af en 2K fugl.


Steppeørn 3K, Skagen, 9. maj 2022. Foto: Knud Pedersen

En 3K Steppeørn (G) blev set på trækforsøg første gang 9/5. Den dukkede op igen 16/5 og sås dagligt frem til 22/5. Herefter en uges slip frem til 29/5, som blev sidste dag med observationer af fuglen over Skagen. Det var det 11. fund af Steppeørn i Skagen siden det første fund af en 2K 27-28/4 1979.
Den 20/5 blev en spændende dag med både Dværgørn (G) og Lille Tårnfalk (G). Dværgørnen var en 3K+ lys form og dukkede op igen på trækforsøg 21/5. Lille Tårnfalk blev fotograferet på returtræk ved Storsig kort efter at Dværgørnen blev set. Der gik flere dage før fuglen blev ”fundet” på fotos og bestemt til en 3K+ han. Fundet er beskrevet i en særskilt artikel i dette årsskrift. Det er blot det andet fund af Lille Tårnfalk i Skagen. Det første var fra 6/5 2006 og ligeledes en 3K+ han. 
Forårets første Lille Skrigeørn blev observeret 22/5. Der var tale om en 3K. Dagen efter havde den fået selskab af endnu en 3K. Forårets tredje fugl blev set på trækforsøg 4/6 og var også en 3K, men med individuelle dragtkendetegn som udelukkede de to fugle fra maj.
For tredje år i træk blev der set Høgeørn over Skagen. Det blev til endnu et gensyn med en fransk GPS- og farvemærket fugl. En nu udfarvet 4K hun (G) med farveringskoden ”26”. I 2022 var ankomstdatoen 23/5 – altså ca. en måned senere i forhold til i 2020 og 2021, hvor den begge år blev set 20/4. 
Slangeørn 3K+ (G) blev set over området ved Råbjerg Hede og Lodskovvad 23/5. Det var det attende fund fra Skagen siden det første 5-9/5 1981. 
Den flotte serie af sjældne rovfugle og falke ved Skagen i foråret 2022 blev på bedste vis afsluttet med opvisning af en 2K Lammegrib (G) i dagene 10-12/6. Fuglen blev opdaget om eftermiddagen i stor højde over Hvideklit syd for Skagen. Fuglen kunne i nogle timer følges rundt over landskabet mellem Bunken og Råbjerg Plantage. Dagen efter gjorde den som forventet et trækforsøg over Skagen, og det samme gentog sig 12/6 før fuglen forsvandt i sydlig retning. Der var givetvis tale om samme fugl, som blev set raste ved Grippenfeld, Tønder 18/5. Fuglen viste ikke nogen tegn (fodringe, afblegede fjer osv.) på at have været i menneskehænder. Der er to tidligere godkendte fund af unge Lammegribbe i Skagen. Det første er fra 12-15/6 1999 og drejede sig om en ungfugl med enkelte afblegede svingfjer og halefjer som kendetegner projektfugle fra Alperne. Det andet fund var ligeledes en ungfugl, som meget overraskende trak ud fra Grenen 26/5 2003. Den blev efterfølgende set på øen Utsira i Norge 13/6 2003. Fund af Lammegrib i Danmark er indtil videre placeret i kategori E, da den genetablerede bestand i Alperne endnu ikke anses for at være selvsupplerende. Årets fund er beskrevet i en særskilt artikel i dette årsskrift.

Havfugle 
Rødstrubet Lom (18.697) med april (8.648) og maj (4.452) som de største måneder. Bedste dage var 25/4 (1038) og 26/4 (1032). Forekomstens mediandato blev 25/4.
I alt 141 Sortstrubet Lom blev talt med hovedparten i april (38), maj (66) og juni (29). Mediandato blev 12/5 og største dag var 29/5 (6).


Islom, Grenen, 16. maj 2022. Foto: Torben Nielsen

Islom (52) havde igen et godt første halvår. Langt de fleste fugle blev set på træk i maj (40) og største dag blev 16/5 (6). Mediandato var 15/5. Sum fra øvrige måneder var januar (1), februar (0), marts (3), april (6) og juni (2). Det blev et normalt forår for Hvidnæbbet Lom med i alt seks fugle. Månedsfordelingen med januar (1), marts (2), april (2) og juni (1) var dog lidt atypisk, da der normalt er en overvægt af fugle i artens primære trækperiode i slutningen af april og begyndelsen af maj.
Efter et meget dårligt første halvår for Mallemuk i 2021 med blot 542 fugle blev forekomsten i 2022 betydeligt højere. I alt 3.275 fugle blev noteret med langt de fleste i maj (1.835) og juni (1.220). Den største dag var 22/6 (585) og mediandato 27/5.
Almindelig Skråpe havde en rekordstor forårsdag 28/5 med hele syv fugle i forbindelse med hård vestlig vind. Udover denne dag blot 3/6 (2). Sodfarvet Skråpe er en sjælden og uregelmæssig gæst i første halvår, så to fund henholdsvis 28/5 1 trækkende øst Grenen og 26/6 1 rastende Grenen var overraskende.
Forekomsten af Sule (14.575) i første halvår af 2022 var mere end en halvering af forekomsten i forhold til samme periode 2021 (35.102). De fleste af periodens Suler blev set i marts (4.220), april (4.352) og maj (3.208). Største dag blev 15/4 (1.512) og mediandatoen blev 11/4. Den 12/4 blev der estimeret 2000 ex. ved intervaltællinger. Formodentlig har det voldsomme udbrud af fugleinfluenza og massedød hos Sulerne i ynglekolonierne på De Britiske Øer og andre kolonier i Nordatlanten været en afgørende årsag til den markante nedgang i forekomsten af Suler. Mange svækkede eller døde Suler blev i løbet af foråret fundet langs strandene omkring Skagen.


Sule ad., Skagen, 25. juni 2022. Foto: Knud Pedersen

Efter nogle store forår for Topskarv i henholdsvis 2019 (166), 2020 (51) og 2021 (118) blev det et lidt skuffende forår i 2022. I alt 27 fugle blev noteret fordelt på januar (4), februar (2), marts (20) og maj (1). Største dag blev 7/3 (5).
Der blev ikke observeret levende Lunder i dette halvår. Fraregnet oplagte gengangere fandtes mindst 17 døde ilanddrevne fugle i februar-marts på strækningen Kandestederne-Grenen.
De forholdsvis mange døde Lunder skal ses i relation til meldinger om massedød af Lunder i den nordlige del af Nordsøen i vinteren 2021/22. Årsagen var tre meget kraftige storme fra slutningen af november til slutningen af december, som udmattede de mange tusinde Lunder som opholdt sig i farvandet ud for Skotlands østkyst på dette tidspunkt. 
Der var blot to fund af Søkonge henholdsvis 29/1 en rastende Skagen Havn og 19/2 en trækkende sydøst ved Grenen.
Forekomsten af Alk (4.120) havde følgende månedsfordeling: januar (858), februar (436), marts (2.767), april (14), maj (38) og juni (7). Største dag blev 4/3 (1.967), som også var mediandatoen. Den 22/1 blev der med intervaltællinger noteret 7309.
I alt 11.740 Lomvier blev talt i første halvår. Hovedparten blev set i månederne januar (1.934). februar (5.811) og marts (3.095). Største dag 27/2 (1.890) og samme dag var også mediandato. 27/2 blev der med intervaltællinger noteret 18.500. Der blev fundet en del døde Lomvier på strandene i februar/marts. Således 47 døde 1/3. Samme årsag til dødsfaldene som beskrevet for Lunde gør sig gældende for Lomvie.
Det blev til 51 iagttagelser af Storkjove i løbet af foråret. Månedsfordelingen var: marts (1), april (11), maj (28) og juni (11). Største dage blev 28/5 og 22/6 med fire fugle. En syg Storkjove med tydelige tegn på fugleinfluenza måtte aflives på Grenen 16/6.
Forårstrækket af Almindelig Kjove (291) var på niveau med trækket i 2021 (272). Første fugle sås 29/3 og sidste blev noteret 29/6. Trækket kulminerede helt typisk i slutningen af april. Største dage var 20/4 (28) og 24/4 (17) og mediandatoen var 27/4. I april var forholdet mellem mørk/lys form i procent 85/15, i maj 70/30 og i juni 33/66.
Det blev kun til en enkelt observation af Mellemkjove i første halvår. En 3K+ lys form trak mod nordvest ved Grenen 6/5.
Ride (6.103) optrådte langt talrigest i januar med 4.194 fugle. Største dag blev 28/1 (2.138). Fordelingen på øvrige måneders talte fugle var: februar (517), marts (277), april (165), maj (583) og juni (367).


Observatører ved Nordstrand, 4. maj 2022. Foto: Knud Pedersen

Øvrige mere bemærkelsesværdige observationer 
Fra andefuglene skal nævnes 27/3 1 ad. Grønlandsk Blisgås trækkende sammen med en almindelig Blisgås og en Grågås. 29/5 blev en han Brilleand set rastende ud for Hulsig. 
Vagtel blev hørt syngende ved Grenen 16/5, ved Tornbakkerimmen 25/5 og Batterivej 30/5. 
Efter at der i 2021 ikke blev set en eneste Turteldue, blev der set Turteldue på fire datoer, 19/5 1 Nordstrand og Grenen, 20/5 1 Nordstrand, 22/5 2 Højen og 26/5 1 Grenen. Nogle er dog givetvis gengangere.
Ud over de lokale Natravne (se ynglefugle) i områderne sydvest for byen, blev der set fire trækkende fugle ved Grenen i dagene 18-25/5. 
Som vanligt ses en del Traner på træk og trækforsøg. Den største flok var 25/4 20 Flagbakken. Der blev set tre Sort Stork på trækforsøg – 18/5, 20/5 og 5/6. Foråret gav blot otte Hvid Stork i perioden 17/4 til 9/5. Silkehejre blev set 4/5 1, mens Sølvhejre blev set på mange datoer i perioden 19/3 til 12/5. Bortset fra 13/4 med to fugle, drejede det sig om enkeltfugle. Skestork blev set på ti datoer i perioden 17/4 til 5/6. De højeste antal var 17/4 og 11/5 – begge 4 samt 20/5 5. 
En han Hvidbrystet Præstekrave blev set mellem Nordstrand og Grenen 28/4. Pomeransfugl blev observeret på tre datoer, 16/5 2 og 18/5 1 ved Grenen/Ellekrattet samt 20/5 ved Tornbakkerimmen. 10/5 trak en Tredækker forbi Grenen. 22/3 rastede en Enkeltbekkasin ved Grenen. Det største antal rastende Sortgrå Ryle på havnen blev 19/3 13. Trækket af Svaleklire kulminerede i april med blandt andet 22/4 23. 
Mens Dværgmåge har været fåtallig, blev Sorthovedet Måge set med fire fugle på Grenen 16/5, mens Kaspisk Måge blev set med tre fugle i januar og to i juni. Gråmåge blev set med 1-2 2K-fugle på mange datoer i perioden 29/1 til 1/6 foruden en adult fugl 10/4. To Hvidvinget Måge opholdt sig i perioder i området, 1 4K 5/1 og 31/1 til 23/4 samt 1 2K 29/1 til 11/4. 
Otte Dværgterner blev set i perioden 30/4 til 23/6 foruden tre Rovterner – alle i juni, mens Sortterne blot blev noteret med to fugle ved Grenen 24/5. 
Mosehornugle blev set næsten dagligt fra 28/3 til 8/6 – alle observationer dog blot af enlige fugle bortset fra 13/4 2 Pælebakke Klit. Slørugle blev set overflyvende ved Grenen 26/4. 


Biæder, Skagen, 25.maj 2022. Foto: Erik Christophersen (alle tre)

Året bød på rekordforekomst af Biæder. Den første blev set 16/5, men allerede 18/5 blev 15 set, hvilket er den hidtil største forekomst ved Skagen. Nævnes skal også 20/5 7 og 4/6 9. Frem til 12/6 blev der anslået set godt 40 fugle. Isfugl er ikke årlig i Skagen, så en fugl ved Skarvsøen 16/5 skal nævnes. 
Grønspætte optræder meget fåtalligt ved Skagen, så en lang række iagttagelser primært i Byfogedskoven i perioden 7/1 til 30/3 er mere end normalt, men kan dreje sig om den samme fugl i hele perioden. Sortspætte er ikke årlig, men 16/5 blev en fugl set på trækforsøg ved både Nordstrand og Grenen. Vendehals blev set i området i perioden 17/4 til 8/6. Samlet drejer det sig nok om ca. 13 fugle. 
En række mere eller mindre usædvanlige iagttagelser af diverse spurvefugle skal også nævnes. Pirol blev noteret næsten dagligt i perioden 13/5 til 12/6. Samlet cirka 40 fugle med den største dag 18/5 8-10 ex. Stor Tornskade blev set i perioden 19/3 til 25/4, men samlet set blot ca. 10 fugle. Toplærke blev set overflyvende genbrugspladsen 17/4. I marts var der nogle fine dage med trækkende Hedelærke, bl.a. 13/3 56 og 14/3 34. Blot to Bjerglærker blev set – 16/4 og 2/5.
Drosselrørsanger er ved at være årlig. 15-18/5 blev en fugl hørt ved Skarvsøen. Buskrørsanger blev hørt syngende ved to lejligheder, 24/5 ved Grenen og 8/6 ved Grenen Camping. Lille Rørsanger blev ringmærket ved Grenen både 7/6 (G) og 25/6 (G). Der er tale om det 8. og 9. fund fra Skagen. Hele fire Rødrygget Svale blev set som følger – 17/4, 19/4, 10/5 og 17/5. Et sjældent forårsfund af Høgesanger blev ringmærket ved Grenen 11/6, og samme sted blev Sibirisk Gransanger set 19/3 og 30/3. I alt seks Rødtoppet Fuglekonge blev noteret i dagene 25/3 til 17/5.
Korttået Træløber blev hørt og set på Grenen 20-21/3. Det er det andet fund fra Skagen. Eneste tidligere fund er fra 23-24/4 1996 af en syngende fugl i Ellekrattet. 
Rosenstær blev set på fem datoer i perioden 30/5 til 9/6. Det er svært at sige hvor mange forskellige fugle, der var tale om, men måske blot to. 6/6 blev der set en 1K Vandstær ved Buttervej. Om det var en unge fra et nordjysk par eller en ekstrem tidlig fugl nordfra er ikke til at sige. Et eksotisk indslag var en Tristrams Sortstær, der fløj over Engklit 30/5 (G). Fuglen stammer givetvis fra fangenskab. 


Nordlig Blåhals han og hun ringmærkes af Hanelie Sidhu og Lisa Vergin, Skagen, 1. juni 2022. Foto: Hans Christophersen

12/4 blev der ved Grenen for første gang hørt syngende Sydlig Blåhals. Racen er under fortsat spredning mod nord i Jylland. Nordlig Blåhals blev noteret med cirka syv fugle, hvor af de fire blev ringmærket. I perioden 8-24/5 blev det set otte Lille Fluesnapper, hvilket er færre end de senere år. Største antal af rastende Broget Fluesnapper blev 8/5 27. Et usædvanligt vinterfund af Ringdrossel er 16/2 1 R Grenen, men ellers kulminerede trækket med flere fine dage sidst i april –  højeste dagsnotering var 21/4 215 Grenen. Skagens femte Alpejernspurv blev fundet ved Grenens P-plads 2/5 (G). 
En trækforsøgende Rødstrubet Piber blev set på Grenen 5/6. Desuden gav foråret tre Citronvipstjert – 26/4 1 han Grenen, 29/4 1 hun Skarvsøen og 15/5 1 han Grenen. Sortrygget Hvid Vipstjert blev set på otte datoer i perioden 20/3 til 7/5. 
I perioden 22/3 til 26/4 blev der set fem Gulirisk, mens første halvårs største observationer af Stor Korsnæb var 16/2 12, 13/3 14 og 14/3 24 – alle Grenen. Blot én Hortulan er et udtryk for det niveau, den art efterhånden befinder sig på – 8/5 1 syngende på Grenen. Forårets sidste Snespurv blev set på Grenen 25/5, og endelig skal forekomsten af blot tre Lapværlinger nævnes, 31/1 1 Grenen, 20/4 1 Højen Fyr og 27/4 1 Nordstrand.

Observationer andet halvår
Havfugle 
Skagen Fuglestations havfugletællinger i andet halvår af 2022 bestod af næsten daglige observationer fra solopgang og mindst fire timer frem i perioden fra 15. juli til 30. november.
Den faste observationspost var den yderste klitrække på Grenen benævnt ”Verdens Ende 3”. Enkelte dage med østenvind i oktober og november blev observationsposten flyttet til Nordstrand. De fleste dage blev havfugletællingerne foretaget af mindst to observatører.
Forekomsten af Rødstrubet Lom (2.466) var markant under gennemsnittet for perioden 2012-2021 (4.523). Der var ingen dagscifre over 200 fugle, og det er usædvanligt for arten. Sortstrubet Lom (186) var derimod betydeligt over normalen. Juli (40) blev største måned, og på dette tidspunkt af året drejer det sig om oversomrende fugle, som især fouragerede i området fra Grenen til Ålbæk Bugt.
Islom (49) havde en rekordstor forekomst med mange fugle i oktober og november. Der optræder uden tvivl mange gengangere i materialet i form af rastende fugle, som bevæger sig rundt i området fra dag til dag. Det samme gjorde sig gældende for Hvidnæbbet Lom (24), hvor nogle immature fugle blev set regelmæssigt gennem en længere periode i oktober-november. I perioden 16-30/10 blev der dog set syv forskellige fugle i yngledragt eller overgangsdragt som trak ind i Kattegat. Skønnet har det reelle antal været 11-12 fugle i andet halvår. 


TV: Lille Stormsvale, Skagen, 12. august 2022. Foto: Erik Christophersen
TH: Stor Stormsvale, Skagen, 31. august 2022. Foto: Erik Christophersen

For andet år i træk forsøgtes med natfangst med spejlnet af Lille Stormsvale ved Det Grå Fyr. Det blev til fangst og ringmærkning af to fugle henholdsvis 30/7 og 12/8. Desuden blev en Lille Stormsvale set flyve omkring ved nettene om natten 12/9. Overraskende lykkedes det også at fange og ringmærke en Stor Stormsvale 31/8 og hertil en feltobservation af en rastende fugl ved Grenen 4/12. Natten mellem den 8-9/8 blev der med termisk kikkert observeret to ubestemte stormsvaler trække forbi høfderne ved Det Grå Fyr.
Mallemuk (2.564) havde igen et skuffende andet halvår med en sum betydeligt under gennemsnittet for tiåret 2012-2021 (5.395). Største dag blev 27/7 (533) og mediandatoen blev 7/8.


Med 28 fugle var forekomsten af Sodfarvet Skråpe noget større end det seneste tiårs-gennemsnit (16). Største dage blev 16/9 og 17/10 med fire fugle. En Atlantisk/Scopolis Skråpe (G) trak mod sydøst ved Grenen 13/9. En Scopolis Skråpe (G) rastede ved Grenen og Nordstrand 16-19/9. Fuglen var forinden blevet set og fotodokumenteret under meget fine forhold ved den svenske vestkyst 14/9 om morgenen, og fortsatte samme dag forbi flere lokaliteter ved Nordsjællands kyster. I de fire dage, hvor den opholdt sig ved Grenen og Nordstrand, tiltrak den mange fuglekiggere fra nær og fjern. Fuglen kunne ofte observeres meget tæt på kysten – ja, ved enkelte tilfælde helt inde ved strandkanten og kunne fotodokumenteres. Det er det første godkendte fund af denne art i Danmark. En artikel om dette fund er publiceret særskilt i årsskriftet.
Almindelig Skråpe (21) havde et godt år, som lå markant over seneste tiårs-gennemsnit på ni fugle. Juli var topmåneden med 15 fugle og største dag 27/7 (6).
Efter det voldsomme udbrud af fugleinfluenza i de Nordatlantiske sulekolonier var det forventeligt, at antallet af observerede fugle ville blive lavere end normalt. Dette kom også til at holde stik, da summen i andet halvår blev på beskedne 28.701 fugle. Sammenlignet med gennemsnittet for tiåret 2012-2021 (42.479) var der tale om en markant tilbagegang. De fleste Suler blev set i september (12.986), og største dag var 14/9 (2.758). Mediandato 15/9.
Topskarv blev noteret på 13 datoer i perioden 6/8-23/12. Næsten alle blev noteret som rastende fugle ved Grenen eller i Skagen Havn, og der er helt sikkert gengangere i materialet – så måske blot fire til fem fugle i alt. Et usædvanligt sommerfund 19/7 af en Thorshane 2K+ i overgangsdragt som rastede kortvarigt på stranden ved Grenen. Hertil et mere typisk fund af en rastende Thorshane i Skagerrak ud for Grenen 12/10.  
For Alk (39.396) blev det et efterår tæt på gennemsnittet for tiårsperioden 2012-2021 (45.505). Største dage blev 25/10 (9.805) og 19/10 (5.436). Med intervaltællinger blev der 25/10 noteret 22.238. Der blev gennemgående set flere rastende Alke under havfugletællingerne i oktober-november end normalt. For Lomvie (2.379) var det et efterår klart under gennemsnit. 6/11 blev største dag med blot 314 fugle. Med intervaltællinger blev der 27/12 noteret 652. Søkonge overraskede med et meget usædvanligt sommerfund i Skagen Havn i perioden 19-25/7. Fuglen var i yngledragt og fouragerede ivrigt helt tæt på stenmolen ud for skurbyen i Skagen Vesthavn. Den tog ind imellem ophold på selve stenmolen og blev et yndet fotomotiv for fuglefotograferne. Ellers lå efterårets forekomster på et normalt tidspunkt med ankomst 19/10. I alt 56 Søkonger blev noteret i perioden 19/10-5/12. Heriblandt en død fugl ved Nordstrand 31/12.
Seks levende Lunder blev observeret. Den første – en 2K rastede ved Grenen 15/7. De øvrige blev set på datoerne 19/9, 22/10, 26/11, 30/11 og 3/12.   
Efter sidste års bundrekord for Almindelig Kjove (46) blev det et noget bedre efterår i 2022 (122), og en forekomst som ligger tæt på gennemsnittet for perioden 2012-2021 (133). Største dag var 6/10 (11) og mediandatoen allerede 13/8. Tidligste 1K nogensinde rastede ved Grenen fra 4/8, og 6-7/8 var der to 1K fugle sammen. Den ene var farvemærket, og ved hjælp af gode fotos af fuglen var det muligt at opspore, at det drejede sig om en norsk mærket fugl. Fuglen var mærket 23/6 som redeunge i Ytre Hvaler Nationalpark ud for Frederiksstad i Sydnorge tæt ved grænsen til Sverige. Ynglelokaliteten ligger ca. 145 km i nordøstlig retning for Skagen. Almindelig Kjove er gået meget tilbage som ynglefugl i store dele af Norge, og i Sydnorge yngler der nu under fem par. Tilbagegangen skyldes formodentlig et fald i bestanden af Havterne, som kjoverne stjæler føde fra.    
Der var ni iagttagelser af Mellemkjove fordelt med fem i oktober og fire i november. To af fuglene fra begyndelsen af oktober var gamle fugle af lys form, mens de øvrige syv blev bestemt til 1K.


Almindelig Kjove 1K med norsk ring, Grenen, 10. august 2022. Foto: Knud Pedersen

Der var fem observationer af Lille Kjove med følgende data: 26/7 1 3K, 3/8 1 3K+, 13/9 1 1K, 15/9 1 1K og 9/10 1 1K.
For Storkjove (159) blev andet halvår nærmest et katastrofeår, når man sammenligner med gennemsnitsforekomsten 2012-2021 (929). Fra de nordatlantiske ynglepladser meldes om voldsom tilbagegang i 2022, og igen er det fugleinfluenza, som også har ramt Storkjoverne hårdt. Undersøgelser i 2022 af fugleinfluenzaens påvirkning af ynglebestanden af Storkjove i de skotske kolonier på Shetland, Orkney og Ydre Hebrider tyder på en tilbagegang i bestanden på 64-85%. 
Forekomsten af Ride (4.357) var for andet år i træk meget lav og den mindste i perioden 2012-2021 med et gennemsnit på 19.759 fugle. Den 17/12 blev der noteret 2635 ved intervaltællinger.
Der var ingen observationer af Sabinemåge ved Skagen i dette efterår.

Øvrige mere bemærkelsesværdige observationer
En Brilleand 2K+ han rastede ved Grenen 3/11, og en Vagtel blev hørt synge ved Starholm mellem Hulsig og Kandestederne 13/7. Et stort influks af Gråsejlere ramte landet ultimo oktober til primo november. I Skagen sås de primært fra Nordstrand, Reservatet og Grenen med fordelingen 27/10 (4 T) (G), 27-29/10 (1 R) (G), 2/11 (5 T) (G) og 3/11 (1 T) (G). Et par Mursejlere blandede sig også i mængden 28/10 (1) og 5/11 (1).
En Sort Stork blev set på trækforsøg over Skagen By 10/8, og en Hvid Stork 9-11/10. Én til to Sølvhejrer blev set i Reservatet og ved Grenen på mange datoer i august, tre dage i september og en enkelt i oktober. Flest blev dog set i november, hvor fem gjorde trækforsøg ved Grenen både 2/11 og 4/11. De sidste to blev set på trækforsøg ved Grenen 15/11. Topskarv rastede på Skagen Havn 2/10, 21/10, 12/11, 3/12 og 23/12. Desuden sås arten på træk ved Grenen 19/10, 28/10, 31/10 og 17/12. I slutningen af august og i september var Skarvsøen så tør, at den udgjorde et ideelt sted for rastende vadefugle. Bl.a. sås Dobbeltbekkasin i stort antal med flest 30/8 (160). I perioden 26/9-6/10 blev der ringmærket hele 29 Enkeltbekkasiner ved Skarvsøen.
Meget usædvanligt sås Gråmåge ikke i andet halvår. Til gengæld sås Hvidvinget Måge med to eksemplarer på Grenen 23/10 (1 2K) og 5/11 (1 3K). Kaspisk Måge sås udelukkende på Grenen. Det blev til 16 forskellige dage i perioden 19/8-12/11 med fordelingen 21 1K, 4 2K, 1 4K og 3 ad. Der er potentielle gengangere iblandt. Sorthovedet Måge blev set på 11 forskellige dage i perioden 26/7-23/9. Alle blev set på Grenen, og fordelingen var 12 1K og 1 2K. Tre Rovterner trak forbi Grenen 5/8 (1) og 7/8 (2). Sortterne blev set ved Grenen 26/7 (2 ad.), 27/7 (1 1K) og 30/7 (1 1K). Herudover sås en 1K ved Skarvsøen 1/8.
En imm. Kongeørn gjorde trækforsøg over Nedermose og Skagen By 12/8, og en Steppehøg (1K) gik til overnatning på Nordstrand 1/9. I dagene efter (2-4/9) sås den på trækforsøg ved Grenen.
En Hærfugl rundede Grenen og fortsatte ned over Nedermose 19/10, mens Vendehals blev set på Grenen 21/7, 14/8, 18/8 og 28/8. Desuden sås én på Nordlysvej 22/8. Grønspætte har i flere årtier ikke været årlig i Skagen, men i andet halvår blev arten observeret på hele 33 forskellige datoer i perioden 17/7-30/12 – flest 28/7 (2). Efter at have været forsvundet som ynglefugl i Skagen siden 1970’erne, gør Grønspætten måske comeback. En Sortspætte blev set på trækforsøg ved Grenen 25/9, og en Biæder blev set ved Jennes Sø 17/8. Fordelt på 22 forskellige datoer og med en sum på 93 fugledage ramte et influks af unge Aftenfalke Skagen i perioden 13/8-11/9. Fuglene blev primært set i Reservatet med den største dag 14/8 (12 1K). Mange af fuglene rastede gennem en længere periode. Skønnet har der været tale om ca. 40 forskellige fugle.


Aftenfalk 1K, Skagen, 22. august 2022. Foto: Knud Pedersen

Pungmejse blev set på Grenen 8/8 (5) og 31/10 (1). En Toplærke blev set på Fyrvej 14/7. Formentligt samme fugl havde fået selskab 23/7, hvor en 1K og en 2K+ blev set på Skagen Havn. En af disse fugle blev formentlig set igen, da en Toplærke rastede på Grenen 24/7. En Cistussanger sang på Grenen 27/6 og 5/7 (G) og en Græshoppesanger 4/8. Græshoppesangeren blev ringmærket 12/8 og sås igen 13/8 og 21/8. En sen Bysvale blev set på Nordstrand 5-6/11, og i november blev der på daglig basis set Landsvale frem til den 15/11. Sammenfaldende med forekomsten af Grå- og Mursejlere blev Rødrygget Svale set på syv datoer i perioden 25/10-9/11 – primært på Nordstrand, i Reservatet og på Grenen. To 1K-fugle blev set fra 29/10 og perioden ud.
Der blev fundet tre Hvidbrynet Løvsangere med fordelingen 2/10 Brovande, 4/10 Grenen og 15/10 Ellekrattet. En Fuglekongesanger blev set ved Højen Fyr 30-31/10. Sibirisk Gransanger blev set og hørt på ti forskellige datoer i perioden 3/10-13/11. En Høgesanger (1K) blev set på Grenen 21/9. Dagen efter blev den ringmærket og herefter set frem til 8/10. Fire sene Gærdesangere blev set, 22/10 (ssp. curruca aflæst i ringmærkningen) Grenen, 29/10 Grenen og 13/11 både ved Grenen og Skagen Havn. Fire Rødtoppet Fuglekonger blev set med fordelingen 2+4/10 Højen Fyr, 30/10 Grenen, 18/11 Jennes Sø og 19/11 Nedermose.
En stor ansamling af Silkehaler indfandt sig i Skagens rønnetræer i oktober. Flest blev set 22/10, hvor der estimeret var omkring 1000 fugle i Skagen By. Den undslupne Tristams Sortstær blev set i Skagen By 16/7 samt på Grenen 16/8, 23/8 og 3/9. En adult Rosenstær blev set i Buttervej Industriområde 8-9/7 samt en 1K ved Grenen 3+6/9. En Vandstær gjorde trækforsøg ved Grenen 26/10.
En Blåhals af den nordlige race blev ringmærket på Grenen 12/8, en Lille Fluesnapper rastede på Grenen 28/8 og to sene Rødstjerter blev set på Grenen og i Nedermose 13/11 og 23/11. En Sibirisk/Japansk Bynkefugl hun blev fundet på Grenen 8/10 (U). 15-16/10 (U) blev den set igen. Tre sene Ringdrosler blev set 18/11 (1K hun) Det Grå Fyr, 21/11 (1 2K+ han) Grenen og 28/11 (1) Grenen. 
En meget tidlig Bjergpiber blev set på Grenen 22/9. I perioden 16/10-25/12 rastede arten regelmæssigt på Grenen og Nordstrand. Flest blev set ultimo oktober til primo november med den største dag 23/10 (32). Over Grenen gjorde en Storpiber trækforsøg 29/10, Tajgapiber 25/9 (E) og 12/11 (E) samt Rødstrubet Piber 10/9 og 11/9. Der blev set to hanner af Sortrygget Hvid Vipstjert fordelt på 9/7 Buttervej og 28/9 Skarvsøen.
Karmindompap blev set det meste af juli med den største dag 12/7 (3) Grenen, samt et par dage i august 8/8 og 13/8 – begge Grenen. Et stort antal Bjergirisk gjorde trækforsøg ved Grenen 18/10 (213). Hvidsisken blev set på Grenen 14/10 (1), 25/10 (3) og 26/10 (1). Ved Jennes Sø blev der ringmærket to Hvidsisken hhv. 22/10 og 23/12. I perioden 23/7-13/11 blev der set mange Stor Korsnæb i Skagen. Særligt i oktober og november gjorde mange trækforsøg, hvor den største dag var 26/10 (49). Også i Skagen Klitplantage tog mange Stor Korsnæb ophold, hvor den største dag var 26/10 (49). Hvidvinget Korsnæb blev set med et eksemplar på Grenen 3/10. Tre Gulirisk blev set på Grenen fordelt på 3/7, 11/7 og 30/10. Lapværling blev set på Grenen og Nordstrand i perioden 24/9-31/12 med den største dag 10/11 (4). En Hortulan rastede på Grenen 20/8 og to Dværgværlinger samme sted fordelt på 19/10 og 7/11.


Sibirisk Gransanger, Skagen, 19. oktober 2022. Foto: Erik Christophersen

Ynglefugle
De første Skarver ankom til deres reder i skarvkolonien på Nordstrand i den sidste uge af marts. Det flugter med timingen i 2021, hvor de første reder blev besat 27/3. Der blev talt i alt 63 par, som producerede omkring 50 
flyvedygtige unger. Dette lå en del under året inden med 91 par. I midten af juli var de fleste unger fløjet fra reden. Ved en optælling den 13/7 var der kun unger tilbage i tre af rederne. Koloniens ynglesæson var usædvanlig langtrukken med sene kuld og unger i rederne helt hen i august. Optællingen af kolonien indgår som en del af den nationale overvågning af den danske ynglebestand af skarver under DCE, Aarhus Universitet (Sterup & Bregnballe 2022). Desuden ynglede både Lille Lappedykker og Gråstrubet Lappedykker i Skarvsøen, hver med ét par.
Syv territoriehævdende Rørdrum blev hørt fordelt på lokaliteterne Grenen, Reservatet, Skarvsøen, Ellekrattet, Nedermose og Jennes Sø. Trane ynglede også spredt på Skagen Odde, men der blev ikke foretaget en koordineret optælling. Øst og nord for Skagen By var der to par Traner i Reservatet og et til to par i Nedermose. Miljøstyrelsen foretog optællinger af Natravn og fandt følgende antal par: Bunken Klitplantage (44), Sydlige Hulsig (6), Råbjerg (12) og Skagen Klitplantage (50). 
For første gang nogensinde blev Havørn konstateret som ynglefugl på Skagen Odde. Et par havde bygget rede i Råbjerg Plantage, og en unge blev ringmærket 5/6. Desværre fandtes ungen død under reden i starten af juli. Den døde unge blev indsamlet og undersøgt af veterinærmyndighederne, som fastslog, at den var blevet et offer for fugleinfluenza. Der var meldinger om ynglepar at Stor Hornugle i både Ålbæk Klitplantage og Råbjerg Plantage. En adult Stor Hornugle blev fundet frisk død sammen med en ligeledes frisk død Sule i Råbjerg Plantage 22/6. Dette mærkelige sammentræf er lidt af en gåde og endnu ikke afklaret. Var det de lokale Havørne, som havde bragt begge fugle til stedet? 
Unger af Skovhornugle blev hørt i maj-juni ved den lille plantage ved Nordlysvej og ved Ferslevsvej. Miljøstyrelsen optalte Hedelærke med 7 par på Hulsig Hede og 6 par på Lodskovvad Hede og Råbjerg Mile/Hede og ligeledes Rødrygget Tornskade med 17 par på Hulsig Hede øst, 25 par på Hulsig Hede vest og 45 par på Lodskovvad Hede og Råbjerg Mile/Hede. Sortstrubet Bynkefugl blev registreret på ni forskellige lokaliteter, hvoraf 15 par alene blev set på Hulsig Hede.